Videoovervågning fylder mere og mere i vores samfund og bevidsthed. Overvågningen gør også, at vi alle føler os lidt småkriminelle, selvom vi aldrig har overtrådt en lov. Derfor er der også mange delte meninger om, at staten overvåger befolkningen. Alligevel kunne det nu have været rart, at der havde været overvågningen dengang på bjerget, da Jesus gik derop for at vise sine nærmeste, hvem han i virkeligheden er. Meget kan man se på Youtube, men dén situation kan vi altså kun forestille os.
Nogle siger, at de kun kan tro på det, de ser med deres egne øjne – og måske er det derfor, at de sociale medier har fået vokseværk, for aldrig før har vi da set så mange billeder og videoer. Dem, der kun tror på det, man kan sanse, siger også, at de desværre ikke kan tro på andet. For det, vi tror på, kan vi ikke sanse med de fem sanser, vi normalt bruger her på jorden. Og derfor kan man måske tale om, at vi enten har en sjette sans, eller at troen i sig selv er en sans. Nogle gange kan vi ikke engang tro på vore sanser – fx kan vi blive noget paf over at se visse ting; og nogle gange ser vi ting, der udfordrer det, vi tror, vi ved. Jo ældre vi bliver, desto mere afklaret er vores egen forståelse af, hvordan verden er, og hvordan det hele hænger sammen. Når så vi møder noget uforklarligt, må vi enten afvise det som en drøm eller hallucination eller prøve at finde en forklaring. Et billede siger mere end tusind ord, så et stykke filmoptagelse må jo indeholde adskille ord – så når vi ser noget på videoovervågning giver sagen måske tit sig selv. Men som sagt var der ingen, der tog billeder eller optog film dengang, Jesus gik højt op på et bjerg for at åbenbare det, der var skjult og for at afsløre sin hemmelighed.
I stedet for film og billeder har vi kun en fortælling, en historie fortalt af en af dem, der fulgtes med Jesus derop. En fortælling, der indeholder mærkelige ting, og som får os til at undre os, hvis vi tænker nærmere over sagen. Ligesom Moses gik op på et bjerg for at møde Gud og modtage de ti bud, blev guddommelige sandheder også åbenbaret for Peter, Jakob og Johannes. De store profeter (Moses og Elias) fra det gamle testamente trådte frem af glemslens tåger og talte med den kødelige Jesus, der var blevet guddommeligt gennemlyst til lejligheden. Ja, endda Gud selv trådte ind på scenen og forklarede de tilstedeværende, hvem Jesus er. Men det blev for meget af det gode for de tre jævne mænd, og de blev frygteligt bange og faldt til jorden, måske endda i fosterstilling, som folk gør, når de udsættes for alt for voldsomme begivenheder. Men i det samme øjeblik var det hele forbi.
Inden Gud viste sig i det usynlige, var Peter fyr og flamme. Deroppe på bjerget med både de gamle profeter og Jesus i guddomslys – dér var det skønneste sted på jorden. Peter ville bygge hytter til dem, for så kunne de bare bo der sammen og have det godt – langt fra verdens bøvl og besvær. Nej, så hellere være i det uforklarlige men skønne guddomsnærvær. Disciplene ville ikke forlade den velsignede stund, men da åbenbaringen var forbi, var øjeblikket tabt.
Nogle gange kan vi også selv opleve øjeblikke eller situationer, som vi ønsker, aldrig må få ende – og vi kan være klar til at forlade alt bare for at bevare dette ene øjeblik. Et øjeblik fyldt med en glæde, der gennemstrømmer én fra inderst til yderst, og hvor man føler sig som det mest værdifulde og elskede af alt. Sådanne øjeblikke er sjældne – og vel også uforklarlige. Derfor er det heller ikke så underligt, at disciplene straks ville gøre alt for at bevare øjeblikkets glæde – men sådan skulle det altså ikke være.
Guddomslyset blev slukket, og det syn, de så, stod tilbage for dem i hukommelsen som en tåget drøm. De måtte ned af bjerget igen; for livet leves nu engang bedst tæt ved jorden. Hernede kan det være småt med de store oplevelser, og det kan ligefrem føles som om, de fleste af livets dage er grå og vandkolde. Men hvor skulle Jesus ellers være til glæde og frelse end hos dem, der følte sig triste og fortabte?
Hvert år indsamles der enorme summer til nødhjælp, og vi kan synes, at penge må der til, hvis livet skal gro. Jesus og hans disciple havde dog ingen penge, men de kunne alligevel bringe glæde hvor de end kom hen; for de talte med disse store ord, som vi nærmest kun hører i kirken: om frelse for fortabte, om glæde trods modgang og synd, ja, om Guds nåde for al skabningen. Derfor samles vi også her i kirken for at tænke over, hvad disse store ord betyder for os hver især. Disciplene kom op på bjerget for at høre de store ord, men de måtte også gå ned igen. De skulle nemlig ikke bare redde sig selv og putte sig fjernt fra livet med sorg og modgang, men de skulle se guddomslyset i det høje for at få mod til at leve på det jævne.
Sådan får også vi et Guddomsord med på vores vej – vejen ned af bjerget, ud af kirken, ud i verden, dér hvor livet er på spil, hvor lys og mørke brydes, og hvor det gør ondt at elske. Så kommer det ikke an på penge, ikke på jordisk gods eller menneskelige talenter, men på om vi kan leve i tro, håb og kærlighed. Amen.
