Prædiken til 4. søndag efter Påske
Vi har tit travlt med at tænke på, hvad andre tænker - om os. Efterhånden som vi vokser op, danner vi en identitet; et billede af, hvem vi er, hvad vi føler og tænker. Udviklingen sker lige vi er spædbørn, op igennem børnehave og skole, videre på ungdomsuddannelsen og på arbejdsmarkedet; vi tænker stadig, hvad andre mon tænker om os. Vi beskytter, plejer og passer vores image, og vi klæder os på en bestemt måde, har en bestemt frisure for at signalere til omverden, hvem vi er, for vi skal jo helst skille os ud i mængden. Vi tænker vel, at vi stiger lidt i værdi, hvis vi er ganske særlige personer. I dag er vi samlet en mængde af meget forskellige personer.
Vi er vant til at skulle præstere noget, for hvad enten det er i skolen, på jobbet, eller livet som forældre bliver man målt og vejet og bedømt. Nogle dømmes hårdt, andre let. Nogle er gode til at få høje karaktere, velbetalte jobs, masser af succes, mens andre må nøjes med lidt mindre af det hele. Til trods for alle forskellige i udseende og lønninger, trods alle forskellige i talenter og evner eller X-factor, så er vi dog alle lige meget menneske, og vi er alle lige over for Gud.
Men det er sjældent nok for os: Vi stræber opad i livet, efter de bedre jobs, bedre leveforhold, bedre image, og vi kommer også til at stræbe i kirken. Stræbe efter at være bedre end andre, stræbe efter at komme nærmere Gud, stræbe efter at være mere end andre, ja, måske ligefrem mere kristen eller mere troende mere religiøs, som om, også livet og troen er en konkurrence.
De jøder, vi hørte om i evangelieteksten, stræbte også. De havde alt for høje tanker om sig selv, og deres tanker skyggede for sandheden. Det er nemt at tro på Jesus, når han siger det samme, som vi mener, men når han siger noget andet, er der ligesom en forvarsmekanisme hos os, der automatisk springer op og lukker af for hans ord. Det sker også, når vi fra andre hører noget, vi ikke bryder os om - så lukker vi af, for sandheden er ilde hørt, og det kan gøre ondt at få ren besked. Når Jesus siger, at jøderne skal blive frie, påstår han jo, at de ikke allerede er frie. De var nemlig blændet af at se på sig selv, men de var ikke frie, for de var bundet af deres måde at leve på; deres love og regler, deres tanker om dem selv, deres tro på, at de nok selv kunne klare sig i livet og overkomme tilværelsen.
Livet og troen er dog ikke en konkurrence; det drejer sig ikke om at have X-factor eller kunne nå længere i livet end alle andre. Jesus lagde aldrig vægt på, at folk skulle bevise noget eller gøre sig værd til at modtage hans kærlighed; han stillede ikke krav til at folk først skulle præstere noget helt særligt, for han var ikke dommer i et talentshow.
Jesus gik ikke op i, hvem der var særligt dygtig eller dydig, det optog ham ikke, hvem der havde mest magt og han oprettede ikke en fanklub for at hylde nogle særlige personer. Tværtimod snakkede han med dem, ingen andre snakkede med. Dem, der havde brug for at høre, at vi som mennesker har en særlig værdi, at vi alle er elsket af Gud, og at glæden, friheden og livet er for os alle. Jøderne havde ikke brug for at høre om de ting, for de troede, de havde styr på det hele, men mange andre kunne godt indse, at livet ikke altid gik, som de ønskede. At kærligheden kan gå i stykker, at venskaber bliver ødelagt, at man ikke altid føler sig elsket og at tilværelsen kan være en hård ting i hverdagen. I Jesus rækker Gud sin kærlighed ud til os, for at lære os, at den, der elsker, sætter andre i frihed. Den, der elsker tænker ikke på sin egen karriere men kun på, om andre har det godt. Den, der elsker er udsendt af Gud, den, der elsker har kun ét bud: Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv. Amen.
