Med Anden Påskedag tog vi hul på perioden i kirkeåret, der peger hen på Pinsedag. Søndagene i perioden mellem Påskedag og Pinsedag handler om forholdet mellem den korsfæstede opstandne og hans disciple. Desuden peger Jesus hen på, at Helligånden skal komme til disciplene, da han selv skal fare til himmels. Ovenpå påskens voldsomme drama, hvor hele følelsesregistreret blev gennemlevet, bruges søndagene i denne periode på at dvæle ved nogle episoder, hvor Jesus efter sin opstandelse er sammen med sine disciple.
I dag står den vantro Thomas for skud. Thomas er igennem tiden blevet fremhævet som den discipel, der tvivlede mere end de andre, og man har ikke skånet ham for beskyldninger om, at han var en mand, der kun stolede på sine sanser. Som om vi ikke alle gør dét. Hvis vi mødte én, der bestandigt drog sine sanser i tvivl, ville vi nok hurtigt anse ham for at være lidt for excentrisk, og vi ville nok anbefale at han blev indlagt på en særlig afdeling for særlige personer, der opfatter verden på deres egen særlige måde. Hvis man ikke kan stole på sine sanser, sine følelser og sin opfattelse af verden, hvordan skulle man så overhovedet kunne begå sig her i den verden, der ligesom netop passer til vore sanser? Thomas regnede med sine sanser og troede på det, han kunne se. Og han erklærede, at hvis han bare kunne se og røre sårene efter korsfæstelsen, så ville han være overbevist og dermed tro på, at Jesus virkeligt var opstået fra de døde.
Nogle gange kan man se eller høre noget, der synes at være for godt til at være sandt – og så er det som regel også for godt til at være sandt. Reklamebranchen er en mester i at lokke os i bedrag, og vi lader os bedrage, fordi vi så gerne vil tro det bedste. Mange reklamer er dog ukristeligt dårlige løgne. Der er efterhånden ingen grænser for, hvad reklamer lover os. Hvis vi bare køber lige netop dét produkt, så vil alverdens lykke følge med. Ja, lykken kan åbenbart findes i en flaske shampoo. Hvem skulle have troet det?!
Thomas var derfor i sin naturlige ret til at være skeptisk over for det han hørte om Jesu opstandelse. Efter sin opstandelse og inden sin himmelfart brugte Jesus tiden på at opsøge sine disciple og give dem troen på, at håbet stadig var i live; håbet om, at døden ikke var enden på alting – måske endda tværtimod. Han mødte derfor f.eks. to disciple på vej til Emmaus, der åbenbart havde fået nok af det hele og var gået deres egne veje. De to genkendte ham, da han brød brødet som til nadver sammen med dem. Man kan undre sig ovre, at disciplene havde svært ved at genkende Jesus, men når man regner med at personen ligger velforvaret i sin grav, er det måske ikke så underligt. At Jesus skulle være opstået, lød alligevel for godt til at være sandt.
I dagens evangelietekst gik han igennem lukkede døre for at hilse på de bange disciple, hvis drømme var knuste og hvis håb var ved at dø ud. Da Jesus udåndede Langfredag tog det pusten fra manges tro, og disciplene spredtes for alle vinde for at skjule sig for magthaverne og jøderne. Jøderne havde haft succes med at henrette Jesus; ham, som mange ellers havde håbet på ville kunne skabe et nyt storrige i Israel. Langfredag blev håbet slukket, men påskemorgen var jødernes succes blevet en fiasko. Jesus stod op og begyndte atter at prædike velsignelse, fred og frelse. Først og fremmest for sine disciple for at genoplive deres håb og genoprejse deres tro. Disciplene bag lukkede døre genkendte ham ved at se de sår, der blev pådraget ham ved korsfæstelsen. Han skjulte sig altså ikke, men fremviste gerne sine krigssår, så de kunne se og tro. Han viste sig for at trøste dem, så de ikke længere skulle leve i frygt. Jesus havde dog ikke brug for at tjekke disciplene, lige så lidt som vi har brug for her i kirken at tjekke hinanden. Graveren står ikke ved døren med en maskine, der skal tjekke blodtype, medlemskab og fingeraftryk. Vi kender hinanden som det, vi selv er: som mennesker. Vi møder i højere grad hinanden med tillid end skepsis og mistillid.
Thomas var ikke en særlig mand, der opfattede verden på sin egen særlige måde. Tværtimod virker han til at have haft en sund og jævn tilgang til livet og verden, og sådan var de andre også – alle i samme båd. Det er dog værd at lægge mærket til den finurlighed, at Thomas ikke er en slemmere tvivler end de andre, og alligevel kaldes han ved fornavn, så læserne igennem et par tusinde år har peget fingre af den stakkels og så genkendelige mand, fordi han fremstår som en dårligere troende end de andre disciple. Men da Jesus besøgte dem første gang nåede de slet intet at sige, før han stak sine sårmærker op i ansigtet på dem. Som om at man ville blive mere sikker i sin tro ved med sanserne at opfange, hvad Jesus gør og er. Nogle gange afviser man jo sanserne ved at sige: Jeg kan ikke tro mine øjne!
Den vantro Thomas eller tvivleren Thomas (kært barn har mange navne) er egentlig blot et navn på enhver af os, såfremt vi havde kunne være til stede, da Jesus trådte igennem den lukkede dør i al sin kødlige opstandelse for at hilse med fred på sine bange disciple. Man siger, tiden læger alle sår, men den lægede ikke Jesu banesår, og helbredte ikke Thomas' tvivl. Han, der blev oprejst fra de døde drog rundt for selv at oprejse andre; ikke fra de fysiske grave, men fra tvivlens voldgrav, som det er umuligt selv at klatre op ad. At tro er at leve i håbet, men det er som om livet langsomt siver ud, når tvivl eller mistro dræner håbet.
Vi lever hver dag imellem hinanden på godt og ondt, men det er nok ikke vore sanser, der får os til at tro mere på hinanden. Måske ligefrem tværtimod. Nogle gange kunne man ønske sig at være døv, når andre åbner munden, andre gange at være blind, når man ser ting, der gyser langt ind i ens sjæl og hjerte. Vi orienterer os dog alligevel i verden og imellem hinanden ved at se og høre, lugte smage og føle os frem, og til daglig er vel ikke sådan, at vi tvivler på, hvad vi registrerer med sanserne. Hvad vi ikke kan sanse eller føle, kan vi ikke så godt vide noget om. Og hvad vi kan sanse og føle kan vi alligevel aldrig være helt sikre på – så en sund portion skepsis er nødvendig, hvis ikke man vil gå for at være naiv.
Thomas ville ikke være naiv. Han var måske nok vantro i de andre disciples øjne, men han var jo egentlig ret heldig, at Jesus ikke afviste ham, men endnu engang gerne fremviste sine sår, så Thomas kunne se og tro. Så heldige er vi ikke. Vi må tro uden at se, og vi må håbe alene på det, vi har hørt fra andre. Og derfor kan vi i smug misunde Thomas' vantro, for det medførte jo, at han fik syn for sagn. Vantroen kom ham til gavn. At tvivl og vantro trænger sig på særligt i vores tid er altså slet ikke så underligt. Modsat Thomas får vi ikke syn for sagn, og selvom budskabet om Jesu opstandelse kan lyde for godt til at være sandt, ja, måske endda lyde utroværdigt, så er det alligevel værd at tro på, og at samles om. For det er et håb at leve på og et budskab at trøstes ved. Amen.