Moses ville nok ikke have syntes så godt om Danmarks geografi, for han havde brug for at komme et par kilometer op fra jorden for at tale med Gud. Så det var godt, at han var jøde og ikke jyde, for så højt kan man slet ikke komme her til lands. Uanset hvilke bakker vi klatrer op ad, er vi stadig så nær ved jorden, at vi ligeså godt kan tage kop kaffe med; ja, måske hænger landets flade geografi sammen med vores jævne måde at være mennesker og kristne på; ingen iblandt os skal komme for højt til hest eller sættes på en piedestal. Da Moses skulle skrive de ti bud på to tavler, skulle han så højt op på Sinaj-bjerget, at han ikke kunne ses nedefra af mennesker. Skjult på bjergets høje tinde talte han og Gud med hinanden. Og da han kom ned fra bjerget, var noget af Guds hellighed smittet af på ham, så hans ansigt lyste. Derfra stammer tanken om den glorie, der er et skinnende lys omkring hovedet på dem, der har været særligt tæt på Gud. Gud og det guddommelige har med et særligt lys at gøre, som skinner uden at blænde; ligesom også den guddommelige ild brænder uden at fortære, sådan som Moses så tornebusken brænde uden, at den blev fortæret.
Da Moses kom ned på jorden til sit folk fra sit besøg i det høje, blev de bange for ham, for det var da ikke naturligt at hans ansigt lyste! I vores tid vil vi nok tænke på noget radioaktivt. Vores naturlige reaktion er at fjerne os fra det, der virker ulogisk, uforklarligt – eller bare fremmed og anderledes, og måske er det derfor mange har svært ved at forholde sig til det, vi ikke kan måle og veje. Moses ønskede ikke at gøre sine medmennesker bange; tværtimod kom han med velsignelse fra Gud. Så han tog et slør over ansigtet, og det må have kunnet dæmpet lyset fra det høje. Måske er det egentlig kun i små doser eller i afglans, at vi kan tåle at se det Guds himmelske lys uden at blive grebet af frygt og bæven?
Moses var én person ud af et stort folk, som i levende live fik lov at opleve, se og føle Guds nærvær. Og det var ikke fordi han havde gjort alle mulige krumspring for at få sig en religiøs oplevelse, men alene fordi Gud selv ville vise ham noget af Paradis i glimt; og selv et lille glimt af himmeriget fik Moses’ ansigt til at lyse. Moses levede, døde og blev begravet, og senere i Det Gamle Testamente hører vi om Elias, som var en stor profet i Israel. Gud talte til ham, men viste sig aldrig for Elias på samme måde, som han havde gjort for Moses. Elias levede og gjorde som Gud befalede, og da hans tid var omme, døde han ikke, men blev hentet til himmels af en storm.
Når vi så går fra Det Gamle til Det Nye Testamente, forlader vi de store profeter og hører om hverdagens jævne folk. Jesus valgte nogle almindelige mænd til at følge sig ud på opdagelse af, hvordan Gudsriget forandrer livet for os. Heriblandt var Peter, som langt fra var en stor profet. Han så også et glimt af en lysende og himmelsk virkelighed, og han så med sine øjne, hvordan Jesus blev forvandlet. Tror I ikke, Peter havde svært ved at forstå det og tro det? Det var jo ikke ligefrem alle, der oplevede mirakler og undere, men Peter oplevede det ene mest utrolige efter det andet. Den ene dag blev døve og blinde helbredt, den næste dag blev dæmoner uddrevet af mennesker, den tredje dag blev en død vækket til live igen, den fjerde dag gik Jesus på vandet, og fik storm og hav til at blive blikstille, og vi kunne fortsætte listen.
Peter var ”bare” en almindelig fisker. Han var gift, og havde et dagligt arbejde, der gav ham og hans familie det daglige brød. Han stod op hver morgen, passede sit arbejde og sin familie. Han var en almindelig jøde; sådan én, som er en del af mængden ligesom de fleste af os, der ikke på nogen særlig måde stikker ud, men lever vore jævne, virksomme liv på jorden. Jeg tænker, at Peter måske var kulturjøde, og at han dyrkede sin tro ligesom mange såkaldt kulturkristne holder sig til kristendom – hverken for meget eller for lidt, men sådan lige tilpas; man skal jo nødigt blive ekstrem eller fanatisk.
Jeg tror, Peter levede sit liv med de sorger og glæder, som var blevet ham tildelt. Alligevel valgte han at forlade alt det, han før holdt sig kær, for at følge efter Jesus og være ham nær. Mon ikke Peter kunne mærke Gudsrigets nærvær i Jesus’ samvær? Selvom Peter fik overflod af bevis for, at Jesus virkelig er Guds søn, så blev han ved med at gøre dumme ting og komme med dumsmarte bemærkninger. Jesus blev ved med irettesætte ham, skælde ham ud og forsøge at få ham til at forstå sagernes rette sammenhæng. Også i dag bliver Peter ved siden af sig selv, da han står over for det guddommeligt fantastiske, som ikke kan rummes her på jorden, og dog blev rummet i ét menneske.
