En påskelinje og et udklækket dueæg. Foto: Ole Witte Madsen
Påskesøndag (II), søndag den 17. april 2022 kl. 9.30 Vilslev (uden nadver) og kl. 11 Hunderup (med festmessehagel). 236: Påskeblomst, hvad vil du her - Tillægget nr. 870: Hårdt blev jeg ramt - 218: Krist stod op af døde -- 241: Tag det sorte kors fra graven - Nadver: 192,7: Hil dig, frelser - 234: Som forårssolen morgenrød
INTRO GT
I dag skal vi høre et stykke fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Det er salme 118, som Kong David skrev som en lovsang over, at Gud selv kom ham til hjælp i en tide, hvor hans liv var fyldt med krig og krise.
INTRO NT
Fra Det nye Testamente skal vi nu høre et stykke fra Peters første brev. Og de første par linjer hører vi såmænd ofte i kirken, både ved dåb og ved begravelse/bisættelse. Forfatteren Peter var ham, der fulgtes med Jesus og nok var hans nærmeste apostel. Han ved, at vores tro skal prøves ligesom i ild, men det er værd at holde ud i prøvelser, for til slut skal vi juble fulde af en glæde, der ikke kan forklares.
PRÆDIKEN
Påsken er fyldt med åbenbaringer og aha-oplevelser; de kommer dumpende og viser sig, når man har mest brug for dem, og lige præcis når man mindst venter det. Der står en påskelilje i en vase på mit skrivebord hjemme i præstegården; den har jeg plukket i min have en tidlig morgen, og ved vasens fod ligger et dueæg, der er udklækket; det fandt jeg i forgårs, da jeg var ude at hente min datter, Benedicte, i barnevognen, imens jeg nervøst spekulerede over, hvad jeg dog skulle prædike om i dag. Påskedag er jo virkelig kirkens højtidsdag, og jeg gik med præstationsfrygt og tanker om, at jeg i hvert fald dén dag skulle skrive en nogenlunde god prædiken; opbyggelig og omhyggelig. Dueægget lå på græsset og lyste med sin kridhvide skal op imellem alt det forårsgrønne; det var så simpelt, så enkelt og så naturligt. Mine øjne blev alligevel draget og mine hænder fulgte med, og snart stod jeg med æggeskallen i den ene hånd, mens den anden hvilede på barnevognens håndtag, hvori min datter snakkede sin pludresnak, ubekymret og fri som kun et barn kan være. Pludseligt stod det klart, at overskriften for dagens prædiken måtte være: Tilgivelse er tilblivelse. Tilgivelse betyder at ens synd, skyld eller dumme handlinger bliver forladt. Tilblivelse betyder, at noget begynder at få eksistens, bliver skabt eller dannet. Altså: Tilgivelse er tilblivelse. Det er temaet, og ikke bare fordi det rimer, men fordi jeg tror, det er sandt.
Jeg tror, at tilgivelse er forudsætningen for, at vi kan blive til det, vi skal blive; at vi kun igennem tilgivelse kan blive dannet som medmennesker af Guds nåde. Se nu påskeliljen. Jeg tænker, at efterår og vinter kan føles som en straf for de små planter, og at foråret kan føles som en tilgivelse og ny chance, og se – så kommer påskeliljerne op som sejrstegn på, at vinteren heller ikke vandt denne omgang. Et nyt forår er på vej, og naturen mærker det med rødderne, længe før vi tør tro på det; med frost og sne endda i april, er det vel ikke så underligt, at vi er skeptiske på den jyske måde. Men påskeliljerne skyder håbefulde frem og er ikke i tvivl om, at de har fået en ny chance for at bære små sole på deres grønne stilke. Så stolte står de der og nikker ja til, at Gud har givet dem grønt lys til at være lysende stjerner på en grøn himmel for dem, der stirrer mod jorden.
Og duerne har gjort kur, lagt æg og ruget, så vi nu er i tiden med udklækkede dueæg på vore græsplæner; et udklækket æg er også et symbol på den tomme grav efter Jesu opstandelse. Duerne er på vingerne og gør tvivlen til skamme; de griber forårsfornemmelserne som et blad i næbbet, og vidner om, at man skal gribe chancen, tilgivelsen og dagens muligheder. Forår og opstandelse ligger nok dybt i duerne fra deres fjerne forfædre; det var jo duen, der blev symbol på Helligånden. Duerne er enfoldige, ja måske dumme at se på, - luftens rotter kaldes de -, men dog kommer de på vingerne hver ny morgen og glider igennem luften.