Prædikentekster til Sidste søndag efter helligtrekonger
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 56: Jesus er navnet mageløst; ---; 4. DDS 162: Det var kun en drøm; 5. DDS 321 v. 6+7: O kristelighed; 6. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd
Nogle siger, at de kun kan tro på det, de ser med deres egne øjne – og måske er det derfor, at de sociale medier har fået vokseværk, for aldrig før har vi da set så mange billeder og videoer. Dem, der kun tror på det, man kan sanse, siger også, at de desværre ikke kan tro på andet. For det, vi tror på, kan vi ikke sanse med de fem sanser, vi normalt bruger her på jorden. Og derfor kan man måske tale om, at vi enten har en sjette sans, eller at troen i sig selv er en sans. Nogle gange kan vi ikke engang tro på vore sanser – fx kan vi blive noget paf over at se visse ting; og nogle gange ser vi ting, der udfordrer det, vi tror, vi ved. Jo ældre vi bliver, desto mere afklaret er vores egen forståelse af, hvordan verden er, og hvordan det hele hænger sammen. Når så vi møder noget uforklarligt, må vi enten afvise det som en drøm eller hallucination eller prøve at finde en forklaring. Et billede siger mere end tusind ord, så et stykke filmoptagelse må jo indeholde adskille ord – så når vi ser noget på videoovervågning giver sagen måske tit sig selv. Men som sagt var der ingen, der tog billeder eller optog film dengang, Jesus gik højt op på et bjerg for at åbenbare det, der var skjult og for at afsløre sin hemmelighed.
I stedet for film og billeder har vi kun en fortælling, en historie fortalt af en af dem, der fulgtes med Jesus derop. En fortælling, der indeholder mærkelige ting, og som får os til at undre os, hvis vi tænker nærmere over sagen. Ligesom Moses gik op på et bjerg for at møde Gud og modtage de ti bud, blev guddommelige sandheder også åbenbaret for Peter, Jakob og Johannes. De store profeter (Moses og Elias) fra det gamle testamente trådte frem af glemslens tåger og talte med den kødelige Jesus, der var blevet guddommeligt gennemlyst til lejligheden. Ja, endda Gud selv trådte ind på scenen og forklarede de tilstedeværende, hvem Jesus er. Men det blev for meget af det gode for de tre jævne mænd, og de blev frygteligt bange og faldt til jorden, måske endda i fosterstilling, som folk gør, når de udsættes for alt for voldsomme begivenheder. Men i det samme øjeblik var det hele forbi.
Inden Gud viste sig i det usynlige, var Peter fyr og flamme. Deroppe på bjerget med både de gamle profeter og Jesus i guddomslys – dér var det skønneste sted på jorden. Peter ville bygge hytter til dem, for så kunne de bare bo der sammen og have det godt – langt fra verdens bøvl og besvær. Nej, så hellere være i det uforklarlige men skønne guddomsnærvær. Disciplene ville ikke forlade den velsignede stund, men da åbenbaringen var forbi, var øjeblikket tabt.
Nogle gange kan vi også selv opleve øjeblikke eller situationer, som vi ønsker, aldrig må få ende – og vi kan være klar til at forlade alt bare for at bevare dette ene øjeblik. Et øjeblik fyldt med en glæde, der gennemstrømmer én fra inderst til yderst, og hvor man føler sig som det mest værdifulde og elskede af alt. Sådanne øjeblikke er sjældne – og vel også uforklarlige. Derfor er det heller ikke så underligt, at disciplene straks ville gøre alt for at bevare øjeblikkets glæde – men sådan skulle det altså ikke være.
Guddomslyset blev slukket, og det syn, de så, stod tilbage for dem i hukommelsen som en tåget drøm. De måtte ned af bjerget igen; for livet leves nu engang bedst tæt ved jorden. Hernede kan det være småt med de store oplevelser, og det kan ligefrem føles som om, de fleste af livets dage er grå og vandkolde. Men hvor skulle Jesus ellers være til glæde og frelse end hos dem, der følte sig triste og fortabte?
Hvert år indsamles der enorme summer til nødhjælp, og vi kan synes, at penge må der til, hvis livet skal gro. Jesus og hans disciple havde dog ingen penge, men de kunne alligevel bringe glæde hvor de end kom hen; for de talte med disse store ord, som vi nærmest kun hører i kirken: om frelse for fortabte, om glæde trods modgang og synd, ja, om Guds nåde for al skabningen. Derfor samles vi også her i kirken for at tænke over, hvad disse store ord betyder for os hver især. Disciplene kom op på bjerget for at høre de store ord, men de måtte også gå ned igen. De skulle nemlig ikke bare redde sig selv og putte sig fjernt fra livet med sorg og modgang, men de skulle se guddomslyset i det høje for at få mod til at leve på det jævne.
Sådan får også vi et Guddomsord med på vores vej – vejen ned af bjerget, ud af kirken, ud i verden, dér hvor livet er på spil, hvor lys og mørke brydes, og hvor det gør ondt at elske. Så kommer det ikke an på penge, ikke på jordisk gods eller menneskelige talenter, men på om vi kan leve i tro, håb og kærlighed. Amen.
Prædikentekster til Sidste søndag efter helligtrekonger
Salmer: 1. DDS 749: I østen stiger solen op; 2. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 3. DDS 56: Jesus er navnet mageløst; ---; 4. DDS 162: Det var kun en drøm; 5. DDS 321 v. 6+7: O kristelighed; 6. DDS 289: Nu bede vi den Helligånd