Moses og Elias trådte frem, for de havde i gamle dage været med til at frelse jøderne fra undergang, og den opgave skulle Jesus bære videre og gøre gældende – ikke kun for jøder – men for alle mennesker på jorden. Ja, med Moses og Elias er hele Det Gamle Testamente til stede over for det nye i Jesus Kristus. Peter ville straks bytte hytter, så de alle bare kunne forblive deroppe på bjerget, hvor Gudslyset strålede så rigeligt, kærligt, altomfavnende og glædeligt. Peter fik et glimt af himlen, og derved blegnede hele jorden for ham. Men ak, pludseligt var himmelglansen slukket, underet var sket, og de skulle ned fra bjerget igen, for det er dog på vor jord, vi lever, bor og tror. Dernede på jorden iblandt syge, sorgfulde og syndige, viste Jesus, hvordan det himmelske lys også skinner dér, hvor alting ellers syntes at være bleg og mørk. Han fik åbnet Peters øjne for det, og mon ikke også, han får åbnet vore øjne for det himmelske i det jordiske? Amen.
Søndag den 10. februar, Sidste søndag efter helligtrekonger, kl. 9.30 Vilslev (med kirkekaffe), kl. 11 Hunderup. Salmer: DDS 22: Gådefuld er du vor Gud, mel: Johann Horn 1544 - DSS 324: Dig rummer ej himle - 56: Jesus er navnet mageløst - - Prædiken - DDS 54: Hvad mener I om Kristus - DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte - DDS 57: Herre, fordi du, mel: Børge Ring 1975
MEDDELELSER
Når Gud hyrer folk i sin vingård, skal man selvfølgelig forvente lige løn – men altså ikke for lige arbejde. Ja, måske lyder det til at Gud vil lægge sig ud med fagforeningerne, men det er slet ikke sagen. Gud giver os lige meget løn, uanset hvor meget vi arbejder; men lønnen er høj nok til, at ingen skal mangle noget. Dem, der har arbejdet længe, bliver alligevel misundelige på dem, der har arbejdet lidt – for hvad er meningen? Det skal vi høre mere om på søndag den 17. februar, hvor der er gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Gredstedbro – begge v. Kevin Asmussen.
Og så skal jeg meddele, at Kevin Asmussen har valgt at skifte embede. Den 1. marts tiltræder han som sognepræst i Sankt Katharine-Kalvslund-Obbekær pastorat. Vi ønsker ham held og lykke med det nye embede. Nu kommer der en periode, hvor stillingen passes af en vikar, og så skal vi jo i gang med at slå stillingen op og finde ansøgere til embedet. Vikaren er Katrine Gaub, der har siden 1. december har været vikar i Ølgod, Bejsnap og Strellev kirker.
Vilslev: Kirkekaffe
Præludium: W.A. Mozart : Klaverkoncert nr. 21, 2.sats (Elvira Madigan) og som postludium J.P.E. Hartmann : I sne står urt og busk i skjul (selvom det nok ikke er tilfældet på søndag!)
Da Moses kom ned på jorden til sit folk fra sit besøg i det høje, blev de bange for ham, for det var da ikke naturligt at hans ansigt lyste! I vores tid vil vi nok tænke på noget radioaktivt. Vores naturlige reaktion er at fjerne os fra det, der virker ulogisk, uforklarligt – eller bare fremmed og anderledes, og måske er det derfor mange har svært ved at forholde sig til det, vi ikke kan måle og veje. Moses ønskede ikke at gøre sine medmennesker bange; tværtimod kom han med velsignelse fra Gud. Så han tog et slør over ansigtet, og det må have kunnet dæmpet lyset fra det høje. Måske er det egentlig kun i små doser eller i afglans, at vi kan tåle at se det Guds himmelske lys uden at blive grebet af frygt og bæven?
Moses var én person ud af et stort folk, som i levende live fik lov at opleve, se og føle Guds nærvær. Og det var ikke fordi han havde gjort alle mulige krumspring for at få sig en religiøs oplevelse, men alene fordi Gud selv ville vise ham noget af Paradis i glimt; og selv et lille glimt af himmeriget fik Moses’ ansigt til at lyse. Moses levede, døde og blev begravet, og senere i Det Gamle Testamente hører vi om Elias, som var en stor profet i Israel. Gud talte til ham, men viste sig aldrig for Elias på samme måde, som han havde gjort for Moses. Elias levede og gjorde som Gud befalede, og da hans tid var omme, døde han ikke, men blev hentet til himmels af en storm.
Når vi så går fra Det Gamle til Det Nye Testamente, forlader vi de store profeter og hører om hverdagens jævne folk. Jesus valgte nogle almindelige mænd til at følge sig ud på opdagelse af, hvordan Gudsriget forandrer livet for os. Heriblandt var Peter, som langt fra var en stor profet. Han så også et glimt af en lysende og himmelsk virkelighed, og han så med sine øjne, hvordan Jesus blev forvandlet. Tror I ikke, Peter havde svært ved at forstå det og tro det? Det var jo ikke ligefrem alle, der oplevede mirakler og undere, men Peter oplevede det ene mest utrolige efter det andet. Den ene dag blev døve og blinde helbredt, den næste dag blev dæmoner uddrevet af mennesker, den tredje dag blev en død vækket til live igen, den fjerde dag gik Jesus på vandet, og fik storm og hav til at blive blikstille, og vi kunne fortsætte listen.
