Det er en mærkelig verden, vi lever i; imens verdenssundhedsorganisationen kæmper for at udbrede vacciner og forbedre leveforhold for både rige og fattige, er der andre, som kæmper imod vacciner og konventionel medicin. Det er faktisk ikke mere end et par generationer siden, at medicin og lægehjælp blev almindeligt udbredt, men der går en lang, lang historie forud for det sundhedsvæsen og sygehussystem vi har i dag. Trods alle dets fejl og mangler er vort samfund dog bedre end dengang, Jesus mødte ti spedalske, der stod ved en vejkant.
De var blevet frosset ude af samfundet, for at isolere deres sygdom og mindske risiko for smitte; for deres sygdom var forfærdelig, smitsom og farlig, og man vidste ikke, hvad man skulle gøre ved de syge, så de blev isoleret uden for byens mure, og så kunne de tigge sig til det daglige brød hver en dag frem til deres død. Blev man først syg af spedalskhed, var alt håb ude; det var bogstaveligt talt en dødsdom – og man blev lukket ude af alle de fællesskaber, man før havde haft så naturligt. Venner, naboer, kollegaer, familie – alle ville med ét forsvinde; for alles sikkerheds skyld.
Derfor var det også et stort mirakel, da Jesus bare sådan uden videre helbredte de 10 spedalske og lod dem gå hjem til alt det og alle dem, de før havde været afskåret fra. Jesus havde som Guds søn nemt ved at helbrede og kurere alle de syge for alle mulige sygdomme, handicaps og skavanker. Så nemt har det ikke været for dem, der valgte at følge i Jesu fodspor og bruge hele deres liv på kristendommen. Mange kristne er igennem tiden blevet inspireret af, at Jesus helbredte mennesker, og munke og nonner begyndte for mange hundrede år siden at opfinde måder, de kunne hjælpe andre på. Derved fandt man ud af, at forskellige urter har forskellige positive virkninger på alt fra maveonde til tandpine og kvalme og meget andet. Efterhånden som kristendommen kom ud over hele verden, blev der bygget klostre og kirker hvor nonner og munke dyrkede helbredende planter og forskellige gode afgrøder.
På den måde blev der skabt et grundlag for det, der siden er blevet udviklet til sygehusvæsenet og velfærden i vort samfund. Og man kan undre sig over, at man ikke også i andre samfund og stater, der kalder sig kristne, har formået at opbygge et system for syge og lidende, så alle har lige ret og gratis adgang til lægehjælp. I Europa og Danmark er den kristne kultur i høj grad forbundet med, at vi naturligvis skal hjælpe dem, der har brug for det – og det er da en smuk arv efter Jesus. Selvom vi ikke kan helbrede, som han gjorde det, kan vi alligevel være med til at give mennesker en ny chance i en ny tilværelse. Det sker heldigvis meget ofte, at lægerne gør utrolige ting, så mange kan vende tilbage til en tilværelse, de før var afskåret fra enten fysisk eller psykisk.
Samfundet er dog ikke vores frelser eller Herre, så lad os igen vende tilbage til den situation Jesus stod i; godt nok havde han helbredt 10 alvorligt syge personer, men kun 1 vendte tilbage for at takke ham. Han undrede sig endda over, at de 9 andre ikke kom tilbage. Måske var han for optimistisk, for vi ved da godt, at folk ofte er dårlige til at få sagt tak og at de for det meste er utaknemmelig skarn! Ja, så er det sagt.
Er det ikke nemt bare sådan at skælde ud på andre folk? Nemt og bekvemt, og så kan vi jo pudse vores egen glorie. Vi må jo nok indrømme, at vi heller ikke selv er alt for gode til at huske at takke for de små og store ting, vi får i løbet af en dag. Egentlig burde vi jo vågne op til en ny dag og takke Gud, at en ny dag er blevet os givet. I stedet vælter vi ud af sengen og trækker os hen til kaffemaskinen for at kunne blive vågen nok til at sætte morgenmad på bordet. Ja, det kan godt være, vi er for dårlige til at få sagt tak til Gud i hverdagen, og det kan også være, vi ikke får sagt tak til vore børn eller ægtefælle eller forældre, men netop derfor har vi en gudstjeneste søndag formiddag, så vi i det mindste engang imellem lige samler os om, at vi har en Gud i himlen at takke for livet, kærligheden håbet og troen. En Gud, der ikke bare forskanser sig i himlene, men som kom til syne med et menneskeligt ansigt i form af Jesus. Ham har vi ikke set med vore egne øjne, men vi har hørt, hvad han gjorde og hvad han stadig formår: At helbrede og vække troen i os. Tro og taknemmelighed hænger tæt sammen. Hvis ikke vi troede, det gode kom fra Gud, hvorfor skulle vi så sidde her i kirken og bruge tid på at takke ham?
