Søndag den 11. april 2021, 1. søndag efter påske (I) kl. 9.30 Jernved, kl. 11 Hunderup
LITURGI Anden påskedag
Klokkeringning
Præludium (kun musik)
Nådeshilsen v. præsten: Fred være med jer!
Det er i dag 1. søndag efter påske, og jeg læser fra første tekstrække
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme 248: Med Thomaskravet står vi her (alle vers)
Evangelium (med korsvar v. kirkesangeren ”Gud være lovet…”)
+ prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme 406: Søndag morgen fra de døde
Fadervor i fællesskab
Velsignelse (med korsvar v. kirkesangeren – 3x Amen)
Postludium (kun musik)
Prædiken
De fleste mennesker vil gerne genkendes for deres skønhed, pæne næse, flotte øjne, lave vægt, muskuløse krop, kraftige hår osv. Ingen har lyst til at blive genkendt på deres handicap, for man vil jo helst gerne være mere og andet end sine høreapparater, briller, rollator, pacemaker eller hvad man nu ellers har af hjælpemidler for at få hverdagen til at hænge sammen. Ja, sådan er det og i dag vil jeg tale om huller, sår og ar. Kroppen har nogle naturlige huller, der har nogle ganske naturlige funktioner – uden dem ville livet blive ganske besværligt. Disse huller er omgærdet med en vis usikkerhed; vi taler ikke om dem offentligt, og hvis nogen bruger disse huller på steder og måder, der er upassende i forhold til vore uskrevne sociale regler, ja, så mærker man straks de fordømmende blikke.
Huller har kroppen dog, det er helt naturligt, og det er for så vidt også ganske uinteressant, netop fordi langt de fleste mennesker har dem. De interessante huller derimod er dem, der er kommet til i løbet af livet. Derfor er hullerne i Jesu hænder og fødder og i hans side meget interessante, og Jesus brugte dem bevis på, at han faktisk var stået op fra de dødes grav og rige. For sådanne huller, der kommer af at leve, samt arrene efter de sår, vi får, kan fortælle om det levede liv; og jeg tror, alle på egen krop kan finde et ar, der fortæller om en helt særlig oplevelse. Det kan være ar efter slåskamp eller kejsersnit, operation eller ulykke. Selvom øjeblikket, hvor såret opstår, kan give varige mén og virkeligt ubehagelige eftervirkninger, så får disse sår og ar en betydning for det videre liv; ja, faktisk kan man måske ligefrem sige: Vis mig dine ar, og jeg skal sige dig, hvem du er!
Vis mig ikke dit perfekte udseende eller flotte genetiske træk, men vis mig de ar, livet har givet dig; sammenstødene med mennesker og modgangen i tilværelsen. Arene kan såmænd også være af usynlig karakter i form af psykiske og mentale ar, der får en betydning for, hvordan man udvikler sig som person. Jo, kære menighed, vi er såmænd en flok sårede kroppe og sjæle; vi har vores liv skrevet i de sår og ar, der findes i vores krop og sjæl. Hvis nogen tvivler på, at vi har overlevet en kamp med en ulv, kan vi fremvise ulvens kradsemærker og bidsår. Da disciplene tvivlede på at Jesus var opstået fra graven, viste han dem sine hænder, som de store søm havde lavet hul igennem på deres vej ind i korsets træplanker. Og han viste dem sin side, hvor lansen var blevet stukket ind, så vand og blod var flydt ud. Disciplene fik syn for sagn; de fik tilfredsstillet deres øjnes begær efter at få et bevis for, at den Jesus, der stod foran dem, sandelig var opstået og altså ikke var et spøgelse, en vrangforestilling eller en illusion. Med det håndfaste bevis kunne de endelig jage tvivles på flugt; der var ingen plads til tvivl, ateisme eller vantro, for Jesus bar beviserne på egen krop. Han var virkelig opstået, og hans disciple så det og troede. I deres tro blev de sendt ud i hele verden for at udbrede budskabet om ham, der blev korsfæstet til døden, og som Gud oprejste fra de døde. Al verdens tvivl og usikkerhed blev overvundet ved det synlige bevis, de fik lov at få fingre i – bogstaveligt talt.
