Der findes to slags mennesker. Dem, der ved, de er syge, og dem, der tror, de er raske. De syge søger læge, men dem, der tror, de er raske, søger naturligvis ikke læge. Der er dem, der har nok i sig selv, og der er dem, der ikke kan finde fred i sig selv. Der findes dem, der er ydmyge nok til at se, når de har behov for hjælp, og så er der dem, der tror, de kan klare alting selv – uden hjælp fra andre eller fra Gud. Den, der er ydmyg ved også, at andre kan have brug for hjælp, mens den hovmodige mener, at alle bør klare sig selv på egen hånd.
Når jeg siger sådan, gør jeg verden sort-hvid, og jeg deler menneskeheden op i to dele, der står som modsætninger over for hinanden. Vi ved naturligvis godt, at verden ikke er sort-hvid, men at virkeligheden er mere kompleks. Men jeg siger det sådan for at understrege den vigtig pointe, at ingen af os kan sige, at vi er raske og sikre; ingen af os kan sige, at vi kan klare livet ved egen hjælp. Hvis vi hårdnakket mener, at vi er raske i krop og sjæl, i tro og tanke, og er i stand til at tage skæbnen i egen hånd, så er vi hovmodige, og det ikke blot ukristeligt men også direkte dumt.
Da Jesus vandrede iblandt mennesker, blev mange helbredt ved hans nærvær. I dag hører vi om to situationer, hvor Jesus påberåbes som den, der kan udvirke mirakler. Den spedalske blev renset for sin spedalskhed, straks da Jesus rørte ham. Men Jesus ville ikke tage æren, så han sendte den raske hen til templet for at takke Gud. Det er ret ligetil med sådan en underberetning, og dog er der flere dybder i den. For den spedalske måtte først overvinde sig selv og indse, at Jesus kunne hjælpe. Den spedalske var på den tid udstødt af det gode samfund, så han måtte bryde datidens normer og begive sig ind i folkemængden og hen til Jesus, som han underkastede sig med ordene ”Hvis du vil…” Han stolede ikke på sig selv eller sine evner, for uanset hvad han havde prøvet, havde intet kunne helbrede ham for den spedalskhed, der havde ødelagt både hans liv og hans legeme. Hans håb var dog der, hvor alt håb var ude.
Den anden situation er noget anderledes, for der kom en officer og bad om hjælp på vegne af sin tjener. I stedet for at lade Jesus se tjeneren, bad officeren Jesus om blot at sige et ord. Blot at sige et ord! Denne helbredelse skulle ikke ske ved berøring, bønner, tegn eller andet, men det fattigste af alt – et ord.
I begge situationer opfyldte Jesus deres ønsker om helbredelse; for det er dét Gud vil: helbrede og velsigne dem, der kommer til ham. På den måde overvinder han det onde med det gode. Og når vi indser, at vi alle på forskellige måder lider nød, kan vi også komme frimodigt og ydmyge med bøn om bare at få et ord. Et ord til opmuntring, til glæde, til frelse.
Der findes lige så mange slags nød og spedalskhed og lammelse, som der findes mennesker her på jorden. Vi bærer alle på vore byrder, på vore svagheder, og en af svaghederne er, at vi som regel tror, vi nok skal klare det hele selv. Hvor tit lægger vi ikke planer for fremtiden, fordi vi tror, at det bliver, som vi forventer? Og hvor tit går vore planer ikke i vasken, fordi vi ikke kan tilrettelægge vores egen skæbne?
Når først vi indser, at vi ikke er herre over vort eget livsforløb, så bliver vi ærlige over for os selv og over for Gud. Det stiller os på lige fod med både de kongelige og de fremmede, de fattige og de rige, for uanset hvem vi er i denne verden, lurer der kræfter og skæbner, som vi ikke har kontrol over. Det ser vi tit nok, når vores verden ramler og sygdomme og krige ryster vores grundvold. Vi troede os sikre, men virkelighedens syndige kaos blæste os omkuld. Ikke mindst terror har formået at ryste både vort samfund og vore hjerter – for hvem kan vide sig sikker med så megen usikkerhed?
