HUNDERUP: 385: Op, alle folk, melodi: Heinrich Schütz 1628 - 392: Himlene Herre , melodi: Pontoppidan 1740 324: Dig rummer ej himle, melodi: Thomas Laub 1913 --- 289: Nu bede vi den Helligånd , melodi: Førreformatorisk leise / Johann Walter 1524 287: Kraften fra det høje , melodi: Henrik Rung 1847 405: Søndag er vor Herres dag , melodi: Johann Rudolph Ahle 1664
VILSLEV: Præludium: ”Nu går vi glad vor kirkegang” Kirkekor + orgel - 1. salme 729 Nu falmer skoven - 2. salme 29 Spænd over os dit himmelsejl - 3. salme 674, v. 1, 2 + 7 Sov sødt barnlille – PRÆDIKEN --- 4. salme 728 Du gav mig o Herre en lod af din jord - Altergang: Kirkekoret synger ”Livets sejerskrans” af Hans Thimes Christiansen - 5. salme : 476 Kornet som dør i jorden - 6. salme: 730 Vi pløjed og vi så’de - postludium: orglet spiller Peter Møllers ”Fannike-Høstkoral” over Vi pløjed og vi så’de
INTRO TIL GT
I Bibelen findes der et afsnit med salmer, og derfra skal vi i dag høre om Guds storværk og mægtige skaberværk. Det er skrevet på en lyrisk måde, men da jeg ikke kender melodien, kan vi ikke synge teksten, så vi må nøjes med at høre den oplæst.
INTRO TIL NT
Paulus var udsendt af Jesus til at forkynde kristendom for folk langt fra Israel, og han blev nogle gange sat i fængsel, fordi det var forbudt at fortælle om den kristne tro og omvende folk. I dag skal vi høre et afsnit fra et brev, som han skrev imens han sad i fængsel. Men selvom han var i fængsel, skrev han til andre kristne for at de kunne holde humøret oppe og være modige, selvom det var hårdt at leve som kristen.
PRÆDIKEN
Regler for hvad man må og ikke må, er noget, der fylder, såvel når man har børn, som når man bare omgås hinanden. Der er også alle disse uskrevne sociale regler, som man forventes at kende og følge. F.eks. har nogle en regel om fredagsslik, og at man gerne må sove længe i weekenden, men man kan jo ikke skrive sådan noget ind i en lov eller bedømme det i en retssal. Det minder mig lidt om en børnesang; disse regler, som vi har, men som ikke står skrevet noget sted. Sangen husker jeg fra min barndom, og den blev sunget af Tom McEwan og Jess Ingerslev i deres børneserie Omsen og Momsen fra 1987. Måske kender I det første vers? Så må I da gerne synge med:
Må man male sig med øllebrød?
Må man kaste rundt med sutter?
Må man tegne på tapetet?
Må man slå en masse prutter?
Må man hænge i gardinet?
Og hælde mælk på stolen?
Må man spise alle blomsterne
Og vælte bogreolen?
Næ næ næ næ næ, det må vi ikke
Fy fy skamme skamme fy fy ah ah
Slemme slemme fy fy næ næ nix nix, slut forbudt!
Men hvad må vi så?
Ja, hvad må vi egentlig? Det er Jesus også inde på i dag, når han helbreder en mand med vand i kroppen. Naturligvis har vi alle vand i kroppen, men denne mand havde så meget, at det gjorde ondt og var en sygdom, der hæmmede manden og ødelagde hans livskvalitet. Jesus gjorde ham altså rask, og det er jo da noget godt, ik? Det var dog ikke alle, der var vilde med det mirakel, for det skete på den ugedag, hvor man ikke måtte arbejde; den ugedag kaldes sabbat, og jøderne holder stadig her i 2021 en hellig hviledag på den ugedag, vi kalder lørdag. På deres helligdag må de ikke arbejde og ikke helbrede, for det står i loven! Men er det virkeligt at arbejde, når man helbreder og gør en syg person rask? Det kunne de kloge jøder ikke svare Jesus på, og de kunne heller ikke svare ham på, om de ville og måtte hjælpe deres eget barn eller et af deres husdyr, hvis de var kommet galt afsted. De kloge mænd sad bare der og holdt hviledagen hellig og munden lukket, fordi de ikke anede, hvad de skulle svare; Loven sagde jo…! Og de opdagede for langsomt, at Jesus var kommet for at lave reglerne om. Jesus mente, at mennesker ikke skabt kun for at følge regler, men at reglerne er til for at hjælpe mennesker. Vi skal altså ikke leve for at overholde loven, men vi skal overholde loven for at kunne leve et godt liv sammen. Vi lever ikke for at holde hviledagen eller søndagen hellig, men søndagen er hellig som hviledag for vores skyld.