Peter var ”bare” en almindelig fisker. Han var gift, og havde et dagligt arbejde, der gav ham og hans familie det daglige brød. Han stod op hver morgen, passede sit arbejde og sin familie. Han var en almindelig jøde; sådan én, som er en del af mængden ligesom de fleste af os, der ikke på nogen særlig måde stikker ud, men lever vore jævne, virksomme liv på jorden. Jeg tænker, at Peter måske var kulturjøde, og at han dyrkede sin tro ligesom mange såkaldt kulturkristne holder sig til kristendom – hverken for meget eller for lidt, men sådan lige tilpas; man skal jo nødigt blive ekstrem eller fanatisk.
Jeg tror, Peter levede sit liv med de sorger og glæder, som var blevet ham tildelt. Alligevel valgte han at forlade alt det, han før holdt sig kær, for at følge efter Jesus og være ham nær. Mon ikke Peter kunne mærke Gudsrigets nærvær i Jesus’ samvær? Selvom Peter fik overflod af bevis for, at Jesus virkelig er Guds søn, så blev han ved med at gøre dumme ting og komme med dumsmarte bemærkninger. Jesus blev ved med irettesætte ham, skælde ham ud og forsøge at få ham til at forstå sagernes rette sammenhæng. Også i dag bliver Peter ved siden af sig selv, da han står over for det guddommeligt fantastiske, som ikke kan rummes her på jorden, og dog blev rummet i ét menneske.
Moses og Elias trådte frem, for de havde i gamle dage været med til at frelse jøderne fra undergang, og den opgave skulle Jesus bære videre og gøre gældende – ikke kun for jøder – men for alle mennesker på jorden. Ja, med Moses og Elias er hele Det Gamle Testamente til stede over for det nye i Jesus Kristus. Peter ville straks bytte hytter, så de alle bare kunne forblive deroppe på bjerget, hvor Gudslyset strålede så rigeligt, kærligt, altomfavnende og glædeligt. Peter fik et glimt af himlen, og derved blegnede hele jorden for ham. Men ak, pludseligt var himmelglansen slukket, underet var sket, og de skulle ned fra bjerget igen, for det er dog på vor jord, vi lever, bor og tror. Dernede på jorden iblandt syge, sorgfulde og syndige, viste Jesus, hvordan det himmelske lys også skinner dér, hvor alting ellers syntes at være bleg og mørk. Han fik åbnet Peters øjne for det, og mon ikke også, han får åbnet vore øjne for det himmelske i det jordiske? Amen.
Søndag den 10. februar, Sidste søndag efter helligtrekonger, kl. 9.30 Vilslev (med kirkekaffe), kl. 11 Hunderup. Salmer: DDS 22: Gådefuld er du vor Gud, mel: Johann Horn 1544 - DSS 324: Dig rummer ej himle - 56: Jesus er navnet mageløst - - Prædiken - DDS 54: Hvad mener I om Kristus - DDS 208: Skriv dig, Jesus, på mit hjerte - DDS 57: Herre, fordi du, mel: Børge Ring 1975
MEDDELELSER
Når Gud hyrer folk i sin vingård, skal man selvfølgelig forvente lige løn – men altså ikke for lige arbejde. Ja, måske lyder det til at Gud vil lægge sig ud med fagforeningerne, men det er slet ikke sagen. Gud giver os lige meget løn, uanset hvor meget vi arbejder; men lønnen er høj nok til, at ingen skal mangle noget. Dem, der har arbejdet længe, bliver alligevel misundelige på dem, der har arbejdet lidt – for hvad er meningen? Det skal vi høre mere om på søndag den 17. februar, hvor der er gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Gredstedbro – begge v. Kevin Asmussen.
Og så skal jeg meddele, at Kevin Asmussen har valgt at skifte embede. Den 1. marts tiltræder han som sognepræst i Sankt Katharine-Kalvslund-Obbekær pastorat. Vi ønsker ham held og lykke med det nye embede. Nu kommer der en periode, hvor stillingen passes af en vikar, og så skal vi jo i gang med at slå stillingen op og finde ansøgere til embedet. Vikaren er Katrine Gaub, der har siden 1. december har været vikar i Ølgod, Bejsnap og Strellev kirker.
Vilslev: Kirkekaffe
Præludium: W.A. Mozart : Klaverkoncert nr. 21, 2.sats (Elvira Madigan) og som postludium J.P.E. Hartmann : I sne står urt og busk i skjul (selvom det nok ikke er tilfældet på søndag!)
| hjælpeark_til_sidste_søndag_efter_helligtrekonger_10._februar_2019.docx |
