Dorte fri - organist: Karsten Eskildsen
1) 662: Hvad kan os komme til for nød
2) 31: Til himlene rækker din miskundhed, Gud
3) 11: Nu takke alle Gud
--
4) 459: Herre! hvor skal vi gå hen, mel: Pontoppidan 1740
5) 212: Den bitre død dig trængte, mel: Melchior Vulpius 1609
6) 15: Op, al den ting
INTRO GT
Da israelitterne flygtede med Moses ud af Egypten, måtte de vandre i 40 år i ørkenen, selvom den ikke var så overvældende stor, inden de kunne (over)tage et land og bosætte sig dér. Det var sådan, Gud ønskede det. For han ville sætte dét udvalgte folkeslag på prøve og teste deres trofasthed. De skulle vandre længe, være flygtninge i 40 år i en ørken, sulte og tørste og mangle al den luksus, som de først ville få i det forjættede land, Israel. På en måde er det en anden side af Gud, vi her ser; én, som stiller krav til sit folk, men - det er jo vel kun den, man holder af og har tiltro til, som man tillader sig at forvente noget af? Rejs jer derfor og hør: Denne hellige lektie skrives i Femte Mosebog:
INTRO NT
Gud elsker en glad giver, skrev apostlen Paulus engang, og det stykke skal vi høre nu. En, der giver glad; ja, en, der spreder sang som fuglen uden at tænke over det, eller som én, der sår med ødsel hånd; eller én, der bare smiler til verden og giver meget af sit overskud – bare fordi. Sådan er Gud også. Og personligt sender jeg en venlig tanke til Knud Lang, som var sognepræst i Vilslev og Hunderup i 1700-tallet, for han arbejdede med forbedring af jorden og såsæden, så høsten kunne blive større. For det hjælper ikke noget at så meget, hvis jorden er dårlig; og det hjælper ikke at have god jord, hvis såsæden er elendig. Nu handler det dog ikke om det konkrete, men om det åndelige: Vi skal være gavmilde med de smuler af gode ting, som vi trods alt har fået. Rejs jer derfor og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus i sit andet brev til korintherne:
PRÆDIKEN
Det er ret godt fundet på, at vi skal høre denne tekst om bespisningsunderet lige netop i dag og lige netop i vores samfund. Tænk, hvis nu man sad i en flygtningelejr under en hungersnød og hørte, at Jesus så let som ingenting lavede så enormt meget mad ud af så lidt. Hvis det var så nemt, ville ingen i verden nogensinde savne mad. Og måske ville et fattigt, forkomment, sultent og underernæret barn ligefrem høre det som en hån, at den gode Jesus dengang lavede så meget mad i overflod, for hvor bliver maden af nu? Hvem deler ud af sin overflod? Man regner med at der findes 2,2 milliarder kristne i verden; kan det mærkes; kan det ses?
Det er også ret sjovt, at vi skal høre om bespisningsunderet med en syndflod af mad her midt i kirkens fastetid. Jo, vi er faktisk i fastetiden; denne søndag kaldes Midfaste, og det har altså ingenting at gøre med Midgård, Midnat eller Midgårdsormen at gøre, men det betyder, at denne søndag ligger midt i fasten, midt imellem fastelavn og påskedag. Der er 40 dage mellem fastelavn og påskedag, og tallet 40 minder os om de 40 år, som israelitterne vandrede rodløst, hjemløst og sultent rundt i ørkenen. Hvis vi virkeligt var et kristent land, sådan som det påstås i regeringsgrundlaget, og hvis vi virkeligt holdt os til alle de go’e gamle kristne traditioner, så ville vi med fastelavn vinke farvel til alt det sjove og påbegynde en fastetid, en afholdsperiode, hvor vi f.eks. ikke ville spise og nyde kød, alkohol, hvidt brød, fjernsyn osv. At faste er at mangle, og det er en klog øvelse i ydmyghed og bod. Men tænk, det er jo efterhånden helt forsvundet; både tanken om faste og tanken om at vinke farvel til luksus. Selv i katolske kredse synes fasten at forsvinde mere og mere. Folkekirkepræster taler om at faste fra facebook og chokolade. Det er ret uambitiøst, men hvad skal vi gøre – vi kan jo ikke faste på tom mave, vel? Jesus selv fastede engang 40 nætter og dage i ørkenen, og mange har siden fastet fra det materielle for at give mere plads til det åndelige.
Når man faster fra noget, og frivilligt giver afkald på noget, så er det jo for at give plads til noget andet. Giver man afkald på kød, hvidt brød og alkohol, skal man dog ikke sætte tobak, fastfood, sociale medier og slik i stedet for. Fastetiden handler om at tage sig mere tid til det, der er bedre i livet. Og det bedste er ganske enkelt at være barmhjertig; at være retfærdig; at være gavmild. Forleden mødte jeg en ung mand ude foran Kvickly i Ribe; han solgte Hus Forbi, og jeg var lige ved at gå forbi ham med en – sand! - undskyldning om, at jeg ikke havde kontanter på mig, hvortil han hurtigt svarede: ”Jamen jeg har Mobile Pay.” Det måtte jeg smile ad, og se mig slået, og så fik han endnu en handel i hus. Han stod der og kaldte mig tilbage til den virkelighed, jeg var ved at flygte fra, da jeg hastede afsted med hovedet fuld af tanker om alt det, jeg skulle huske at købe. Han kaldte mig tilbage til nuet; øjeblikket, hvor et menneske har brug for sin næste.
