Som én bemærkede engang, så behøver man ikke være landmand for at forstå Jesus, men det vil nogle gange hjælpe. For Jesus tager tit udgangspunkt i den situation, han står i, når han vil fortælle og forklare noget; tit var han omgivet af jævne personer, af fiskere og landmænd – folk, der levede af håndens arbejde. Det er et godt pædagogisk redskab, og formålet er både at holde tilhørerens opmærksomhed fanget, og at få formuleret noget stort og evigt på en jordnær måde. For ikke mange år siden var de fleste på en eller anden måde beskæftiget inden for landbrug, men de tider er efterhånden længst forbi, og de gamle snakker med bekymring om, hvorvidt de yngste generationer overhovedet ved, hvor mælken og ægget og leverpostejen kommer fra; thi det kommer altså ikke fra køledisken. Selvom meget har ændret sig, kan vi dog stadig forstå det enkel billede, som Jesus bruger, når han siger, at man skal så sit hvedekorn, hvis man vil høste hvedekorn på sin mark. Det nytter ikke at så havre eller sætte kartofler og så håbe på en god høst af hvedekorn. Se, det kan alle forstå.
Men det hvedekorn, man sår er jo ikke det samme, som man høster. Nej, hvedekornet dør i jorden, og fra det ene hvedekorn kommer der et strå med aks, hvorpå der sidder mange nye hvedekorn. Kun ved at det ene korn lægges i jorden, kan der på aksen komme mange nye korn. Et korn mister så at sige livet, for at mange nye korn kan blive skabt deraf. Hvis nu dette hvedekorn kun elskede sig selv, og ville beskytte sig selv mod den beskidte jord, og ikke ville lægges derned for at dø, ja, så ville der heller ikke komme nye korn, og hvedekornet ville uddø.
Et hvedekorn, der kun elsker sig selv og sit eget liv, og altså ikke tænker videre end til sig selv, bliver hverken til gavn eller nytte, men gemmer sig og skåner sig og bliver med tiden kun til støv, der blæser bort i vinden. Men det hvedekorn, der glad og gerne lader sig kaste ud på marken, ned i jordens mørke skød, og dér begynder at spire og mærker aksen gro op ad jorden for i sidste ende at sætte nye korn højt på aksen, ja, det lille frø har ofret sig selv for at give liv til andre, og for at dette liv (disse nye korn) kan blive til gavn, nytte og glæde for mange. Den, der elsker sit liv, skal miste det, men den, der gerne giver afkald på sit liv, skal leve videre. Se, det giver jo god mening.
Nu da vi har fået jord under neglene med al denne snak om hvedekorn, der sås, så lad os blive lidt i metaforen og se ud i verden. Der er igennem verdenshistorien blevet sået mange slags frø, og både det globale samfund og vores lokalsamfund bærer præg af en mangfoldighed af tanker, idéer og tiltag, der spirer og skyder op imellem hinanden, så vort samfund efterhånden ligner en have uden udviklingsplan – eller en rodebutik, alt efter, hvordan man ser på det. Man kan til tider ønske, at der bliver ryddet op, luget og hakket, så de dårlige ukrudstfrø og invasive arter ikke spirer hos os. Men der er en grund til, at vi ikke kan slippe af med ukrudtet, for det er som om, vi alle bærer både gode og dårlige frø i vore kapsler.
Derfor kan vi ikke få bugt med de planter, der stjæler andre planters lys, luft og næring; for ukrudtet kommer fra os selv. Vi er altså nogle kønne planter, og imens vi hver især stræber efter vores plads i solen og strækker vore små eller store rødder ned efter berigende muld, så dør bierne i hobetal, forureningens vinde kvæler vor livslyst, og vi ser trusler fra mange sider. Vi er alle i samme båd, vi er alle sået i samme have, og vi kan fortvivle, for hvad er vores frelse? Hvad kan redde os fra os selv? Det er i hvert fald ikke os selv.
Den store havemand, Gud Fader i det høje, såede sit eget frø i vores have her i det lave. Jesus var som et lille hvedekorn, så skrøbeligt, så enkelt og så småt. Han vidste, at han måtte blive lagt i jorden for at give liv til mange. Han tænkte ikke på sig selv, men på både dem omkring ham og de mange slægter og generationer, der skulle komme efter ham. Derfor lod han sig af kærlighed kaste ud på marken for at blive sået, og han gik ind i døden, blev lagt i graven og opstod, for at de frø han satte højt på sin aks skulle blive levende mad til evigt liv for dem, der spiste deraf. Han voksede op af graven som en plante, ja, som det livstræ, der slog rod i gravens dyb. Derved gjorde han det umulige; der skete det, som ikke kunne ske.
