Det er tungt, at døden er i verden. Kigger vi på hele verdens storhed og livets mangfoldighed, er døden ikke til at komme udenom noget sted. Den rammer vidt og bredt, og alle menneskers lys slukkes på et tidspunkt for en stund, når dødens mørke sænker sig og steder vore kære til hvile. Vi er samlet her i dag for at mindes dem, der er døde i årets løb.
| Tyngede hjerter giver tunge skridt. Mange har her i kirken i tidens løb måttet bøje hovedet i sorg og hjertesmerte, når tankerne har kredset om dem, man har mistet. Uanset alder og liv er mennesker blevet revet bort fra andre, når døden har møvet sig frem og kastet skygger over det, der har været et lyspunkt i livet. Mennesker, der har været lys og salt for andre; lys ved at skinne vidt og bredt og sprede glæde, fryd og fred. Og de har krydret tilværelsen og livet med smag og kraft. Livet bliver fattigere, når lyset slukkes og når saltet mister sin kraft. Livet kan synes at miste sin mening, og troen, håbet og kærligheden sættes på prøve af den tvivl, der følger i kølvandet på den død, der er så uforståelig, fordi vi ikke kan se over på den anden side. Længslen efter at forstå og efter at vide alting med sikkerhed er ganske menneskelig, men der er ligesom en uoverstigelig mur mellem de levendes og de dødes land. | Alle Helgens Dag, d. 2. november 2014 Klik og læs søndagens Bibeltekster her. Salmer: 1. DDS 51: Jeg er i Herrens hænder 2. DDS 404: Lover Herren, han er nær 3. DDS 571: Den store hvide flok vi se 4. DDS 46: Sorrig og glæde de vandre tilhobe 5. DDS 192: Hil dig frelser og forsoner, 7-9 6. DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner |
I dag mindes vi i alle landets sognekirker mennesker, der på vidt forskellige måder har været en del af mange andres liv. Set på den måde er dagen nærmest en national sørgedag, for det er vigtigt at give sorgen plads og rum såvel i kirken som i det liv, man til dagligt lever. Det er i hverdagen, at sorgen og savnet især rammer, når ting, situationer, dufte, ord, lyde, musik og stemninger pludselig vækker minderne og river op i det sår, der ikke læges, bare fordi tiden er gået og har tvunget os til at gå med. Tiden læger ikke alle sår, men man kan lære at leve med meget. Og leve videre skal man; det er ethvert menneskes opgave. Der er dog heldigvis ingen manual for, hvordan man lever videre på den rigtige måde. Et liv leves bedst en dag, et øjeblik ad gangen. Tålmodighed, eftertænksomhed, opmærksomhed må andre vise dem, der har mistet, og som den, der har mistet må man selv være tålmodig og ikke haste af sted, fordi man føler sig tvunget til at hive sig op ved hårene og atter engang gå gennem livet med modigt hjerte og oprejst pande.
Sorgen tager den plads og tid, som den har brug for. Spørgsmålet er, om man giver den rum og tid til eftertanke, eller om man lukker af og lukke ned for de følelser og de minder, der aldrig synes at forsvinde. Et lys har skinnet i verden og et menneske har bragt smag og kraft i tilværelsen. Når det menneske er gået bort, blegner lyset og smagen.
Jesus sagde til sine tilhørere, at de er verdens lys og og jordens salt. Som levende mennesker imellem hinanden må vi derfor ikke lade sorgen slukke livets flamme eller tage kraften ud af livets smag. Der var ingen krav, Jesu tilhørere først skulle opfylde, og det var ikke sådan, at de skulle leve et særligt helligt liv. Men fordi de lyttede opmærksomt til det, Jesus sagde til dem, så kunne de være i verden som lys og salt. Det er fra Jesus selv, hans tilhørere både dengang som nu får løfterne om, at intet menneske er ladt i stikken uden for Guds kærlighed. Så længe, vi lever her på jorden, så længe lever vi som mennesker på Guds vilkår. Og Gud ønsker kun det gode for os mennesker; spørgsmålet er blot, om man tør tage imod og leve et jævnt liv i tro, håb og kærlighed, eller om frygten får lov at give næring til den tvivl, der kan kølne menneskers hjerte, tro og håb, så der hverken bliver noget at leve eller dø for. Hos Jesus findes der en ny chance og et nyt håb om det gode liv trods synd og sorg og fare. Når man som i dag ser dødens realitet i øjnene kan frygten og angsten true med at lamme hjerte, sind og tanker, hvis ikke der findes et håb om, at døden ikke får det sidste ord. I dag fejrer vi livet, troen, håbet og kærligheden i protest mod dødens forsøg på at jage os skræk i livet og tvivl i troen.
