Man lærer gennem hele sit liv, siger vi, fordi vi har det med at blive klogere, efterhånden som vi får tænkt over tingene og efterhånden, som vi går i dybden med visse emner. Vi bliver også klogere, når vi tager fejl, selvom det ikke er rart. Nysgerrighed kan drive os til mange fejl og større indsigt. Større indsigt modner os som mennesker. På søn- og helligdage samles vi i kirken for at få sat vores eksistens i evangeliets lys og perspektiv, og for at blive klogere på os selv, på Guds ønsker for os, og på vores liv som individer i en tilværelse, der vakler mellem tro og tvivl. Hele tiden kredser vi om Kristus og om Bibelen.
Bibelen er en samling af bøger, skrifter, breve, digte, salmer, historier, evangelier, ordsprog og meget andet, og den er meget lang, omkring 1500 tætskrevne sider. Det Nye Testamente begynder med fire evangelier; en forfatter til et evangelium kaldes en evangelist, og i dag har vi hørt fra evangelisten Matthæus. Den tekst, vi lige har hørt, læses især ved barnedåb og kaldes missionsbefalingen, og det er faktisk Matthæusevangeliets allersidste ord; det er de ord, Matthæus afslutter sin fortælling med, og ordene er samtidig Jesu sidste ord til sine disciple lige efter, han er opstået fra graven.
Matthæusevangeliet er den første bog eller tekst i Det Nye Testamente, og efter den kommer tre andre evangelier, der - ligesom evangeliet skrevet af Matthæus - gennemgår Jesu liv og gerninger fra fødsel til død og opstandelse. I alt får vi fortællingerne om Jesus fire gange, skrevet af fire vidt forskellige forfattere eller evangelister, og de har naturligvis lagt vægt på noget forskelligt i hver deres fortælling. Derfor opstår der nogle gange diskussioner om, hvilken evangelist, der egentlig skrev sandheden om Jesus. Nogle afviser helt evangelisternes skrifter, fordi det ser ud til, at de på visse punkter er direkte i modstrid med hinanden. Men hvis evangelierne skal fjernes, skulle også præsterne i folkekirken afskediges, for heller ikke der er fuldstændig enighed.
At der er fire forskellige fortællinger om Jesus viser, at der er rum til fortolkning og plads til forskellige holdninger om, hvem Jesus var og hvad hans mål er. Hvad Jesus gjorde og sagde her på jorden, hvad hans budskab var dengang, siger noget om os og om vores rolle som kirkeligt fællesskab. Den danske folkekirke bygger på Bibelen, og som vi ved er folkekirken meget rummelig og vidt favnende; og der er præster og meninger lige fra den ene ydre fløj til den anden ydre fløj. Som I ved føler nogle kirkegængere sig godt tilpas hos én præst med visse holdninger, mens andre kirkegængere føler sig godt tilpas med en præst, der har andre holdninger. Debattens bølger går nogle gange højt mellem præster og teologer, fordi vi forsøger at sætte ord på, hvad det er vi tror på. Det er dog ikke alle holdninger, man kan påstå er kristendom; der er altså en grænse.
Grænsen sættes der, hvor man går imod folkekirkens grundlag, fx Bibelen og trosbekendelsen. Som kirkegænger er man faktisk ret fri til at mene meget, men som præst er man bundet af sin samvittighed til at holde sig til holdninger og læresætninger om, at Gud er treenig som Fader, Søn og Helligånd, og at Jesus er Guds søn og verdens frelser. I dag kaldes søndagen Trinitatis, der er latin og betyder treenighed.
Når vi nu er bundet til et grundlag, som vi skal bygge videre på, kan man kan godt i sit stille sind undre sig meget over noget af det, som visse præster og teologer udtrykker i fjernsyn og aviser. Men uanset om man er stor fortaler for eller modstander af andres forståelse af, hvad kirke og den kristne tro er, så er kristendom en samvittighedssag; en sag mellem hver enkelt og Kristus. Det betyder, at man må være ydmyg, når man forsøger at sige noget om, hvilket budskab Jesus Kristus har til os her i dag.
Tager vi evangelistens ord for at være sande, så er det vel ret enkelt: Vi skal døbe og undervise. Dåben er som regel ret hurtigt overstået, og det er noget, der kun sker én gang. Døbefontens vand er ikke ret dyb, men betydningen af dåben er dybere end det dybeste hav. Vandet i døbefonten er ikke magisk, men når vandet rammer hovedet i dåben, kan dets mærke aldrig vaskes bort. Hvor dåben sker på et øjeblik, kan man bruge resten af livet på at tænke over betydning af det.