Som de 10 spedalske råbte på Jesus og hans barmhjertighed, medfølelse og medlidenhed, sådan må også vi råbe til Jesus og bede om, at han vil gribe ind i vore liv og hjælpe os på vej med at gøre troen stærkere og håbet dybere og ikke mindst lade kærligheden vokse til himmelske højder. Det kan godt være, vi ikke er læger eller har forstand på at helbrede fysiske skavanker, men vi kan være til stede over for andre på en måde, der vil lindre mange smerter. Vi kan lukke folk ind i fællesskab; vi kan se andre som ligeværdige og vi kan række hånden ud med Ånden fra Gud og være en håndsrækning fra Jesus, hvor end vi går og står, hvor vi end bor og lever. Ja, livet er stort, og der er meget at takke for. Lad os begynde der. Amen.
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste er søndag den 29. september kl. 10.30 v. Pernille
Høstgudstjeneste søndag d. 22. september 2019 kl. 11 i Vilslev Kirke
Samtidig med uddelingen af salmebøger, uddeles også et papirlap til hver kirkegænger samt en blyant. Før præludium fortæller jeg, hvad der skal ske:
I skulle gerne alle have fået et stykke papir og en blyant. Dagens tema er taknemmelighed. I løbet af gudstjenesten har I mulighed for at skrive nogle af de ting ned, som I er taknemmelige for. I løbet af gudstjenesten er I velkomne til at skrive, hvad I er taknemmelig for, og efter prædiken går jeg rundt med to hatte og samler sedlerne ind. Husk at skrive tydeligt! Sedlerne læser jeg op efter nadveren. På den måde kan vi dele med hinanden, hvad vi er taknemmelige for – og på den måde kan vores taknemmelighed vokse ligesom også vort fællesskab kan blive beriget.
præludium: Almatra spiller 1. salme 729 Nu falmer skoven - Almatra akkompagnerer 2. salme Vi finder fred i kirken – orgel 3. salme 728 Du gav mig o Herre en lod af din jord – orgel - prædiken Ole samler sedler ind med folks tak på - musik til refleksion ved Almatra - Ole skal have festmessehagel på - 4. salme 731 Nu står der skum fra bølgetop - Almatra akkompagnerer - musik under altergang: Almatra 5. salme 477 Som korn fra mange marker - Almatra akkompagnerer 6. salme 730 Vi pløjed og vi så’de – orgel postludium: Almatra mens folk drikker kirkekaffe og lokaldyrket vin spiller Almatra lidt mere inde i kirken
I dag er vi mødt op med hinanden i Vilslev Kirke for at finde tid og rum til at sige tak. Derfor har I også fået sedler udleveret, hvorpå I kan skrive nogle af de ting, I er taknemmelige for. Som vi ved fra vores opdragelse, er det vigtigt at sige tak, selvom vi ikke altid får det gjort. Fik vi sagt ordenligt tak til vore forældre for at have sat os i verden og for deres omsorg og kærlighed; tak for alt, hvad de ofrede for vores skyld, alle deres drømme og ønsker, som de satte til side, imens vi var børn og unge? Har vi fået sagt tak til vore kammerater, venner, kollegaer, naboer, søskende, vore kære og nære og andre omkring os, som holder os ud i det daglige, og som giver os rum og plads til at leve og være som dem, vi nu engang er? Husker vi at takke dem i Brugsen, når de slider og slæber, så vi kan købe både det nødvendige og unødvendige herude i vort lille sogn? Måske synes man ikke, der er noget at takke for, men måske er det fordi, vi ikke altid husker, hvor godt vi egentlig har det; hvor meget vi har at være taknemmelige for.
Vi kan blive klogere på, hvor godt vi har det ved at se hen til andre steder og andre tider. Lad os tage til Israel og skrue tiden et par tusinde år tilbage. Folk var dengang stort set, som vi er i dag; ligesom os levede de et almindeligt menneskeliv og de havde de tanker, følelser, drømme og håb; de levede deres dagligdag med arbejde og familie. Troen på Gud var almindelig, som den er for os; mange brugte dengang templet som en del af kulturen og traditionen, ligesom mange her til lands bruger kirken. Men når nøden rammer, ved man nok, hvor man skal søge hen. Sådan var det også for de 10 alvorligt syge personer, som en dag midt i deres nød og elendighed og uendelige håbløshed ligefrem råbte på Jesus og bad ham om at helbrede, hvad hverken læger eller naturmedicin kunne kurere.
De var ramt af spedalskhed, som stadig er en forfærdelig sygdom. Den er nu er udryddet i Vesten, men rammer stadig rundt omkring i verden; sygdommen kan dog i dag kureres med medicin. Den medicin havde man ikke for 2000 år siden i Israel. Man kendte ikke til andre metoder end at isolere de syge; og så blev de syge afskåret fra hele det liv og alle dem, de havde levet sammen med; ud af samfundet, ud af fællesskabet, ude af øje – ude af sind. Det var en hård dom, men der var ikke andet at gøre.