Godt så. De tvivlende disciple fik altså blæst tvivlen væk med et bevis, de ikke kunne afvise, men hvad får vi? Også vi står jo med et ønske om at måtte se Jesu huller, naglemærkerne fra korset og såret fra lansen, så også vores tvivle én gang for alle kunne blæses væk. Normalt ville man sige, at vi møder Jesus i dåben og nadveren. Da dåben kun sker én gang og kun efterlader et usynligt mærke, så må vi gå til nadveren, hvor vi jo spiser Jesu legeme og blod, når vi indtager brød og vin. Men hvad så, når vi ikke holder nadver? Vi har fået frataget muligheden for at se sårmærkerne, for Jesus er faret til himmels. Vi er blevet frataget muligheden for at få styrket troen igennem nadverens styrkende måltid, for vi har ikke altergang i dag. Hvad har vi så? Jo, vi har ordene fra Bibelen, og vi må bede om, at Helligånden vil gøre ordene levende, så vi i tro kan tage imod dem til opbyggelse af vores håb. Tro er håb. Vi håber, at det er sandt, at døden ikke er enden. Vi håber, det er sandt, som vi har hørt: At Jesus lever! For ulykkelige ville vi være, / - og hjertet kan det ej bære, - om døden vandt over livet, / og altså at Guds nåde ikke blev givet. Hjertet sukker, og sjælen længes, / men Jesus er Herre og tvivlen sprænges!
Ak ja. Gid det var så skråsikkert; gid vi kunne nøjes med Bibelens ord til opmuntring og opbyggelse af troen på håbet om evig kærlighed. Så enkelt og nemt er det dog ikke, for vi ved jo godt, at synden i os formår at tvivle på alt, hvad vi sanser. Jesus kunne da godt lige stige ned fra himlen engang imellem og vise os sine sårmærker, men det gør han ikke. Vores tro skal altså ikke bygges på beviser men på håbet. Vi håber på det, vi længes efter. Det gode håb og den rene længsel er ønsket om, at kærligheden overvinder verden. Disciplene længtes egentligt ikke efter at se sårmærkerne for at få bevis for opstandelsen, men fordi de savnede bare deres ven, Jesus. Og de vidste, at de kunne genkende ham på de sår og ar, han fik ved sin henrettelse. De savnede deres ven, og fik deres frelser at se. Jesus kom til dem, der savnede ham; han tilgav deres tvivl, vantro og ateisme og viste gerne sine sår og svagheder. Indtil han også kommer sådan til os, må vi holde os til det, vi har fået: Et fællesskab i håb. Amen.
+ lovprisning (i fællesskab)
Lad os i fællesskab sige: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
+ kirkebøn Lad os alle bede:
Almægtige Jesus! Vor ven i nøden og vor frelser i døden. Hver dag lever vi for dit ansigt, og du ser os, som vi er med alle de sår og skrammer, som vi har fået af andre i det hverdagsliv, vi lever tæt ved den jord, du har sat os på. Vi beder om styrke til at tilgive dem, der har såret os, og vi beder om tilgivelse for dem, vi har såret med vore handlinger og ord. Undskyld, Gud i det høje, at vi nogle gange ikke gør det gode, som vi vil, men gør det onde, som vi ikke vil.
Vor Fader i himlen, du skal også have tak fordi vi har fået endnu en dag til at leve på denne jord, der med sin skønhed betager os og med menneskers kærlighed gør livet værd at leve. Lad os altid elske og blive elsket. Lad det være Helligåndens virke i os, at glæden vokser i os og at vi er taknemmelige for livet, troen, håbet og ikke mindst kærligheden. Amen.
+ meddelelser
Næste gudstjeneste er søndag den 18. april kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Jernved – begge ved Katrine Gaub + kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev – begge ved mig. Det er fortsat en god idé at tilmelde sig gudstjenesterne, og det kan man gøre hos mig.
- Foredraget, der skulle have været afholdt onsdag den 14. april med Jørgen Hanssen er desværre aflyst.
- Hvis nogen ønsker altergang, kan man lave en aftale med mig. Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme, og som gerne vil tale med mig, må I også gerne lade mig det vide.