Om lidt oplæser jeg navnene på dem, der er blevet bisat eller begravet her fra kirken. I den forbindelse vil kirkesangeren tænde et lys til minde om de afdøde. Det menneskelys, som blev slukket i verden, husker vi på med dette lille lys. Lyset skinner i mørket, og mørket må aldrig vinde over lyset. Når vi som mennesker lever iblandt hinanden, må vi sprede det lys, det liv og den glæde, som døden forsøger at lukke af for. Livet er en gave og en opgave, og kun som levende mennesker kan vi give og selv få del i den kærlighed, der kan være så hjerteligt varm og kærlig, som den kan være smertelig og bøvlet. Livet er for mange ikke en dans på roser, og når man elsker, bliver livet ikke nemmere. Men hvem kunne ønske sig et liv uden kærlighed – hvor smertefuldt det end er at miste den, man har kær? Uretfærdigheden er uretfærdig fordelt, og når den rammer hver enkelt af os på forskellige måder ved sygdom og død, kan det føles som om, livets flamme og livssaltets kraft så småt ebber ud.
Derfor må vi gå til kirke og til gudstjeneste (og til nadver) for atter at finde styrke i fællesskabet, ved bønnerne og ved troen på, at døden ikke får det sidste ord. Både til begravelser og til dagens Allehelgen gives der rum for at tale om det med at miste og at tabe, at tale om sorgen som hjemløs kærlighed, at tale om de minder der – heldigvis – ikke forsvinder, selvom døden gør sit bedste for at slette menneskers spor på vor jord og i vore hjerter. Kirkegården er ved at blive gjort klar til vinter; vi glemmer altså ikke at drage omsorg for vore nære og kære, selvom vi må undvære dem, indtil den dag, døden ikke findes mere, og hvor lyset bryder frem i verden med en sådan kraft, at enhver tvivl og enhver mørk krog af verden og menneskets sjæl gøres til skamme. Til den tid bryder lyset frem, og ingen tåre, ingen tvivl eller frygt skal længere belemre vort liv og vor tro.
Livets realiteter hører ikke op med at banke på vor dør, bare fordi vi befinder os i en kirke og synger salmer. Sygdom og død holder ikke op med at være en sten i skoen på vor tro. Når vi således til begravelser og Allehelgen bruger tid på at tage afsked med de nære og kære, gør vi det med et håb om gensyn for øje. Jordens mørke gravkammer forbliver ikke hjemstedet for dem, der er stedt til hvile der. For Guds hænder lægger vi vort skrøbelige liv, og vi lægger dem, der er gået forud for os på den vej, vi alle skal gå. Mange vil igennem livet før eller siden erfare, at sorgen og glæden går hånd i hånd, og at dem, der har glædet os mest her på jord også er dem, der bringer os størst smerte ved deres bortgang.
Når døden trænger sig på og skaber sorg, hvor glæden før blev givet, og sår tvivl, hvor troen ellers gror, så kan skyggerne trænge sig sammen, så alt synes mørkere end en vinternat ude ved diget. Men det er, når mørket er sortest og sorgen er dybest, at andre menneskers lys skinner klarest. Vi er som verdens lys og jordens salt sat til at være til glæde og gavn for hinanden. Det kan lyde banalt, men det basale ligger ofte i det banale. For den, der søger, vil der være styrke, trøst og håb at finde i de små lys, der tændes både her i kirken i dag, og de lys, der går omkring iblandt os. Det største lys af alle kommer til at skinne på den dag, da alle dage ender og hverken død eller frygt længere har noget at skulle sige; til den tid lyder en anden tale til mennesker, ligesom Jesus talte til mennesker i sin samtid; en tale, der siden har lydt for manges ører fra slægt til slægt. I er verdens lys, sæt ikke lyset under skygge, men lys for hinanden, ligesom vi lyses på af det guddommelige lys. Amen.
Sorgen tager den plads og tid, som den har brug for. Spørgsmålet er, om man giver den rum og tid til eftertanke, eller om man lukker af og lukke ned for de følelser og de minder, der aldrig synes at forsvinde. Et lys har skinnet i verden og et menneske har bragt smag og kraft i tilværelsen. Når det menneske er gået bort, blegner lyset og smagen.
