Man siger, at vejen til mandens hjerte går igennem hans mave. Lad os bare være ærlige – det gælder vist også for kvinder! Vi kan godt lide mad. God mad, og gerne rigeligt af den. Når det bliver for meget af det gode, skal vi huske at spise brød til; og skulle vi blive forlegne, så er vi i det mindste ikke brødflove. Mad spiller en stor rolle i vores kultur – også mere end bare lige ”det daglige brød”. Se bare på de mange caféer og restauranter rundt omkring, og alle de mange kogebøger der udgives og programmer om mad, der udsendes. Ikke så underligt, at overvægt og fedme truer folkesundheden; måske passer det virkeligt ikke, at lagkagen først feder i morgen…?
Også i Bibelen fylder mad en del, og til de kirkelige højtider her til lands hører der særlige retter til. Således også i dag: Skærtorsdag er en festdag i kirken. Det var den dag, Jesus indstiftede nadveren, som vi stadig mindes til gudstjenester. Nadveren kaldes et ”sakramente”, dvs. en hellig handling, fordi Jesus selv indstiftede det; ligesom han gjorde med dåben. Da han indstiftede nadveren, brugte han ganske vist ikke en fattig oblat eller en sjat portvin; der var næppe dækket op med flotte små kopper, og disciplene knælede ikke omkring Jesus i en sort præstekjole - men sådan er det nu engang blevet i vores tradition, der kaldes den evangelisk-lutherske. Og på en måde bliver måltidet rigere ved at være fattigt; det ser ikke ud af meget, men det indeholder meget! Det danske ord ”nadver” kommer af et norrønt eller oldnordisk ord, der betyder aftensmad eller natmåltid. Der er altså sket meget fra et solidt, jysk måltid til det, vi nu om dage kalder nadver.
Mennesket lever ikke af brød alene, men selvom vi alle skal have noget at spise, og gerne vil spise god mad, så er det ikke alle, der går til nadver ved gudstjenesten. Det kan der være mange grunde til, og det behøver vi såmænd ikke bore i. Martin Luther mente, at så længe, man bare har troen, så har man allerede modtaget nadveren. For det er nemlig et måltid, der skal styrke troen på håbet om kærligheden.
Da danskerne før reformationen var katolsk-kristne, modtog lægfolket kun oblaten, altså brødet, fordi præsterne mente, at vinen – som Jesu blod – kun var forbeholdt de særligt hellige og udvalgte. Katolikkerne tænkte, at man skulle være ren nok til at spise brødet og vinen. Renheden var i mange århundrede en vigtig del af kirkens forståelse, og det kom til udtryk på forskellige måder. Mænd og kvinder skulle være adskilte i kirkerummet, og de fattige og syge var en overgang forviste til at modtage nadveren uden for kirkebygningen igennem et hul i muren.
Luther påbegyndte et opgør med tanken om renhed, for hvem er mere ren over for Gud end andre? - hvem er ham nærmere? Vi er jo alle adskilte fra Gud, og har alle brug for hans barmhjertighed. - Selv kan vi aldrig klatre op ad en stige / til himlens rige, / men en julenat / blev himlens skat / født på jord, til glæde stor / for enhver, der indser, at livet kun gror, / hvor himlens hjerteglæde bor. - Som vi sang i salmen for lidt siden, så er Guds rige midt iblandt os, når vi forsamles både om Guds ord og ved Jesu bord.
Da Jesus satte sig til bords med sine disciple for at spise sit sidste måltid, vidste han godt, hvad der skulle ske – der ventede ham en Langfredag. Alligevel spiste han sammen med sine venner en sidste gang, og han gav dem nogle sidste gode ord med på den vej, de selv måtte gå, når han blev taget til fange. Han velsignede dem og tilgav dem allerede inden, de havde svigtet ham. Svigtet ved at udlevere ham til den jødiske domstol, svigtet ham ved at løbe væk, svigtet ham, ved at fornægte ham før hanen galede. Da natten til Langfredag var omme, havde apostlen Peter ikke noget at lade forræderen Judas høre for. De havde begge på hver deres måde svigtet Jesus, og det var først gået op for dem, da de havde begået synden.