Kan I huske lignelsen om den barmhjertige samaritaner? Jesus fortalte, at da manden lå halvdød på jorden, kom der en præst – og gik forbi, og bagefter en kirketjener – som også gik forbi. Jeg fik ikke lov at gå forbi, og det er ikke for at prale af noget, for der er sikkert mange andre, hvis kald, jeg har overhørt fordi jeg var så fuld af mit selv i mit hoved, at der ikke blev plads til den spontane gavmildhed, barmhjertighed – eller, skal vi ikke kalde det ’omsorg’ for dét andet menneske, som står lige foran mig. Omsorg har alle dage været en værdifuld vare, men i vores ”kristne” stat er det sjovt nok, dér kniven rammer, når der skal spares.
Engang var Jesus omgivet af mange tusinde personer, som ville se ham og høre ham. Ikke fordi han var en lækker rockstjerne, men ganske enkelt fordi han udstrålede omsorg og altid havde noget godt at give af. Ikke søde sager, ikke penge, ikke nips, men tid, tålmodighed og håb. Han sagde: ”Hvis I er sultne, så skal I blive mætte.” (Luk 6,21) Og man hørte ordene og tænkte på sin knurrende mave. Hvor ville det være lækkert med en dobbelt cheeseburger menu med cola, men det var ikke opfundet dengang, så folk tænkte på den mad, de kendte til. Hellere et tørt stykke brød end at sulte; ja, hellere fisk end slet ingenting!
Jesus tog de fem brød og to fisk; takkede Gud (– hvor ville det have været rart at vide, hvad han sagde! –) og begyndte at dele ud af den lille smule mad til de mange, mange tusinde. For os i dag lyder det helt tåbeligt; folk kunne da bare være gået hjem at spise – hvorfor nasse mad af Jesus? Men det handlede jo om, at Jesus ville give dem et tegn, altså et symbol eller et billede på, hvem han var. Vi skal her huske, at han blev født i Betlehem; og Betlehem er hebraisk og betyder: et hus af brød – eller: Et bageri! Jesus lå i krybben som brød i ovnen, og nu delte han sit brød ud til tusinder, ligesom han Skærtorsdag deler brød ud og siger, at det er hans legeme. Spis da lige brød til, hva! Her i kirken samles vi også om Jesu brød og legeme, når vi går til alters og knæler side om side for at spise en lille smule, der kan mætte mere, end man tror.
Det må have været ret fantastisk at sidde der på bjerget og spise sammen med tusinde andre og bare opleve det gode fællesskab, der opstod omkring Jesus, som var så gavmild, selvom han nok kun var søn af en lokal tømrer og kun havde det tøj, han havde på. Ingen luksus hos den mand; ingen overflod. Og ved I hvorfor? Fordi han var gavmild – og af gavmild bliver man ikke rig. Tværtimod. Man tager sine smuler, takker Gud for det, man har, og så deler man ud af det. Og hvem ved, hvor langt det rækker? Hvem ved, hvad det vokser til, når man sår de små frø af det, man glad giver af for at give noget af omsorg for en anden. Jesus og hans disciple endte med 12 kurve fulde af brødrester; al fisk var spist. Der var lige så mange kurve, som der var disciple omkring Jesus; så kunne de slæbe én kurv værd, for Jesus trak sig tilbage for at være alene. Folket fristede ham, fordi de ville gøre ham til konge. Men hvis de ville gøre ham til konge, fordi han havde fyldt deres maver, så havde de stadig ikke forstået, at Jesus kun arbejdede for den mad, der ikke forgår. Den mad, der ikke kan blive muggen eller gammel eller få skimmel; den mad, som ingen kan stjæle eller ødelægge. Folk stirrer på det fysiske brød, men Jesus taler om det himmelske. Om det åndelige. Og vi er midt i fastetiden og burde være sultne efter både det fysiske og det åndelige brød; og måske er vi sultne især efter et større håb for dette samfund, hvor unge lider, hvor klimakollapset truer, hvor russerne ryster sablen, hvor økonomien altid er på spil, og hvor vi skal have krisebevidsthed – ak ja.
Nogle gange tænker jeg, at jo rigere vi bliver på materielle ting, desto fattigere bliver vi på det, der virkelig tæller. Vi har aldrig haft det bedre, men flere har det dårligere. Vi arbejder os halvt ihjel for dem mad, der forgår, men der står én og kalder på vores omsorg; én vi skal være næste for. Har vi nok til én mere? Har vi tid nok? Har vi omsorg nok? Husker vi at spise (nadver)brød til fasten? Glædelig midfaste. Amen.
LOVPRISNING
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
Søndag den 26. marts holder jeg fri, og Katrine Gaub har gudstjenesterne kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Hjortlund.
Onsdag den 22. marts kl. 10 har vi børnegudstjeneste i Vilslev Kirke for dagplejebørn og børnehavebørn. Voksne er også velkomne.
Torsdag den 23. marts kl. 10 er der babysalmesang i Vilslev Kirke. Samme dag kl. 19 er Hunderup mhr. og Seniorklubben i Hunderup-Sejstrup vært ved et foredrag med Jakob Birkler i Sejstrup forsamlingshus. Det koster 50 kr. at deltage. Jakob Birkler er en dansk filosof, forfatter, foredragsholder og samfundsdebattør, og han vil holde foredrag om emnet: ”Et værdigt liv som ældre – set fra en etisk vinkel”. Alle er naturligvis velkomne.
Al den snak om fastetid skulle gerne gøre os sultne, ikke bare efter nadveren her om lidt, men også efter gudstjenesterne i påsketiden. Bl.a. har vi en fællesgudstjeneste Skærtorsdag, torsdag den 6. april kl.17 i Hunderup Kirke, hvor også kirkekoret medvirker. Efter gudstjenesten er der påskemåltid, og alle er velkomne. Man skal bare sikre sig en gratis spisebillet, og det kan man få hos graveren eller ved Købmanden i Hunderup eller i Brugsen i Vilslev.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Herren Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen. (2 Kor 13,13)