Jesus i Martha og Marias hus. Maleri af Erasmus Quellinus II og Adriaen van Utrecht, første halvdel af 1600-tallet. Kilde: Wikimedia Commons.
15. søndag efter Trinitatis, 25. september 2022, kl. 9.30 Vilslev (uden nadver), kl. 11 Hunderup. SALMER: 392: Himlene Herre - 937: Gud i dine hænder - 52: Du Herre Krist – prædiken - 165: Et fornødent er det ene – (477: Som korn på mange marker) - 11: Nu takker alle Gud
INTRO GT
Fra GT skal vi i dag høre et kort uddrag af salme 73. Den er skrevet af Kong David, der også kaldes Salmisten, fordi han skrev 150 salmer. I denne salme lægger han vægt på, at al hans rigdom på jorden er ingenting i forhold til hans tro på, at Gud i himlen holder fast i hans højre hånd hver dag livet igennem uanset om der er medgang eller modgang. Hør blot, hvad salmisten skriver:
INTRO NT
Nu skal vi fra NT høre en episode fra Filips liv. Filip var en af Jesu 12 udvalgte apostle, og efter Jesu død, opstandelse og himmelfart blev Filip sendt ud for at møde en mand fra Etiopien. Etiopieren var en mægtig mand ved dronningens hof, og han ville gerne forstå det, han læste hos profeten Esajas i GT. Filip forkyndte, forklarede og fortalte, og manden blev omvendt til den kristne tro og blev døbt. Det er nok ud fra denne tekst, at mange kristne mener, at kun voksne bør blive døbt, fordi de så selv kan sige ja til, om de tror og dermed ønsker dåben. Men hør nu blot denne hellige lektie, der skrives i Apostlenes Gerninger:
PRÆDIKEN
I dag vil jeg gerne begynde med hele pointen for min prædiken: Sørg for, at jeres kaffe eller te ikke bliver kold. Nogle gange går det galt for mig, og så må jeg hælde en halv kop kaffe ud, fordi jeg har været uopmærksom og ikke sørget for at drikke min kaffe. Jeg har været opslugt af noget andet og har f.eks. snakket for meget og lyttet for lidt. Det er en klassisk fejl; vi har jo dog kun én mund, men to ører. For det meste skal man sørge for at drikke sin kaffe og lytte med begge ører. Selvfølgelig må man gerne tale, men sidder man sammen med andre over en kop dejlig dampende varm drik, så må man ikke lade munden løbe. Kaffen bliver kold ligesom folks interesse for det, man siger. Det er ikke en råd, jeg selv har fundet på, for et stammer fra Morten Münster[1], der bruger sit liv på at undersøge ledere og ledelse i især danske kommuner, offentlige virksomheder og private firmaer. Ingen går ram forbi; han har en skrap sans for at finde de mange fælder når man gerne vil gøre alt det gode i organisationssammenhænge, men rammer muren med kold kaffe og uinteresserede kunder. Derfor, og det gælder især mig selv: Sørg for, at din kaffe ikke bliver kold!