Det gode liv er jo egentlig kernen i alt, hvad vi gør, og det gode liv er også emnet for i dag. Det er for livets skyld, at vi sår om foråret og høster om efteråret; for der skal jo mad på bordet, både det daglige brød som det brød og vin på alterets bord, hvor vi kommer for at knæle sammen, både unge og gamle, friske og trætte, for af jordens udbytte at prise Gud og spise Jesu Kristi legeme og blod. Det er et lille måltid, men det skal styrke troen hos os sammen med håbet og næstekærligheden. Det er da noget, vi kan forstå. Vores danske kultur handler i høj grad om at spise; vi får det så at sige ind med modermælken, og når vi bor herude, er landsbrugskulturen ikke helt fremmed for os. Landbruget følger årets rytme på en anden måde end de mange, der sidder på kontor eller arbejder indenfor. Ude på markerne er man virkelig afhængig af vejrets omskifteligheder, og så nytter det ikke at have love og regler for, hvornår f.eks. kornet skal være høstet, hvis det slet ikke er modent og klar til det. Naturen har sin egen gang – uanset hvad vi mener og lovgiver om. Nogle gange må man tage sig til hovedet over alle de love og regler, der findes i alle dele af vores samfund, for det er virkeligt ikke alt, der passer til virkeligheden. Virkeligheden er, at vejret forandrer sig og ændres på måder, så man kan blive helt bange for de klimaforandringer, der truer med mere ekstremt vejr – og hvordan skal det så gå med landbruget, med såtid og høsttid; med det daglige brød? Måske vil vi en dag skal spise det daglige brød i form af havtang eller insekter? Fremtiden er sandelig uvis, forunderlig, foranderlig og ukendt.
Men selvom vi står over for alt det ukendte, der kommer imod os som en tilsløret fremtid, er vi ikke på Herrens mark. For herinde i kirken er vi på hans skib og i samme båd. Det store kirkerum kaldes et skib, for herinde er vi på sikker grund med ord fra Guds egen mund; og Gud taler ikke for at skræmme os, men for at trøste og styrke os til at leve. Ikke bare leve som sådan, men leve med ydmyghed, mildhed, tålmodighed, ja, stort sagt: med kærlighed. Det er nemt over for dem, vi godt kan lide; det er lidt sværere over for de fremmede omkring os, men måske er det sværest over for os selv. Vi har en sygdom i vort samfund, der ødelægger mange; den kaldes stress, og den sætter os under pres. Hvad er stress? Det er ikke i sig selv at have for travlt, men det er at have dårlig samvittighed over ikke at nå alt det, man vil eller mener at skulle; og derfor føler man sig udmattet, indtil man bliver udbrændt, og som en udbrændt person, slukkes både glædesglød og livsgnist, og så ligger man dér forkullet som en strøgen tændstik, der ville brænde for alle, men kun opnåede at brænde ud og blive forladt og alene.
Som modkamp imod det stressende accelerationssamfund bør vi derfor værdsætte, at vi har denne ældgamle og massive kirkebygning, hvor tiden går meget langsomt, for vi ønsker ikke hverken pres eller stress, for her er vi samlet om noget større, fordi Gud vil have med os at gøre. Her kommer vi til dåbens milde bad og nadverens lille mad for igennem det små at se det store; ja, igennem et enkelt korn eller frø at se hele skaberværkets herlighed. Herinde kaldes det lille barn frem som forbillede, og herinde takker vi Gud for den korte stund, hvor vi måtte være i ro og fred på Hans grund. Her rækkes vi den tilgivelse, at vi er gode nok, selvom vi er bagud; her siges det til os, at vi endelig bare skal sætte os højere op i kirken og livet, for Gud er vores ven. Herinde kan vi sænke skuldrene og takke Gud for det daglige brød, for livet og for de personer, vi har omkring os. Ja, herinde møder vi Jesus som ham, der frelser os ved at tage imod os, så vi ikke længere skal føle os fortabte for hinanden eller fremmed for Gud. Vi er her, og Gud er midt iblandt os med sin hellige Ånd.
Hvad må vi så på denne hellige søndag, som vi for vores egen skyld skal hvile på og bruge til at finde fred med os selv og hinanden? Vi må leve – med alt, hvad det indebærer, og især må vi leve for at se, at ved tilgivelse kan alt det gode ske. Hvis vi kan så noget i denne tid, så lad det være tilgivelsens frø, for med tilgivelse følger fred og glæde med mennesker omkring os og med Gud i himlen. Amen.
Lovprisning
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn Lad os alle bede
Herre, jeg vil gerne takke / for min dag, som er fra dig. / Tak for nye muligheder, / som du lægger foran mig! / Tak for evner, kraft og kald, / tak for løfter uden tal. (DDS 697, 1)
Vi takker dig for livet, / vor Fader, og vi tror, / du har vort hjem os givet / på denne skønne jord. (DDS 549, 1)
Tak og ære være Gud, / som har ført sit løfte ud / og til syndres salighed / sendt sin kære Søn herned. (DDS 80, 1)
Tak for de mennesker, som blev vor støtte, / når vi fandt vejen besværlig at gå. / Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte, / mød du os selv i de svage og små! (DDS 787, 4)
Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd, Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
Meddelelser
På søndag skal vi høre om, hvilket bud, som Jesus mener er det største i loven. Og vi skal høre om, hvem Kristus egentlig er, og hvad det betyder for os her 2000 år efter at Jesus levede på jorden. Vi fejrer gudstjenester søndag den 3. oktober i Vilslev Kirke kl. 9.30 med kirkekaffe og kl. 11 har vi udendørs høstgudstjeneste i parken bag ved Kjærgård Landbrugsskole med efterfølgende frokost, hvortil man bedes tilmelde sig.
På onsdag den 29. september kl. 19 har vi filmaften i Sognehuset, hvor vi skal se den danske film Onkel. Der er kaffe og kage, og et er gratis at deltage.
Vilslev:
Tak til kirkekoret – første optræden i virkelig lang tid!
Tak til Kongeådal Husholdningsforening for den overvældende og flotte oppyntning af kirken!
Apostolsk velsignelse Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.