Det er i dag den sidste søndag i dette kirkeår, og på søndag tager vi hul på et nyt kirkeår med Første Søndag i Advent. Så på en måde er dagen i dag ligesom nytårsaften, hvor vi går over fra det gamle til det nye. Derfor kan vi også i dag bruge noget tid på at tænke tilbage på, om det forgangne års tid nu også blev, som vi håbede, og om vi nåede, alt det vi ville.
Vi kan tænke på alt det, vi oplevede og levede igennem og som satte spor og aftryk på os. Selvom vi går ind i nye tider, slæber vi meget af det gamle med os. Det er jo ikke sådan at vi bliver nye personer ved at gå ind i et nyt (kirke)år, men vi tager hul på en tid, som vi ikke før har levet eller oplevet. Derude i den ukendte fremtid venter både godt og ondt; der venter stort og småt; der venter minutter, timer og dage, som vi får mulighed for at bruge. Måske har vi allerede planer? Måske føler vi allerede en snert af stress over alt det, der venter, og som vi vil møde enten med håb eller nervøsitet. Sådan er det, når vi tænker på fremtiden ud fra vort jævne menneskelige synspunkt, men her i kirken løftes vi op så vi får et andet blik over tiden, der skal komme.
Gud har nemlig lovet os en fremtid, som vi ikke selv kan skabe; vi har fået noget i udsigt, som vi ikke selv kan opnå, men som vi bare må vente på. Det er Guds egen tid. Han har nemlig lovet os, at alting engang bliver nyt. Ikke bare som en ny kalender, nej, når Gud gør noget, gør han det grundigt, og så grundigt vil det nye være, at der er tale om en ny himmel og en ny jord, hvor kun kærligheden bor – i al sin fylde og al sin vælde. En verden, hvor der ikke mere skal være krig, ej heller sorg eller savn, ej heller døden skal være mere. Kun liv, kun Gud og kun kærlighed. Og vi skal være der som genskabte mennesker; sådan som Gud selv ser os i sit billede. I juletiden fejrer vi derfor på mange måder, at ”Gud blev mennesker for at mennesket skulle guddommeliggøres” (Athanasios).
Men en så lysende og strålende fremtid kan vi slet ikke forestille os eller forholde os til, fordi vi ser alting igennem vore egne briller, og vi har vore hverdagsøjne rettet vores fokus på vore egne sager og denne verden; her kæmpes imod fattigdom, klimaforandringer, ulykkelige skæbner og her kæmper mennesker imod mennesker. Selvom Jesus helbredte mange og gav de syge og døde livet igen, vendte disse tilbage til deres hverdagsliv fyldt med sorger og glæder. For sådan er menneskelivet: det hører jorden til! Selvom vi er blevet lovet det smukkeste i himlen må vi ikke forfalde til verdensfjern dagdrømmeri eller virkelighedsflugt. Tværtimod må vi ud fra dette himmelhåb holde os til hverdagslivet og leve på vor dåb.
Vi er jo sat her iblandt hinanden på underlige måder for at vi skal være noget godt for hinanden, så længe vi lever. Vi har trods alt kun det ene liv, så hvorfor skulle vi dog ikke bruge det på at løfte hinanden ved at glæde og gavne hinanden? Om vi så er ganske små, om vi så er ganske få, om vi er bange og nervøse eller om vi så er gamle eller udtjente og grå, så har vi med livet en himmelsk gave, som vi kan glæde andre med. Er det nemt? Nej, slet ikke! Men det er hele livet værd, at være hinanden nær. Og Gud vil selv give os styrke til at være medmennesker for hinanden.
At være hinanden nær, medfører ikke kun glæde, men som vi ved: Livets almindelige bøvl og besvær! For jo mere man engagerer sig i livet og i andre, desto mere besværes man. Det kan blive tungt i længden at bære sine byrder, og man kan blive så træt både af andre og sig selv især. Så træt kan man blive, at man kan ønske at opgive. Der er intet der kan bedrøve os eller tynge os mere end dem, vi har tæt på os. Tænk, det er da underligt, at dem, der kan glæde os mest også er dem, der kan bedrøve os mest inderligt. Og så er det måske ikke engang med vilje, at andre sårer os eller skader os.
