Vi lever på Guds præmisser, for han har sat rammerne og grænserne for sit skaberværk. I salmen efter prædiken synger vi, at Gud Herren har givet os efter sit behag. Han skabte os og gav os livet, og siden har vi skabt os over alt i livet.
Det er noget mærkeligt noget med os mennesker. Vi har fået skænket alt lige fra barnsben, hvor vi var dybt afhængige af at få dækket vore fysiske behov for mad og tryghed, nærhed og kærlighed. Selve livet med alt, hvad det rummer af det gode og onde, har vi såmænd fået givet, skænket, uden at vi hverken bad om at blive født eller som spæde at blive en del af familien Danmark. Alt hvad vi har og er, har vi fået skænket efterhånden som livet er gået sin gang – for vi kom jo dog nøgne ud af vor moders liv. Mange valg er blevet truffet uden at vi blev spurgt, og for mange gælder det både dåb og navn, men uanset hvordan livet bagud har flasket sig eller er forløbet, så befinder vi os altså i dag lige her på dette sted i kirken og i livet. Hele vort hidtidige liv har altså resulteret i, at vi i dag befinder os her. Og i dag lyder ordene til os, at vi ikke skal bekymre os.
Det gør vi dog alligevel. Der er så meget i verden, der skaber usikkerhed, utryghed og frygt, men vi forstår dog nogenlunde vores egen dagligdag og ved nok, at man ikke kan lade stå til, hvis man ønsker sig det gode her i livet. Det er logik for burhøns, og lidt burhøns er vi vel alle, efterhånden som vi har fået puttet hinanden i kasser med mærkater for, hvem vi ønsker at omgå, og hvem vi blot vil forbigå. Der er os og dem, og der er dig og mig, og nogle er bedre end de fleste og nogle er mere lige end andre. Alle vore forskelligheder på godt og ondt giver anledning til undren over tilværelsen og spørgsmål om, hvorfor livet mon dog er på denne måde for os hver især. Det gives der vist ikke et entydigt svar på. Fælles for mennesker er nogle grundlæggende vilkår og behov, en fælles vandring fra vugge til grav, der for nogle er lang og for andre er kort, for nogle fyldt med glæde for andre fyldt med sorg. Ingen er dog mere menneske end andre, og alle er vi lige over for Gud og over for graven.
Man kan lære meget af at gå på kirkegården, for dér ender vi alle, under mulden som en del af mulden. Igennem livet befinder vi os vidt forskellige steder og i forskellige fællesskaber, men i døden er vi i sandhed alle lige. På nogle af de gamle gravsten står de latinske ord: ”Memento mori”, der betyder: ”Husk, at du skal dø”. Når man betænker og besinder sig på ”livets korthed, dødens vished og evighedens længde”, får man blik for tilværelsens større værdier, fx tro, håb og kærlighed – og styrken i ubekymrethed.
Man kan nemt forfalde til at tænke, at alt er tomhed, fordi vi alle ender i døden, at alt er ligegyldigt og lige meget, fordi historien viser, at mennesker fødes og dør, civilisationer bygges op og brydes ned, folkevandringer krydser nationale, etniske og etiske grænser, fred afløses af krige, der igen afløses af fred i én evindelighed. Hvad er så pointen med det hele, hvis vi blot fødes for at dø? Vi er her kun et øjeblik, og det er ikke for alle, at livet synes at lykkes. Mange skuffelser vil man opleve måske endda til sit sidste åndedrag, og hvad har det hele så været værd? Ja, tungsind og triste tanker har ramt såvel Bibelens forfattere som nulevende sjæle, og også dét er almindeligt for os mennesker: At vi kan tænke, og at vi kan tænke os selv ned i et sort hul, selvom vi lever under solens varme og Guds barmhjertighed. Bekymringerne kan lægge sig som et skylag over vores tro, håb og kærlighed.
Bekymringer er så naturlige som at trække vejret. Mediemaskineriet kører i fuldt fart og bringer det ene indslag efter det andet, der giver anledning til bekymringer, om det så er de skrækkelige billeder af døde flygtninge eller indslag om naturkatastrofer, krige og menneskelige ødelæggelser af den eneste jord, vi kender til at kunne bebo. Hvad man ikke kan bekymre sig om, er slet ikke værd at tænke på. Kan vi overhovedet tillade os ikke at bekymre os om livet på jorden?