Både påskeliljerne og duerne fik igennem naturens forår rakt en mulighed for at begynde på ny med at blive, hvad de skal være – tæt ved jorden og højt i sky; naturens forår er dermed et billede på det, vi er samlet om at fejre her i kirken i dag, nemlig Jesu opstandelse fra de døde, og at vi ved hans opstandelse og tilgivelse får mulighed for en ny tilblivelse. Når han forlader vores skyld, så er det som om, han rækker os forår, så vi kan lægge vinterens tunge dragt af med al dens mørke, synd, skyld og skam – og i stedet tage imod varmen og duften og forårsbegyndelser fra ham.
Tilblivelse betyder at noget begynder at få eksistens, at blive skabt eller dannet. Er vi ikke allerede blevet skabt og dannet? Jo, men at være et menneske af Guds nåde er også hele tiden en proces uden endemål, en bevægelse i tiden, en forandring i sindet og ikke mindst en forundring i tanken. Hele livet kan vi øve os i at blive menneske eller rettere: Medmenneske. Det er på mange måder en vanskelig vej at gå, og der er mange farer for at snuble og for at gøre ondt mod sin næste og sig selv. Nogle gange kan det hele føles som efterår og vinter i en kold tilværelse, hvor der kun er udsigt til flere grå skyer og kolde dage; hjertet kan føles tungt af alt det negative, der tynger. Følelser kan dog være lumske, for følelser er ikke hele sandheden. Foråret kommer, uanset om vi føler det eller ej, og Kristus stod op fra de døde med både sjæl og legeme, uanset hvad vi føler for det.
Jeg vil ikke stå her på prædikestolen og sige, at naturen tilgiver, for det vil være at tillægge naturen nogle menneskelige egenskaber, som den ikke har; men vi kender jo et menneske, der så at sige var ekspert i at tilgive. Jesus hedder han, og da han var opstået på forunderlig vis på en måde, der for os er en gåde, hvad gjorde han så? Fór han til himmels lige med det samme for at slippe for de trælse jordiske mennesker, der havde svigtet ham så grusomt Langfredag til trods for alle deres store ord og løfter over vin og brød Skærtorsdag? Lod han sine disciple sejle i deres egen sø, hvor deres båd var ved at kæntre i skuffelse over, at Jesus ikke var den mægtige himmelkonge, som de havde håbet på? Bandede han og skældte dem ud?
Nej og atter nej – Jesus svigter ikke, og det er ikke til at fatte, at han gik tilbage til fuserne. Han opsøgte sine disciple, der havde svigtet, forrådt og forladt ham og nu sad skræmte og bange bag lukkede døre, og han gik ud til dem, der slukøret var gået langt væk. Da han opsøgte dem og fandt dem og viste sig for dem, vidste de, at han ikke bar nag eller var fornærmet over al deres menneskelige synd og svigt. Disse bange disciple, hvis store håb var blevet knust, var begyndt at trække sig ind i sig selv; for vinterkulde og mørke natteskyer trak sig sammen inde i dem og over dem, og de følte, at de var de usleste. Livets gave syntes for dem at være blevet en hadegave og en hån; hvorfor skulle de dog leve, når deres liv blot viste dem, hvor store syndere de var, og at de var eksperter i at være dobbeltmoralske og forråde, fornægte og svigte ham, de håbede på?
De havde lovet ham deres troskab, venskab og liv, men da virkeligheden bankede på, og de skulle stå deres prøve, væltede tvivlen som en alt for genkendelig og menneskelig bølge ind over dem. Det var disse små mennesker, som Jesus fandt frem til for at vise, at selvom de svigter, så gør han ikke. Han er som påskeliljen og det udklækkede dueæg, der viser, at der stadig er håb, selvom vinteren i sind og hjerte kan være hård som is. Hver en ny dag vi vågner, får vi en ny mulighed for at være et bedre medmenneske, og ved hver en gudstjeneste hører vi, at Jesus selv tilgiver os. Han, der kom fra himlen for at finde vej til os; han, der så gerne vil tilgive og forlade vore synder, fordi han ved, at vores eksistens og tilværelse lukker sig om sig selv, hvis ikke han tilgiver os og åbner os, så lyset kan trænge ind og få os til at folde os ud i bøn og lovsang og liv for Gud. I hans tilgivelse er der tilblivelse, og vi kan begynde på ny. Synderne forlades for at ligge tilbage ved korsets fod, og det sorte kors er blevet fjernet og erstattet af en lilje. Den blev plantet af ham, der sår de gode frø.