En rose skød op af frossen jord, ét hvedekorn blev til brød for mange, og Jesus kom til verden for at mætte dem, der sulter og tørster. Hvad vi ikke kan af os selv, kommer han for at gøre. Han luger og renser jorden i vore hjerter, og han sår de frø, der vokser op for at skabe forundring og forandring. For selvom vi skulle have jord i hovedet og ikke kan tro eller håbe på underet, så han har grønne fingre, der får de gode frø til at spire selv i ørkener og på klippegrund. Forandring må der sandelig til, hvis der skal ske nyt i vore liv. Lad os derfor holde os til ham, der viser os en vej, hvor der ikke synes at være nogen, og som viser os nye veje i et gammelt liv. Herre, vi os din vej, og giv os mod til at gå den. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 557: Her vil ties, her vil bies; 2. DDS 57: Herre, fordi du; 3. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; --- ; 4. DDS 613: Herre, du vandrer forsoningens vej; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
Men det hvedekorn, man sår er jo ikke det samme, som man høster. Nej, hvedekornet dør i jorden, og fra det ene hvedekorn kommer der et strå med aks, hvorpå der sidder mange nye hvedekorn. Kun ved at det ene korn lægges i jorden, kan der på aksen komme mange nye korn. Et korn mister så at sige livet, for at mange nye korn kan blive skabt deraf. Hvis nu dette hvedekorn kun elskede sig selv, og ville beskytte sig selv mod den beskidte jord, og ikke ville lægges derned for at dø, ja, så ville der heller ikke komme nye korn, og hvedekornet ville uddø.
Et hvedekorn, der kun elsker sig selv og sit eget liv, og altså ikke tænker videre end til sig selv, bliver hverken til gavn eller nytte, men gemmer sig og skåner sig og bliver med tiden kun til støv, der blæser bort i vinden. Men det hvedekorn, der glad og gerne lader sig kaste ud på marken, ned i jordens mørke skød, og dér begynder at spire og mærker aksen gro op ad jorden for i sidste ende at sætte nye korn højt på aksen, ja, det lille frø har ofret sig selv for at give liv til andre, og for at dette liv (disse nye korn) kan blive til gavn, nytte og glæde for mange. Den, der elsker sit liv, skal miste det, men den, der gerne giver afkald på sit liv, skal leve videre. Se, det giver jo god mening.
Nu da vi har fået jord under neglene med al denne snak om hvedekorn, der sås, så lad os blive lidt i metaforen og se ud i verden. Der er igennem verdenshistorien blevet sået mange slags frø, og både det globale samfund og vores lokalsamfund bærer præg af en mangfoldighed af tanker, idéer og tiltag, der spirer og skyder op imellem hinanden, så vort samfund efterhånden ligner en have uden udviklingsplan – eller en rodebutik, alt efter, hvordan man ser på det. Man kan til tider ønske, at der bliver ryddet op, luget og hakket, så de dårlige ukrudstfrø og invasive arter ikke spirer hos os. Men der er en grund til, at vi ikke kan slippe af med ukrudtet, for det er som om, vi alle bærer både gode og dårlige frø i vore kapsler.
Derfor kan vi ikke få bugt med de planter, der stjæler andre planters lys, luft og næring; for ukrudtet kommer fra os selv. Vi er altså nogle kønne planter, og imens vi hver især stræber efter vores plads i solen og strækker vore små eller store rødder ned efter berigende muld, så dør bierne i hobetal, forureningens vinde kvæler vor livslyst, og vi ser trusler fra mange sider. Vi er alle i samme båd, vi er alle sået i samme have, og vi kan fortvivle, for hvad er vores frelse? Hvad kan redde os fra os selv? Det er i hvert fald ikke os selv.
Den store havemand, Gud Fader i det høje, såede sit eget frø i vores have her i det lave. Jesus var som et lille hvedekorn, så skrøbeligt, så enkelt og så småt. Han vidste, at han måtte blive lagt i jorden for at give liv til mange. Han tænkte ikke på sig selv, men på både dem omkring ham og de mange slægter og generationer, der skulle komme efter ham. Derfor lod han sig af kærlighed kaste ud på marken for at blive sået, og han gik ind i døden, blev lagt i graven og opstod, for at de frø han satte højt på sin aks skulle blive levende mad til evigt liv for dem, der spiste deraf. Han voksede op af graven som en plante, ja, som det livstræ, der slog rod i gravens dyb. Derved gjorde han det umulige; der skete det, som ikke kunne ske.
En rose skød op af frossen jord, ét hvedekorn blev til brød for mange, og Jesus kom til verden for at mætte dem, der sulter og tørster. Hvad vi ikke kan af os selv, kommer han for at gøre. Han luger og renser jorden i vore hjerter, og han sår de frø, der vokser op for at skabe forundring og forandring. For selvom vi skulle have jord i hovedet og ikke kan tro eller håbe på underet, så han har grønne fingre, der får de gode frø til at spire selv i ørkener og på klippegrund. Forandring må der sandelig til, hvis der skal ske nyt i vore liv. Lad os derfor holde os til ham, der viser os en vej, hvor der ikke synes at være nogen, og som viser os nye veje i et gammelt liv. Herre, vi os din vej, og giv os mod til at gå den. Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 557: Her vil ties, her vil bies; 2. DDS 57: Herre, fordi du; 3. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd; --- ; 4. DDS 613: Herre, du vandrer forsoningens vej; 5. DDS 477: Som korn fra mange marker; 6. DDS 728: Du gav mig, o Herre
