Søndag den 3. juli kl. 19 i parken med træmænd i Hunderup. Det er en almindelig gudstjenesten - bare flyttet udendørs. I tilfælde af dårligt vejr, flytter vi gudstjenesten indenfor. Trosbekendelsen siges, og der er kun korsvar efter velsignelsen (3x amen). Der er ingen altergang. - Klokkeriningen foregår fra kirken (Mona) SALMER: 725: Det dufter lysegrønt - 634: Du ved det nok, mit hjerte - 506: Hjerte lad dig ej indbilde, melodi: Genève 1551 --- Amazing Grace - 759: Nu hviler mark og enge
INTRO GT
Nu skal vi høre et kort stykke fra profeten Esajas. Det er kort og godt og ret sjovt, for det handler om, at Gud siger, at han ligesom står dér og er klar til at hjælpe, men ingen vil have hans hjælp. Tænk sig, Gud kan føle sig til overs!
INTRO NT
Paulus skrev også til en kirke i byen Efesus, der nu ligger på østkysten af Tyrkiet. Efesus var kendt for et enormt tempel, der var blevet bygget for grækernes gud, Artemis. Derfor skriver Paulus om en ny bygning, nemlig et tempel grundlagt på den klippefaste tro og med Jesus selvom som den sten, der holder det hele sammen.
PRÆDIKEN
Vi har lige hørt en af de lignelser, som jeg holder allermest af. Den er enkel at forstå og dens budskab er værd at tro på; den giver et billede på vor Fader og vor Gud igennem fortællingen om en mand med to sønner. Det vigtige er ikke kønnene; der kunne lige så fint have været tale om en kvinde med to døtre. Lignelsen er såmænd lige passende, om det sønner eller døtre for i henseende til syndefald og selvretfærdighed, er vi alle lige gode og dygtige. Pointen er, at omsorgspersonen er et billede på Gud, og at Guds grundholdning til sine børn bygger på barmhjertighed. Enhver forælder kender udtrykket: Små børn, små problemer – store børn, store problemer. I lignelsen hører vi om en ung mand, der nok er i sine bedste teenageår med trang til oprør imod mor og far og det kedelige hjem med trælse og strenge regler. For ham kunne hans forældre lige så godt være døde, for han vil have arven på forskud og så vil han ud at leve livet i sus og dus. Lev stærkt – synd tappert! Han vil være fri fra hjemmets orden og omklamrende rammer, for han mener, at han kan selv og vil selv og så skal ingen stå i vejen for ham. Han drog desværre ikke ud for at prøve at redde verden eller for at prøve at gøre en positiv forskel ud fra sin politiske overbevisning. Han ville bare ud på euforisk egotrip og en nydelsetoruné for at lade sig beruse i sine sansers uudslukkelige tørst efter ansvarsløs nydelse.
Hans alt for gode, tålmodige far har måske nok tænkt, at den man elsker, må man sætte fri til at gå sine egne veje. Sønnen får arven, og imens han farer afsted ud for at erobre verden, må faren væbne sig med tålmodighed og håbe, at sønnen en dag vil komme til fornuft. På samme måde er Gud fuld af tålmodighed med os, og det synes jeg er en stor trøst. Vi er jo gode til at ville stå på egne ben og til at mene, at vi kan klare alt i livet og tilværelsen selv. Nogle dage kører vi derudaf som var vi cykelryttere til Tour de France. Det skal gå stærkt, og vi tramper i pedalerne for at følge trop og helst ligge i top. Succes eller stress – vind eller tab. Ingen husker på den, der blev nr. 2 og fik en andenplads. Så hårdt kan det være derude i virkelighedens kampplads.
Lignelsen skal dog minde os om, at livet ikke er et racerløb. Vi skal ikke kæmpe imod hinanden, for der er intet tredelt sejrspodie for enden af livets landevej. Gud udvælger ikke én til at modtage guld, en anden til at modtage sølv og en tredje til at modtage bronze. Tværtimod vil han gerne have os alle med ind til sin sejrsfest, hvortil han har slagtet sin fedekalv. Sejren for Gud er, at vi alle kommer hjem igen i den gode relation og forbindelse med hinanden og med ham, vores far i himlene. Han er klar til at slå en streg over alle de dumheder og fejl og al den synd, der klæber til os, når vi går og lever vort liv på det jævne. Guds barmhjertighed bygger bro over afstanden og omslutter os i kærlighedens favntag.