Jesus sagde til sine tilhørere, at de er verdens lys og og jordens salt. Som levende mennesker imellem hinanden må vi derfor ikke lade sorgen slukke livets flamme eller tage kraften ud af livets smag. Der var ingen krav, Jesu tilhørere først skulle opfylde, og det var ikke sådan, at de skulle leve et særligt helligt liv. Men fordi de lyttede opmærksomt til det, Jesus sagde til dem, så kunne de være i verden som lys og salt. Det er fra Jesus selv, hans tilhørere både dengang som nu får løfterne om, at intet menneske er ladt i stikken uden for Guds kærlighed. Så længe, vi lever her på jorden, så længe lever vi som mennesker på Guds vilkår. Og Gud ønsker kun det gode for os mennesker; spørgsmålet er blot, om man tør tage imod og leve et jævnt liv i tro, håb og kærlighed, eller om frygten får lov at give næring til den tvivl, der kan kølne menneskers hjerte, tro og håb, så der hverken bliver noget at leve eller dø for. Hos Jesus findes der en ny chance og et nyt håb om det gode liv trods synd og sorg og fare. Når man som i dag ser dødens realitet i øjnene kan frygten og angsten true med at lamme hjerte, sind og tanker, hvis ikke der findes et håb om, at døden ikke får det sidste ord. I dag fejrer vi livet, troen, håbet og kærligheden i protest mod dødens forsøg på at jage os skræk i livet og tvivl i troen.
Om lidt oplæser jeg navnene på dem, der er blevet bisat eller begravet her fra kirken. I den forbindelse vil kirkesangeren tænde et lys til minde om de afdøde. Det menneskelys, som blev slukket i verden, husker vi på med dette lille lys. Lyset skinner i mørket, og mørket må aldrig vinde over lyset. Når vi som mennesker lever iblandt hinanden, må vi sprede det lys, det liv og den glæde, som døden forsøger at lukke af for. Livet er en gave og en opgave, og kun som levende mennesker kan vi give og selv få del i den kærlighed, der kan være så hjerteligt varm og kærlig, som den kan være smertelig og bøvlet. Livet er for mange ikke en dans på roser, og når man elsker, bliver livet ikke nemmere. Men hvem kunne ønske sig et liv uden kærlighed – hvor smertefuldt det end er at miste den, man har kær? Uretfærdigheden er uretfærdig fordelt, og når den rammer hver enkelt af os på forskellige måder ved sygdom og død, kan det føles som om, livets flamme og livssaltets kraft så småt ebber ud.
Derfor må vi gå til kirke og til gudstjeneste (og til nadver) for atter at finde styrke i fællesskabet, ved bønnerne og ved troen på, at døden ikke får det sidste ord. Både til begravelser og til dagens Allehelgen gives der rum for at tale om det med at miste og at tabe, at tale om sorgen som hjemløs kærlighed, at tale om de minder der – heldigvis – ikke forsvinder, selvom døden gør sit bedste for at slette menneskers spor på vor jord og i vore hjerter. Kirkegården er ved at blive gjort klar til vinter; vi glemmer altså ikke at drage omsorg for vore nære og kære, selvom vi må undvære dem, indtil den dag, døden ikke findes mere, og hvor lyset bryder frem i verden med en sådan kraft, at enhver tvivl og enhver mørk krog af verden og menneskets sjæl gøres til skamme. Til den tid bryder lyset frem, og ingen tåre, ingen tvivl eller frygt skal længere belemre vort liv og vor tro.
Livets realiteter hører ikke op med at banke på vor dør, bare fordi vi befinder os i en kirke og synger salmer. Sygdom og død holder ikke op med at være en sten i skoen på vor tro. Når vi således til begravelser og Allehelgen bruger tid på at tage afsked med de nære og kære, gør vi det med et håb om gensyn for øje. Jordens mørke gravkammer forbliver ikke hjemstedet for dem, der er stedt til hvile der. For Guds hænder lægger vi vort skrøbelige liv, og vi lægger dem, der er gået forud for os på den vej, vi alle skal gå. Mange vil igennem livet før eller siden erfare, at sorgen og glæden går hånd i hånd, og at dem, der har glædet os mest her på jord også er dem, der bringer os størst smerte ved deres bortgang.
Når døden trænger sig på og skaber sorg, hvor glæden før blev givet, og sår tvivl, hvor troen ellers gror, så kan skyggerne trænge sig sammen, så alt synes mørkere end en vinternat ude ved diget. Men det er, når mørket er sortest og sorgen er dybest, at andre menneskers lys skinner klarest. Vi er som verdens lys og jordens salt sat til at være til glæde og gavn for hinanden. Det kan lyde banalt, men det basale ligger ofte i det banale. For den, der søger, vil der være styrke, trøst og håb at finde i de små lys, der tændes både her i kirken i dag, og de lys, der går omkring iblandt os. Det største lys af alle kommer til at skinne på den dag, da alle dage ender og hverken død eller frygt længere har noget at skulle sige; til den tid lyder en anden tale til mennesker, ligesom Jesus talte til mennesker i sin samtid; en tale, der siden har lydt for manges ører fra slægt til slægt. I er verdens lys, sæt ikke lyset under skygge, men lys for hinanden, ligesom vi lyses på af det guddommelige lys. Amen.
