Man siger, tålmodighed er en dyd. Det siger man måske mest for at rose dem, der har meget tålmodighed og skose dem, der ingen tålmodighed har – eller man kan sige det for at forsvare sig selv, fordi man er dårlig til at få gjort det, man har lovet. Tid er en sjov størrelse. ”Det ta’r kun 5 minutter” lover Fakta, og forældre kan til deres børn sige, at noget kun lige ta’r to minutter, selvom det som regel er en sandhed, der skal tages med et gran salt. Albert Einstein mente, at tid er relativ, og vi må da også konstatere, at en time er kort tid, når man morer sig, mens en time er langt tid, når man - som konfirmanderne i dag - sidder og venter længselsfuldt efter en fest med mad og gaver og måske en tale eller en sang.
Hvem gider egentlig vente? Når vi får stillet noget godt og dejligt i udsigt, vil vi gerne snarest muligt have det opfyldt, så vi ikke skal gå og længes. Hvis man ser frem til noget, man længes rigtig meget efter, så kan ventetiden blive en ren pine. Men eftersom tidsmaskinen endnu ikke er opfundet, må vi altså vente, til det bliver vores tur. Til os kommer der meget godt, men der kommer også meget skidt, og vi kan ikke gøre så meget andet end at vente på, at vi rammes af dét, som tiden bringer. Måske er vi så fornuftige, at vi bruger ventetiden på at prøve at forberede os på det, der måske kommer, selvom meget kan ramme os som lyn fra en klar himmel; rammes af noget vi ikke kan forudse. Det gælder både sygdom og forelskelse – eller ganske andre ting, for ved siden af alt det andet, vi prøver at holde orden i og styr på, er der så meget andet, vi ikke kan styre, og der er så meget, vi ikke kan kontrollere i vores liv og vores verden.
Da Jesus stod over for at blive taget til fange, så han kunne blive ledt til sin korsfæstelse og henrettelse, forsøgte han at berolige sine disciple ved at sige, at han ganske vist skulle tages fra dem, men kun ville være væk i en kort tid. Han sagde ikke helt tydeligt, hvad der skulle ske, men han pakkede det ind, ligesom vi gør, når vi skal sige noget svært til dem, vi holder af. På den måde forsøgte han at forberede dem på den svære tid, der ville komme, hvor tiden ville blive en lang og pinefuld ventetid, hvor de ville længes efter, at han kom igen. Det var en ventetid mellem afsked og gensyn.
Jesus sammenlignede ventetiden med en kvinde, der skal føde. Mange af jer kvinder har prøvet det, og selvom hver fødsel er individuel, er der også en del fælles træk. Når barnet skal fødes, kommer der veer, og de kan være smertefulde og langvarige, men når barnet er født, følger der som regel en gennemstrømmende følelse af glæde igennem moderen. Hun stod igennem sin smertelige tid for at komme frem til en glædelig tid. Og når det glædelige sker, så kan det smertelige og pinefulde heldigvis træde i baggrunden og måske endda næsten blive glemt. Det er altså et godt billede på vores situation, når vi står over for pinefulde timer eller længselsfulde stunder – dog kan det være svært for mænd at forstå billedet; for vi får jo ikke veer eller deslige, men pointen er, at efter den pinefulde eller længselsfulde ventetid, der kan være præget af frygt for den ukendte fremtid, så gemmer der sig en stor glæde.
Livet igennem går vi mellem ventetid og glædestid, mellem afsked og gensyn, og nogle gange kan man komme til at se på ventetiden som noget, der bare skal overstås, fordi man tænker, at ventetiden ikke har nogen værdi i sig selv, men at det kun er glæden efter den lange ventetid, der tæller. Men ligesom en gravid kvinde dog stadig lever livet i sin ventetid og bruger ventetiden på meget andet end bare at sidde på sin flade med hænderne i skødet og vente, sådan må også vi bruge tiden på meget andet end bare at sidde og vente på den store og evige glæde, som Gud har lovet os. Det er en glæde, som ingen kan tage fra os; en glæde, som vi end ikke kan forestille os – sådan en glæde, som vi kun kan håbe på, som vi kun kan tro må indtræffe for os. En glæde større end selv de bedste fester og de største glædelige begivenheder.