Måske er det især vigtigt at nyde de varme ting i denne kolde tid. Varme bliver mere og mere en luksusvare, noget som kun få har adgang til. Sådan kan det også føles med troen, dåben, håbet og kærligheden; at det kun er for de få, som på en eller anden måde har fået en særlig adgang til det. Jeg kender nogle, som siger, at de ikke kan tro, men at de ville ønske, at de kunne. Og jeg kender nogle, der synes, at alt håb er ude, og jeg kender nogle, som bøvler med kærligheden og føler, at livets muligheder går forbi næsen på dem. Der findes mange mennesker med kriser i livet, smerter i hjertet, hovedet fyldt med bekymringer; der er nok, som lider af søvnløse nætter, manglende overskud og ondt i maven over noget, man ikke kan sætte ord på. Det er ikke alt, der kan eller skal arbejdes væk; og selvom det kan være godt at glemme sig selv, når man knokler løs, så skal man også drage omsorg for, hvordan man har det og lytte efter de signaler som både krop og sind sender ud. Svend Brinkmann er professor i psykologi og har i en del år efterhånden undersøgt og også kritiseret vores nutidige måde at være samfund på. Han har bemærket det temmelig underlige i, at vi har fået en masse hjælpemidler for at frigive mere tid til os selv frem for at bruge tid på at vaske op, vaske tøj, støvsuge osv., men alligevel løber vi hurtigere for at nå andet og mere. Hans råd er, at vi bliver nødt til at insistere på at få (mere) tid til at tænke os om og gøre tingene langsommere.[2] For selvom vi gør ting hurtigt, er det ikke nødvendigvis gjort med en stor kvalitet. Leg og samtaler, elskov og moralske refleksioner kræver tid, indlevelse og fordybelse. Hastigheden er sat op på alt lige fra hurtige løsninger på energikrise, klimakrise, demokratikrise til personlige krise som f.eks. krise over død, tab og sygdom. Det er ikke så underligt, at flere end nogensinde før lider af stress, udbrændthed, depression, angst og adskillelige andre psykiske lidelser. For vi er holdt op med at være opmærksomme og umage lyttere med varm kaffe, og er blevet til højhastighedskonkurrerende forbrugere af både tid, penge og hinanden med ti kopper kold kaffe placeret rundt i hele sognet.
Jeg ved godt, at det er sat på spidsen som en karikatur, men der er noget om sagen. Det kan være enormt angstprovokerende at se en tom dag i sin kalender, for er er mon nu noget, man har glemt? Skulle man ikke også lige – burde man ikke også lige – nå dét og dét og dét? Sådan tænker også nogle af biskopperne, for Viborgs biskop, Henrik Wigh-Poulsen skrev i fredagens Kristeligt-Dagblad[3] om, at hans kalender efterhånden var så fyldt med møder og gøremål, at han måtte til at holde møde mandag morgen kl. 7! Han skrev med vrede og afvæbnet afmagt: (citat start) ”For sådan er det blevet. Der laver vi jo ikke noget alligevel. Andet end at spise morgenmad, være i brusebad, tage tøj på, læse avis, kysse konen farvel eller måske, for mit eget vedkommende og hvis mine gamle ben ellers vil bære, at bevæge mig i noget, der ligner løbetempo langs skov og strand.” (citat slut). Vi møder os ihjel, kunne man sige, og på arbejdets hellige alter ofrer vi vores dem, vi har nær og kær. Der er en usund tendens i vores tid, som rammer både høj og lav, unge og ældre, biskopper og sognepræster. Vi har alt for travlt – men sådan burde det ikke være. Har vi da slet intet lært af Maria? Vi løber jo alle rundt som Martha’er i al vores forventningsfulde travlhed med bekymringer i hovedet og uro i hjerterum og mavefornemmelsen. Salmisten skrev om en Gud i himlen, der omfavner hele Skaberværket, og hofmanden sad i sin vogn og lyttede til den begejstrede Filip, der talte om livets fylde; om tro, håb og kærlighed med sådan en glød og glæde, at hofmanden sagde ja til at lægge sit liv om og leve med større tro og mere nærvær. Maria satte sig ved Mesterens fødder og lod opvasken stå sammen med sin fortravlede søster Martha, der sled for at slide og slæbte for at blive krumrygget uden at hun kunne arbejde sig til den sjælefred, som Maria blev fyldt af gennem hendes to ører. Dér sad hun på gulvet og lyttede, måske med en varm drik i hænderne, der aldrig blev kold. Hendes hænder var varme ved drikken, og hende hjerte blev varm ved ordene; blodet pumpede rundt i hendes krop