Den tekst jeg lige har læst, kan I måske genkende, for jeg læser den også ved hver dåb. Det er ordene fra Jesus om, hvad vi som kirkeligt fællesskab er sat i verden for. Jesus talte til alle sine disciple, både de troende og de tvivlende. Det var til dem, han overgav hele sit livsprojekt; han overlod sit guddommelige budskab i almindelige menneskers hænder. Nu ligger det i vore hænder, og det forpligter.
Disse Jesusord er en beskrivelse af vores formål med at være menighed og kirkeligt fællesskab i denne tid og på dette sted. Vi skal ligesom disciplene døbe og lære, så alle folk kan få den gave at blive disciple af Jesus. Vi som for længst er blevet døbt, er dog også selv underlagt at skulle lære om alt det, som Jesus har befalet os. Vi kan altså ikke hæve os ud over opgaven eller sige, at vi er blevet færdige. Lige fra vores dåb til vores død, er vi som præst og menighed sådan set i en stadig dåbsoplæring. Det er et langt forløb, som vi aldrig bliver færdige med; der er ingen eksamen, og dermed bliver hver dag en slags prøvelse. Alle vore gudstjenester og sammenkomster, alt hvad menighedsrådet arbejder med og præsten fordyber sig i, udspringer af og kredser om disse ord talt af Jesus for så mange år siden: Døb og lær!
At blive døbt er det nemmeste af alt, især når man er et barn. Det har jeg konstateret ved selvsyn mange gange. Intet forlanges der af barnet andet, end at barnet bare skal ligge der i den voksnes favn, og måske skrige hvis det vil (og det vil det ofte gerne af lungernes fylde kraft), imens dåben gennemføres ganske roligt med vand og ord. Om man er barn, ung eller voksen ved sin dåb, gennemføres dåben på næsten helt samme sammen måde. Vi tilpasser altså ikke dåben efter den, der skal døbes, og det siger noget om, at dåben er stor nok til at rumme os alle. Selve dåbshandlingen er overstået på 10 minutter, men det almindelige vand fra fadet i granitdøbefonten efterlader et ualmindeligt og usynligt mærke på den døbtes hoved, som et tegn til evig tid på, at vi er blevet sat ind i en ny aftale med Gud. Aftalen hedder kristendom.
Denne aftale handler om, at Gud vil være med os alle dage indtil vores verdens og hele verdens ende og undergang. Det betyder, at Gud er med os i hele livets medgang og modgang, i sorg og i glæde, i syndens fortabelse og i frelsens opstandelse. Derfor og derved er kristendommen vedkommende for hver eneste af os i vores daglige hverdag – det må vi lære at indse. Kristendom er en livsnær tro, der handler om, hvordan vi tackler det liv, der går både op såvel som ned; op i glædens lette luftlag og ned i sorgens mørke kamre. Sådanne udsving vil vi mærke og føle, uanset hvordan vi lever og er til; for vi er underlagt mange vilkår, som vi ikke kan undslippe. Sygdom, svigt, modgang, død, skilsmisse, uvenskab – ja, mange dybe, triste stunder kan nævnes i vor tilværelse. Mange ting kan skubbe os omkring, hvis ikke de da får os til at snuble og falde. Modsat kan vi også nævne mange glæder og dejlige dele af tilværelsen, hvoraf i hvert fald troen, håbet og kærligheden ligger på top tre. Spørgsmålet er dog ikke, hvorfor vi oplever medvind eller modvind, lykke eller ulykke, medgang og modgang; men spørgsmålet er, hvordan vi forholder os til det, vi ikke kan undslippe? Hvordan tackler vi det? Hvordan lever vi videre i et liv, der nogle gange går under? Det er såmænd ikke nye spørgsmål, og der findes mange svar.
Igennem hele Bibelen kan vi læse om, hvordan mennesker slås med alle deres problemer og udfordringer ved et jævnt liv, og vi kan læse, hvordan Gud igen og igen på forskellige måder og i sine tre forskellige skikkelser, Faderen og Sønnen og Helligånden, dykker ned iblandt sine skabninger for at rejse de faldne, for at styrke de svage, trøste de sørgende, ja, endda for at vække døde til live og helbrede syge. I vor dåb får vi det håb, at Gud også er for os i vort liv, i vores nød og i vore mørke stunder. At han på mangfoldige måder vil gribe ind, selvom det må ske på måder, der for os er gåder. Bibelen er grundlaget for vore tanker om Gud, selvom kølige hjerter og kolde hjerner afviser Bibelens ord; de håner os, som tror; og derfor samles vi i fællesskab for at holde stand med vor ånd og krop, vor sjæl og forstand. I dette fællesskab i menighed og kirkerum, er der rum for både de tvivlende og troende til at blive rummet med alt det, vi bærer med os.