Læs prædikenteksterne til 4. s. e. Påske
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 52: Du Herre Krist; --- ; 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 69: Du fødtes på jord
Vi er vant til at skulle præstere noget, for hvad enten det er i skolen, på jobbet, eller livet som forældre bliver man målt og vejet og bedømt. Nogle dømmes hårdt, andre let. Nogle er gode til at få høje karaktere, velbetalte jobs, masser af succes, mens andre må nøjes med lidt mindre af det hele. Til trods for alle forskellige i udseende og lønninger, trods alle forskellige i talenter og evner eller X-factor, så er vi dog alle lige meget menneske, og vi er alle lige over for Gud.
Men det er sjældent nok for os: Vi stræber opad i livet, efter de bedre jobs, bedre leveforhold, bedre image, og vi kommer også til at stræbe i kirken. Stræbe efter at være bedre end andre, stræbe efter at komme nærmere Gud, stræbe efter at være mere end andre, ja, måske ligefrem mere kristen eller mere troende mere religiøs, som om, også livet og troen er en konkurrence.
De jøder, vi hørte om i evangelieteksten, stræbte også. De havde alt for høje tanker om sig selv, og deres tanker skyggede for sandheden. Det er nemt at tro på Jesus, når han siger det samme, som vi mener, men når han siger noget andet, er der ligesom en forvarsmekanisme hos os, der automatisk springer op og lukker af for hans ord. Det sker også, når vi fra andre hører noget, vi ikke bryder os om - så lukker vi af, for sandheden er ilde hørt, og det kan gøre ondt at få ren besked. Når Jesus siger, at jøderne skal blive frie, påstår han jo, at de ikke allerede er frie. De var nemlig blændet af at se på sig selv, men de var ikke frie, for de var bundet af deres måde at leve på; deres love og regler, deres tanker om dem selv, deres tro på, at de nok selv kunne klare sig i livet og overkomme tilværelsen.
Livet og troen er dog ikke en konkurrence; det drejer sig ikke om at have X-factor eller kunne nå længere i livet end alle andre. Jesus lagde aldrig vægt på, at folk skulle bevise noget eller gøre sig værd til at modtage hans kærlighed; han stillede ikke krav til at folk først skulle præstere noget helt særligt, for han var ikke dommer i et talentshow.
Jesus gik ikke op i, hvem der var særligt dygtig eller dydig, det optog ham ikke, hvem der havde mest magt og han oprettede ikke en fanklub for at hylde nogle særlige personer. Tværtimod snakkede han med dem, ingen andre snakkede med. Dem, der havde brug for at høre, at vi som mennesker har en særlig værdi, at vi alle er elsket af Gud, og at glæden, friheden og livet er for os alle. Jøderne havde ikke brug for at høre om de ting, for de troede, de havde styr på det hele, men mange andre kunne godt indse, at livet ikke altid gik, som de ønskede. At kærligheden kan gå i stykker, at venskaber bliver ødelagt, at man ikke altid føler sig elsket og at tilværelsen kan være en hård ting i hverdagen. I Jesus rækker Gud sin kærlighed ud til os, for at lære os, at den, der elsker, sætter andre i frihed. Den, der elsker tænker ikke på sin egen karriere men kun på, om andre har det godt. Den, der elsker er udsendt af Gud, den, der elsker har kun ét bud: Elsk Herren din Gud og din næste som dig selv. Amen.
Læs prædikenteksterne til 4. s. e. Påske
Salmer: 1. DDS 752: Morgenstund har guld i mund; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 52: Du Herre Krist; --- ; 4. DDS 192: Hil dig, frelser og forsoner; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 69: Du fødtes på jord
Tale til konfirmander
Kære konfirmander!
Hvad skal jeg sige?
Hvad skal jeg sige, når jeg ser hvor højt himlen strækker sig opad? Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at havet er så uendeligt dybt? Hvad skal jeg sige, når jeg hører fuglesang på en forårsdag, den glade snak uden for kirken, de forventningsfulde ansigter på kirkebænkene, ja, hvad skal jeg sige til jer 8 konfirmander, der sidder her midt i kirken?