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
LITURGI Anden påskedag
Klokkeringning
Præludium (kun musik)
Nådeshilsen v. præsten: Fred være med jer!
Det er i dag 1. søndag efter påske, og jeg læser fra første tekstrække
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme 248: Med Thomaskravet står vi her (alle vers)
Evangelium (med korsvar v. kirkesangeren ”Gud være lovet…”)
+ prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme 406: Søndag morgen fra de døde
Fadervor i fællesskab
Velsignelse (med korsvar v. kirkesangeren – 3x Amen)
Postludium (kun musik)
Prædiken
De fleste mennesker vil gerne genkendes for deres skønhed, pæne næse, flotte øjne, lave vægt, muskuløse krop, kraftige hår osv. Ingen har lyst til at blive genkendt på deres handicap, for man vil jo helst gerne være mere og andet end sine høreapparater, briller, rollator, pacemaker eller hvad man nu ellers har af hjælpemidler for at få hverdagen til at hænge sammen. Ja, sådan er det og i dag vil jeg tale om huller, sår og ar. Kroppen har nogle naturlige huller, der har nogle ganske naturlige funktioner – uden dem ville livet blive ganske besværligt. Disse huller er omgærdet med en vis usikkerhed; vi taler ikke om dem offentligt, og hvis nogen bruger disse huller på steder og måder, der er upassende i forhold til vore uskrevne sociale regler, ja, så mærker man straks de fordømmende blikke.
Huller har kroppen dog, det er helt naturligt, og det er for så vidt også ganske uinteressant, netop fordi langt de fleste mennesker har dem. De interessante huller derimod er dem, der er kommet til i løbet af livet. Derfor er hullerne i Jesu hænder og fødder og i hans side meget interessante, og Jesus brugte dem bevis på, at han faktisk var stået op fra de dødes grav og rige. For sådanne huller, der kommer af at leve, samt arrene efter de sår, vi får, kan fortælle om det levede liv; og jeg tror, alle på egen krop kan finde et ar, der fortæller om en helt særlig oplevelse. Det kan være ar efter slåskamp eller kejsersnit, operation eller ulykke. Selvom øjeblikket, hvor såret opstår, kan give varige mén og virkeligt ubehagelige eftervirkninger, så får disse sår og ar en betydning for det videre liv; ja, faktisk kan man måske ligefrem sige: Vis mig dine ar, og jeg skal sige dig, hvem du er!
Vis mig ikke dit perfekte udseende eller flotte genetiske træk, men vis mig de ar, livet har givet dig; sammenstødene med mennesker og modgangen i tilværelsen. Arene kan såmænd også være af usynlig karakter i form af psykiske og mentale ar, der får en betydning for, hvordan man udvikler sig som person. Jo, kære menighed, vi er såmænd en flok sårede kroppe og sjæle; vi har vores liv skrevet i de sår og ar, der findes i vores krop og sjæl. Hvis nogen tvivler på, at vi har overlevet en kamp med en ulv, kan vi fremvise ulvens kradsemærker og bidsår. Da disciplene tvivlede på at Jesus var opstået fra graven, viste han dem sine hænder, som de store søm havde lavet hul igennem på deres vej ind i korsets træplanker. Og han viste dem sin side, hvor lansen var blevet stukket ind, så vand og blod var flydt ud. Disciplene fik syn for sagn; de fik tilfredsstillet deres øjnes begær efter at få et bevis for, at den Jesus, der stod foran dem, sandelig var opstået og altså ikke var et spøgelse, en vrangforestilling eller en illusion. Med det håndfaste bevis kunne de endelig jage tvivles på flugt; der var ingen plads til tvivl, ateisme eller vantro, for Jesus bar beviserne på egen krop. Han var virkelig opstået, og hans disciple så det og troede. I deres tro blev de sendt ud i hele verden for at udbrede budskabet om ham, der blev korsfæstet til døden, og som Gud oprejste fra de døde. Al verdens tvivl og usikkerhed blev overvundet ved det synlige bevis, de fik lov at få fingre i – bogstaveligt talt.