”Hvad skal vi dog med kirken?” tænker mange i vores nutid, og springer og zapper rundt efter fornøjeligt tidsfordriv og tankespredende adspredelser. Svaret er lige så enkelt, som det er glædeligt: Her skal vi høre kristendommens ord til frelse og fornøjelse. Her skal vi så at sige meditere eller reflektere over glædens budskab til sørgende, troens ord til tvivlere og frelsende ord til fortabte; det må aldrig blive tungt eller livsfjernt, men skal altid være fornøjeligt, glædeligt og livsnært. Disse ord er som redningskranse, der kastes ud til nødstedte på livets hav – også selvom vort hav blot er en andedam. Gudstjeneste og menighed er vores åndehul.
Vi fødes til menneskelighed, og vi døbes til kristelighed. På den måde er vi borgere i to riger, dels på jorden og dels i himlen. Vi skal dog ikke diskutere dobbelt statsborgerskab, for selvom vi så at sige med dåben har fået et pas til det himmelske rige, så skal vi dog være jorden tro på den måde, at det er her i det almindeligt jævne og dagligt jordiske, at vi som menneskeborgere skal vise os som himmelborgere. Dåben medfører dog ikke, at vort borgerskab kan ses som en ydre ting ved os; vi skifter hverken hudfarve eller sprog; vi bliver ikke på den måde en del af et andet jordisk folkeslag, for at være discipel kan ikke ses i vort kød og blod.
Det kan såmænd heller ikke ses på vores deltagelse i kirkegang eller mangel derpå, for udøbte kan lige så vel gå ofte i kirke som døbte kan udeblive herfra. Vi kan altså ikke få tydeligt bevis eller afgørelse for andres tro eller tilhørsforhold til Gud ved deres liv og levned på jord. Derfor må vi forholde os til vort eget. Når vi tror på Jesus, har vi fået en åndelig bevidsthed om, at det jordiske muld ikke er det eneste, vi har at vandre på, men at der altid er fodfæste at finde et sted uden for os selv.
Meget i vores almindelige liv peger ellers væk fra kirke og kristendom og Gudstro, så underet er virkeligt, at folk stadig går i kirke og forholder sig til det ældgamle budskab. Vi kan altså ikke slå os til tåls med blot at være overgivet til os selv; vi ligefrem higer efter "mere mellem himmel og jord", og mange har forvildet sig væk fra hyrden i det høje for at finde det græs, de altid synes at se grønne længere væk end det, de står ved.
Som døbte er vi blevet disciple, dvs. elever, og Jesus selv er vores lærer. Han vil vise os, at græsset ikke er grønnere alle andre steder, men at her hvor vi er, vil græsset være grønnest, når vi gøder og vander det; og det gør vi ved igen og igen at tænke over, hvad kristendommen betyder for os; og det gør vi ved at handle efter den befaling Jesus gav alle sine døbte disciple: ”du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ & Du skal elske din næste som dig selv.” Glædelig søndag. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1) DDS 722: Nu blomstertiden kommer; 2) DDS 417: Herre Jesus, vi er her; 3) DDS 355: Gud har fra evighed; --- ; 4) DDS 364: Al magt i himlen og på jorden; 5) DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; 6) DDS 599: Lov og tak og evig ære, mel: Laub
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste søndag d. 3. juni kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen.
I forbindelse med Landsbyfesten har vi lørdag d. 2. juni skattejagt i og omkring kirken. Skattejagten er især tilrettelagt for børn og deres familier; Mette Fredslund fra menighedsrådet og organist Dorte Grangård står for skattejagten.
Tirsdag d. 5. juni kl. 13.45 er der grundlovsmøde ved Kjærgårds Landbrugsskole, hvor taleren er Fleming Just, direktør for Sydvestjyske Museer.
Nadver:
Ved nadverbordet får vi brød og vin som et tegn på, at Jesus giver os sig selv – deri er der styrke for troen, for håbet og for glæden. Det kan vi alle have brug for. ”Vi samles ved alterbordet og følger Jesus’ ord om, at når vi er samen om hans navn, skal vi bryde brødet og drikke vinen, sådan som han selv gjorde det den sidste aften, han var sammen med sine disciple. Måltidet er det ubrydelige fællesskab mellem ham og os. Her viser han, at han elsker os, tilgiver os og vil være med os i al evighed.” (Gudstjenestens bønner, bd. 1, side 559, Nadverbøn 1) I forbindelse med nadveren skal vi synge fra salme 439.
