I dag fejrer vi denne sidste søndag i dette kirkeår, og vi står på tærsklen til et nyt kirkeår, hvor der igen her i kirken vil være mange gudstjenester, kirkelige handlinger og arrangementer i forskellige former, men med samme hovedbudskab. På andre måder står vi også over for noget nyt, for der har i efteråret været opstilling til de menighedsråd, der tiltræder næste søndag, og der er såmænd også et nyt kirkeblad på vej. Tiden stopper ikke, og kirken lukker ikke, selvom søndagen i dag kaldes den sidste. Egentligt er det jo misvisende, for kirkeåret er ikke som en lineal, hvor man kun kan måle en vis længde, men kirkeåret er som en cirkel, som et hjul, der drejer og drejer og tager os med på dens rejse. Ligesom naturens gang får i ring, når efterår bliver til vinter, vinter til forår og forår til sommer.
Det er jo egentligt sjovt, at vi inddeler året i måneder, månederne i uger, ugerne i dage, dagene i timer, timerne i minutter, minutterne i sekunder – og så indretter vi os efter det. Vi står tidligt op og går på arbejde, selvom vi måske gerne ville sove længe. Det siger noget om vores kultur. Min faster sagde ofte: ”Tidligt op og tidligt i seng, det er sundt for den lille dreng, men man kan også sige, det er sundt for den lille pige.” Mundheldet afspejler den måde, vi har indrettet os på, hvor arbejdet fylder meget, og hvor søvn og hvile i mange år har haft et dårligt omdømme; den, der sover meget må jo være doven.
Heldigvis er der nye tendenser på vej, der skal gøre os opmærksom på, at det er vigtigt både at sove og hvile – for ellers brænder vi ud og mister livsgnist og arbejdsenergi. Men Gud var langt forud for moderne coaches, for allerede i De Ti Bud står der om ugens hellige dag, at man skulle bruge den til hvile. Og Jesus går et skridt videre og indbyder alle dem, der er trætte og bærer tunge byrder til at søge hvile hos ham. Han ønsker at give os det herberg, som han ikke selv fandt. For hvile skal vi, det ligger naturligt til os, og bagefter kan vi jo tage fat igen på de ting, vi hver især skal ordne.
Vi bærer hver især på forskelligt bagage igennem livet; nogle oplever mere modgang i livet end andre, og nogle må kæmpe mere i dagligdagen end andre. Men ingen af os slipper for hver især at tage vores kors op, tage vores ansvar på os for liv og eksistens. Dér griber Jesus fat, for han ved godt, hvad et menneskeliv indeholder, og han kalder os til sin hvile. En hvile, som vi blandt andet kan finde her i kirken en times tid, hvor vi ikke skal tænke på alt muligt andet, men bare være her til stede og modtage Guds fred og velsignelse. Bare modtage og ikke yde eller konkurrere, men være til stede her og nu, sænke skuldrene og trække vejret dybt. Her skal vi ikke forholde os til alle mulige andre ting, for kun ét er fornødent.
For både børn og voksne er der som regel mange tilbud og altid nok at udfylde tiden med, men når uret bestemmer, er det som om vi glemmer, at være hvor vi er, og være nærværende og til stede i det nu, hvor vi er til som Guds børn iblandt hinanden. Jesu glædelige budskab kan ikke hastes igennem; Guds rige kan ikke effektiviseres, men det er tværtimod en ødsel forretning, for kærlighed tænker aldrig på at modtage eller på at spare eller på, om den får ligeså meget igen, som den giver ud.
Lige siden Gud satte alt i gang, har han givet og givet både af sit overflod og af sit hjerteblod; han gav sin egen søn, og Jesus gav sig selv helt indtil han ikke havde mere at give af. Vor tro er ej på hvad som helst, man kristendom vil nævne. Kristendom er historien om, hvordan den treenige Gud hele tiden øser ud af sig selv for at give os alt det, vi ikke selv har. Når vi ikke har freden, hvilen og roen – ja, så er det freden, hvilen og roen, Jesus vil have os til at modtage. Når vi ikke har troen, håbet og kærligheden, så er det netop de tre dele, vi skal modtage. Når vi føler os fortabte, vanskabte og udstødte, så lyder budskabet, at vi er elskede, afholdte og en del af Guds eget fællesskab. På den måde rækker Jesus ved Helligåndens forunderlige virke sin guddommelige hånd igennem tid og rum for at gribe os hver især.
Når vi er velsignede, hvordan kan vi så forbande? Når vi er frelste, hvordan kan vi så bringe til fortabelse? Når vi er elskede, hvordan kan vi så hade? Når vi kaldes til det gode, hvordan kan vi så afslå? Vort liv er ikke sort-hvidt, og vores livsbane kan gå både op og ned – men uanset hvordan det ser ud for os, om vi befinder os i livets forår eller efterår, så åbner kirken igen dørene på næste søndag, så her er rum til at hvile, plads til at være og her er stedet, hvor vi må lære bare at hvile og finde fred. Her må vi befinde os så vi kan besinde os på, at Guds rige ikke afhænger af tider eller skikke, ej heller af årets gang eller kirkens kalender. Her får vi, hvad vi ikke fortjener, men som vi behøver. Lad os derfor finde ro og hvile i troen på Guds faderlige omsorg. Amen.
Læs prædikentekster til Sidste Søndag i Kirkeåret
Salmer: 1. DDS 431: Herre Kristus, dig til ære; 2. DDS 337: Behold os, Herre, ved dit ord; 3. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; --- ; 4. DDS 384: Til klart Guds ansigt vi skal se, Laub; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 673: O Guddoms-sol fuldstærk og blid