Disciplene havde svært ved at forstå, hvad det var for en glæde, Jesus talte om, for i deres jordiske liv oplevede de jo kun den slags glæde, som blot varer en tid og afløses af knap så meget glæde. Selv den varmeste og største og bedste glæde, vi kan opleve, vil med tiden blive afløst af noget andet og knap så glædeligt. Vi ved kun, at alting forandrer sig, både glæden og tiden; og derfor er det svært at forestille sig at vi engang vil være i en evig glæde, hvor der ikke vil findes sorg eller utryghed. Det er dog det løfte, vi har fået i dåben, og indtil løftet går i opfyldelse må vi leve i en ventetid.
Ventetiden er meget konkret for os, for det er selve livet her på jorden; livet imellem hinanden, her hvor vi nu engang bor og har vores dagligdag. Livet er vores at leve, og så må vi leve det, som vi hver især bedst kan finde ud af det. Hverdagen kan byde på de store glæder og små sorger eller endda de store sorger og små glæder. Når vi har en stor glæde at se frem til, er det nemmere at stå igennem de svære tider; det er nemmere at holde ventetiden ud, når vi har noget godt at se frem til.
I dag har mange en fest at se frem til, men det betyder ikke, at ventetiden - eller gudstjenesten - bare skal overstås, så vi kan komme videre. Tiden er vores vigtigste ressource, og hver lille del af ventetiden har en betydning. Hvis vi er åbne for at være til stede i nuet og derved være bevidste om livets mange små øjeblikke, så er der megen glæde at hente i både de små ventetider og den store ventetid. Jesus ønskede ikke, at vi bare skulle vente på at komme ind til den evige glæde og derved forholde os passive til livet her på jorden; men han ønskede for os, at livet her måtte blive til glæde og velsignelse både for os og for dem omkring os. Derfor må vi tage livet på os og også leve især i ventetiderne; leve til glæde for andre og til ære for Gud ved at hjælpe hinanden i livet, ved at lade næstekærligheden råde både i det store og i det små. Så bliver livet da en glædelig gave i sig selv. Amen.
Prædikentekster til 3. søndag efter påske
Salmer: 1. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 2. DDS 70: Du kom til vor runde jord; --- (prædiken); 3. DDS 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede; --- (tale til konfirmander); 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 69: Du fødtes på jord; 6. DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner
Hvem gider egentlig vente? Når vi får stillet noget godt og dejligt i udsigt, vil vi gerne snarest muligt have det opfyldt, så vi ikke skal gå og længes. Hvis man ser frem til noget, man længes rigtig meget efter, så kan ventetiden blive en ren pine. Men eftersom tidsmaskinen endnu ikke er opfundet, må vi altså vente, til det bliver vores tur. Til os kommer der meget godt, men der kommer også meget skidt, og vi kan ikke gøre så meget andet end at vente på, at vi rammes af dét, som tiden bringer. Måske er vi så fornuftige, at vi bruger ventetiden på at prøve at forberede os på det, der måske kommer, selvom meget kan ramme os som lyn fra en klar himmel; rammes af noget vi ikke kan forudse. Det gælder både sygdom og forelskelse – eller ganske andre ting, for ved siden af alt det andet, vi prøver at holde orden i og styr på, er der så meget andet, vi ikke kan styre, og der er så meget, vi ikke kan kontrollere i vores liv og vores verden.
Da Jesus stod over for at blive taget til fange, så han kunne blive ledt til sin korsfæstelse og henrettelse, forsøgte han at berolige sine disciple ved at sige, at han ganske vist skulle tages fra dem, men kun ville være væk i en kort tid. Han sagde ikke helt tydeligt, hvad der skulle ske, men han pakkede det ind, ligesom vi gør, når vi skal sige noget svært til dem, vi holder af. På den måde forsøgte han at forberede dem på den svære tid, der ville komme, hvor tiden ville blive en lang og pinefuld ventetid, hvor de ville længes efter, at han kom igen. Det var en ventetid mellem afsked og gensyn.
