De to mænd gik til templet for at bede, og de tog deres skridt så sikre som var de på vej hjem fra arbejde. Man kunne ikke på deres ydre holdning eller gang se, at den ene følte sig tynget af synd eller at den anden var glad for ikke at føle sig tynget af synd. I deres ydre var de som mænd er flest, og i deres ydre kunne man ikke spore, hvordan de havde det i deres indre. Der er jo ingen grund til at udstille sine religiøse indvolde. Udenpå bevarede de deres udseende, som de gik rundt med til hverdag alt efter ugedagen. Om mandagen ser man jo altid lidt mere træt ud. Men i deres hjerter, skjult for alverden, rumsterede følelser og tanker, som de ikke åbnede for andre end selveste Gud. Kun ham betroede de deres inderste, for han ville kunne lytte uden at dømme og ville kunne forstå uden at skulle have en masse forklaringer.
Så de to mænd gik til templet for at bede. For at lette deres hjerte og fremlægge deres inderste for Gud. Der var ikke tale om en gratis psykologitime for Gud giver ikke gode råd til, hvordan man kan overvinde livets prøvelser. Han ved godt, at livet som regel ikke er en dans på roser, men at de fleste dage i livet er ganske almindelige, halvkedelige dagligdage, hvor familie, arbejde og de daglige gøremål skal passes og menneskers tanker og følelser kan stikke i alle mulige retninger og gøre os helt rundt på gulvet, fx pga. en skør forelskelse eller en stor sorg. Vi kan kun tænke på, hvad Gud mon tænkte på, da han skabte mennesket i sit billede. Var det virkeligt nødvendigt med alle disse følelser, disse tanker, og dette liv med så mange prøvelser og en tilværelse, hvor vi ikke helt kan gennemskue om alt er tilfældigt eller lagt nøje til rette. Vi burde måske gå rundt som store spørgsmålstegn det meste af tiden, fordi der er så meget, vi ikke helt forstår. Som om, vore sanser kommer til kort, og de skulle da ellers passe til netop denne verden. Nogle formår at leve et let liv uden at henfalde til dybe tanker om livets store anliggender, og andre synker nærmest til bunds i en endeløs grublen over, hvordan det hele mon hænger sammen. Sådan er mennesker så forskellige og dog så ens som de to mænd, der gik til templet for at bede.
Ind i templet gik de to, den ene var farisæer og den anden var tolder, og stillede sig, som de skulle for at bede. Og tilfældet ville, at de kom til at stå ikke så langt fra hinanden. De befandt sig tæt nok på hinanden til at kunne høre, hvad den anden sagde i sin bøn, selvom man mumlede i skægget. Dér stod den ene og den anden mand, bad hver for sig og dog alligevel sammen. Den ene bad og den anden bad, og ordene var deres, for de kom fra hjertet. Og hvad hjertet er fuldt af løber munden over med. Nogles hjerte er fulde af ord, andres hjerte banker stille uden at have så meget at fortælle. Sådan var også disse to mænd; den ene havde meget at sige, den anden knapt så meget.
Farisæeren var hurtigt til at komme i gang og han bad af glæde til Gud. Han havde et godt liv, der var styr på familien og finanserne, helbredet værkede ikke alt for meget og han holdt sin sti ren og sin vej fri for alskens fristelser. Når han gik ude blandt folk morede han sig med i sine tanker at tænke på, hvor heldigere han var end alle andre; bedre velstillet end tiggeren på hjørnet, heldigere med helbredet end den spedalske og ham den blinde, bedre uddannet end ham, der knapt kunne læse vejskilte. Han behøvede ikke frygte politiet, for han stjal aldrig, men havde penge nok til at købe, hvad hans hjerte begærede, og derhjemme gik en veldrejet kone, så han ikke blev fristet af andre kvinders skønheder. Han holdt sig strengt til, hvad der var ret og rimeligt, og han kunne bryste sig af at give mange penge til templet og endda faste for at vise, hvor hengiven han var i sin tro. Jo, ham kunne Gud godt tage at være stolt af, for han var et menneske, der forstod at forvalte sit liv på den helt rigtige måde. Og han følte, at Gud havde givet ham meget godt i livet og mange talenter at berige sit liv med. Mest taknemmelig af alt var han dog for, at han ikke skulle stå og skamme sig som den tolder, der havde fulgtes med ham ind i templet for at bede.
Hvis tolderen ikke før havde følt sig tynget af sin synd, så hjalp farisæerens ord i hvert fald til lige at lægge et par ekstra tunge byrder på hans skuldre. Efterhånden som farisæeren havde lovprist Gud for alt, hvad han havde fået i sit liv, og efter at have lovprist sig selv for ikke at være som alle andre tyveknægte og syndere i denne verden, så havde tolderens hoved sænket sig skamfuldt, idet han tænkte på alt det gode han ikke formåede at være. I stedet var han bare en tolder, der krævede skattepenge af jøderne for at give dem til den romerske besættelsesmagt. Det var som sådan et godt job, men han arbejdede jo for fjenden, og ingen kunne lide ham for det. Hans børn blev drillet og hans kone stak til ham, selvom hun nød godt af hans løn. Han bar ikke kun sin egen skyld men også konens bebrejdelser og børnenes skam over at være i familien med sådan en som ham. Han forsøgte forgæves at løfte sin røst for at bede en bøn til Gud, som man jo gør i templet, men stemmen var blevet hæs og ordene kom ikke rigtig ud af hans strube. De tørrede ind og hans kinder blussede af flovhed over, at han overhovedet havde vovet sig derind i templet. Det skulle jo være et sted helliget til at bede til Gud, men selv dét kunne han ikke finde ud af. Så kunne han tilføje endnu en fiasko i sit liv til en allerede lang liste.
Farisæeren havde klappet sig selv på skulderen, men tolderen slog sig selv for brystet og bad kun en svag, afmægtig og ubehjælpsom bøn: ”Gud, vær mig synder nådig.” Det kunne knapt høres af farisæeren, men han morede sig alligevel over tolderens dårlige evne til at bede. Lige da ordene havde sluppet hans mund gik det op for ham som ved en åbenbaring, at det jo netop er dét Gud gør: Han er syndere nådig. Hvem andre end netop sådan en sådan en som ham har brug for Guds nåde? Det løste ikke hans mange problemer eller gjorde ham populær som ved et trylleknips, men han kunne alligevel smile lidt igennem tyngden af synder. For han vidste i dét øjeblik, at Gud ville være ham nådig og give ham mod til at leve endnu en dag, og give ham ny styrke til at tage fat på livets daglige udfordringer. Alt, hvad han ikke var, og alt, hvad han ikke kunne gøre af gode ting, måtte han overlade til Gud. Det eneste han havde at bringe til templet var bevidstheden om, at han ikke var mere værd end alle andre, men alligevel højt elsket af Gud, som jo havde skabt ham. Amen.
Prædikentekster til 11. søndag efter Trinitatis.
Salmer: 1. DDS 748: Nu vågne alle Guds fugle små; 2. DDS 674: Sov sødt barnlille; 3. DDS 411: Hyggelig, rolig; ---; 4. DDS 260: Du satte dig selv i de nederstes sted; 5. DDS 470: Lad os bryde brødet; 6. DDS 750: Nu titte til hinanden