Alligevel samlede Jesus dem hos sig, og han lod dem alle spise af brødet og drikke af vinen – både dem, der skulle svigte og dem, der skulle forråde ham. I nadveren gav Jesus sig selv til sine disciple – derfor blev brødet til hans kød og vinen til hans blod. På en måde er det drabeligt, og hvis nogen gjorde noget lignende til vores aftensmad, ville vi nok rynke på brynene. Brødet og vinen er dog kød og blod på den måde, at Jesus virkelig gav sit liv for at andre kunne leve. Det er ikke sådan, at brødet og vinen videnskabeligt set bliver blod og kød, men når vi tror, at Jesus gav sit liv for os, så bliver nadverens fattige måltid det dyrebareste af alt, vi kan spise.
Mon ikke det har ødelagt den gode stemning, at Jesus afslørede Judas? Den akavede stilhed sænkede sig formodentlig, og selvom det var nemt for de andre disciple at skule ondt på Judas, så har det nok ikke krævet mange øjeblikke for dem at indse, at de alle selv var mulige forrædere. Et oprigtigt blik på sin egen menneskelighed bør medføre en ydmyghed – ikke bare over for Jesus, men over for andre; for vi er som mennesker alle lige med hinanden; selvom vi alle samtidigt er fuldstændigt forskellige fra hinanden. Vi er nemlig lige stillet over for Gud og den velsignelse, tilgivelse og nåde han skænker os og giver os – især ved dåb og nadver.
Det vidunderlige som vi skal tage med os herfra i dag er, at Jesus trods alle sine forudsigelser og al sin indsigt i den menneskelige natur, alligevel spiste med sine disciple. Han tilgav dem allerede på forhånd deres svigt. Selvom folk svigtede ham, ville han ikke svigte dem. Det betyder for os i dag, at selvom vi begår dumheder og fejl og svigter hinanden – eller måske især synder mod Gud – så er vi ikke bare dømt ude i mørket eller smidt ned i fortabelsens kulkælder. Vi får en chance til – ja, den er allerede rakt os på forhånd, sådan at vi kan leve i troen på, at der trods synd og selvskabt plage er tilgivelse og barmhjertighed. Lad os derfor på trods af alt bryde brødet sammen, tilgive hinanden og finde sammen omkring Guds ord og Jesu bord. Amen.
Prædikentekster til Skærtorsdag
Salmer: 1. DDS 192 Hil dig frelser og forsoner; 2. DDS 320 “Midt iblandt os er Guds rige”, mel: Nu går våren gennem Nyhavn; 3. DDS 456 Vor Herre Jesus i den nat; ---; 4. DDS 461 Jesus Kristus er til stede; 5. DDS 476 Kornet som dør i jorden; 6. DDS 786: Nu går solen sin vej
Også i Bibelen fylder mad en del, og til de kirkelige højtider her til lands hører der særlige retter til. Således også i dag: Skærtorsdag er en festdag i kirken. Det var den dag, Jesus indstiftede nadveren, som vi stadig mindes til gudstjenester. Nadveren kaldes et ”sakramente”, dvs. en hellig handling, fordi Jesus selv indstiftede det; ligesom han gjorde med dåben. Da han indstiftede nadveren, brugte han ganske vist ikke en fattig oblat eller en sjat portvin; der var næppe dækket op med flotte små kopper, og disciplene knælede ikke omkring Jesus i en sort præstekjole - men sådan er det nu engang blevet i vores tradition, der kaldes den evangelisk-lutherske. Og på en måde bliver måltidet rigere ved at være fattigt; det ser ikke ud af meget, men det indeholder meget! Det danske ord ”nadver” kommer af et norrønt eller oldnordisk ord, der betyder aftensmad eller natmåltid. Der er altså sket meget fra et solidt, jysk måltid til det, vi nu om dage kalder nadver.
Mennesket lever ikke af brød alene, men selvom vi alle skal have noget at spise, og gerne vil spise god mad, så er det ikke alle, der går til nadver ved gudstjenesten. Det kan der være mange grunde til, og det behøver vi såmænd ikke bore i. Martin Luther mente, at så længe, man bare har troen, så har man allerede modtaget nadveren. For det er nemlig et måltid, der skal styrke troen på håbet om kærligheden.
Da danskerne før reformationen var katolsk-kristne, modtog lægfolket kun oblaten, altså brødet, fordi præsterne mente, at vinen – som Jesu blod – kun var forbeholdt de særligt hellige og udvalgte. Katolikkerne tænkte, at man skulle være ren nok til at spise brødet og vinen. Renheden var i mange århundrede en vigtig del af kirkens forståelse, og det kom til udtryk på forskellige måder. Mænd og kvinder skulle være adskilte i kirkerummet, og de fattige og syge var en overgang forviste til at modtage nadveren uden for kirkebygningen igennem et hul i muren.
