Når Jesus fortæller lignelser, giver han både en dagligdags pointe og peger på noget andet. Lignelser skal nemlig fortolkes, og det er ikke altid, at Jesus selv giver nøglen til, hvordan vi skal forstå lignelsen. Nogle gange kan man undre sig over, hvorfor Jesus brugte disse fortællinger i stedet for bare at sige tingene ligeud. For når lignelser skal fortolkes, kan de jo komme til at betyde mange forskellige ting. Men måske er hans lignelser ligesom et maleri eller et stykke kunst, hvor man kan tolke noget nyt for hver gang, men ser på det, alt efter hvilken vinkel, man anlægger. Lignelserne kan derfor være brugbare i mange forskellige sammenhænge.
Lignelsen eller billedet til i dag er vingården. En stor vingård kræver mange arbejdere – ja, så mange, at ejeren hele dagen kan hyre flere arbejdere. Det er da vist de færreste af vor tids firmaer, der kan det. Ejeren må altså have haft penge nok, så han kunne udbetale løn til alle. Den samme løn, godt nok, men det var han jo blevet enige med arbejderne om. Den arbejder, der var hyret tidligst tænkte måske i første omgang, at det var en rimelig løn for en dags arbejde, mens den arbejder, der blev hyret sidst må have fået sig en gevaldig overraskelse over lønnens størrelse i forhold til hans arbejdsindsats.
Politisk set er lignelsen fyldt med emner. Visse politiske partier vil nok studse over den ulige fordeling af løn i forhold til arbejdsindsats, imens andre partier hylder idéen om, at alle får lige meget, selvom de har bidraget forskelligt. Nogle vil måske pege på, at det ikke kan være sundt at arbejde en hel dag i den stegende varme i Mellemøsten, mens andre vil undre sig over den manglede forklaring af, hvilke opgaver, de forskellige arbejdere skal udføre. Det virker jo ikke til, at arbejdsgiveren tager sig tid til et langt interview eller vil se deres CV, før arbejderne sættes i sving.
Psykologisk set mangler der overvejelser over, hvordan arbejderne har det med sådan at være ansat på usikre vilkår bare til én dags arbejde; først skal de stille sig op nærmest som tiggere, for så at lade det være op til arbejdsgivernes nåde, om han vil hyre dem. Hver arbejder har jo nok sine at forsørge derhjemme. Det var ikke deres kompetencer eller talenter, der gav dem arbejde, men alene vingårdsejerens vurdering. Men det er ikke kun dårligt, at vingårdsejeren hyrede på den måde. Dem, der stod samlet dér ved vejen og ventede på arbejde, havde ikke kunnet finde arbejde andre steder, så dem, andre havde kasseret, blev altså fundet værdige og nyttige til dette arbejde.
Og sådan kunne man blive ved med at opstille vinkler. Det er naturligt, at vi først og fremmest ser tingene fra arbejdernes synspunkter, og at vores sympati ligger hos dem – for de fleste af os enten er eller har været ansat et sted med en arbejdsgiver. Derfor bemærker vi nok også først den uretfærdighed, at vingårdsejeren giver den samme løn til alle uanset arbejdstid og –indsats. Vi er jo dog vant til, at man får, som man har ret til i forhold til det arbejde, man udfører. Men lignelsen fortæller en historie, der ikke stemmer helt overens med, hvordan vores verden plejer at være.
Der er dog også nogle pointer, vi sagtens kan forstå og tilslutte os; f.eks. er det vigtigt at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet, og vi kan nemt trække en parallel til frivilligt engagement, hvor der også er brug for mange hænder og meget engagement. Vores lokale samfund kan sammenlignes med en vingård, der skal passes og plejes, og hvor frugterne høstes, når tiden er inde.
De forskellige vinkler bidrager på hver deres måde til at gøre lignelsen større for os. Billedet af vingården får os til at tænke over de sammenhænge vi indgår i og de fællesskaber, vi er en del af. Altid kan vi bidrage.
Vi er dog ikke kommet til gudstjeneste for kun at høre mange forskellige verdslige vinkler, men for at overveje, hvordan sagen mon ser ud fra Guds vinkel. Kristeligt set er lignelsen et rigtig godt billede på, hvordan Gud ønsker sit rige på jorden. Hans vingård er det kirkelige fællesskab, som vi døbes ind i, og som vi styrkes i ved nadverbordet. Gud tager nemlig alle ind i sin arbejdsstyrke; alle, der stiller sig til rådighed for arbejdet. Nogle kommer til at arbejde længe og hårdt i vingården, mens nogle kun får lidt at lave. Det kan vi godt blive sure over, hvis vi har fokus på lønnen og ikke på indsatsen for vingården eller for fællesskabet.