Disse Jesusord er en beskrivelse af vores formål med at være menighed og kirkeligt fællesskab i denne tid og på dette sted. Vi skal ligesom disciplene døbe og lære, så alle folk kan få den gave at blive disciple af Jesus. Vi som for længst er blevet døbt, er dog også selv underlagt at skulle lære om alt det, som Jesus har befalet os. Vi kan altså ikke hæve os ud over opgaven eller sige, at vi er blevet færdige. Lige fra vores dåb til vores død, er vi som præst og menighed sådan set i en stadig dåbsoplæring. Det er et langt forløb, som vi aldrig bliver færdige med; der er ingen eksamen, og dermed bliver hver dag en slags prøvelse. Alle vore gudstjenester og sammenkomster, alt hvad menighedsrådet arbejder med og præsten fordyber sig i, udspringer af og kredser om disse ord talt af Jesus for så mange år siden: Døb og lær!
At blive døbt er det nemmeste af alt, især når man er et barn. Det har jeg konstateret ved selvsyn mange gange. Intet forlanges der af barnet andet, end at barnet bare skal ligge der i den voksnes favn, og måske skrige hvis det vil (og det vil det ofte gerne af lungernes fylde kraft), imens dåben gennemføres ganske roligt med vand og ord. Om man er barn, ung eller voksen ved sin dåb, gennemføres dåben på næsten helt samme sammen måde. Vi tilpasser altså ikke dåben efter den, der skal døbes, og det siger noget om, at dåben er stor nok til at rumme os alle. Selve dåbshandlingen er overstået på 10 minutter, men det almindelige vand fra fadet i granitdøbefonten efterlader et ualmindeligt og usynligt mærke på den døbtes hoved, som et tegn til evig tid på, at vi er blevet sat ind i en ny aftale med Gud. Aftalen hedder kristendom.
Denne aftale handler om, at Gud vil være med os alle dage indtil vores verdens og hele verdens ende og undergang. Det betyder, at Gud er med os i hele livets medgang og modgang, i sorg og i glæde, i syndens fortabelse og i frelsens opstandelse. Derfor og derved er kristendommen vedkommende for hver eneste af os i vores daglige hverdag – det må vi lære at indse. Kristendom er en livsnær tro, der handler om, hvordan vi tackler det liv, der går både op såvel som ned; op i glædens lette luftlag og ned i sorgens mørke kamre. Sådanne udsving vil vi mærke og føle, uanset hvordan vi lever og er til; for vi er underlagt mange vilkår, som vi ikke kan undslippe. Sygdom, svigt, modgang, død, skilsmisse, uvenskab – ja, mange dybe, triste stunder kan nævnes i vor tilværelse. Mange ting kan skubbe os omkring, hvis ikke de da får os til at snuble og falde. Modsat kan vi også nævne mange glæder og dejlige dele af tilværelsen, hvoraf i hvert fald troen, håbet og kærligheden ligger på top tre. Spørgsmålet er dog ikke, hvorfor vi oplever medvind eller modvind, lykke eller ulykke, medgang og modgang; men spørgsmålet er, hvordan vi forholder os til det, vi ikke kan undslippe? Hvordan tackler vi det? Hvordan lever vi videre i et liv, der nogle gange går under? Det er såmænd ikke nye spørgsmål, og der findes mange svar.
Igennem hele Bibelen kan vi læse om, hvordan mennesker slås med alle deres problemer og udfordringer ved et jævnt liv, og vi kan læse, hvordan Gud igen og igen på forskellige måder og i sine tre forskellige skikkelser, Faderen og Sønnen og Helligånden, dykker ned iblandt sine skabninger for at rejse de faldne, for at styrke de svage, trøste de sørgende, ja, endda for at vække døde til live og helbrede syge. I vor dåb får vi det håb, at Gud også er for os i vort liv, i vores nød og i vore mørke stunder. At han på mangfoldige måder vil gribe ind, selvom det må ske på måder, der for os er gåder. Bibelen er grundlaget for vore tanker om Gud, selvom kølige hjerter og kolde hjerner afviser Bibelens ord; de håner os, som tror; og derfor samles vi i fællesskab for at holde stand med vor ånd og krop, vor sjæl og forstand. I dette fællesskab i menighed og kirkerum, er der rum for både de tvivlende og troende til at blive rummet med alt det, vi bærer med os.