Luther påbegyndte et opgør med tanken om renhed, for hvem er mere ren over for Gud end andre? - hvem er ham nærmere? Vi er jo alle adskilte fra Gud, og har alle brug for hans barmhjertighed. - Selv kan vi aldrig klatre op ad en stige / til himlens rige, / men en julenat / blev himlens skat / født på jord, til glæde stor / for enhver, der indser, at livet kun gror, / hvor himlens hjerteglæde bor. - Som vi sang i salmen for lidt siden, så er Guds rige midt iblandt os, når vi forsamles både om Guds ord og ved Jesu bord.
Da Jesus satte sig til bords med sine disciple for at spise sit sidste måltid, vidste han godt, hvad der skulle ske – der ventede ham en Langfredag. Alligevel spiste han sammen med sine venner en sidste gang, og han gav dem nogle sidste gode ord med på den vej, de selv måtte gå, når han blev taget til fange. Han velsignede dem og tilgav dem allerede inden, de havde svigtet ham. Svigtet ved at udlevere ham til den jødiske domstol, svigtet ham ved at løbe væk, svigtet ham, ved at fornægte ham før hanen galede. Da natten til Langfredag var omme, havde apostlen Peter ikke noget at lade forræderen Judas høre for. De havde begge på hver deres måde svigtet Jesus, og det var først gået op for dem, da de havde begået synden.
Alligevel samlede Jesus dem hos sig, og han lod dem alle spise af brødet og drikke af vinen – både dem, der skulle svigte og dem, der skulle forråde ham. I nadveren gav Jesus sig selv til sine disciple – derfor blev brødet til hans kød og vinen til hans blod. På en måde er det drabeligt, og hvis nogen gjorde noget lignende til vores aftensmad, ville vi nok rynke på brynene. Brødet og vinen er dog kød og blod på den måde, at Jesus virkelig gav sit liv for at andre kunne leve. Det er ikke sådan, at brødet og vinen videnskabeligt set bliver blod og kød, men når vi tror, at Jesus gav sit liv for os, så bliver nadverens fattige måltid det dyrebareste af alt, vi kan spise.
Mon ikke det har ødelagt den gode stemning, at Jesus afslørede Judas? Den akavede stilhed sænkede sig formodentlig, og selvom det var nemt for de andre disciple at skule ondt på Judas, så har det nok ikke krævet mange øjeblikke for dem at indse, at de alle selv var mulige forrædere. Et oprigtigt blik på sin egen menneskelighed bør medføre en ydmyghed – ikke bare over for Jesus, men over for andre; for vi er som mennesker alle lige med hinanden; selvom vi alle samtidigt er fuldstændigt forskellige fra hinanden. Vi er nemlig lige stillet over for Gud og den velsignelse, tilgivelse og nåde han skænker os og giver os – især ved dåb og nadver.
Det vidunderlige som vi skal tage med os herfra i dag er, at Jesus trods alle sine forudsigelser og al sin indsigt i den menneskelige natur, alligevel spiste med sine disciple. Han tilgav dem allerede på forhånd deres svigt. Selvom folk svigtede ham, ville han ikke svigte dem. Det betyder for os i dag, at selvom vi begår dumheder og fejl og svigter hinanden – eller måske især synder mod Gud – så er vi ikke bare dømt ude i mørket eller smidt ned i fortabelsens kulkælder. Vi får en chance til – ja, den er allerede rakt os på forhånd, sådan at vi kan leve i troen på, at der trods synd og selvskabt plage er tilgivelse og barmhjertighed. Lad os derfor på trods af alt bryde brødet sammen, tilgive hinanden og finde sammen omkring Guds ord og Jesu bord. Amen.
Prædikentekster til Skærtorsdag
Salmer: 1. DDS 192 Hil dig frelser og forsoner; 2. DDS 320 “Midt iblandt os er Guds rige”, mel: Nu går våren gennem Nyhavn; 3. DDS 456 Vor Herre Jesus i den nat; ---; 4. DDS 461 Jesus Kristus er til stede; 5. DDS 476 Kornet som dør i jorden; 6. DDS 786: Nu går solen sin vej
