Når vi her efter gudstjenesten samles til påskemåltid, skal vi sidde ved siden af hinanden og spise noget mad, der er inspireret af det jødiske påskemåltid med lam, vin og bitre urter. Sådan et påskemåltid blev det sidste Jesus spiste sammen med sine disciple, men hans sidste måltid blev deres første nadver. Det var nemlig ved dét måltid, at Jesus tog brødet og vinen, og gav det til dem som sit legeme og blod. Det var naturligvis ikke hans fysiske kød og blod, men det er et billede på, at Jesus gav sig fuldt udt i sin hengivenhed som Guds søn. Men de sad altså ved bordet, og selv dengang var det god bordskik at sidde pænt ved bordet og spise sammen, men under måltidet gjorde Jesus noget, der forekom disciplene meget besynderligt: Han vaskede deres fødder!
Fos os ville det nok være noget mærkeligt noget, hvis vi skulle vaske hinandens fødder, men i Israel på Jesu tid gik man i sandaler, og en god vært tilbød, at gæsterne kunne få vasket deres fødder for støv og snavs, inden man skulle spise. Det var almindeligt og ganske praktisk, ligesom vi tørrer skoene af, inden vi træder ind i et hus. Ved måltidet fik fodvaskningen dog en anden betydning, fordi Jesus selv begyndte at kravle rundt og vaske deres fødder.
Det var ret pinligt for dem, for de anså Jesus som deres store konge og mester. Det var naturligvis ikke en konges opgave at vaske fødderne på tjenere og undersåtter. De havde hyldet ham med Hosianna-tilråb og palmegrene, da han Palmesøndag højt på et æsel red ydmygt ind i kongebyen Jerusalem. De havde fulgt ham i tykt og tyndt og set ham gøre de mærkværdigste og vidunderligste ting. Hele tiden vaklede de dog mellem tro og tvivl usikre på, hvad Jesu plan var. Jo nærmere de kom påsken i Jerusalem, desto mere troede de fuldt og fast på, at Jesus ville lade sig krone til konge af Israel, så han kunne drive romerne ud af landet og gøre alting godt.
Der var dog en anden plan, som disciplene ikke ville høre tale om: Korsfæstelse og undergang uden ære og magt. I stedet for at tale mere om, hvad der skulle ske, valgte Jesus at være nærværende med sine disciple ved at spise sammen med dem, og ved at tilgive dem forud, idet han vaskede deres fødder. Det er ikke et stort og banebrydende under, men det er alligevel underligt. En konge, der lægger sig på knæ både for sine disciple, ja, for både Peter og Judas; Peter, der plejer at blive fremhævet som en god discipel, og Judas, der plejer at blive omtalt som en forræder og bedrager.
Judas får åbenbart vasket sine fødder uden at protestere, men Peter forstår slet ikke, hvad der foregår. Først vil han ikke have vasket fødder af Jesus, og snart efter vil han vaskes over hele kroppen! Vaskningen er dog et billede på tilgivelse, og da Jesus vasker disciplenes fødder, tilgiver han på forhånd de veje, disciplene skal gå, når han tages til fange, og de alle bliver bange og flygter af frygt for at miste deres liv - sådan som vi skal høre om i morgen, Langfredag. Jesus vidste, hvad der skulle ske, og han tillod det, ja, han tilgav endda sine disciple på forhånd, at de ville svigte ham. Tilgivelse skulle til, så de kunne leve med deres skyld.
Også Judas fik vasket sine fødder. Den discipel, der stod bag anholdelsen af Jesus; han, der stod bag, at Jesus blev ført hen for at blive korsfæstet; han, der igennem århundreder er blevet skældt og skammet ud, fordi han som den eneste discipel blev kendt som ham, der forrådte Jesus. Da Judas sad dér sammen med de andre, vidste han godt, at han ville forråde Jesus – og Jesus vidste, Judas skulle spille en særlig rolle i påskens begivenheder. Hvordan Judas havde det, ved vi ikke, og derfor kan vi forestille os meget. Måske var han mere indelukket den aften, anspændt, måske nervøs og bange for, om han gjorde det rigtige. Hvorfor Judas forrådte Jesus, kan vi nok aldrig helt forstå, men det skete, og Judas fortrød bitterligt, så han tog livet af sig selv kort tid efter, fordi han ikke kunne leve med sin skyld. Hvad de andre disciple ikke kunne tilgive Judas, og hvad han ikke kunne tilgive sig selv, tog Jesus hånd om, og smed ham aldrig ud af discipelgruppen eller fordømte ham – men spiste med ham og vaskede også hans fødder.