Der er i kristendom ikke tale om værdipolitik – tværtimod går kristendom på tværs af al politik og alle populistiske holdninger og de kendtes meninger. Vi kan hidse os op over, hvordan det går i verden, og vi kan protestere over, hvad der sker omkring os – og det gør vi måske mest, fordi vi ikke tør se i øjnene, at vi altså ikke kan styre, hvordan livet skal gå for os. Med sikre skridt og en tro på os selv kan vi træde ud i verden, men en lille sten kan gøre, at vi falder hårdt. Som bekendt kan en lille tue vælte et stort læs, og jo højere vi flyver, desto længere ned falder vi.
Jesus levede helt jordnært, fordi menneskelivet nu engang foregår med fødderne på jorden i den verden, hvor vi på forskellige måder er udsatte. Ikke bare at ydre omstændigheder, men også af sindet; troen kan tvivle, kærligheden kan blive kold, håbet kan dø ud, og vi kan risikere at miste hinanden – ja, endda miste os selv.
Vi har altså ikke noget at være stolte af over for andre; vi kan ikke hæve os op over andre eller dømme andre, for vi er alle i samme båd. Hvis vi tror, vi kan leve af os selv og at vores liv er et alene-projekt, hvor vi er den vigtigste person, så håner vi Gud, og så lyver vi for os selv. Hovmod står for fald. Måske skal vi virkelig ned med nakken før vi lærer ydmyghed, indser vores skrøbelighed og afhængighed af andre og af Guds barmhjertighed. Men netop dér, hvor alt håb synes ude, og dér, hvor vi ikke længere kan finde noget hos os selv at bygge videre på, ja, der hvor vi græder og skammer os over vores spedalskhed og lider af vores lammelse – dér tænder Gud et lys i mørket, et håb i håbløsheden og dér lyder Jesu ord til hver enkelt af os, som det lød til den spedalske: ”Jeg vil, bliv ren.”
Ordet lyder til os. Det er alt, hvad vi har at forholde os til. Her sker ingen vidunderlige mirakler, men her lyder det fattigste ord med den største rigdom. På det ord må vi leve og tro. På det ord må vi gå herfra i dag i troen på, at Guds velsignelse også gælder os. Ikke fordi vi kan selv, men fordi vi ikke kan andet. Amen.
Læs prædikentekster
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen; 2. DDS 2: Lover den Herre / 21: Du følger, Herre, al min færd; 3. DDS 69: Du fødtes på jord / 365: Guds kærlighed ej grænser ved; --- ; 4. DDS 155: Godt og ondt i lys og mørke; 5. DDS 457: Du, som gik foran os; 6. DDS 52: Du, Herre Krist
Når jeg siger sådan, gør jeg verden sort-hvid, og jeg deler menneskeheden op i to dele, der står som modsætninger over for hinanden. Vi ved naturligvis godt, at verden ikke er sort-hvid, men at virkeligheden er mere kompleks. Men jeg siger det sådan for at understrege den vigtig pointe, at ingen af os kan sige, at vi er raske og sikre; ingen af os kan sige, at vi kan klare livet ved egen hjælp. Hvis vi hårdnakket mener, at vi er raske i krop og sjæl, i tro og tanke, og er i stand til at tage skæbnen i egen hånd, så er vi hovmodige, og det ikke blot ukristeligt men også direkte dumt.
Da Jesus vandrede iblandt mennesker, blev mange helbredt ved hans nærvær. I dag hører vi om to situationer, hvor Jesus påberåbes som den, der kan udvirke mirakler. Den spedalske blev renset for sin spedalskhed, straks da Jesus rørte ham. Men Jesus ville ikke tage æren, så han sendte den raske hen til templet for at takke Gud. Det er ret ligetil med sådan en underberetning, og dog er der flere dybder i den. For den spedalske måtte først overvinde sig selv og indse, at Jesus kunne hjælpe. Den spedalske var på den tid udstødt af det gode samfund, så han måtte bryde datidens normer og begive sig ind i folkemængden og hen til Jesus, som han underkastede sig med ordene ”Hvis du vil…” Han stolede ikke på sig selv eller sine evner, for uanset hvad han havde prøvet, havde intet kunne helbrede ham for den spedalskhed, der havde ødelagt både hans liv og hans legeme. Hans håb var dog der, hvor alt håb var ude.
Den anden situation er noget anderledes, for der kom en officer og bad om hjælp på vegne af sin tjener. I stedet for at lade Jesus se tjeneren, bad officeren Jesus om blot at sige et ord. Blot at sige et ord! Denne helbredelse skulle ikke ske ved berøring, bønner, tegn eller andet, men det fattigste af alt – et ord.