Snart kan man bekymre sig om verdsligheden i samfundet og snart om åndeligheden i kirken, og snart ligger man til sengs med rotter på loftet af alle de ufrugtbare tanker, der kun øger skrækken for at leve, for hvordan skal det dog gå vores lille samfund og vort korte liv? Mange tjener fedt på at slå på vores frygt, så vi kan købe deres produkter og blive beroliget, om det så er en pille eller et hårprodukt. Jo større frygt, desto flere midler skal vi have for at få bugt med frygten. Og der er meget at frygte, så mange tjener fede penge. Deres grådighed bliver vores rådvildhed, for hvordan skal man finde vej i en jungle af tilbud om forbedringer af ens sjælekvaler, når der synes at findes tusinde mulige behandlinger af ét lille sår? Grådighed er godt, lærer pengemaskinen os, og vi er blevet forledt til at tro, at sandheden lyder: Jo rigere, desto friere. Erfaringer viser os dog et ganske andet billede af virkeligheden.
Løgne er der nok af i verden, og da vi ikke altid kan skelne mellem løgn og sandhed, og da verden jo ikke er sort/hvid, bliver verden og tilværelsen bare mere kompleks, og også dét skaber bekymring og søvnløse nætter. Usikkerheden vokser og frygten følger deraf, når vi ikke kan gennemskue tilværelsen eller mediernes mange indslag om alt det, der kan true vores velfærd og fredelige liv.
Bekymringer bygger på usikkerhed og frygt. Usikkerhed og frygt står i modsætning til tillid. Og tillid er netop dagens kerne; at vi må leve livet i tillid og leve i den frihed, som tilliden giver. Så pointen er ikke, at vi skal leve med en ligeglad mine i ubekymrethed, men at vi må leve frit og frejdigt i tillid. Tillid til hinanden om, at vi vil hinanden det gode, og tillid til Gud Faders barmhjertighed, Sønnens frelservilje og Helligånden, der vækker tro og glæde. Tillid er et skrøbeligt anliggende, og svigtes vi på tilliden skabes sår i vore indre, som end ikke al tid i verden kan læge. Tiden læger ingen sår, men det gør den barmhjertighed der udgår fra Gud i hans løfter til os om, at vi ved at forlade os på troen, kan finde fred og frihed. Troen på håbet om, at det er sandt, hvad vi har hørt: Livet er for os, og Gud ønsker os det bedste, på trods af, at vi kan ønske hinanden det værste. Vores eksistens er en gåde, men Guds barmhjertighed er vores nåde. Vi får ikke som fortjent, men vi får givet efter Herrens behag. Amen.
Prædikentekster til 15. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 3: Lovsynger Herren; 2. DDS 41: Lille Guds barn hvad skader dig; 3. DDS 582: At tro er at komme; --- ; 4. DDS 27: Du gav os efter dit behag; 5. DDS 426: Fred til bod for bitters savn; 6. DDS 598: O Gud, du ved og kender
Det er noget mærkeligt noget med os mennesker. Vi har fået skænket alt lige fra barnsben, hvor vi var dybt afhængige af at få dækket vore fysiske behov for mad og tryghed, nærhed og kærlighed. Selve livet med alt, hvad det rummer af det gode og onde, har vi såmænd fået givet, skænket, uden at vi hverken bad om at blive født eller som spæde at blive en del af familien Danmark. Alt hvad vi har og er, har vi fået skænket efterhånden som livet er gået sin gang – for vi kom jo dog nøgne ud af vor moders liv. Mange valg er blevet truffet uden at vi blev spurgt, og for mange gælder det både dåb og navn, men uanset hvordan livet bagud har flasket sig eller er forløbet, så befinder vi os altså i dag lige her på dette sted i kirken og i livet. Hele vort hidtidige liv har altså resulteret i, at vi i dag befinder os her. Og i dag lyder ordene til os, at vi ikke skal bekymre os.
Det gør vi dog alligevel. Der er så meget i verden, der skaber usikkerhed, utryghed og frygt, men vi forstår dog nogenlunde vores egen dagligdag og ved nok, at man ikke kan lade stå til, hvis man ønsker sig det gode her i livet. Det er logik for burhøns, og lidt burhøns er vi vel alle, efterhånden som vi har fået puttet hinanden i kasser med mærkater for, hvem vi ønsker at omgå, og hvem vi blot vil forbigå. Der er os og dem, og der er dig og mig, og nogle er bedre end de fleste og nogle er mere lige end andre. Alle vore forskelligheder på godt og ondt giver anledning til undren over tilværelsen og spørgsmål om, hvorfor livet mon dog er på denne måde for os hver især. Det gives der vist ikke et entydigt svar på. Fælles for mennesker er nogle grundlæggende vilkår og behov, en fælles vandring fra vugge til grav, der for nogle er lang og for andre er kort, for nogle fyldt med glæde for andre fyldt med sorg. Ingen er dog mere menneske end andre, og alle er vi lige over for Gud og over for graven.