Vi har nok en tendens til helst at ville sammenligne os med de ”gode” disciple, men fokuserer vi kun på det gode, så bliver der ikke plads til at tale om vore dårlige sider, om ondskab i verden og om det, vi i kirken slet og ret kalder synd. Synd er, at vi er adskilte fra Gud og fra hinanden, og at vi kommer til at forråde hinanden, såre og svigte hinanden, selvom vi egentlig ikke ønsker det; vi lever jo, som vi bedst kan. Men Guds plan og vore planer er vidt forskellige. I denne tid hvor ondskab og uretfærdighed i verden viser sit grimme ansigt og skaber utryghed og forvirring, når terroren sprænger bomber og ødelægger livsglæden, må vi stadig holde fast ved, at al uretfærdighed og ondskab her i verden har et menneskes ansigt; det er ganske menneskeligt og hører vores verden til, på samme måde som Judas sad iblandt de andre disciple.
Fodvaskningen er et billede på, at Guds søn kom til jord for at tilgive os, der bærer på byrder, vi ikke kan tilgive hinanden eller tilgive os selv. Tynget af skyld kan man ikke leve et liv i nærvær og glæde, og derfor skal vi høre disse nådige ord for at vi kan holde fast i håbet om, at Gud ønsker at sætte os fri af skyld, synd og skam.
Man kan tale så uendeligt meget om tilgivelse og nærvær, men rent praktisk rækkes vi tilgivelsen, når vi samles om et nadverbord eller spisebord for at danne fællesskab i håbets ord om, at tilgivelse også er for os – hvad enten vi er en forvirret Peter eller en forræderisk Judas. Så danner vi fællesskab, og så mindes vi Jesu liv og gerning, så vi må håbe på et godt liv her på jord. Når Jesus således tilgiver os, skylder vi også at tilgive hinanden. Amen.
Bibeltekster til Skærtorsdag: Fodvaskningen Joh 13,1-15
Salmer: 1. DDS 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; 2. DDS 277: Herre, når din time kommer; 3. DDS 178: Han står på randen af sin grav; --- ; 4. DDS 455: Mindes vi en fuldtro ven; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 786: Nu går solen sin vej
Fos os ville det nok være noget mærkeligt noget, hvis vi skulle vaske hinandens fødder, men i Israel på Jesu tid gik man i sandaler, og en god vært tilbød, at gæsterne kunne få vasket deres fødder for støv og snavs, inden man skulle spise. Det var almindeligt og ganske praktisk, ligesom vi tørrer skoene af, inden vi træder ind i et hus. Ved måltidet fik fodvaskningen dog en anden betydning, fordi Jesus selv begyndte at kravle rundt og vaske deres fødder.
Det var ret pinligt for dem, for de anså Jesus som deres store konge og mester. Det var naturligvis ikke en konges opgave at vaske fødderne på tjenere og undersåtter. De havde hyldet ham med Hosianna-tilråb og palmegrene, da han Palmesøndag højt på et æsel red ydmygt ind i kongebyen Jerusalem. De havde fulgt ham i tykt og tyndt og set ham gøre de mærkværdigste og vidunderligste ting. Hele tiden vaklede de dog mellem tro og tvivl usikre på, hvad Jesu plan var. Jo nærmere de kom påsken i Jerusalem, desto mere troede de fuldt og fast på, at Jesus ville lade sig krone til konge af Israel, så han kunne drive romerne ud af landet og gøre alting godt.
Der var dog en anden plan, som disciplene ikke ville høre tale om: Korsfæstelse og undergang uden ære og magt. I stedet for at tale mere om, hvad der skulle ske, valgte Jesus at være nærværende med sine disciple ved at spise sammen med dem, og ved at tilgive dem forud, idet han vaskede deres fødder. Det er ikke et stort og banebrydende under, men det er alligevel underligt. En konge, der lægger sig på knæ både for sine disciple, ja, for både Peter og Judas; Peter, der plejer at blive fremhævet som en god discipel, og Judas, der plejer at blive omtalt som en forræder og bedrager.
