I mit barndomshjem havde min mor fået et broderi af sin mor, og det stod indrammet i et stuevindue. Ordene læste jeg tit og tænkte meget over dem. Måske har I hørt dem før:
”For penge kan man købe:
Pynt, men ikke skønhed
Medicin, men ikke helbred
En seng, men ikke søvn
Mad, men ikke appetit
Luksus, men ikke kultur
Bøger men ikke kløgt
Et hus, men ikke et hjem
Fornøjelser, men ikke lykke”
Og det er jo sandt, at man ikke kan købe sig til de væsentligste ting i livet, men alligevel er det så dybt indlejret i os, at vi skal arbejde for at tjene penge, så vi kan sikre vore livsvilkår.
Min slægt stammer fra Børsmose, et stykke hedeområde mellem Oksbøl og vesterhavet, og da jeg studerede slægtens forhold et par hundrede år tilbage slog det mig, at de virkelig sled og slæbte på en måde, som de færreste af os i dag kan forstå. Måske kan I selv huske dengang, I som børn skulle hjælpe til derhjemme. Alt skulle klares ved håndkraft, og især i sommerens hede, når dyrene skulle fodres, marken høstes med le (jølle) – eller selvbinder, hvis man var så heldig -, negene tærskes med plejl osv. Jeg kender det kun som historier fra min far, men I nogle af jer har selv oplevet at skulle hakke endeløse rækker af roer, binde neg og endda nå at flytte kvæg og får inden man kunne komme i skole. Sådan arbejdede de små og store derhjemme for at få det hele til at løbe rundt; hvem af os unge kan forstå det i dag?
Der slev svedt i det gamle arbejdstøj, så svedskjolderne næsten ikke kunne vaskes af i gruekedlen; dagene begyndte tidligt og sluttede sent; maden var så god, som mor kunne lave den med de ting, hun havde til rådighed, og indtægterne var så gode som far nu engang kunne få solgt til gode priser. Men intet var sikkert dengang, men man måtte virkelig hænge i og klare sig selv. Ve den stakkel, hvis gård brændte eller hvis kone døde og manden stod alene med en flok børn. Dengang betød én ulykke, at flere ulykker ville komme til.
Men det er efterhånden længe siden. Nu er det heldigvis de færreste, der skal knokle for føden og for at holde tag over hovedet. Vi har langt bedre vilkår end mange generationer før os. Og det skyldes ganske enkelt, at nogle før os led afsavn; at der blev oprettet andelsselskaber og fællesskaber omkring produktion; og det skyldes, at politikere så en fordel i at have raske borgere, der kunne arbejde trofast og leve godt og sundt. Her på plejehjemmet kan man så tænke tilbage på de enorme forandringer, der er sket især de seneste 50 år. Det er jo næsten ikke til at forstå, og man kan da godt blive bekymret for, hvad fremtiden vil bringe os. Er der mere godt på vej, bliver alt bedre – eller går det tværtimod den anden vej, mod det ringere? Vi ved det ikke, men det er pudsigt, at vi selv i vores velfærdssamfund stresser og jager efter at tjene mange penge og samle megen gods og rigdom.
Jesus bliver lidt grov i munden i dag, fordi han slår ned på det, som til alle tider har kendetegnet mennesker: At vi gerne vil hytte vort eget først og sidst. Det er så utroligt vanskeligt at tænke på andre; og vi kan tænke alt muligt om, at de andre selv er skyld i deres lidelser og fattigdom. Selvom vi jo inderst inde godt ved, at det ikke er helt sandt. Ingen kan jo fuldstændigt styre sit eget liv; det ved vi af egen erfaring. Alligevel er der mange, der jager efter rigdom og berømmelse for deres egen skyld; det bliver deres lille egoistiske livsprojekt, og det har hverken Paulus eller Jesus noget til overs for.