Man kan lære meget af at gå på kirkegården, for dér ender vi alle, under mulden som en del af mulden. Igennem livet befinder vi os vidt forskellige steder og i forskellige fællesskaber, men i døden er vi i sandhed alle lige. På nogle af de gamle gravsten står de latinske ord: ”Memento mori”, der betyder: ”Husk, at du skal dø”. Når man betænker og besinder sig på ”livets korthed, dødens vished og evighedens længde”, får man blik for tilværelsens større værdier, fx tro, håb og kærlighed – og styrken i ubekymrethed.
Man kan nemt forfalde til at tænke, at alt er tomhed, fordi vi alle ender i døden, at alt er ligegyldigt og lige meget, fordi historien viser, at mennesker fødes og dør, civilisationer bygges op og brydes ned, folkevandringer krydser nationale, etniske og etiske grænser, fred afløses af krige, der igen afløses af fred i én evindelighed. Hvad er så pointen med det hele, hvis vi blot fødes for at dø? Vi er her kun et øjeblik, og det er ikke for alle, at livet synes at lykkes. Mange skuffelser vil man opleve måske endda til sit sidste åndedrag, og hvad har det hele så været værd? Ja, tungsind og triste tanker har ramt såvel Bibelens forfattere som nulevende sjæle, og også dét er almindeligt for os mennesker: At vi kan tænke, og at vi kan tænke os selv ned i et sort hul, selvom vi lever under solens varme og Guds barmhjertighed. Bekymringerne kan lægge sig som et skylag over vores tro, håb og kærlighed.
Bekymringer er så naturlige som at trække vejret. Mediemaskineriet kører i fuldt fart og bringer det ene indslag efter det andet, der giver anledning til bekymringer, om det så er de skrækkelige billeder af døde flygtninge eller indslag om naturkatastrofer, krige og menneskelige ødelæggelser af den eneste jord, vi kender til at kunne bebo. Hvad man ikke kan bekymre sig om, er slet ikke værd at tænke på. Kan vi overhovedet tillade os ikke at bekymre os om livet på jorden?
Snart kan man bekymre sig om verdsligheden i samfundet og snart om åndeligheden i kirken, og snart ligger man til sengs med rotter på loftet af alle de ufrugtbare tanker, der kun øger skrækken for at leve, for hvordan skal det dog gå vores lille samfund og vort korte liv? Mange tjener fedt på at slå på vores frygt, så vi kan købe deres produkter og blive beroliget, om det så er en pille eller et hårprodukt. Jo større frygt, desto flere midler skal vi have for at få bugt med frygten. Og der er meget at frygte, så mange tjener fede penge. Deres grådighed bliver vores rådvildhed, for hvordan skal man finde vej i en jungle af tilbud om forbedringer af ens sjælekvaler, når der synes at findes tusinde mulige behandlinger af ét lille sår? Grådighed er godt, lærer pengemaskinen os, og vi er blevet forledt til at tro, at sandheden lyder: Jo rigere, desto friere. Erfaringer viser os dog et ganske andet billede af virkeligheden.
Løgne er der nok af i verden, og da vi ikke altid kan skelne mellem løgn og sandhed, og da verden jo ikke er sort/hvid, bliver verden og tilværelsen bare mere kompleks, og også dét skaber bekymring og søvnløse nætter. Usikkerheden vokser og frygten følger deraf, når vi ikke kan gennemskue tilværelsen eller mediernes mange indslag om alt det, der kan true vores velfærd og fredelige liv.
Bekymringer bygger på usikkerhed og frygt. Usikkerhed og frygt står i modsætning til tillid. Og tillid er netop dagens kerne; at vi må leve livet i tillid og leve i den frihed, som tilliden giver. Så pointen er ikke, at vi skal leve med en ligeglad mine i ubekymrethed, men at vi må leve frit og frejdigt i tillid. Tillid til hinanden om, at vi vil hinanden det gode, og tillid til Gud Faders barmhjertighed, Sønnens frelservilje og Helligånden, der vækker tro og glæde. Tillid er et skrøbeligt anliggende, og svigtes vi på tilliden skabes sår i vore indre, som end ikke al tid i verden kan læge. Tiden læger ingen sår, men det gør den barmhjertighed der udgår fra Gud i hans løfter til os om, at vi ved at forlade os på troen, kan finde fred og frihed. Troen på håbet om, at det er sandt, hvad vi har hørt: Livet er for os, og Gud ønsker os det bedste, på trods af, at vi kan ønske hinanden det værste. Vores eksistens er en gåde, men Guds barmhjertighed er vores nåde. Vi får ikke som fortjent, men vi får givet efter Herrens behag. Amen.
Prædikentekster til 15. søndag efter Trinitatis
Salmer: 1. DDS 3: Lovsynger Herren; 2. DDS 41: Lille Guds barn hvad skader dig; 3. DDS 582: At tro er at komme; --- ; 4. DDS 27: Du gav os efter dit behag; 5. DDS 426: Fred til bod for bitters savn; 6. DDS 598: O Gud, du ved og kender