Også undervisningen i Jesu lære kan tage hele livet, og man kan aldrig påstå, at man har fundet et facit, eller et helt klart og endegyldigt-entydigt svar. At vi skal lære hinanden om Jesu budskab betyder også, at kristendom ikke bare er en følelse af at være elsket af Gud, frelst af Jesus og levendegjort af Den Helliges Ånd. Følelser kan være lumske, og når man visse dage føler sig alt andet end elsket, frelst og levende, må man gribe Åndens sværd og holde sig til læren, til trosbekendelsen og Fadervor, til gudstjenestens fællesskab om salmesang og sakramenter, dåb og nadver. Næstekærlige handlinger kan pege i alle retninger, for ikke kun i kirke og kristendom hører vi om, at vi skal elske vor næste som os selv. Det særlige ved kristendom er Jesu befaling om, at vi skal døbe og lære os selv og andre om hans budskab, hans evangelium, som han levede i ord og gerninger.
Når vi døber og lærer, vil Jesus aldrig forlade os, hørte vi hos Matthæus. Ved at gentage fortællingerne og grunde over Jesu ord og gerninger, kan vi holde det frisk i hukommelsen, så vi blandt andet kan lade os inspirere deraf til selv at gøre vores gerning i livet. Det er god skik at følge Jesu etik, og søger man mere er der også dybde til en mageløs opdagelse i dåb og lære.
Tænk sig, de par tusinde kirkebygninger, der er opført i Danmark og de millioner af kirkebygninger, der er opført over hele verden, har egentligt kun det ene formål at være et sted, hvor vi kan samles for netop at gøre det, Jesus har påbudt os: Døbe og lære. På trods af faldende dåbstal og et stigende antal udmeldelser af folkekirken, bydes vi altså til at fortsætte vort virke med at være kirke af Guds nåde for folket. Dybden i dåben er, at Guds tager os til nåde – helt gratis. Vi skal ikke gøre os fortjente til dåbens velsignende bad eller alterbordets styrkende mad, men når vi er vasket og har spist i Herrens hus, så er vi sat i sving til at leve i Åndens sus. Leve iblandt hinanden af kærlighed til kærlighed, af velsignelse til velsignelse, af nåde til nåde. Amen.
Læs prædikentekster til Trinitatis Søndag
Salmer: 1. DDS 403: Denne er dagen; 2. DDS 417: Herre Jesus, vi er her; 3. DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud; --- ; 4. DDS 364: Al magt på jorden og i Himlen; 5. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; 6. DDS 352: Herrens kirke er på jord
Bibelen er en samling af bøger, skrifter, breve, digte, salmer, historier, evangelier, ordsprog og meget andet, og den er meget lang, omkring 1500 tætskrevne sider. Det Nye Testamente begynder med fire evangelier; en forfatter til et evangelium kaldes en evangelist, og i dag har vi hørt fra evangelisten Matthæus. Den tekst, vi lige har hørt, læses især ved barnedåb og kaldes missionsbefalingen, og det er faktisk Matthæusevangeliets allersidste ord; det er de ord, Matthæus afslutter sin fortælling med, og ordene er samtidig Jesu sidste ord til sine disciple lige efter, han er opstået fra graven.
Matthæusevangeliet er den første bog eller tekst i Det Nye Testamente, og efter den kommer tre andre evangelier, der - ligesom evangeliet skrevet af Matthæus - gennemgår Jesu liv og gerninger fra fødsel til død og opstandelse. I alt får vi fortællingerne om Jesus fire gange, skrevet af fire vidt forskellige forfattere eller evangelister, og de har naturligvis lagt vægt på noget forskelligt i hver deres fortælling. Derfor opstår der nogle gange diskussioner om, hvilken evangelist, der egentlig skrev sandheden om Jesus. Nogle afviser helt evangelisternes skrifter, fordi det ser ud til, at de på visse punkter er direkte i modstrid med hinanden. Men hvis evangelierne skal fjernes, skulle også præsterne i folkekirken afskediges, for heller ikke der er fuldstændig enighed.