Så er det jo, at vi skal lytte og høre Jesus sige: Kom til mig. I dåben tegnes korsets tegn over ansigt og brystkasse som tegn på, at vi som tjenere og venner tilhører den korsfæstede og opstandne frelser. Og ved nadverens bord hører vi igen hans ord: Kom og spis og blive styrket til igen at være mine tjenere og venner ude i verden. Kan han tydeligere gøre os opmærksomme på, at vi bør lægge vore byrder af hos ham? Alt, hvad vi slæber på, må vi læsse af hos ham; og som svar på vore bønner giver han sin tilgivelse og lyser sin fred. Hvor skønt det end lyder, er det måske slet ikke så nemt.
Det kræver øvelse, at se sådan på Jesus, og det kræver øvelse at turde læsse sine tunge byrder og trælse synder af hos ham. På den måde er kirken et træningscenter for troen, for herinde øver vi os i at se os selv både som venner og som tjenere af Jesus, der som himlens kongesøn kommer os nær for at løse os af synd og sorg og smerte.
Kirken er også et rum for trøst og opmuntring; vi burde altid gå glade fra gudstjenesten med visheden om, at Jesus selv ønsker at give os glæden i tilværelsens dybde og bredde. Se, her er døbefont og alter. Her kan vi få styrket troen, håbet og kærligheden ved dåbens bad og alterets mad - for uden håb og tilgivelse duer vi slet ikke. Gud selv ønsker at opløfte os. Vi er nemlig ikke overladt til os selv, men Gud vil selv bygge os op på en måde, som kun han kan. Vi er nemlig Guds tempel, og hans Ånd bor i os. Derfor må vi aldrig fortvivle over vores liv, eller frygte for vores fremtid, for alt hviler i Gud Faders hånd, og vi er hans børn, hans venner og tjenere. Lad os levet på det budskab endnu et år. Amen.
Søndag den 25. november 2018 kl. 9.30 i Hunderup (1 dåb) og kl. 11 i Vilslev.
1) 754: Se, nu stiger solen (dåb: 674: Sov sødt) 2) 303: Kom, Guds Faders Ånd fuldgod, mel: Op dog! Zion, ser du ej 3) 323: Kirken den er et gammelt hus --- 4) 334: Guds kirkes grund alene, mel: Samuel Wesley 5) 430: Lov og tak og evig ære 6) 431: Herre Kristus dig til ære
MEDDELELSER
På søndag kommer Jesus ridende ind i Jerusalem på et æsel, imens folk skærer grene af træerne og smider kapper på vejen, og han hyldes som den konge, der skal frelse alle folk fra hvad, der end måtte true deres liv og frelse. Vi fejrer Første Søndag i Advent, og skal høre om, hvorfor himlens kongesøn dog valgte et usselt æsel som transportmiddel.
Hunderup:
Der er gudstjeneste kl. 9.30. På søndag modtager vi Fredslyset fra Sct. Georgsgilderne, som adventskransens første lys skal tændes med. Vi får også besøg af Annemette Jørgensen, som vil synge nogle klassiske stykker musik for os, og efter gudstjenesten er der kirkekaffe. Desuden får vi igen julekrybben at se med sine små figurer til minde om Jesusbarnets fødsel i Betlehem.
Som led i konfirmationsforberedelsen hjælper Mille Hessellund i dag med salmebøgerne, og Teresa hjælper med at tænde stearinlys, bede indgangsbøn, og uddele nadverbrød.
Fra høst til juleaften samler vi ind til Børnesagens Fællesråd, der arbejder på at forbedre udsatte danske børns rettigheder og vilkår, f.eks. ved at give dem en bedre jul. Alt, hvad der lægges i kirkebøssen, går ubeskåret til Børnesagens Fællesråd.
Vilslev
Der er gudstjeneste kl. 11. Vi skal høre et børnekor fra Gredstedbro skole, som vil synge for os og med os. Vi tænder det første lys i adventskransen, og vi får igen julekrybben at se med sine små figurer til minde om Jesusbarnets fødsel i Betlehem.
Som led i konfirmationsforberedelsen hjælper Lasse Sejerup i dag med at tage imod salmebøger efter gudstjenesten.