Når nu altså Gud tilgiver os, hvordan og hvem vi end har svigtet, forrådt, fornægtet og forladt, så skylder vi også at tilgive hinanden. På den måde bliver vores tilgivelse også til vores næstes tilblivelse. Vi sætter vores næste fri af skyld og skam og selvpineri, ligesom vi selv sættes fri af ham, der kun vil binde os til et liv i kærlighed. Vi kan tvivle om mange ting, men vi bør tro på, at Gud giver os en ny mulighed, for solen er stået op for os i dag, og påskeliljen nikker som en stjerne; dueæggene klækkes, og opstandelsen er tilgivelse. Tilgivelse er tilblivelse; lad os begynde på ny i lyset af Guds morgengry. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN Lad os alle bede
Gud, gør korset levende for os som sejrstegnet, pokalen og symbolet på, at Jesus én gang for alle vandt for hele sit hold. Gør os bevidste om, at vi ved dåben er kommet på hold med ham, der ikke længere trues af nogen modstander. Lad hans sejr blive vores sejr, og væk glæden og sejrsfølelsen dybt i os. Driv os ved din holdånd ud i livet og ind i sammenhænge, hvor vi kan bære din sejrspokal til trøst og opmuntring for mange.
Vi beder for de syge og sorgfulde omkring os, og vi beder for dem, der snart skal dø. Vis dig som livets anfører for hver enkelt af dem og os. Vi beder for dronningen og hende familie, for regering og folketing, at de alle må leve og arbejde til glæde for dig og til gavn for os. Amen.
MEDDELELSER
HUNDERUP: Efter prædiken er der altergang
BEGGE: I morgen er det Anden Påskedag, og der er kun én gudstjeneste her i området, og det er kl. 16 i Jernved Kirke, hvor Gredstedbro Egnskor medvirker. Næste søndag er der almindelige gudstjenester i Hjortlund kl. 9.30 og i Jernved kl. 11, mens vi i Vilslev holder konfirmation kl. 10.
Husk sogneudflugt til Kongernes Jelling – tilmeld inden 21. april.
Torsdag den 21. april byder vi på metaldetektorkursus. Vi mødes i Vilslev konfirmandstue kl. 18.30, hvor der vil være en kort intro, inden vi går ud på markerne og søger efter guldstykker og sølvknapper – og hvad der nu ellers kan gemme sig. Det er gratis at deltage; og selvom vi har nogle metaldetektorer, man kan låne, må man meget gerne tage sin egen med. Tilmelding skal ske til mig.
De fundne ting udstilles i Vilslev Kirke søndag den 8. maj fra om morgenen, og så kan man se udstillingen indtil gudstjenesten kl. 11, hvorefter man kan få tingene med sig hjem.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
INTRO GT
I dag skal vi høre et stykke fra Salmernes Bog i Det gamle Testamente. Det er salme 118, som Kong David skrev som en lovsang over, at Gud selv kom ham til hjælp i en tide, hvor hans liv var fyldt med krig og krise.
INTRO NT
Fra Det nye Testamente skal vi nu høre et stykke fra Peters første brev. Og de første par linjer hører vi såmænd ofte i kirken, både ved dåb og ved begravelse/bisættelse. Forfatteren Peter var ham, der fulgtes med Jesus og nok var hans nærmeste apostel. Han ved, at vores tro skal prøves ligesom i ild, men det er værd at holde ud i prøvelser, for til slut skal vi juble fulde af en glæde, der ikke kan forklares.
PRÆDIKEN
Påsken er fyldt med åbenbaringer og aha-oplevelser; de kommer dumpende og viser sig, når man har mest brug for dem, og lige præcis når man mindst venter det. Der står en påskelilje i en vase på mit skrivebord hjemme i præstegården; den har jeg plukket i min have en tidlig morgen, og ved vasens fod ligger et dueæg, der er udklækket; det fandt jeg i forgårs, da jeg var ude at hente min datter, Benedicte, i barnevognen, imens jeg nervøst spekulerede over, hvad jeg dog skulle prædike om i dag. Påskedag er jo virkelig kirkens højtidsdag, og jeg gik med præstationsfrygt og tanker om, at jeg i hvert fald dén dag skulle skrive en nogenlunde god prædiken; opbyggelig og omhyggelig. Dueægget lå på græsset og lyste med sin kridhvide skal op imellem alt det forårsgrønne; det var så simpelt, så enkelt og så naturligt. Mine øjne blev alligevel draget og mine hænder fulgte med, og snart stod jeg med æggeskallen i den ene hånd, mens den anden hvilede på barnevognens håndtag, hvori min datter snakkede sin pludresnak, ubekymret og fri som kun et barn kan være. Pludseligt stod det klart, at overskriften for dagens prædiken måtte være: Tilgivelse er tilblivelse. Tilgivelse betyder at ens synd, skyld eller dumme handlinger bliver forladt. Tilblivelse betyder, at noget begynder at få eksistens, bliver skabt eller dannet. Altså: Tilgivelse er tilblivelse. Det er temaet, og ikke bare fordi det rimer, men fordi jeg tror, det er sandt.
