Orgel-præludium: Adagio i C-mol - Benedetto Marcello
Indgangsbøn
1. salme: 557 Her vil ties, her vil bies (alterne synger 2. stemme )
Læsning GT
INTRO
Nu vil jeg læse fra GT. To stykker, der handler om, hvordan Gud er og giver os langt mere, end vi kan gøre os fortjente til, for han gav først og på en måde står vi derfor i gæld til ham for hvert et åndedrag vi tager. Men som en kærlig forælder er det ikke skyld og gæld, der er interessant, men blot at være til lyslevende glæde og velsignelse for hver kvinde og mand. Rejs jer blot og hør!
I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden. Jorden var dengang tomhed og øde, der var mørke over urdybet, og Guds ånd svævede over vandene. Gud sagde: »Der skal være lys!« Og der blev lys. Gud så, at lyset var godt, og Gud skilte lyset fra mørket. Gud kaldte lyset dag, og mørket kaldte han nat. Så blev det aften, og det blev morgen, første dag. (1. Mosebog 1,1-5)
Læsning fra Salmernes Bog: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg: »Mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig,« så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. (Sl. 139,1-12) AMEN
2. salme: 804 Dis og mørke
Læsning NT
INTRO
GT begynder med begyndelsen af alting og i Johannesevangeliet hører vi om en ny begyndelse – eller, vi hører om den samme begyndelse men på en ny måde. På en måde er det uklart, men det bliver klart, når man ved, at ORDET er Jesus, og at han bragte en oplysning med sig, som handler om langt større ting end man kan lære på skolebænken. Rejs jer blot og hør hvad der står i Johannesevangeliet:
I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. Han var i begyndelsen hos Gud. Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er. I ham var liv, og livet var menneskers lys. Og lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke. Der kom et menneske, udsendt af Gud, hans navn var Johannes. Han kom for at aflægge vidnesbyrd, han skulle vidne om lyset, for at alle skulle komme til tro ved ham. Selv var han ikke lyset, men han skulle vidne om lyset. Lyset, det sande lys, som oplyser ethvert menneske, var ved at komme til verden. Han var i verden, og verden var blevet til ved ham, og verden kendte ham ikke. Han kom til sit eget, og hans egne tog ikke imod ham. Men alle dem, der tog imod ham, gav han ret til at blive Guds børn, dem, der tror på hans navn; de er ikke født af blod, ikke af køds vilje, ikke af mands vilje, men af Gud. Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, og vi så hans herlighed, en herlighed, som den Enbårne har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed. (Johannes 1,1-14) AMEN
Trosbekendelsen
3. salme: 4 Giv mig Gud en salmetunge
Evangelium
I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen.
Dette hellige Evangelium skriver evangelisten Lukas:
Da deres renselsesdage i henhold til Moseloven var gået, tog de ham med op til Jerusalem for at bære ham frem for Herren – som der står skrevet i Herrens lov: »Alt det første af mandkøn, der kommer ud af moderlivet, skal helliges Herren« – og for at bringe offer, sådan som det er foreskrevet i Herrens lov, et par turtelduer eller to dueunger. I Jerusalem var der en mand ved navn Simeon; han var retfærdig og from og ventede Israels trøst. Helligånden var over ham, og den havde åbenbaret for ham, at han ikke skulle se døden, før han havde set Herrens salvede. Tilskyndet af Ånden kom han til templet, og da forældrene kom ind med barnet Jesus for at gøre med ham, som det var sædvane efter loven, tog han barnet i sine arme og lovpriste Gud: Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel. AMEN (Luk. 2,22-32)
Prædiken
Hvad rimer på februar og Kyndelmisse? Nogle vil sige, at det gør: Januar og trøstespise. Måske rimer det ikke sådan rent bogstavmæssigt, men mht. indhold og stemning gør det – for nogle mere end for andre. Det er dog ikke derfor, vi efter gudstjenesten byder på en kop varm hyldebærsuppe, men det er nu da så hyggeligt at samles til samvær og fællesskab og – nå ja, og så også trøstespise en smule af en god, gammel ret. Hyldebærsuppe er godt for kroppen, og gudstjenesten er godt for sjælen, så vi kan i dag pudse vores glorie – den trænger måske nok til det.
Når vi nu fejrer gudstjeneste sådan en torsdag eftermiddag, den anden-i-anden, så er det for at markere og fejre Kyndelmisse. Igennem tiden har kyndelmissen haft mange betydninger for både kirken og folket, bl.a. som lysfest, eller en fest for Maria, Jesu mor, og naturligvis også for Jesus selv. Jeg vil ikke gå ind i alle de tekniske detaljer, for selvom de kan være interessante for en studiegruppe at nørde med, så er det ikke så opbyggeligt at skulle sidde at lytte til en længere historisk udredning med tilhørende forklaringer.