og spredte en salighed, som alle længes efter og alle kan få, hvis bare vi sætter os ned og lytter til den Gud, der ikke skabte os for at vi skulle løbe efter vind og ussel mammon. Se, her er alt, hvad hjertet i bund og grund begærer: Kærligheden i sin reneste og enkleste form. Han hedder Jesus. Ved hans fødder er der altid plads, og han har et ord til alle, der vil lytte. Ord om et håb, der aldrig slukkes, og en kærlighed, der fylder fra evighed til evighed – også i vores nutid og hverdag. Det er da værd at sætte tid af til – og også at tro på, og derfor kan vi afslutte med at sige: (LOVPRISNING) Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 15. søndag efter Trinitatis. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Kære Gud, vor Fader i himlene. Tak for dagen, vi fik lov at vågne til, tak for venner, familie, kammerater og alle dem, vi har omkring os. Tak fordi vi må samles her i kirken i frihed og høre, at du ønsker, at vi får et godt liv og at der er en ny chance for alle os, der føler os fortabte for dig eller for os selv eller for hinanden. Du er vores far, vi er dine børn, og Jesus er vores bror. Tak for det. Vil du sende din gode Ånd ind i vores hjerte, så vi bliver fyldte af glæde over livet til hverdag, selvom nogle dage er trælse. Tilgiv os, at vi ikke altid slår til, og tak fordi, du ikke dømmer os ude, selvom vi selv kan være hårde i tankerne og ordene. Vi beder for alle de andre her i kirken og området, og vi beder for Dronningen, regeringen og folketinget, at de og vi alle må arbejde med os selv, så vi bliver bedre til at elske vores næste og være til gavn og glæde. Kære Gud, tak for din tålmodighed med os. AMEN
MEDDELELSER
Vilslev:
Hunderup:
Fælles:
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] https://jytteframarketing.dk/
[2] https://www.altinget.dk/artikel/svend-brinkmann-samfundet-risikerer-at-koere-ud-over-kanten-hvis-ikke-vi-saetter-tempoet-ned
[3] ”Hvorfor har vi så travlt, at vi skal holde møde klokken 7 mandag morgen?” – fredag den 23. september 2022
INTRO GT
Fra GT skal vi i dag høre et kort uddrag af salme 73. Den er skrevet af Kong David, der også kaldes Salmisten, fordi han skrev 150 salmer. I denne salme lægger han vægt på, at al hans rigdom på jorden er ingenting i forhold til hans tro på, at Gud i himlen holder fast i hans højre hånd hver dag livet igennem uanset om der er medgang eller modgang. Hør blot, hvad salmisten skriver:
INTRO NT
Nu skal vi fra NT høre en episode fra Filips liv. Filip var en af Jesu 12 udvalgte apostle, og efter Jesu død, opstandelse og himmelfart blev Filip sendt ud for at møde en mand fra Etiopien. Etiopieren var en mægtig mand ved dronningens hof, og han ville gerne forstå det, han læste hos profeten Esajas i GT. Filip forkyndte, forklarede og fortalte, og manden blev omvendt til den kristne tro og blev døbt. Det er nok ud fra denne tekst, at mange kristne mener, at kun voksne bør blive døbt, fordi de så selv kan sige ja til, om de tror og dermed ønsker dåben. Men hør nu blot denne hellige lektie, der skrives i Apostlenes Gerninger:
PRÆDIKEN
I dag vil jeg gerne begynde med hele pointen for min prædiken: Sørg for, at jeres kaffe eller te ikke bliver kold. Nogle gange går det galt for mig, og så må jeg hælde en halv kop kaffe ud, fordi jeg har været uopmærksom og ikke sørget for at drikke min kaffe. Jeg har været opslugt af noget andet og har f.eks. snakket for meget og lyttet for lidt. Det er en klassisk fejl; vi har jo dog kun én mund, men to ører. For det meste skal man sørge for at drikke sin kaffe og lytte med begge ører. Selvfølgelig må man gerne tale, men sidder man sammen med andre over en kop dejlig dampende varm drik, så må man ikke lade munden løbe. Kaffen bliver kold ligesom folks interesse for det, man siger. Det er ikke en råd, jeg selv har fundet på, for et stammer fra Morten Münster[1], der bruger sit liv på at undersøge ledere og ledelse i især danske kommuner, offentlige virksomheder og private firmaer. Ingen går ram forbi; han har en skrap sans for at finde de mange fælder når man gerne vil gøre alt det gode i organisationssammenhænge, men rammer muren med kold kaffe og uinteresserede kunder. Derfor, og det gælder især mig selv: Sørg for, at din kaffe ikke bliver kold!