Godt så. De tvivlende disciple fik altså blæst tvivlen væk med et bevis, de ikke kunne afvise, men hvad får vi? Også vi står jo med et ønske om at måtte se Jesu huller, naglemærkerne fra korset og såret fra lansen, så også vores tvivle én gang for alle kunne blæses væk. Normalt ville man sige, at vi møder Jesus i dåben og nadveren. Da dåben kun sker én gang og kun efterlader et usynligt mærke, så må vi gå til nadveren, hvor vi jo spiser Jesu legeme og blod, når vi indtager brød og vin. Men hvad så, når vi ikke holder nadver? Vi har fået frataget muligheden for at se sårmærkerne, for Jesus er faret til himmels. Vi er blevet frataget muligheden for at få styrket troen igennem nadverens styrkende måltid, for vi har ikke altergang i dag. Hvad har vi så? Jo, vi har ordene fra Bibelen, og vi må bede om, at Helligånden vil gøre ordene levende, så vi i tro kan tage imod dem til opbyggelse af vores håb. Tro er håb. Vi håber, at det er sandt, at døden ikke er enden. Vi håber, det er sandt, som vi har hørt: At Jesus lever! For ulykkelige ville vi være, / - og hjertet kan det ej bære, - om døden vandt over livet, / og altså at Guds nåde ikke blev givet. Hjertet sukker, og sjælen længes, / men Jesus er Herre og tvivlen sprænges!
Ak ja. Gid det var så skråsikkert; gid vi kunne nøjes med Bibelens ord til opmuntring og opbyggelse af troen på håbet om evig kærlighed. Så enkelt og nemt er det dog ikke, for vi ved jo godt, at synden i os formår at tvivle på alt, hvad vi sanser. Jesus kunne da godt lige stige ned fra himlen engang imellem og vise os sine sårmærker, men det gør han ikke. Vores tro skal altså ikke bygges på beviser men på håbet. Vi håber på det, vi længes efter. Det gode håb og den rene længsel er ønsket om, at kærligheden overvinder verden. Disciplene længtes egentligt ikke efter at se sårmærkerne for at få bevis for opstandelsen, men fordi de savnede bare deres ven, Jesus. Og de vidste, at de kunne genkende ham på de sår og ar, han fik ved sin henrettelse. De savnede deres ven, og fik deres frelser at se. Jesus kom til dem, der savnede ham; han tilgav deres tvivl, vantro og ateisme og viste gerne sine sår og svagheder. Indtil han også kommer sådan til os, må vi holde os til det, vi har fået: Et fællesskab i håb. Amen.
+ lovprisning (i fællesskab)
Lad os i fællesskab sige: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
+ kirkebøn Lad os alle bede:
Almægtige Jesus! Vor ven i nøden og vor frelser i døden. Hver dag lever vi for dit ansigt, og du ser os, som vi er med alle de sår og skrammer, som vi har fået af andre i det hverdagsliv, vi lever tæt ved den jord, du har sat os på. Vi beder om styrke til at tilgive dem, der har såret os, og vi beder om tilgivelse for dem, vi har såret med vore handlinger og ord. Undskyld, Gud i det høje, at vi nogle gange ikke gør det gode, som vi vil, men gør det onde, som vi ikke vil.
Vor Fader i himlen, du skal også have tak fordi vi har fået endnu en dag til at leve på denne jord, der med sin skønhed betager os og med menneskers kærlighed gør livet værd at leve. Lad os altid elske og blive elsket. Lad det være Helligåndens virke i os, at glæden vokser i os og at vi er taknemmelige for livet, troen, håbet og ikke mindst kærligheden. Amen.
+ meddelelser
Næste gudstjeneste er søndag den 18. april kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Jernved – begge ved Katrine Gaub + kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev – begge ved mig. Det er fortsat en god idé at tilmelde sig gudstjenesterne, og det kan man gøre hos mig.
- Foredraget, der skulle have været afholdt onsdag den 14. april med Jørgen Hanssen er desværre aflyst.
- Hvis nogen ønsker altergang, kan man lave en aftale med mig. Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme, og som gerne vil tale med mig, må I også gerne lade mig det vide.
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