Paulus siger det kort og hårdt: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Og der rammer han et ømt punkt hos mange i vores moderne samfund. Kærlighed til penge er blevet til politiske tiltag om, at både plejehjem og børnehaver skal spare; for når kærlighed til penge bliver større, så bliver kærligheden til mennesker mindre. Der er ikke noget galt med at tjene penge eller have sig et arbejde og at få løn, men det går galt, når man forelsker sig i lønsedlens størrelse og mere elsker duften af mønter end af frisk luft. Når først penge bliver mere værd end mennesker, så mister vi vores værdi, og så er det nemt at se, hvilke grusomheder, der ligger forude. Derfor må vi fastholde kærligheden til mennesker som det øverste princip af alt. Ja, selv i Bibelen står, at Gud er kærlighed, og at alt vi skal gøre er at elske Gud og vores næste. Vore timer skal ikke tælles i penge, og vores kærlighed må ikke gå til mammon. Tværtimod må vi altid se på hinanden med kærlighedens briller og lære hele tiden at dele med hinanden. For det er ved at give, at vi bliver virkeligt rige. Giv tid, giv penge, giv tilgivelse, giv opmærksomhed. Alt, hvad vi har, har vi fået til låns. Lad os derfor bruge det til at gøre livet bedre for hinanden.
Man kan godt få den tanke, at man ikke har noget at bidrage med. Men tænk, den fattige enke gav blot en mønt af et par øres værdi, og Herren roste hende. Vi har alle lidt at give, om det så bare er et smil, et håndtryk, en hilsen. Alt, hvad vi gør, skal vi gøre for Herren, for alt hvad vi er, er vi i kraft af Hans nåde.
Den rige bonde troede, han havde magten i sit eget liv og kunne leve, som han ville; og han ville ikke bidrage. Men det er griskhed og hovmod, og som vi ved, står hovmod for fald. Lad os derfor være ydmyge over for vore talenter og vore småmønter, og lad os bruge dem med omtanke på hinanden. Vi er her jo alle på samme vilkår, med en fælles skæbne – men også med et fælles håb til, at Jesus vil trøste de sørgende, genrejse de faldne, være frelser for fortabte, styrke troen hos de tvivlende og give håb til de modløse. Vi kan ikke betale penge for det håb, vi har i Kristus; for han tager hverken kontanter eller mobile pay, men han tager imod vore bønner, og han tager imod vort bøjede hoved og urolige hjerte. Det må vi forlade os på og leve på. I Jesu navn. Amen.
Bibeltekster
Salmer: 1) 45: Vågn op, og slå på dine strenge; 2) 321: O kristelighed; ---; 3) 364: Al magt i himlen og på jorden; 4) 725: Det dufter lysegrønt
”For penge kan man købe:
Pynt, men ikke skønhed
Medicin, men ikke helbred
En seng, men ikke søvn
Mad, men ikke appetit
Luksus, men ikke kultur
Bøger men ikke kløgt
Et hus, men ikke et hjem
Fornøjelser, men ikke lykke”
Og det er jo sandt, at man ikke kan købe sig til de væsentligste ting i livet, men alligevel er det så dybt indlejret i os, at vi skal arbejde for at tjene penge, så vi kan sikre vore livsvilkår.
Min slægt stammer fra Børsmose, et stykke hedeområde mellem Oksbøl og vesterhavet, og da jeg studerede slægtens forhold et par hundrede år tilbage slog det mig, at de virkelig sled og slæbte på en måde, som de færreste af os i dag kan forstå. Måske kan I selv huske dengang, I som børn skulle hjælpe til derhjemme. Alt skulle klares ved håndkraft, og især i sommerens hede, når dyrene skulle fodres, marken høstes med le (jølle) – eller selvbinder, hvis man var så heldig -, negene tærskes med plejl osv. Jeg kender det kun som historier fra min far, men I nogle af jer har selv oplevet at skulle hakke endeløse rækker af roer, binde neg og endda nå at flytte kvæg og får inden man kunne komme i skole. Sådan arbejdede de små og store derhjemme for at få det hele til at løbe rundt; hvem af os unge kan forstå det i dag?
Der slev svedt i det gamle arbejdstøj, så svedskjolderne næsten ikke kunne vaskes af i gruekedlen; dagene begyndte tidligt og sluttede sent; maden var så god, som mor kunne lave den med de ting, hun havde til rådighed, og indtægterne var så gode som far nu engang kunne få solgt til gode priser. Men intet var sikkert dengang, men man måtte virkelig hænge i og klare sig selv. Ve den stakkel, hvis gård brændte eller hvis kone døde og manden stod alene med en flok børn. Dengang betød én ulykke, at flere ulykker ville komme til.