Måske er det især vigtigt at nyde de varme ting i denne kolde tid. Varme bliver mere og mere en luksusvare, noget som kun få har adgang til. Sådan kan det også føles med troen, dåben, håbet og kærligheden; at det kun er for de få, som på en eller anden måde har fået en særlig adgang til det. Jeg kender nogle, som siger, at de ikke kan tro, men at de ville ønske, at de kunne. Og jeg kender nogle, der synes, at alt håb er ude, og jeg kender nogle, som bøvler med kærligheden og føler, at livets muligheder går forbi næsen på dem. Der findes mange mennesker med kriser i livet, smerter i hjertet, hovedet fyldt med bekymringer; der er nok, som lider af søvnløse nætter, manglende overskud og ondt i maven over noget, man ikke kan sætte ord på. Det er ikke alt, der kan eller skal arbejdes væk; og selvom det kan være godt at glemme sig selv, når man knokler løs, så skal man også drage omsorg for, hvordan man har det og lytte efter de signaler som både krop og sind sender ud. Svend Brinkmann er professor i psykologi og har i en del år efterhånden undersøgt og også kritiseret vores nutidige måde at være samfund på. Han har bemærket det temmelig underlige i, at vi har fået en masse hjælpemidler for at frigive mere tid til os selv frem for at bruge tid på at vaske op, vaske tøj, støvsuge osv., men alligevel løber vi hurtigere for at nå andet og mere. Hans råd er, at vi bliver nødt til at insistere på at få (mere) tid til at tænke os om og gøre tingene langsommere.[2] For selvom vi gør ting hurtigt, er det ikke nødvendigvis gjort med en stor kvalitet. Leg og samtaler, elskov og moralske refleksioner kræver tid, indlevelse og fordybelse. Hastigheden er sat op på alt lige fra hurtige løsninger på energikrise, klimakrise, demokratikrise til personlige krise som f.eks. krise over død, tab og sygdom. Det er ikke så underligt, at flere end nogensinde før lider af stress, udbrændthed, depression, angst og adskillelige andre psykiske lidelser. For vi er holdt op med at være opmærksomme og umage lyttere med varm kaffe, og er blevet til højhastighedskonkurrerende forbrugere af både tid, penge og hinanden med ti kopper kold kaffe placeret rundt i hele sognet.
Jeg ved godt, at det er sat på spidsen som en karikatur, men der er noget om sagen. Det kan være enormt angstprovokerende at se en tom dag i sin kalender, for er er mon nu noget, man har glemt? Skulle man ikke også lige – burde man ikke også lige – nå dét og dét og dét? Sådan tænker også nogle af biskopperne, for Viborgs biskop, Henrik Wigh-Poulsen skrev i fredagens Kristeligt-Dagblad[3] om, at hans kalender efterhånden var så fyldt med møder og gøremål, at han måtte til at holde møde mandag morgen kl. 7! Han skrev med vrede og afvæbnet afmagt: (citat start) ”For sådan er det blevet. Der laver vi jo ikke noget alligevel. Andet end at spise morgenmad, være i brusebad, tage tøj på, læse avis, kysse konen farvel eller måske, for mit eget vedkommende og hvis mine gamle ben ellers vil bære, at bevæge mig i noget, der ligner løbetempo langs skov og strand.” (citat slut). Vi møder os ihjel, kunne man sige, og på arbejdets hellige alter ofrer vi vores dem, vi har nær og kær. Der er en usund tendens i vores tid, som rammer både høj og lav, unge og ældre, biskopper og sognepræster. Vi har alt for travlt – men sådan burde det ikke være. Har vi da slet intet lært af Maria? Vi løber jo alle rundt som Martha’er i al vores forventningsfulde travlhed med bekymringer i hovedet og uro