Jeg har jo allerede sagt meget; søndag efter søndag har jeg stået deroppe på prædikestolen og forsøgt at fortælle om, hvordan kristendommen gi'r mening i hverdagen. Mange torsdag morgener har jeg talt til jer konfirmander om forskellige ting, nogle gange var det tunge emner, og nogle gange diskuterede vi livligt. Nogle gange talt vi højt til hinanden, og nogle gange var vi helt stille sammen. Det skete dog ikke så tit. For der er som regel altid et eller andet, man kan sige, og der er i hvert fald altid meget at spørge om, fx: "Hvor fandt Kain sin kone?" eller "Har Gud virkeligt skabt hele jorden på 6 dage?" eller "Hvad er vigtigst ved konfirmationen: Troen på Gud eller gaverne?” Ordene har været mange og har fyldt meget, og vi har fået nogle ord til at tale om det, vi måske ellers har svært ved at tale om og sætte ord på.
Nu er konfirmationsforberedelsen ovre, og I skal om lidt herop til alteret for at bekræfte jeres dåb. Men selvom forløbet er ovre, og selvom vi ikke længere skal mødes i konfirmandstuen tidlig torsdag morgen, mon I så ikke alligevel bliver ved med at tænke over livet, tænke over det med Gud og mennesker, tænke over, hvad kirke og kristendom betyder for jer?
Vi har mange gange været her i kirken til andagt og gudstjeneste, og om lidt oppe ved alterskranken skal vi sige trosbekendelsen og bede Fadervor. Trosbekendelsen er den tro, vi forholder os til, den tro vi bygger på her i kirken, og Fadervor er den bøn, der følger med lige fra barnedåben og ud i livet, hvor I end går hen. For livet er en vandring. Vi er alle gået fra at være børn, nu sidder I her som teenagere, og hvis I kigger op på jeres forældre ser I voksne personer; vi er altså en blandet flok i dag, men alle er vi stadig på vej. Nogle gange går vores vej ligesom op ad glædens strålende bakker, hvor glæden er størst og Gud føles allermest nærværende, men andre gange går vejen ned i sorgens dybe mørke dale, hvor Gud føles allermest fraværende. Hvad skal man så sige?
Jo, Fadervor har vi fået med på vandringen, så vi kan be’ den, både i tak til Gud, og når vi er vrede på Gud. Vilslev kirke er gammel, meget gammel. Meget ældre end de ældste her i kirken, meget ældre end præsterne på tavlen, ældre end orgelet, ældre en Vilslev landsby, ja, kirkebygningen her er nok det ældste levn fra 1100-tallet, som endnu bliver brugt ved livets begyndelse og afslutning. Vi samles altså her i rummet for at blive rummet med alle vore følelser, al vor tro, al vor tvivl. Og som I kan se, står den jo her endnu, og når jeres smart phones ikke længere duer, jeres cykler er rustede, jeres computeren blevet for gamle, mon så ikke kirken står her endnu og stadig kan holde til, at vi bruger den?
Kære konfirmander! I har gjort det godt! I har tænkt og talt, I har deltaget og taget ansvar for, at I i dag sidder her. I har alle nået at gå til 10 gudstjenester, og nogle af jer har endda sprængt rammerne og været her flere end 10 gange! Jeg er ikke i tvivl om, at vi også vil ses fremover, for der er meget mere at snakke om, meget mere at se og undre sig over, meget mere at høre på og tænke over. Derfor arrangerer vi fra kirkens side en tur til København i september, hvor I inviteres til tage på opdagelse blandt de forskellige kirker og trosretninger derovre. Så bygger vi oven på konfirmationsforberedelsen og ser og hører om ting, vi ikke lige har kunnet finde her i Vilslev. Det får I mere information om senere.
Men hvad skal jeg dog sige? Jo, nu ved jeg det: ”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde! / Da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, / på allerbedste måde.” (DDS 752, vers 4: Morgenstund har guld i mund). Amen.
Hvad skal jeg sige?
Hvad skal jeg sige, når jeg ser hvor højt himlen strækker sig opad? Hvad skal jeg sige, når jeg ser, at havet er så uendeligt dybt? Hvad skal jeg sige, når jeg hører fuglesang på en forårsdag, den glade snak uden for kirken, de forventningsfulde ansigter på kirkebænkene, ja, hvad skal jeg sige til jer 8 konfirmander, der sidder her midt i kirken?