Judas får åbenbart vasket sine fødder uden at protestere, men Peter forstår slet ikke, hvad der foregår. Først vil han ikke have vasket fødder af Jesus, og snart efter vil han vaskes over hele kroppen! Vaskningen er dog et billede på tilgivelse, og da Jesus vasker disciplenes fødder, tilgiver han på forhånd de veje, disciplene skal gå, når han tages til fange, og de alle bliver bange og flygter af frygt for at miste deres liv - sådan som vi skal høre om i morgen, Langfredag. Jesus vidste, hvad der skulle ske, og han tillod det, ja, han tilgav endda sine disciple på forhånd, at de ville svigte ham. Tilgivelse skulle til, så de kunne leve med deres skyld.
Også Judas fik vasket sine fødder. Den discipel, der stod bag anholdelsen af Jesus; han, der stod bag, at Jesus blev ført hen for at blive korsfæstet; han, der igennem århundreder er blevet skældt og skammet ud, fordi han som den eneste discipel blev kendt som ham, der forrådte Jesus. Da Judas sad dér sammen med de andre, vidste han godt, at han ville forråde Jesus – og Jesus vidste, Judas skulle spille en særlig rolle i påskens begivenheder. Hvordan Judas havde det, ved vi ikke, og derfor kan vi forestille os meget. Måske var han mere indelukket den aften, anspændt, måske nervøs og bange for, om han gjorde det rigtige. Hvorfor Judas forrådte Jesus, kan vi nok aldrig helt forstå, men det skete, og Judas fortrød bitterligt, så han tog livet af sig selv kort tid efter, fordi han ikke kunne leve med sin skyld. Hvad de andre disciple ikke kunne tilgive Judas, og hvad han ikke kunne tilgive sig selv, tog Jesus hånd om, og smed ham aldrig ud af discipelgruppen eller fordømte ham – men spiste med ham og vaskede også hans fødder.
Vi har nok en tendens til helst at ville sammenligne os med de ”gode” disciple, men fokuserer vi kun på det gode, så bliver der ikke plads til at tale om vore dårlige sider, om ondskab i verden og om det, vi i kirken slet og ret kalder synd. Synd er, at vi er adskilte fra Gud og fra hinanden, og at vi kommer til at forråde hinanden, såre og svigte hinanden, selvom vi egentlig ikke ønsker det; vi lever jo, som vi bedst kan. Men Guds plan og vore planer er vidt forskellige. I denne tid hvor ondskab og uretfærdighed i verden viser sit grimme ansigt og skaber utryghed og forvirring, når terroren sprænger bomber og ødelægger livsglæden, må vi stadig holde fast ved, at al uretfærdighed og ondskab her i verden har et menneskes ansigt; det er ganske menneskeligt og hører vores verden til, på samme måde som Judas sad iblandt de andre disciple.
Fodvaskningen er et billede på, at Guds søn kom til jord for at tilgive os, der bærer på byrder, vi ikke kan tilgive hinanden eller tilgive os selv. Tynget af skyld kan man ikke leve et liv i nærvær og glæde, og derfor skal vi høre disse nådige ord for at vi kan holde fast i håbet om, at Gud ønsker at sætte os fri af skyld, synd og skam.
Man kan tale så uendeligt meget om tilgivelse og nærvær, men rent praktisk rækkes vi tilgivelsen, når vi samles om et nadverbord eller spisebord for at danne fællesskab i håbets ord om, at tilgivelse også er for os – hvad enten vi er en forvirret Peter eller en forræderisk Judas. Så danner vi fællesskab, og så mindes vi Jesu liv og gerning, så vi må håbe på et godt liv her på jord. Når Jesus således tilgiver os, skylder vi også at tilgive hinanden. Amen.
Bibeltekster til Skærtorsdag: Fodvaskningen Joh 13,1-15
Salmer: 1. DDS 318: Stiftet Guds søn har på jorden et åndeligt rige; 2. DDS 277: Herre, når din time kommer; 3. DDS 178: Han står på randen af sin grav; --- ; 4. DDS 455: Mindes vi en fuldtro ven; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 786: Nu går solen sin vej