Jesus sammenlignede ventetiden med en kvinde, der skal føde. Mange af jer kvinder har prøvet det, og selvom hver fødsel er individuel, er der også en del fælles træk. Når barnet skal fødes, kommer der veer, og de kan være smertefulde og langvarige, men når barnet er født, følger der som regel en gennemstrømmende følelse af glæde igennem moderen. Hun stod igennem sin smertelige tid for at komme frem til en glædelig tid. Og når det glædelige sker, så kan det smertelige og pinefulde heldigvis træde i baggrunden og måske endda næsten blive glemt. Det er altså et godt billede på vores situation, når vi står over for pinefulde timer eller længselsfulde stunder – dog kan det være svært for mænd at forstå billedet; for vi får jo ikke veer eller deslige, men pointen er, at efter den pinefulde eller længselsfulde ventetid, der kan være præget af frygt for den ukendte fremtid, så gemmer der sig en stor glæde.
Livet igennem går vi mellem ventetid og glædestid, mellem afsked og gensyn, og nogle gange kan man komme til at se på ventetiden som noget, der bare skal overstås, fordi man tænker, at ventetiden ikke har nogen værdi i sig selv, men at det kun er glæden efter den lange ventetid, der tæller. Men ligesom en gravid kvinde dog stadig lever livet i sin ventetid og bruger ventetiden på meget andet end bare at sidde på sin flade med hænderne i skødet og vente, sådan må også vi bruge tiden på meget andet end bare at sidde og vente på den store og evige glæde, som Gud har lovet os. Det er en glæde, som ingen kan tage fra os; en glæde, som vi end ikke kan forestille os – sådan en glæde, som vi kun kan håbe på, som vi kun kan tro må indtræffe for os. En glæde større end selv de bedste fester og de største glædelige begivenheder.
Disciplene havde svært ved at forstå, hvad det var for en glæde, Jesus talte om, for i deres jordiske liv oplevede de jo kun den slags glæde, som blot varer en tid og afløses af knap så meget glæde. Selv den varmeste og største og bedste glæde, vi kan opleve, vil med tiden blive afløst af noget andet og knap så glædeligt. Vi ved kun, at alting forandrer sig, både glæden og tiden; og derfor er det svært at forestille sig at vi engang vil være i en evig glæde, hvor der ikke vil findes sorg eller utryghed. Det er dog det løfte, vi har fået i dåben, og indtil løftet går i opfyldelse må vi leve i en ventetid.
Ventetiden er meget konkret for os, for det er selve livet her på jorden; livet imellem hinanden, her hvor vi nu engang bor og har vores dagligdag. Livet er vores at leve, og så må vi leve det, som vi hver især bedst kan finde ud af det. Hverdagen kan byde på de store glæder og små sorger eller endda de store sorger og små glæder. Når vi har en stor glæde at se frem til, er det nemmere at stå igennem de svære tider; det er nemmere at holde ventetiden ud, når vi har noget godt at se frem til.
I dag har mange en fest at se frem til, men det betyder ikke, at ventetiden - eller gudstjenesten - bare skal overstås, så vi kan komme videre. Tiden er vores vigtigste ressource, og hver lille del af ventetiden har en betydning. Hvis vi er åbne for at være til stede i nuet og derved være bevidste om livets mange små øjeblikke, så er der megen glæde at hente i både de små ventetider og den store ventetid. Jesus ønskede ikke, at vi bare skulle vente på at komme ind til den evige glæde og derved forholde os passive til livet her på jorden; men han ønskede for os, at livet her måtte blive til glæde og velsignelse både for os og for dem omkring os. Derfor må vi tage livet på os og også leve især i ventetiderne; leve til glæde for andre og til ære for Gud ved at hjælpe hinanden i livet, ved at lade næstekærligheden råde både i det store og i det små. Så bliver livet da en glædelig gave i sig selv. Amen.
Prædikentekster til 3. søndag efter påske
Salmer: 1. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 2. DDS 70: Du kom til vor runde jord; --- (prædiken); 3. DDS 371: Du fylder mig med glæde, mel: Jeg ved en lærkerede; --- (tale til konfirmander); 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 69: Du fødtes på jord; 6. DDS 787: Du, som har tændt millioner af stjerner