Jeg har jo allerede sagt meget; søndag efter søndag har jeg stået deroppe på prædikestolen og forsøgt at fortælle om, hvordan kristendommen gi'r mening i hverdagen. Mange torsdag morgener har jeg talt til jer konfirmander om forskellige ting, nogle gange var det tunge emner, og nogle gange diskuterede vi livligt. Nogle gange talt vi højt til hinanden, og nogle gange var vi helt stille sammen. Det skete dog ikke så tit. For der er som regel altid et eller andet, man kan sige, og der er i hvert fald altid meget at spørge om, fx: "Hvor fandt Kain sin kone?" eller "Har Gud virkeligt skabt hele jorden på 6 dage?" eller "Hvad er vigtigst ved konfirmationen: Troen på Gud eller gaverne?” Ordene har været mange og har fyldt meget, og vi har fået nogle ord til at tale om det, vi måske ellers har svært ved at tale om og sætte ord på.
Nu er konfirmationsforberedelsen ovre, og I skal om lidt herop til alteret for at bekræfte jeres dåb. Men selvom forløbet er ovre, og selvom vi ikke længere skal mødes i konfirmandstuen tidlig torsdag morgen, mon I så ikke alligevel bliver ved med at tænke over livet, tænke over det med Gud og mennesker, tænke over, hvad kirke og kristendom betyder for jer?
Vi har mange gange været her i kirken til andagt og gudstjeneste, og om lidt oppe ved alterskranken skal vi sige trosbekendelsen og bede Fadervor. Trosbekendelsen er den tro, vi forholder os til, den tro vi bygger på her i kirken, og Fadervor er den bøn, der følger med lige fra barnedåben og ud i livet, hvor I end går hen. For livet er en vandring. Vi er alle gået fra at være børn, nu sidder I her som teenagere, og hvis I kigger op på jeres forældre ser I voksne personer; vi er altså en blandet flok i dag, men alle er vi stadig på vej. Nogle gange går vores vej ligesom op ad glædens strålende bakker, hvor glæden er størst og Gud føles allermest nærværende, men andre gange går vejen ned i sorgens dybe mørke dale, hvor Gud føles allermest fraværende. Hvad skal man så sige?
Jo, Fadervor har vi fået med på vandringen, så vi kan be’ den, både i tak til Gud, og når vi er vrede på Gud. Vilslev kirke er gammel, meget gammel. Meget ældre end de ældste her i kirken, meget ældre end præsterne på tavlen, ældre end orgelet, ældre en Vilslev landsby, ja, kirkebygningen her er nok det ældste levn fra 1100-tallet, som endnu bliver brugt ved livets begyndelse og afslutning. Vi samles altså her i rummet for at blive rummet med alle vore følelser, al vor tro, al vor tvivl. Og som I kan se, står den jo her endnu, og når jeres smart phones ikke længere duer, jeres cykler er rustede, jeres computeren blevet for gamle, mon så ikke kirken står her endnu og stadig kan holde til, at vi bruger den?
Kære konfirmander! I har gjort det godt! I har tænkt og talt, I har deltaget og taget ansvar for, at I i dag sidder her. I har alle nået at gå til 10 gudstjenester, og nogle af jer har endda sprængt rammerne og været her flere end 10 gange! Jeg er ikke i tvivl om, at vi også vil ses fremover, for der er meget mere at snakke om, meget mere at se og undre sig over, meget mere at høre på og tænke over. Derfor arrangerer vi fra kirkens side en tur til København i september, hvor I inviteres til tage på opdagelse blandt de forskellige kirker og trosretninger derovre. Så bygger vi oven på konfirmationsforberedelsen og ser og hører om ting, vi ikke lige har kunnet finde her i Vilslev. Det får I mere information om senere.
Men hvad skal jeg dog sige? Jo, nu ved jeg det: ”Gå da frit / enhver til sit / og stole på Guds nåde! / Da får vi lyst og lykke til / at gøre gavn, som Gud det vil, / på allerbedste måde.” (DDS 752, vers 4: Morgenstund har guld i mund). Amen.