”Hvad skal vi dog med kirken?” tænker mange i vores nutid, og springer og zapper rundt efter fornøjeligt tidsfordriv og tankespredende adspredelser. Svaret er lige så enkelt, som det er glædeligt: Her skal vi høre kristendommens ord til frelse og fornøjelse. Her skal vi så at sige meditere eller reflektere over glædens budskab til sørgende, troens ord til tvivlere og frelsende ord til fortabte; det må aldrig blive tungt eller livsfjernt, men skal altid være fornøjeligt, glædeligt og livsnært. Disse ord er som redningskranse, der kastes ud til nødstedte på livets hav – også selvom vort hav blot er en andedam. Gudstjeneste og menighed er vores åndehul.
Vi fødes til menneskelighed, og vi døbes til kristelighed. På den måde er vi borgere i to riger, dels på jorden og dels i himlen. Vi skal dog ikke diskutere dobbelt statsborgerskab, for selvom vi så at sige med dåben har fået et pas til det himmelske rige, så skal vi dog være jorden tro på den måde, at det er her i det almindeligt jævne og dagligt jordiske, at vi som menneskeborgere skal vise os som himmelborgere. Dåben medfører dog ikke, at vort borgerskab kan ses som en ydre ting ved os; vi skifter hverken hudfarve eller sprog; vi bliver ikke på den måde en del af et andet jordisk folkeslag, for at være discipel kan ikke ses i vort kød og blod.
Det kan såmænd heller ikke ses på vores deltagelse i kirkegang eller mangel derpå, for udøbte kan lige så vel gå ofte i kirke som døbte kan udeblive herfra. Vi kan altså ikke få tydeligt bevis eller afgørelse for andres tro eller tilhørsforhold til Gud ved deres liv og levned på jord. Derfor må vi forholde os til vort eget. Når vi tror på Jesus, har vi fået en åndelig bevidsthed om, at det jordiske muld ikke er det eneste, vi har at vandre på, men at der altid er fodfæste at finde et sted uden for os selv.
Meget i vores almindelige liv peger ellers væk fra kirke og kristendom og Gudstro, så underet er virkeligt, at folk stadig går i kirke og forholder sig til det ældgamle budskab. Vi kan altså ikke slå os til tåls med blot at være overgivet til os selv; vi ligefrem higer efter "mere mellem himmel og jord", og mange har forvildet sig væk fra hyrden i det høje for at finde det græs, de altid synes at se grønne længere væk end det, de står ved.
Som døbte er vi blevet disciple, dvs. elever, og Jesus selv er vores lærer. Han vil vise os, at græsset ikke er grønnere alle andre steder, men at her hvor vi er, vil græsset være grønnest, når vi gøder og vander det; og det gør vi ved igen og igen at tænke over, hvad kristendommen betyder for os; og det gør vi ved at handle efter den befaling Jesus gav alle sine døbte disciple: ”du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ & Du skal elske din næste som dig selv.” Glædelig søndag. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1) DDS 722: Nu blomstertiden kommer; 2) DDS 417: Herre Jesus, vi er her; 3) DDS 355: Gud har fra evighed; --- ; 4) DDS 364: Al magt i himlen og på jorden; 5) DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; 6) DDS 599: Lov og tak og evig ære, mel: Laub
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste søndag d. 3. juni kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Jernved v. Kevin Asmussen.
I forbindelse med Landsbyfesten har vi lørdag d. 2. juni skattejagt i og omkring kirken. Skattejagten er især tilrettelagt for børn og deres familier; Mette Fredslund fra menighedsrådet og organist Dorte Grangård står for skattejagten.
Tirsdag d. 5. juni kl. 13.45 er der grundlovsmøde ved Kjærgårds Landbrugsskole, hvor taleren er Fleming Just, direktør for Sydvestjyske Museer.
Nadver:
Ved nadverbordet får vi brød og vin som et tegn på, at Jesus giver os sig selv – deri er der styrke for troen, for håbet og for glæden. Det kan vi alle have brug for. ”Vi samles ved alterbordet og følger Jesus’ ord om, at når vi er samen om hans navn, skal vi bryde brødet og drikke vinen, sådan som han selv gjorde det den sidste aften, han var sammen med sine disciple. Måltidet er det ubrydelige fællesskab mellem ham og os. Her viser han, at han elsker os, tilgiver os og vil være med os i al evighed.” (Gudstjenestens bønner, bd. 1, side 559, Nadverbøn 1) I forbindelse med nadveren skal vi synge fra salme 439.