Når vi om foråret fejrer konfirmation sker det for mange forældre med et stik i hjertet over at vide, at de unge har gang i en løsrivelsesproces, hvor de filer meget på navlestrengen, så de kan blive fri af den følelsesmæssige binding til deres forældre. Hvad kan vi som forældre gøre andet end at blive ved med at elske vore børn, selvom de endda ønsker os døde og taler grimt til os eller gør os ondt på andre måder. Og når de flyver fra reden for at prøve deres vinger af i en slags ungdommelig beruselse over at ville og kunne selv, da må vi væbne os med omsorgsfuld tålmodighed over for de børn, vi ikke længere kan beskytte, men som må ud at få deres egne erfaringer på godt og ondt. Ligesom faderen i lignelsen, der som udgangspunkt var klar til igen at møde sin forfløjne søn med åbne arme. ”Mens sønnen var borte, var det en sørgende, ventende og håbende barmhjertighed. Derfor bliver den ved sønnens tilbagekomst til en barmhjertighed, der giver sig udtryk i glæde og fest. Huset bliver stedet for barmhjertighedens fest og glæde” [1]
Nu har vi været inde på det ene barn, der vil ud at vove sit liv og prøve sin lykke. Det kan gå grueligt galt, men hos Gud står hjemmets dør altid åben endda inden det fortabte barn vender hjem. I lignelsen hører vi også om en anden søn; en selvretfærdig, pligtopfyldende søn, der dog ikke har samme indstilling som sin far. For nok var han hjemme hos faren og var tæt på ham rent fysisk, men i sit hjerte og sine tanker var han ikke tæt på sin far. Tværtimod er han dybt optaget af retfærdighed og ligestilling på en streng og juridisk måde, som om han tænkte: ”Hvis lillebroren bar sig dumt ad, ja, så må han også få en sidsteplads i livet; så skal han lære at kende sin plads og lære af sine fejl. Man fester da ikke for en hjemvendt idiot!” Storebroren havde hele sit liv holdt sig strengt til sin opdragelse og havde lyttet efter sine forældre gode råd, havde holdt sig på måtten; han var sådan én, der aldrig havde røget, drukket eller været til vilde fester med vilde kvinder. Helt modsat sin lillebror. Storebroren risikerede intet, men holdt sig på dydens smalle sti, og han blev selvfølgelig fornærmet, sur og vred over sin fars naive tilgivelse. Hvis faderen bare kunne tilgive lillebroren alt det afskyelige og umoralske, han havde gjort, var der så slet ingen grænser for, hvad faren ville tilgive? Hvad skulle man så overhovedet med moral og etik? Hvorfor skulle man være from og god og følge loven, hvis faren alligevel bare tilgav, når man kom hjem efter at have brændt arven af på et vildt liv med sprut og hor? I forhold til Gud og faderen er storebroren ikke bedre end lillebroren, for han holdt sig ganske vist til det dydige og fromme liv, men han gjorde det ikke glad og gerne. Han havde i lige så høj grad brug for faderens tilgivelse og kærlighedens favntag.
Man må også spørge, om den ene er en større synder end den anden. Hvad er værst: Fordømmende selvretfærdighed eller grænseløs længsel efter nydelse? At hore og svire kan synes at være en næsten uskyldig synd; mange gør det, især i disse Roskilde Festival-tider – og det var jo ikke sådan, at han havde slået landets mink ihjel! – men mennesker bliver næppe bedre af at leve på den måde. Og mennesker bliver heller ikke bedre af at gå rundt med stram moralsk mine over, at alle andre hore og svirer. Begge indstillinger og måder at leve på er egoistiske og rummer ikke plads til den Gud, som er barmhjertighed.
Mon ikke at den korrekte storebror i bund og grund var misundelig på sin løsslupne lillebror? Inderst inde brændte han måske selv for at slippe tøjlerne og kaste sig i smuds og grams. Måske turde han ikke vove livet eller sætte sin fars kærlighed på spil. Måske ville han ikke skuffe sin far. Vi ved ikke, hvad der rører sig i den ældre bror, men vi ved, at faderen tager imod både den amoralske, udsvævende søn og den fordømmende, selvretfærdige bror.
De to brødre - er de ikke billeder på de fleste af os? Vi er hver især som de to brødre altid et eller andet sted imellem at være enten udsvævende og overflodsforbrugende af mennesker og materielle ting eller at være stramme i ansigtet og strenge i vores fordømmelse af folk, der lever netop sådan, som vi inderst inde måske drømmer om. Kort sagt: De to brødre var brødre i ånd og kød; de lignede hinanden fra inderst til yderst, og deres far elskede dem jo lige meget. Lignelsen er altså også en påmindelse til os om, at vi ikke skal dømme hinanden, og at Guds frelserværk alene afhænger af, hvem han er i forhold til os. Og nu ved vi, at han er en Gud, der står med åbne arme og et favntag af barmhjertighed, klar til at tage imod os, når vi vender om og vender hjem til festen. Det er da ret amazing, ik? Glædelig 3. søndag efter Trinitatis. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede. - 3. søndag efter trin. - II - 1994 (Luk. 15,11-32) Mogens Agerbo - Gud, vi beder dig: Fortæl os igen og igen, at din kærlighed er større, end hvad vi forstår. Fortæl os, at din kærlighed også gælder andre end os. Lær os, at det ikke er os, der afgør, hvem du vil elske. Lær os at tilgive, når andre tager noget fra os. Tilgiv du os, når vi tager noget fra andre. Belær os om, at livet er en gave, så vi kan opdage glæden ved livet og dele ud af den glæde, vi oplever. Giv styrke til vor dronning - og til alle, der har magt til at regere, så de må gøre det i kærlighed og ydmyghed. Brug din kirke, Gud, til at sprede dit budskab om kærlighed over alle grænser og brug vores kirke til at give os del i din kærlighed. Åbn vore øjne, Gud, så vi kan se, at også vi har brug for at blive tilgivet - og at vi møder din tilgivelse ved dit nadverbord. Lær os at omvende os, så vi går herfra som nye mennesker med din kærlighed og din velsignelse. Send os ud, Gud, så også alle de, der ikke kan få øje på din kærlighed, må se den. Send os til de undertrykte og nedtrykte, og lad os være dine hænder i en verden fuld af elendighed, undertrykkelse og nedtrykthed. Send din glæde til alle, der sørger og savner et medmenneske eller glæden over livet. Giv dem og os alle livet at glædes over - også på en gråvejrsdag! AMEN.
MEDDELELSER
Da Katrine Gaub har ferie til og med den 17. juli, står jeg for gudstjenesterne på søndag den 10. juli kl. 9.30 i Hunderup Kirke med kaffe og kl. 11 i Gredstedbro Kirke.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] https://praesteforening.dk/wp-content/uploads/3_soendag_e_trinitatis_2002.pdf