Det er ikke for ingenting, at vi stædigt holder fast ved traditionen om at sætte levende lys i vinduerne om aftenen den 4 maj. Vi mindes den dag, krigen trak sig tilbage og der kom en slags fred og frihed her til lands. Med friheden vendte også optimismen langsomt krybende tilbage. Optimismen som den så ud ved industrialiseringen og det moderne gennembrud i årene før Første Verdenskrig, hvor man tænkte, at vi kunne alt, hvad vi drømte om. Skyttegravene og den moderne teknologis våben punkterede dog optimismen og tog gassen af fremskridthåbets luftballon. Tiden efter Første Verdenskrig var præget af pessimisme, men langsomt løftede man optimistisk blikket mod himlen, inden Anden Verdenskrig gav et nakkedrag og omstyrtede hele verden igen. Nu er der fred og frihed igen, og man kan kun grue for, hvornår den næste krig bryder ud.
Verdens krige vidner om verdens tilstand. Vi vil frihed og fred, men krig og ulykke hærger. Vi vil det gode, men det onde hærger. Er der ikke krig i det ydre, er der krig i det indre. Vor munds maskingevær kan skyde vildt og voldsomt både blandt børn i skolegården og blandt voksne på arbejdspladsen; og de ellers så rare stuer derhjemme kan hurtigt blive forvandlet til en heftig krigszone, hvor ingen kan vide sig sikker. Vi kender alle til intriger, bagtalelse, sladder, løgn, råb, skrig og sammensværgelser, og det vidner om, at hver af os er som en soldat klædt i civil; Altid rede til at gribe til gevær, hvis nogen efter vores mening skal bekæmpes.
Kristeligt set har vi en gammel forklaring på, hvorfor krigens rædsler hærger de hjerter og lande, der sukker efter fred og frihed. Arvesynden har altid fulgt mennesket som en skygge, der skaber mørke, tvivl og synd. Vi er først og fremmest syndere, og det ændres ikke ved, at vi samles her i kirken. Tværtimod samles vi her i kirken, fordi vi har erkendt, at vi lever under arvesyndens åg lige så naturligt, som vi trækker vort daglige vejr. Og vi ved, at vi hver dag gør noget så dumt, at kun mennesker kan gøre det.
Det er på mange måder en trøstesløs tilværelse; det indtryk får man af at læse dagens avis eller følge med i fjernsynets og radioens nyhedsudsendelser. Vi fødes og kommer – tidligere og tidligere – i forskellige institutioner, indtil vi er klar til at komme på arbejdsmarkedet, hvor vi knokler for at få afbetalt ting, vi ikke har råd til og for at forsørge en familie, vi ikke har tid til. Flere og flere rammes at stress, fordi flere og flere krav stilles til det moderne menneske om at skabe mere og mere. Vi sakker bagud i kapløbet om at nå frem til vort drømmeagtige fremtidsliv, og når vi står med den ene fod i graven, fortryder vi at have arbejdet så meget og forsømt vort liv; Vi ville egentlig bare have elsket et andet menneske, slappet af og nydt foråret, men i stedet blev mennesker skubbet væk og erstattet af bekymringer om løn og skattefradrag. Vi ønskede et liv i frihed men fandt os fanget som slaver af omstændigheder. Her i kirken kalder vi det synd, at vi lever et liv uden Gud; at Ordet og troen er blevet skubbet ud til fordel for det daglige brød og smørret på bordet.
Men livet er ikke så trøstesløs, som mange medier skriger os i ørerne. Og håbet er ikke slukket, selvom økonomerne bliver gråhårede og politikerne mere og mere smigrende efterhånden som valgene nærmer sig. Mange forsøger med smiger at sminke løgn, så de kan få alting, som de gerne vil have det – vi kender det fra børn og politikere; det ligger dybt i os. Løgnen er vor ven, når sandheden ikke falder ud til vores fordel. Men løgnen er en dårlig ven og en sand fjende. For løgnen er hverken trofast eller loyal. Det er sandheden derimod, for sandheden er sand uanset hvem, der siger den, og hvornår den siges.
I dag sker der et sammenstød mellem sandhed og løgn. Sandheden er, at vi lever i en brudt relation til Gud; at vi lever under arvesyndens åg; at vi er mennesker med tendens til at gøre alt det onde, vi ikke vil. Løgnen er, at hele verden går en bedre tid i møde; at livet er en dans på roser; at alt er lige godt; at alle religioner er sande.
Så længe, der findes en sandhed, vil der også findes løgne. For løgne lever af, at noget er sandt. Hvis der ingen sandhed var, ville der heller ingen løgne være. Men fordi der er en sandhed, er der løgne, og derfor er der ufred, ufrihed og krige. Løgn og sandhed kæmper om den samme plads. Pladsen som forklaring; forklaring på, hvorfor vi lever, og hvordan det hele hænger sammen. Løgn og sandhed er som nat og dag. Enten er vi vågne, eller også sover vi. Det er nemt at vække en, der sover, men hvordan vækker man f.eks. en kvinde, der sover, men som tror, hun er vågen? I dag forsøger Jesus at vække jøderne, fordi de sover; men de tror, de er vågne. De tror, at deres afstamning i denne verden har noget at betyde i forhold til det, Jesus taler om. Men Jesu ord går ud over alt det jordiske og tager ikke hensyn til, om mennesker er rige eller fattige, om de er ud af god eller dårlig afstamning, om de er syge eller raske, rørige eller handicappede. Jesu ord gælder enhver, der har indset sin mangel. Jesus er livets brød til den sultende og livets vand til den tørstende; han er frelse for den fortabte og en velsignelse for den forbandede.
