Elefanter husker godt, men internettet glemmer aldrig, siges det. På nettet ligger såvel ens gode som dårlige dage, hvis altså man har været så frimodig som at bruge de sociale medier og ellers lægge feriebilleder ud til skue for mange. Man har måske kommenteret på nogle ting, og måske har man liket en hel del opslag. Og pludselig ligger der en helt masse derude på internettet, som mange andre kan snuse rundt i – som fx en arbejdsgiver eller andre nysgerrige sjæle og på den måde kan de gennemgå minder om ens gøren og laden. Igennem et menneskeliv sker der forskellige ting, og for mange vil der være dyrebare minder om helt særlige, gode stunder. Minder, som man kan dvæle ved og tænke tilbage på med et smil på læben. Minder, der er dyrebare, og som man vil vogte over med stor iver. Private minder, personlige minder, minder om andre, som man har nær og kær. Eller personer som man har mistet, og minderne kan på samme tid være glædelige og smertelige.
Det kan godt være, man efterhånden har afskaffet fotoalbums, fordi billederne skal deles på nettet, men der tages alligevel fotos som aldrig før – for der er så mange ting, vi gerne vil huske. Et foto bliver derved en forlængelse af vores hukommelse. Det er et vidne om et øjeblik, og et foto kan sige mere end tusinde ord – især når det vækker følelser. Hos mange ældre kan man tydeligt se behovet for at mindes, og de har indrammet såvel ægtefælle, brudebillede, hele familien og de børnebørn og svigerbørn, der efterhånden måtte komme til, hvis man er så heldig. De mange fotos vidner om et langt liv sammen med andre. Vigtige minder, som skal have deres tid og plads i livet. Det sidste mindested, der gives os, er der intet foto ved, men ikke desto mindre er der mange minder på spil ved de gravsten, der står rundt om kirken. Det kan virke underligt, når vi herinde holder dåb og nadver. Man må gerne undres over, at kirken ligger omkranset af kirkegården. Derude er der mange minder om en mangfoldighed af liv, der engang blev levet, men herinde hylder vi livet og glæden og freden, selvom vi lige er gået hen over en gravstille kirkegård, og selvom det eneste vi kan være sikre på her i livet er, at vi engang skal stedes til hvile ved siden af de andre.
Minderne påvirker os på godt og ondt, for de kan holde os fast i fortiden. Der kan være øjeblikke og personer at længes efter noget så brændende, at man slet ikke ønsker at leve videre uden. Og så kan fortidens glædelige øjeblikke synes både at være nemmere og bedre end den nutid, man står i og den ukendte fremtid, man langsomt og sikkert går i møde. Tiden går ubarmhjertigt og tager ikke hensyn til vore følelser eller minder og tanker om de go'e gamle dage eller de bedste øjeblikke i vort liv. Ikke så snart har vi oplevet disse øjeblikke som i et splitsekund før de er ovre, og vi pludselig opdager, at vi står på lang afstand af dem. De gode stunder går altid for hurtigt, mens vi må slæbe os igennem de dårlige tider. Men hele tiden tikker uret og vi kan være sikre på, at tiden nok skal gå, selvom vi er gået i stå.
Tiden gik også for disciplene, der havde fulgtes med Jesus igennem mangt og meget. De fik mange gode oplevelser og minder med ham. De oplevede, at syge blev helbredt, blinde fik synet, døve begyndte at høre, ja, endda at Jesus gik en tur på vandet, og at han mættede mange tusinde mennesker med kun lidt brød og fisk. Store oplevelser, som ingen af os får lov at opleve. Alle de gode ting han gjorde fik dog ikke lov at stå alene, for der skete også mange dårlige ting for Jesus – ja, selvom vi i vores tid kan fejre påsken som en glædelig tid, så var det ikke glædeligt for disciplene at se Jesus blive korsfæstet og lagt i graven. Det er vel aldrig glædeligt at se nogen blive lagt i graven og man selv står tilbage med savn og sorg over, at man er blevet berøvet nogen, man holder af.
Deres store sorg over tabet af Jesus knækkede deres håb om bedre tider. Jesus havde jo lovet dem, at der var frelse trods synd, liv trods død og glæde trods sorg. Men da han blev lagt i graven, forsvandt håbet stille og roligt. Han var blevet besejret, og hvad skulle der nu ske? Disciplene søgte tilflugt derhjemme, hvor de bag lukkede døre og nedrullede gardiner huskede på de gode minder, men græd over tabet af en nær ven og stor person. Ingen af dem troede helt oprigtigt på, at han virkelig skulle opstå fra de døde. Så de forsøgte at finde ud af, hvordan de skulle kommer videre med livet, og om der overhovedet var noget at leve for. Efter et par dage, midt i deres lamslående sorg, hørte de rygterne om, at Jesus var stået op fra graven – men de kunne ikke tro på det, de hørte. Det lød for godt til at være sandt, og de havde jo aldrig før oplevet, at døde var blevet levende igen på den måde. Først da Jesus selv viste sig for dem, begyndte de så småt igen at tro, at deres liv havde mening for Gud. Der var noget at leve for, og det var ikke kun minderne, der havde betydning for dem. Efter at have bevist for dem, at han virkelig var opstået, steg han til himmels.