i hjerterum og mavefornemmelsen. Salmisten skrev om en Gud i himlen, der omfavner hele Skaberværket, og hofmanden sad i sin vogn og lyttede til den begejstrede Filip, der talte om livets fylde; om tro, håb og kærlighed med sådan en glød og glæde, at hofmanden sagde ja til at lægge sit liv om og leve med større tro og mere nærvær. Maria satte sig ved Mesterens fødder og lod opvasken stå sammen med sin fortravlede søster Martha, der sled for at slide og slæbte for at blive krumrygget uden at hun kunne arbejde sig til den sjælefred, som Maria blev fyldt af gennem hendes to ører. Dér sad hun på gulvet og lyttede, måske med en varm drik i hænderne, der aldrig blev kold. Hendes hænder var varme ved drikken, og hende hjerte blev varm ved ordene; blodet pumpede rundt i hendes krop og spredte en salighed, som alle længes efter og alle kan få, hvis bare vi sætter os ned og lytter til den Gud, der ikke skabte os for at vi skulle løbe efter vind og ussel mammon. Se, her er alt, hvad hjertet i bund og grund begærer: Kærligheden i sin reneste og enkleste form. Han hedder Jesus. Ved hans fødder er der altid plads, og han har et ord til alle, der vil lytte. Ord om et håb, der aldrig slukkes, og en kærlighed, der fylder fra evighed til evighed – også i vores nutid og hverdag. Det er da værd at sætte tid af til – og også at tro på, og derfor kan vi afslutte med at sige: (LOVPRISNING) Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 15. søndag efter Trinitatis. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Kære Gud, vor Fader i himlene. Tak for dagen, vi fik lov at vågne til, tak for venner, familie, kammerater og alle dem, vi har omkring os. Tak fordi vi må samles her i kirken i frihed og høre, at du ønsker, at vi får et godt liv og at der er en ny chance for alle os, der føler os fortabte for dig eller for os selv eller for hinanden. Du er vores far, vi er dine børn, og Jesus er vores bror. Tak for det. Vil du sende din gode Ånd ind i vores hjerte, så vi bliver fyldte af glæde over livet til hverdag, selvom nogle dage er trælse. Tilgiv os, at vi ikke altid slår til, og tak fordi, du ikke dømmer os ude, selvom vi selv kan være hårde i tankerne og ordene. Vi beder for alle de andre her i kirken og området, og vi beder for Dronningen, regeringen og folketinget, at de og vi alle må arbejde med os selv, så vi bliver bedre til at elske vores næste og være til gavn og glæde. Kære Gud, tak for din tålmodighed med os. AMEN
MEDDELELSER
Vilslev:
- Onsdag den 28. september kl. 10 er der en kort gudstjeneste for småbørn i alderen 1-3 år og alle er velkomne.
- Søndag den 2. oktober kl. 11 fejrer vi høstgudstjeneste her i kirken, hvor Kongeådal Husholdningsforening pynter kirken flot op.
Hunderup:
- Efter prædiken er der nadver og alle er velkomne.
- Næste gudstjeneste her i kirken er søndag den 9. oktober kl. 11, hvor særligt familier inviteres til at være med.
Fælles:
- Kan du lide at synge sammen med andre? Mandag den 3. oktober kl. 19 begynder sangaftenerne igen i Vilslev konfirmandstue. Organist Dorte Grangård Olesen og Roll Præstegaard står for det, og vi synger fra den nye højskolesangbog.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
[1] https://jytteframarketing.dk/
[2] https://www.altinget.dk/artikel/svend-brinkmann-samfundet-risikerer-at-koere-ud-over-kanten-hvis-ikke-vi-saetter-tempoet-ned
[3] ”Hvorfor har vi så travlt, at vi skal holde møde klokken 7 mandag morgen?” – fredag den 23. september 2022