Jeg tror, at tilgivelse er forudsætningen for, at vi kan blive til det, vi skal blive; at vi kun igennem tilgivelse kan blive dannet som medmennesker af Guds nåde. Se nu påskeliljen. Jeg tænker, at efterår og vinter kan føles som en straf for de små planter, og at foråret kan føles som en tilgivelse og ny chance, og se – så kommer påskeliljerne op som sejrstegn på, at vinteren heller ikke vandt denne omgang. Et nyt forår er på vej, og naturen mærker det med rødderne, længe før vi tør tro på det; med frost og sne endda i april, er det vel ikke så underligt, at vi er skeptiske på den jyske måde. Men påskeliljerne skyder håbefulde frem og er ikke i tvivl om, at de har fået en ny chance for at bære små sole på deres grønne stilke. Så stolte står de der og nikker ja til, at Gud har givet dem grønt lys til at være lysende stjerner på en grøn himmel for dem, der stirrer mod jorden.
Og duerne har gjort kur, lagt æg og ruget, så vi nu er i tiden med udklækkede dueæg på vore græsplæner; et udklækket æg er også et symbol på den tomme grav efter Jesu opstandelse. Duerne er på vingerne og gør tvivlen til skamme; de griber forårsfornemmelserne som et blad i næbbet, og vidner om, at man skal gribe chancen, tilgivelsen og dagens muligheder. Forår og opstandelse ligger nok dybt i duerne fra deres fjerne forfædre; det var jo duen, der blev symbol på Helligånden. Duerne er enfoldige, ja måske dumme at se på, - luftens rotter kaldes de -, men dog kommer de på vingerne hver ny morgen og glider igennem luften.
Både påskeliljerne og duerne fik igennem naturens forår rakt en mulighed for at begynde på ny med at blive, hvad de skal være – tæt ved jorden og højt i sky; naturens forår er dermed et billede på det, vi er samlet om at fejre her i kirken i dag, nemlig Jesu opstandelse fra de døde, og at vi ved hans opstandelse og tilgivelse får mulighed for en ny tilblivelse. Når han forlader vores skyld, så er det som om, han rækker os forår, så vi kan lægge vinterens tunge dragt af med al dens mørke, synd, skyld og skam – og i stedet tage imod varmen og duften og forårsbegyndelser fra ham.
Tilblivelse betyder at noget begynder at få eksistens, at blive skabt eller dannet. Er vi ikke allerede blevet skabt og dannet? Jo, men at være et menneske af Guds nåde er også hele tiden en proces uden endemål, en bevægelse i tiden, en forandring i sindet og ikke mindst en forundring i tanken. Hele livet kan vi øve os i at blive menneske eller rettere: Medmenneske. Det er på mange måder en vanskelig vej at gå, og der er mange farer for at snuble og for at gøre ondt mod sin næste og sig selv. Nogle gange kan det hele føles som efterår og vinter i en kold tilværelse, hvor der kun er udsigt til flere grå skyer og kolde dage; hjertet kan føles tungt af alt det negative, der tynger. Følelser kan dog være lumske, for følelser er ikke hele sandheden. Foråret kommer, uanset om vi føler det eller ej, og Kristus stod op fra de døde med både sjæl og legeme, uanset hvad vi føler for det.
Jeg vil ikke stå her på prædikestolen og sige, at naturen tilgiver, for det vil være at tillægge naturen nogle menneskelige egenskaber, som den ikke har; men vi kender jo et menneske, der så at sige var ekspert i at tilgive. Jesus hedder han, og da han var opstået på forunderlig vis på en måde, der for os er en gåde, hvad gjorde han så? Fór han til himmels lige med det samme for at slippe for de trælse jordiske mennesker, der havde svigtet ham så grusomt Langfredag til trods for alle deres store ord og løfter over vin og brød Skærtorsdag? Lod han sine disciple sejle i deres egen sø, hvor deres båd var ved at kæntre i skuffelse over, at Jesus ikke var den mægtige himmelkonge, som de havde håbet på? Bandede han og skældte dem ud?