De ti spedalske havde ikke andre at være sammen med end andre med samme sygdom. Sygdommen blev en del af deres identitet og hverdag, og de måtte tigge sig til mad og fornødenheder. Ak ja, der er stadig folk i vort land, der må tigge – og man må undre sig over, hvorfor vi endnu ikke har løst udfordringerne med, at nogle har meget mens andre intet har. De ti anråbte den ene Guds søn, der kom spankulerende med sine venner, og de råbte, om han ikke nok ville forbarme sig over dem. At forbarme sig og vise barmhjertighed er gamle ord for at vise omsorg og at hjælpe den nødlidende. Selvfølgelig ville Jesus det, og han råbte, at de skulle gå hen at blive undersøgt for deres sygdom. De gjorde, hvad han sagde, for hans ord gav dem håb. De ti var blevet helbredt, og Jesus havde knapt rørt en finger. Det helt vidunderlige var sket, og glæden var stor for dem, der var blevet benådet af Gud selv. De 9 helbredte skyndte sig straks tilbage til det liv og de mennesker, de havde være nødt til at forlade. Kun 1 vendte tilbage for at takke, og kun han fik et ord med på vejen om, at han skulle gå ind i livet igen med Guds fred. Der er i denne episode en masse at undre sig over.
Hvorfor vendte den ene tilbage for at takke Jesus. De vidste vel alle sammen, at de var blevet helbredt af Guds ånd; ingen andre kunne jo have gjort det. Var denne ene en ganske særlig religiøs og from person? Nej, han var samaritaner, og de andre var jøder, så han var en fremmed og troede noget andet om Gud end de andre. Hvor meget skal der til, før man føler en inderlig trang til at sige tak? Måske er det bare et grundlæggende vilkår, at kun 10% af mennesker formår at sige pænt tak? Nogle gange kunne man godt få dén tanke, men måske handler det i stedet om, at mange ikke regner det for noget at sige tak til Gud. Selvom Gud har givet os en ny morgen, hvor vi kan leve, husker vi så at takke ham?
Mennesker er utroligt glemsomme, og jeg tror egentlig ikke, at den manglende taknemmelighed skyldes hårde hjerter eller uvilje mod Gud, men ganske enkelt glemsomhed og optagethed af andre ting; det gode vi vil, det gør vi ikke. Straks vi vågner, kan tankerne jo begynde at tage fat på planerne for dagen; straks vi har fået én gave kan tankerne begynde at tænke på den næste, i stedet for at takke for det, man lige har fået. Der ligger i os en indbygget længsel, der trækker os afsted. Når vi derfor samles her i kirken så er det også for at have en fysisk ramme, hvor vi ikke skal tænke på alt muligt andet, men faktisk får givet en lille time til at lægge alt andet fra os. Nogle bruger gudstjenesten til at finde ro i en travl hverdag; andre får et frirum fra at tænke på sygdom, dårlig økonomi, modgang og besværligheder. Og det er fint; Gud ønsker ikke, at vi skal være bebyrdede eller kede af det eller være nedbøjede under tunge, triste tanker eller modløshed og opgivenhed. Tværtimod. Han vil løfte os op, give os overskud, udøse sin kærlighed hver en ny dag; lyse sin velsignelse over os. Gid vi dog må få øjne til at se hans herlighed og kærlighed i det store og små. Gid, at vores tro må blive lille nok til, at vi søger kirken og her bliver åbne for Guds barmhjertighed, så vi finder fred med hinanden og den skæbne, vi har med os.
Vi skal i dag takke Gud for hans barmhjertighed, hans medfølelse og medlidenhed; takke for alt det, vi har fået givet både til eje og til leje – såvel livet som jorden som alle vore dem, vi kender. Lad os ikke holde alle disse velsignelser for os selv, men lad os brede dem ud og række dem videre til andre, der også har brug for en håndsrækning, et håb, en trøst og et opløftende ord på vejen. Vi er samlet her for at takke, som den ene spedalske, der faldt på knæ for frelseren. Derfor lyder også de gamle ord til os med en nutidig stemme: Stå op, gå herfra. Din tro har frelst dig. Amen.
MEDDELELSER
Først vil jeg begynde med at sige tak til duoen Almatra fordi de vil spille for os i dag og både løfte salmesangen og krydre vore ører med god musik.
Næste weekend holder jeg fri, og der er gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) v. Katrine Gaub. Hun holder også gudstjeneste i Gredstedbro kl. 11, hvor der er høstgudstjeneste og menighedsmøde.
Vi inviterer også på filmaften onsdag den 25. september kl. 19 i Sognehuset, hvor vi skal se filmen ”Unge Astrid” om Astrid Lindgren.
Efter gudstjenesten i dag er der vinsmagning af lokale vinavlere. Jer vil jeg også takke for, at I igen i år stiller op til vores høstarrangement.