Den unge kvinde satte sin guitar tilbage i dens kasse, og på ryggen tog hun sin militære oppakning. Det var tid til endnu en tur i felten; fjenden ventede derude, og hun samlede tankerne et øjeblik, idet hun knugede hånden om halskædet med et lille kors, hun havde fået i konfirmationsgave. Hun var klar over sin rolle her i verden, og livet havde aldrig givet hende så meget mening, som da hun nu befandt sig her midt i verdens allerfarligste brændpunkt. Hun kastede et sidste blik på fotografiet af sin familie, inden hun med raske trav og hævet hoved, vandrede med sine tunge støvler og endnu tungere ansvar parat til at ofre sig for at andre kunne leve. På vej ud i slagmarken i det militærgrønne køretøj var der en stilhed blandt soldaterne. Midt i stilheden hørte hun for sit indre ordene ”Frygt ikke!”, og hun tillod sig at smile, fordi hun netop dér huskede ordene fra sin konfirmation. Hun frygtede ikke mere, og kunne lidt roligere tage fat på opgaven foran hende; en kamp for glæde, frihed og fædreland. Der var nogle derude, som truede freden, friheden og de mennesker hun holdt af; derfor følte hun sig kaldet til at gøre hvad hun kunne, så andre kunne leve et godt liv, ligesom hun selv havde haft mulighed for. Det var blevet nogle fantastiske teenageår, og hun havde indset, at intet i livet er gratis. Altså på nær Guds kærlighed, som hendes konfirmationspræst havde talt så meget om, men som hun dengang ikke forstod omfanget af. Men hver gang hun nu trak i sin uniform sikrede hun sig altid halskæden med korset; ingen skudsikker vest kunne beskytte hende på samme måde som det lille kors.
Det var en hektisk dag på jobbet, og den voksne mand svedte i sommervarmen. Han tænkte på regningerne, der stadig lå ubetalte på køkkenbordet, og havde givet både ham og hans kone kollektiv hovedpine. I sine unge dage regnede han med, at et fast arbejde ville sikre penge nok til at skabe lykke og glæde for ham og hans lille familie; og det var efterhånden blevet et langt arbejdsliv, men jo mere han ville gøre af gode ting for sin familie, jo færre penge var der på kontoen, og bekymringerne skyggede for den glæde, der ellers lå lige foran ham, når børnene raske og rørige sprang rundt i haven og nød sommerferien, eller stormende tog imod ham, når han kom hjem fra arbejde. Som regel ret sent og som regel med dårlig samvittighed. I dag gik han i stå midt i sit arbejde. Han gik ud af bygningen og fandt en stille plet i en tilfældig have. Der faldt han på knæ og lod for første gang i mange år den tunge knude i sin mave løsne sig og vælte ud ad ham igennem de tårer, der havde hobet sig op lige siden hans barndom. Arbejdet kunne ikke længere adsprede hans tanker, og han huskede pludseligt, hvordan han i et glimt i sin barndom havde oplevet det skønneste øjeblik; et varmt smil igennem sorgens tunge tårer. Hvordan kunne han have glemt det? Han foldede langsomt sine hænder og bad stille brudstykker af den bøn, han engang havde bedt sammen med sin far ved sengetid. Men hans far var tidligt blevet revet bort, og med ham forsvandt også glæden ved at bede. Lige indtil dette øjeblik, hvor det var hans eneste mulighed. Og som ud af det blå afsluttede han bønnen med ordene ”Frygt ikke!”
På plejehjemmet kiggede hun rundt på de andre, der sad ved det store spisebord inde i fællesrummet. Hun kendte ikke alle, for de fleste var mindre friske end hun selv, og det gjorde hende ked af det. Både fordi hun tænkte, at hun selv en dag ville blive lige så dårlig, og fordi de andres familier blev væk, da de ikke kunne klare at se deres kære gå i forfald på den måde. Hvad var meningen så med livet, hvis man skulle ende som en dement grøntsag på et plejehjem, forladt af sin kære familie? Endnu var hun ikke helt til rotterne; forleden havde hun modtaget et brev fra sin ældste søn. Sønnens far – hendes elskede mand – var død, da drengen var ganske ung, og han havde måttet tage over som manden i huset. Sønnen søgte trøst i arbejdet for at sikre sig og sine kære et godt og langt liv, og hun selv havde søgt trøst ved den Bibel, hun havde arvet af sine forældre. I brevet bad han om økonomisk hjælp, men det havde hun læst hurtigt hen over, idet hun i stedet hæftede sig ved de mørke pletter på brevet – størknede pletter af tårer. Sønnen havde ikke siden sin fars alt for tidlige død åbenlyst givet fri løb for sine følelser, så derfor følte hun endnu mere medlidenhed med ham. I brevet til ham havde hun sendt rigeligt med penge; hvis de bare kunne give ham én dag fri fra arbejdet, så han kunne besøge hende. Og måske han ville bringe nyt om hendes ældste barnebarn, der som soldat var draget af sted langt væk hjemmefra. ”Der er sandelig en tid til alting – måske også til noget godt?”, nåede hun lige at tænke, inden hun så sin søn komme ind ad døren med sin kone og et par friske børn ved hænderne.
Disse mennesker oplevede hver for sig, hvordan livets vej kunne sno sig på forunderlige måder og byde på både glæde og sorg. Og hver for sig styrkede de sig med de to ord, som igen og igen har lydt fra engles og Jesu mund: ”Frygt ikke!” Glæde skaber mod og frimodighed til at råbe fra tagene, hvad man hviskes i øret. Mange har i tidens løb villet åbne vinduet ud til hele verden for at udråbe navnet på sit livs store kærlighed. Frygt får hjertet til at springe et slag over, men den frimodige glæde fylder brystet med varme og høj puls, for den gør både mænd og kvinder klar til kamp; at kæmpe for det, man har kært, og dø om så det gælder. Mange frygter for at miste en hårdt optjent rigdom eller miste dem, man har kær. Mange lever i frygt og tør ikke glæde sig i øjeblikkets barnlige frimodighed, fordi den forekommer uansvarlig og pjattet. Noget, man ikke som voksen kan tage seriøs. Men måske er de voksnes verden ikke hele virkeligheden.
Når Jesus i dag taler til sine disciple, så lader han dem vide, at deres liv er meget værd; at de har fået den enorme gave at være Guds elskede børn. Den, der fylder sit liv med bekymringer, lægger ikke en dag til sit liv, men lever i frygt. Jesus siger i dag til sine disciple, at de ikke skal frygte for deres liv og frelse, uanset hvad de udsættes for. Gud tager sig nemlig af alle, selvom det ikke er altid man kan se det. Gud følger med, selv når en spurv falder til jorden. Han opfordrer derfor disciplene til at lade kærligheden råde på livets vej og at slippe frygten, som når unge fugle breder vingerne ud og flyver fra reden. Amen.