Nej og atter nej – Jesus svigter ikke, og det er ikke til at fatte, at han gik tilbage til fuserne. Han opsøgte sine disciple, der havde svigtet, forrådt og forladt ham og nu sad skræmte og bange bag lukkede døre, og han gik ud til dem, der slukøret var gået langt væk. Da han opsøgte dem og fandt dem og viste sig for dem, vidste de, at han ikke bar nag eller var fornærmet over al deres menneskelige synd og svigt. Disse bange disciple, hvis store håb var blevet knust, var begyndt at trække sig ind i sig selv; for vinterkulde og mørke natteskyer trak sig sammen inde i dem og over dem, og de følte, at de var de usleste. Livets gave syntes for dem at være blevet en hadegave og en hån; hvorfor skulle de dog leve, når deres liv blot viste dem, hvor store syndere de var, og at de var eksperter i at være dobbeltmoralske og forråde, fornægte og svigte ham, de håbede på?
De havde lovet ham deres troskab, venskab og liv, men da virkeligheden bankede på, og de skulle stå deres prøve, væltede tvivlen som en alt for genkendelig og menneskelig bølge ind over dem. Det var disse små mennesker, som Jesus fandt frem til for at vise, at selvom de svigter, så gør han ikke. Han er som påskeliljen og det udklækkede dueæg, der viser, at der stadig er håb, selvom vinteren i sind og hjerte kan være hård som is. Hver en ny dag vi vågner, får vi en ny mulighed for at være et bedre medmenneske, og ved hver en gudstjeneste hører vi, at Jesus selv tilgiver os. Han, der kom fra himlen for at finde vej til os; han, der så gerne vil tilgive og forlade vore synder, fordi han ved, at vores eksistens og tilværelse lukker sig om sig selv, hvis ikke han tilgiver os og åbner os, så lyset kan trænge ind og få os til at folde os ud i bøn og lovsang og liv for Gud. I hans tilgivelse er der tilblivelse, og vi kan begynde på ny. Synderne forlades for at ligge tilbage ved korsets fod, og det sorte kors er blevet fjernet og erstattet af en lilje. Den blev plantet af ham, der sår de gode frø.
Når nu altså Gud tilgiver os, hvordan og hvem vi end har svigtet, forrådt, fornægtet og forladt, så skylder vi også at tilgive hinanden. På den måde bliver vores tilgivelse også til vores næstes tilblivelse. Vi sætter vores næste fri af skyld og skam og selvpineri, ligesom vi selv sættes fri af ham, der kun vil binde os til et liv i kærlighed. Vi kan tvivle om mange ting, men vi bør tro på, at Gud giver os en ny mulighed, for solen er stået op for os i dag, og påskeliljen nikker som en stjerne; dueæggene klækkes, og opstandelsen er tilgivelse. Tilgivelse er tilblivelse; lad os begynde på ny i lyset af Guds morgengry. Amen.
LOVPRISNING Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN Lad os alle bede
Gud, gør korset levende for os som sejrstegnet, pokalen og symbolet på, at Jesus én gang for alle vandt for hele sit hold. Gør os bevidste om, at vi ved dåben er kommet på hold med ham, der ikke længere trues af nogen modstander. Lad hans sejr blive vores sejr, og væk glæden og sejrsfølelsen dybt i os. Driv os ved din holdånd ud i livet og ind i sammenhænge, hvor vi kan bære din sejrspokal til trøst og opmuntring for mange.
Vi beder for de syge og sorgfulde omkring os, og vi beder for dem, der snart skal dø. Vis dig som livets anfører for hver enkelt af dem og os. Vi beder for dronningen og hende familie, for regering og folketing, at de alle må leve og arbejde til glæde for dig og til gavn for os. Amen.
MEDDELELSER
HUNDERUP: Efter prædiken er der altergang
BEGGE: I morgen er det Anden Påskedag, og der er kun én gudstjeneste her i området, og det er kl. 16 i Jernved Kirke, hvor Gredstedbro Egnskor medvirker. Næste søndag er der almindelige gudstjenester i Hjortlund kl. 9.30 og i Jernved kl. 11, mens vi i Vilslev holder konfirmation kl. 10.
Husk sogneudflugt til Kongernes Jelling – tilmeld inden 21. april.
Torsdag den 21. april byder vi på metaldetektorkursus. Vi mødes i Vilslev konfirmandstue kl. 18.30, hvor der vil være en kort intro, inden vi går ud på markerne og søger efter guldstykker og sølvknapper – og hvad der nu ellers kan gemme sig. Det er gratis at deltage; og selvom vi har nogle metaldetektorer, man kan låne, må man meget gerne tage sin egen med. Tilmelding skal ske til mig.
De fundne ting udstilles i Vilslev Kirke søndag den 8. maj fra om morgenen, og så kan man se udstillingen indtil gudstjenesten kl. 11, hvorefter man kan få tingene med sig hjem.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