Før han fór til himmels pålagde han sine disciple, at de skulle gå ud i hele verden og fortælle alle mennesker, at der virkeligt er et håb om frelse trods synd, liv trods død og glæde trods sorg. Disciplene tog opgaven på sig, og fra dem er ordene nået frem til os. Det er jo gode ord til os, selvom det kan lyde som noget, der er for godt til at være sandt. Man skulle tro, at mange gerne ville høre på sådan et godt budskab om, at Gud aldrig forlader os, selvom vi kan føle os nok så ensomme, og at Jesus døde for vore synders skyld, selvom vi ikke helt forstår det. Men dengang mødte disciplene hård modstand for deres tro og deres ytringer. Som der står skrevet blev de udelukket af synagogerne og slået ihjel, fordi andre mente, at de derved tjente Gud. Gud lader sig dog ikke tjene ved, at man slår andre ihjel. Der var jo en grund til, at Jesus lærte sine disciple det dobbelte kærlighedsbud: ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ og ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.« (Matt 23,37-40)
Selv i dag møder det kristne budskab modstand både her i Danmark og i det store udland. En bølge af aggressiv ateisme ruller over Europa, og forlanger kirkerne lukkede og præsterne afskediget, fordi man mener, at tiden er inde til at tage afsked med al religion. Her i landet vil man have adskilt stat og kirke og måske endda solgt kirkerne til stanglakrids. Mange ville føle sig bedre tilpas, hvis der slet ikke være religion til stede i verden. Jo mere modstanden vokser, desto tydeligere må vi tage til genmæle og stå fast på, at kristendom ikke bare er nostalgiske minder om en stor person i en fjern fortid. Det er også håb om, at døden ikke får det sidste ord. Derfor begraver vi vore døde lige omkring kirken, så vi hele tiden har denne verdens realiteter for øje, når vi går herind og samles om det, vi ikke kan se og ikke kan bevise, men kun håbe og tro, så vi kan leve uden frygt for synd og død og fare. Frygten holder os fast, men troen sætter os fri til at leve på håbet om, at verdens ondskab og uretfærdig bliver modsvaret af Guds godhed og retfærdighed.
Når jeg taler med konfirmanderne om kirkens højtider, er pinsen som regel den sværeste at forstå og at sætte ord på. Talsmanden er Helligånden. Det er til pinse, at vi fejrer, Helligånden kom til jorden; Åndens opgave var dengang som nu at fylde disciplene med mod til at leve som kristne iblandt de mange, der ikke var kristne, og som ikke ønskede at høre de glædelige og nådefulde ord fra Gud. Helligånden genoprejste deres tro, så de kunne indgyde håb til mange andre. Helligåndens opgave er at vidne om Jesus for kristne, og styrke troen og håbet, så kristne kan vidne for ikke-kristne. Kristne skal vidne, og så vil Helligånden gøre Ordet levende for dem, der ønsker at høre. Det har vi altså ikke selv magt over. Vi kan ikke tvinge troen igennem, hverken hos os selv eller andre. Vi kan blot mindes og vidne om det håb, vi har fået givet.
Vi bruger kirken her som et sted til at mindes og kredse om Guds Ord til mennesker. Ordene er gamle, kirken er gammel, salmerne er også gamle – men det hele taler på ny til os i vores nye nutid. Budskabet er det samme, men vi står forskellige steder i vore liv, hver gang vi træder herind. Med dåb og nadver mindes vi Jesus' liv og gode gerning. Det er ikke med kynisk fornuft eller videnskabelige briller, at vi skal gå til kristendom, men heller ikke med naivitet eller verdensfornægtelse. Kirkegården holder os fast på dødens sikkerhed. Både på kirkegården og i kirken kommer vi for at mindes; ikke for så at blive fanget af minderne, men for at kunne leve med dem på ny i vores nutid, hvor vi må tro det utrolige håb om kristendommens sandhed. På det må vi altså leve frimodigt i håbet, som vi nu engang kan finde ud af, og dø på håbet, når den tid kommer. Amen.