I begge situationer opfyldte Jesus deres ønsker om helbredelse; for det er dét Gud vil: helbrede og velsigne dem, der kommer til ham. På den måde overvinder han det onde med det gode. Og når vi indser, at vi alle på forskellige måder lider nød, kan vi også komme frimodigt og ydmyge med bøn om bare at få et ord. Et ord til opmuntring, til glæde, til frelse.
Der findes lige så mange slags nød og spedalskhed og lammelse, som der findes mennesker her på jorden. Vi bærer alle på vore byrder, på vore svagheder, og en af svaghederne er, at vi som regel tror, vi nok skal klare det hele selv. Hvor tit lægger vi ikke planer for fremtiden, fordi vi tror, at det bliver, som vi forventer? Og hvor tit går vore planer ikke i vasken, fordi vi ikke kan tilrettelægge vores egen skæbne?
Når først vi indser, at vi ikke er herre over vort eget livsforløb, så bliver vi ærlige over for os selv og over for Gud. Det stiller os på lige fod med både de kongelige og de fremmede, de fattige og de rige, for uanset hvem vi er i denne verden, lurer der kræfter og skæbner, som vi ikke har kontrol over. Det ser vi tit nok, når vores verden ramler og sygdomme og krige ryster vores grundvold. Vi troede os sikre, men virkelighedens syndige kaos blæste os omkuld. Ikke mindst terror har formået at ryste både vort samfund og vore hjerter – for hvem kan vide sig sikker med så megen usikkerhed?
Der er i kristendom ikke tale om værdipolitik – tværtimod går kristendom på tværs af al politik og alle populistiske holdninger og de kendtes meninger. Vi kan hidse os op over, hvordan det går i verden, og vi kan protestere over, hvad der sker omkring os – og det gør vi måske mest, fordi vi ikke tør se i øjnene, at vi altså ikke kan styre, hvordan livet skal gå for os. Med sikre skridt og en tro på os selv kan vi træde ud i verden, men en lille sten kan gøre, at vi falder hårdt. Som bekendt kan en lille tue vælte et stort læs, og jo højere vi flyver, desto længere ned falder vi.
Jesus levede helt jordnært, fordi menneskelivet nu engang foregår med fødderne på jorden i den verden, hvor vi på forskellige måder er udsatte. Ikke bare at ydre omstændigheder, men også af sindet; troen kan tvivle, kærligheden kan blive kold, håbet kan dø ud, og vi kan risikere at miste hinanden – ja, endda miste os selv.
Vi har altså ikke noget at være stolte af over for andre; vi kan ikke hæve os op over andre eller dømme andre, for vi er alle i samme båd. Hvis vi tror, vi kan leve af os selv og at vores liv er et alene-projekt, hvor vi er den vigtigste person, så håner vi Gud, og så lyver vi for os selv. Hovmod står for fald. Måske skal vi virkelig ned med nakken før vi lærer ydmyghed, indser vores skrøbelighed og afhængighed af andre og af Guds barmhjertighed. Men netop dér, hvor alt håb synes ude, og dér, hvor vi ikke længere kan finde noget hos os selv at bygge videre på, ja, der hvor vi græder og skammer os over vores spedalskhed og lider af vores lammelse – dér tænder Gud et lys i mørket, et håb i håbløsheden og dér lyder Jesu ord til hver enkelt af os, som det lød til den spedalske: ”Jeg vil, bliv ren.”
Ordet lyder til os. Det er alt, hvad vi har at forholde os til. Her sker ingen vidunderlige mirakler, men her lyder det fattigste ord med den største rigdom. På det ord må vi leve og tro. På det ord må vi gå herfra i dag i troen på, at Guds velsignelse også gælder os. Ikke fordi vi kan selv, men fordi vi ikke kan andet. Amen.
Læs prædikentekster
Salmer: 1. DDS 754: Se, nu stiger solen; 2. DDS 2: Lover den Herre / 21: Du følger, Herre, al min færd; 3. DDS 69: Du fødtes på jord / 365: Guds kærlighed ej grænser ved; --- ; 4. DDS 155: Godt og ondt i lys og mørke; 5. DDS 457: Du, som gik foran os; 6. DDS 52: Du, Herre Krist