At der er fire forskellige fortællinger om Jesus viser, at der er rum til fortolkning og plads til forskellige holdninger om, hvem Jesus var og hvad hans mål er. Hvad Jesus gjorde og sagde her på jorden, hvad hans budskab var dengang, siger noget om os og om vores rolle som kirkeligt fællesskab. Den danske folkekirke bygger på Bibelen, og som vi ved er folkekirken meget rummelig og vidt favnende; og der er præster og meninger lige fra den ene ydre fløj til den anden ydre fløj. Som I ved føler nogle kirkegængere sig godt tilpas hos én præst med visse holdninger, mens andre kirkegængere føler sig godt tilpas med en præst, der har andre holdninger. Debattens bølger går nogle gange højt mellem præster og teologer, fordi vi forsøger at sætte ord på, hvad det er vi tror på. Det er dog ikke alle holdninger, man kan påstå er kristendom; der er altså en grænse.
Grænsen sættes der, hvor man går imod folkekirkens grundlag, fx Bibelen og trosbekendelsen. Som kirkegænger er man faktisk ret fri til at mene meget, men som præst er man bundet af sin samvittighed til at holde sig til holdninger og læresætninger om, at Gud er treenig som Fader, Søn og Helligånd, og at Jesus er Guds søn og verdens frelser. I dag kaldes søndagen Trinitatis, der er latin og betyder treenighed.
Når vi nu er bundet til et grundlag, som vi skal bygge videre på, kan man kan godt i sit stille sind undre sig meget over noget af det, som visse præster og teologer udtrykker i fjernsyn og aviser. Men uanset om man er stor fortaler for eller modstander af andres forståelse af, hvad kirke og den kristne tro er, så er kristendom en samvittighedssag; en sag mellem hver enkelt og Kristus. Det betyder, at man må være ydmyg, når man forsøger at sige noget om, hvilket budskab Jesus Kristus har til os her i dag.
Tager vi evangelistens ord for at være sande, så er det vel ret enkelt: Vi skal døbe og undervise. Dåben er som regel ret hurtigt overstået, og det er noget, der kun sker én gang. Døbefontens vand er ikke ret dyb, men betydningen af dåben er dybere end det dybeste hav. Vandet i døbefonten er ikke magisk, men når vandet rammer hovedet i dåben, kan dets mærke aldrig vaskes bort. Hvor dåben sker på et øjeblik, kan man bruge resten af livet på at tænke over betydning af det.
Også undervisningen i Jesu lære kan tage hele livet, og man kan aldrig påstå, at man har fundet et facit, eller et helt klart og endegyldigt-entydigt svar. At vi skal lære hinanden om Jesu budskab betyder også, at kristendom ikke bare er en følelse af at være elsket af Gud, frelst af Jesus og levendegjort af Den Helliges Ånd. Følelser kan være lumske, og når man visse dage føler sig alt andet end elsket, frelst og levende, må man gribe Åndens sværd og holde sig til læren, til trosbekendelsen og Fadervor, til gudstjenestens fællesskab om salmesang og sakramenter, dåb og nadver. Næstekærlige handlinger kan pege i alle retninger, for ikke kun i kirke og kristendom hører vi om, at vi skal elske vor næste som os selv. Det særlige ved kristendom er Jesu befaling om, at vi skal døbe og lære os selv og andre om hans budskab, hans evangelium, som han levede i ord og gerninger.
Når vi døber og lærer, vil Jesus aldrig forlade os, hørte vi hos Matthæus. Ved at gentage fortællingerne og grunde over Jesu ord og gerninger, kan vi holde det frisk i hukommelsen, så vi blandt andet kan lade os inspirere deraf til selv at gøre vores gerning i livet. Det er god skik at følge Jesu etik, og søger man mere er der også dybde til en mageløs opdagelse i dåb og lære.
Tænk sig, de par tusinde kirkebygninger, der er opført i Danmark og de millioner af kirkebygninger, der er opført over hele verden, har egentligt kun det ene formål at være et sted, hvor vi kan samles for netop at gøre det, Jesus har påbudt os: Døbe og lære. På trods af faldende dåbstal og et stigende antal udmeldelser af folkekirken, bydes vi altså til at fortsætte vort virke med at være kirke af Guds nåde for folket. Dybden i dåben er, at Guds tager os til nåde – helt gratis. Vi skal ikke gøre os fortjente til dåbens velsignende bad eller alterbordets styrkende mad, men når vi er vasket og har spist i Herrens hus, så er vi sat i sving til at leve i Åndens sus. Leve iblandt hinanden af kærlighed til kærlighed, af velsignelse til velsignelse, af nåde til nåde. Amen.
Læs prædikentekster til Trinitatis Søndag
Salmer: 1. DDS 403: Denne er dagen; 2. DDS 417: Herre Jesus, vi er her; 3. DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud; --- ; 4. DDS 364: Al magt på jorden og i Himlen; 5. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; 6. DDS 352: Herrens kirke er på jord