Det har været den 9. april for os alle rent åndeligt set. Fjenden – den gamle slange – har besat vort hjerteland, og vi lever under en fremmed magts herskersyge. Det er en statsmagt, der holder os i en ufrihed, vi ikke altid selv kan se – for vi tror, vi er frie og herre i eget hus. Hvis man er vokset op i fangelejr, hvordan skulle man så kunne vide, hvad frihed er? Frihed værdsætter vi aldrig så højt, som når den tages fra os. Det er, når nogen truer med at fjerne vore rettigheder og friheder, at vi yder modstand. Der har de seneste par år været en lang række af forskellige demonstrationer; vi vil i virkeligheden gerne have frihed, og retfærdighed, men ufred og uretfærdighed hærger stadig som en stormflod af synd, der vælder ind over vore hjerter og sætter det i et fangelejr. Og desværre er vi gode til at tilpasse os, så vi kan leve under selv de mest kummerlige forhold. Og hvis man et øjeblik lader den diamantbesatte frihed være ubevogtet, kan vi være sikre på, at der er tyve nok til at stjæle den.
Den frihed, Jesus taler om i dag, er ikke en frihed som slaver eller fanger har fået eller en frihed i økonomi eller grundlov. Det er en særdeles anderledes og langt vigtigere frihed; en frihed, der er grundlaget for alle andre friheder. Uden denne ene frihed ville alle andre friheder være fuldstændigt ligegyldige. Det er en frihed fra den synd, der har ligget som et åndeligt jerntæppe over vore hoveder og tynget vore skuldre helt fra gammel tid. Hvis vi aldrig kom ud af syndens fangenskab, hvad skulle vi så med f.eks. ytringsfriheden eller forsamlingsfriheden? Hvad skal vi med et frit Danmark, hvis ånden er bundet og fanget i en ufrihed, der gør os til zombier, og troen blot er indstuderet tradition og bønnerne blot er udenadlærte remser?
Jesus vil vække os fra vores søvnige slumren. Han vil bringe os en ny 4. maj – ikke for det danske demokrati men for vores ånd og tro. Han vil indgyde os tro, håb og kærlighed; mod til at kæmpe for friheden som de frihedskæmpere, der modigt og forbilledligt kæmpede imod undertrykkelse, imod fangenskab, imod en tung dyne af ligegyldighed; kæmpede imod en hvislende slanges stemme, der lullede en hel verden i søvn. Når først vi indser vort syndeliv som et sandt mareridt, vil vi hellere vågne og se, om ikke virkeligheden dog er bedre; og skulle den ikke være bedre end mareridtet, så er den dog sandere end søvnen. Og sandheden giver os et klart billede uden filter og photoshop og alskens billedmanipulation. Når vi virkelig slår øjnene op til den sande, uredigerede virkelighed så ser vi måske nok først og fremmest alt det onde og dumme i verden; og det kan gøre os modløse.
Men mennesket skal ikke leve af brød alene; vi skal ikke kun forholde os til, hvad vi ser i denne verden med vore fysiske øjne. Vi skal også se med troens øjne, og lade os styrke af ethvert ord, der udgår af Guds mund. Som kristne er vi blevet borgere i selveste frihedens paradis; friheden har allerede taget bolig i vore hjerter og tanker, og vi har fået skænket al den frihed, man kan tænke sig; vi skal fx ikke bekymre os om dagen i morgen, for den skal Kristus nok tage sig af. Vi skal ikke bekymre os for, hvordan vi får tøj på kroppen eller brød på bordet. At vi dog alligevel bekymrer os om mange ting afslører, at vi stadig ikke helt tør tro på friheden. Den frihed, Kristus har vundet for os, er dog ikke en frihed til at gøre hvad som helst. Man skulle elles umiddelbart tro, at frihed er at kunne gøre hvad som helst uden at det har konsekvenser – men efter kort tid ville sådan en frihed vise sig at være et bedrag, hvor sanserne og nydelsessygen er som hængslerne og tremmerne i det mentale fængsel. Nydelsessyge kan føre til misbrug, og i misbruget er der ingen frihed.
Et liv under syndens trællekår er et liv i længsel efter frihedens vår. Og friheden er til at få fat i; friheden dog ikke forstået som frihed til hvad som helst, men frihed til at leve et sandt menneskeliv. Kristus ønsker at sætte os fri, og så skal vi virkelig også tage imod det. Hver søndag morgen er en ny 5. maj – befrielsens dag, befrielse fra frygt for fremtiden, fra frygt for døden, befrielse til et liv med ret og pligt. Pligt til at elske Gud og vor næste og ret til at lovprise Gud af hjertet for den befrielsesaktion, der fik vor fjende – den gamle slange – til at kapitulere og trække sig væk fra de besatte områder. Når Kristus nu har ført slaget, har befriet vore hjerter, og slangen er krybet tilbage i sit mørke skjul, da skal vi virkelig også leve som sådanne frie mennesker i lovprisning af Gud og af kærlighed til næsten. Det er et nyt liv, der skænkes os, en ny morgen, nyt mod, en ny befrielse – et nyt håb og en ny tro. Amen.
Bibelteksterne til i dag (4 søndag efter Påske) kan læses her:
https://www.bibelselskabet.dk/BrugBibelen/Praedikentekster/2014/18-05-2014
Salmerne til i dag:
1. DDS 4: Giv mig, Gud, en salmetunge
2. DDS 336: Vor Gud han er så fast en borg
3. DDS 412: Som vintergrene
4. DDS 291: Du, som går ud fra den levende Gud
5. DDS 658: Når jeg er træt og trist og modet svigte