Fra Bibelen har jeg i dag læst først om Skabelsen, hvor Gud tændte lys i verdens dagligstue, så han kunne se, hvor dejligt det skaberværk var, som desværre forfaldt ved syndefaldet; et fald, vi endnu ikke har nået bunden af. Men al synd og fald til trods, er Gud hos os. Gud kender os stadig som sine børn, fordi han er vores far, uanset hvor langt vi er fra ham, og selvom vi forsøger at slippe væk, så ser han os altid og har blik for os. For intet er skjult for det øje, der ser klarere end katte og ugler i mørket. Vi kan ikke skjule os for Gud i den sorteste mørke, end ikke i døden eller i synden, for Gud søger og finder og ser. Hans blik holder os fast på, at vi er værdige til at høre ham til i det rige af lys, der helbreder og udfrier os fra alt det negative, det sorte, det tyngende og det, der adskiller.
Hos Gud var også Jesus lige fra begyndelsen. Jesus kaldes for Ordet, og det var ved og igennem det ord, at alt blev skabt og kom til verden. Hvad kom først? Ordet eller Lyset? Måske kom det samtidigt som ved et gigantisk lynglimt. Lyset skinner i mørket, og mørket kan hverken begribe det eller gribe om det. Og lyset skinner ikke bare på os fra Guds himmel, men blev født ind i vores almindelige faldne, syndige, skønne, skøre verden, så dette himmellys kunne gå os i møde som skæret fra solen i en vintermorgenrøde. Guds ord blev et menneske, et barn, og det barn blev kaldt Jesus, og det Jesusbarn lå i sin mors favn den dag, de gik op til det store, flotte tempel, der dengang lå i Jerusalem, for dér ville de vise Jesus frem sådan som skikken var hos dem dengang. Selv som spæd blev Jesus genkendt af Simeon, som blev så hjertensglad, at han til vores Fader bad med mange tak og dejlige ord, for nu havde han selv set frelseren på jord. Lyset var sandelig kommet helt tæt på, og det møder først dem, der sidder dybest i mørket. Et lys, der skinner uden at blænde, og som brænder uden at fortære. Simoen gloede, så og kiggede og sagde, at det lille barn skulle blive et lys for hedninger. Og det lys rejste ganske rigtig jorden rundt fra mund til mund og landede også i det kolde hedningenord, hvor vi nu her i februarlandet bor.
Året er 2023. Og kirken står her endnu. Krise har afløst krise, krig har afløst krig, men kirken har med kirketårn og klokkeklang peget mod Gud i medgang og modgang, imens menneskeslægt har fulgt slægters gang. Nu er det igen næste generation, næste slægtled, der skal have barnedåb, konfirmation, vielse, begravelse. Men hvordan skal det gå? Bliver kirken stående? Vil kristendommen overleve? Mørkets hvisken kan så tvivl og angst for det, vi ikke kan se eller vide. I denne gamle kirke; en trofast kæmpe, der bare står her og står til troende. Her kan vi samles og være til stede på stedet, der er stampet til og bebygget med tunge sten af den simple grund, at herinde er der grund under troens fødder; og herinde får håbet dybere rødder. Gud tændte lyset engang, og selvom stormene har blæst sig op som krisebevidsthed og angst for livets gang, er lyset spillevende endnu. For mørket kan ikke gribe fat om det; dets kolde, klamme hænder kan ikke slukke det lys der skinner, selvom vores livslys slukkes.
Vi ved, at ovenover de tunge, mørke vinterskyer, er solen et sted. Urokkelig hænger den gamle stjerne og bader den blå planet i stråler, der skaber vækst. Om vi vender ryggen til solen, så skinner den stadig, og den bedste følelse er dog at vende sig om og lade sig bade i solens varme livgivende skin. Sådan er Gud der også altid nærværende, altid trofast vedholdende, altid med ønske om fred og glæde til enhver af os om vi er mange eller få, store eller små. Lyskilden på himlen, være det solen eller Gud Fader, går ikke først og fremmes op i, om mange eller få bader sig i dens lys, skin og varme, men glæder sig over hver enkelt, der åbner sine arme og byder alt det gode inden for, så vinteren og kulden kan få en kold skulder af et varmt hjerte. AMEN.
Nu har jeg læst om lyset og sagt en masse om lyset, men lys er meget andet og mange andre ting – bl.a. også musik, samvær, fællesskab, nærvær og ikke mindst omsorg og omtanke. Derfor bliver der nu mulighed for at alle kan gå op til døbefonten og tænde lys, imens Dorte spiller stille musik. Lyset kan man tænde med tanken på den, man savner, eller med en stille bøn til Gud; eller ganske enkelt for at tænde lys og lade lyset kæmpe mod mørket som et billede på, hvad vi hver især skal gøre derude i hverdagen. Når alle der vil, har tændt lys, vil der være lidt stilhed til at reflektere eller tænke eller bede – eller blot til at sidde.
Men først vil jeg bede jer rejse jer, så vi kan ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen. – og så må man gerne begynde at gå op at tænde lys.
Lystænding mens organisten spiller stille musik
Dorte stopper med at spille, og der er stilhed i mørket.
Jeg giver tegn, når stilheden har varet længe nok.
4. salme: 814 Gå i mørket med lyset (alterne synger 2. stemme)
Fadervor
Velsignelse
5. salme: 117 En rose så jeg skyde (3-stemmig)
postludium: En sang til livet - Kirkekoret synger