Men det er efterhånden længe siden. Nu er det heldigvis de færreste, der skal knokle for føden og for at holde tag over hovedet. Vi har langt bedre vilkår end mange generationer før os. Og det skyldes ganske enkelt, at nogle før os led afsavn; at der blev oprettet andelsselskaber og fællesskaber omkring produktion; og det skyldes, at politikere så en fordel i at have raske borgere, der kunne arbejde trofast og leve godt og sundt. Her på plejehjemmet kan man så tænke tilbage på de enorme forandringer, der er sket især de seneste 50 år. Det er jo næsten ikke til at forstå, og man kan da godt blive bekymret for, hvad fremtiden vil bringe os. Er der mere godt på vej, bliver alt bedre – eller går det tværtimod den anden vej, mod det ringere? Vi ved det ikke, men det er pudsigt, at vi selv i vores velfærdssamfund stresser og jager efter at tjene mange penge og samle megen gods og rigdom.
Jesus bliver lidt grov i munden i dag, fordi han slår ned på det, som til alle tider har kendetegnet mennesker: At vi gerne vil hytte vort eget først og sidst. Det er så utroligt vanskeligt at tænke på andre; og vi kan tænke alt muligt om, at de andre selv er skyld i deres lidelser og fattigdom. Selvom vi jo inderst inde godt ved, at det ikke er helt sandt. Ingen kan jo fuldstændigt styre sit eget liv; det ved vi af egen erfaring. Alligevel er der mange, der jager efter rigdom og berømmelse for deres egen skyld; det bliver deres lille egoistiske livsprojekt, og det har hverken Paulus eller Jesus noget til overs for.
Paulus siger det kort og hårdt: Kærlighed til penge er roden til alt ondt. Og der rammer han et ømt punkt hos mange i vores moderne samfund. Kærlighed til penge er blevet til politiske tiltag om, at både plejehjem og børnehaver skal spare; for når kærlighed til penge bliver større, så bliver kærligheden til mennesker mindre. Der er ikke noget galt med at tjene penge eller have sig et arbejde og at få løn, men det går galt, når man forelsker sig i lønsedlens størrelse og mere elsker duften af mønter end af frisk luft. Når først penge bliver mere værd end mennesker, så mister vi vores værdi, og så er det nemt at se, hvilke grusomheder, der ligger forude. Derfor må vi fastholde kærligheden til mennesker som det øverste princip af alt. Ja, selv i Bibelen står, at Gud er kærlighed, og at alt vi skal gøre er at elske Gud og vores næste. Vore timer skal ikke tælles i penge, og vores kærlighed må ikke gå til mammon. Tværtimod må vi altid se på hinanden med kærlighedens briller og lære hele tiden at dele med hinanden. For det er ved at give, at vi bliver virkeligt rige. Giv tid, giv penge, giv tilgivelse, giv opmærksomhed. Alt, hvad vi har, har vi fået til låns. Lad os derfor bruge det til at gøre livet bedre for hinanden.
Man kan godt få den tanke, at man ikke har noget at bidrage med. Men tænk, den fattige enke gav blot en mønt af et par øres værdi, og Herren roste hende. Vi har alle lidt at give, om det så bare er et smil, et håndtryk, en hilsen. Alt, hvad vi gør, skal vi gøre for Herren, for alt hvad vi er, er vi i kraft af Hans nåde.
Den rige bonde troede, han havde magten i sit eget liv og kunne leve, som han ville; og han ville ikke bidrage. Men det er griskhed og hovmod, og som vi ved, står hovmod for fald. Lad os derfor være ydmyge over for vore talenter og vore småmønter, og lad os bruge dem med omtanke på hinanden. Vi er her jo alle på samme vilkår, med en fælles skæbne – men også med et fælles håb til, at Jesus vil trøste de sørgende, genrejse de faldne, være frelser for fortabte, styrke troen hos de tvivlende og give håb til de modløse. Vi kan ikke betale penge for det håb, vi har i Kristus; for han tager hverken kontanter eller mobile pay, men han tager imod vore bønner, og han tager imod vort bøjede hoved og urolige hjerte. Det må vi forlade os på og leve på. I Jesu navn. Amen.
Bibeltekster
Salmer: 1) 45: Vågn op, og slå på dine strenge; 2) 321: O kristelighed; ---; 3) 364: Al magt i himlen og på jorden; 4) 725: Det dufter lysegrønt