Vingårdsejeren er et billede på Gud, og arbejderne er billede på dem, der døbes, og som har pligt og ret til at arbejde for det kristne fællesskab. Hvad skal vi så lave? I lignelsen kommer der ikke en lang liste med opgaver, men det giver sig selv, at når man er i vingården, skal man udføre det arbejde, der hører vingården til. Når vi befinder os i det kirkelige fællesskab, skal vi som døbte indgå i fællesskabet på de vilkår og med de opgaver, der hører dette fællesskab til.
”Gå I også hen i min vingård”, sagde ejeren til arbejderne, og gav dem en løn, de kunne leve af. Med lidt omskrivning kunne ordene også lyde til os: ”Gå I også hen i min kirke”, hvor han vil give os af sin nåde. Nogle vil synes, det er for fattigt, andre, at det er mere end rigeligt. Det er umuligt at gøre alle tilfredse, men lignelsen lægger op til, at vi får, hvad vi behøver, og ikke hvad vi fortjener. Guds nåde er hverken politisk, psykologisk eller alt muligt andet men dét alene, at Han på sin egen måde tager hånd som sit skaberværk.
Vi har vingårde, der skal passes; Guds vingård er større end denne kirke, og det kristne fællesskab er større end vores forsamling. Vores arbejde sker altså ikke kun her i kirken eller her i sognet, men hvor end vi går som døbte af Guds nåde. Så skal vi da gå og arbejde, hvor og når der er behov for, at Kristus må tændes som lyset i mørket, og nåden må forkyndes for dem, der er modløse, forarmede og udstødte. Guds dagligdag er Hans nåde. Lad det også blive vores. Amen.
Lignelsen eller billedet til i dag er vingården. En stor vingård kræver mange arbejdere – ja, så mange, at ejeren hele dagen kan hyre flere arbejdere. Det er da vist de færreste af vor tids firmaer, der kan det. Ejeren må altså have haft penge nok, så han kunne udbetale løn til alle. Den samme løn, godt nok, men det var han jo blevet enige med arbejderne om. Den arbejder, der var hyret tidligst tænkte måske i første omgang, at det var en rimelig løn for en dags arbejde, mens den arbejder, der blev hyret sidst må have fået sig en gevaldig overraskelse over lønnens størrelse i forhold til hans arbejdsindsats.
Politisk set er lignelsen fyldt med emner. Visse politiske partier vil nok studse over den ulige fordeling af løn i forhold til arbejdsindsats, imens andre partier hylder idéen om, at alle får lige meget, selvom de har bidraget forskelligt. Nogle vil måske pege på, at det ikke kan være sundt at arbejde en hel dag i den stegende varme i Mellemøsten, mens andre vil undre sig over den manglede forklaring af, hvilke opgaver, de forskellige arbejdere skal udføre. Det virker jo ikke til, at arbejdsgiveren tager sig tid til et langt interview eller vil se deres CV, før arbejderne sættes i sving.
Psykologisk set mangler der overvejelser over, hvordan arbejderne har det med sådan at være ansat på usikre vilkår bare til én dags arbejde; først skal de stille sig op nærmest som tiggere, for så at lade det være op til arbejdsgivernes nåde, om han vil hyre dem. Hver arbejder har jo nok sine at forsørge derhjemme. Det var ikke deres kompetencer eller talenter, der gav dem arbejde, men alene vingårdsejerens vurdering. Men det er ikke kun dårligt, at vingårdsejeren hyrede på den måde. Dem, der stod samlet dér ved vejen og ventede på arbejde, havde ikke kunnet finde arbejde andre steder, så dem, andre havde kasseret, blev altså fundet værdige og nyttige til dette arbejde.
Og sådan kunne man blive ved med at opstille vinkler. Det er naturligt, at vi først og fremmest ser tingene fra arbejdernes synspunkter, og at vores sympati ligger hos dem – for de fleste af os enten er eller har været ansat et sted med en arbejdsgiver. Derfor bemærker vi nok også først den uretfærdighed, at vingårdsejeren giver den samme løn til alle uanset arbejdstid og –indsats. Vi er jo dog vant til, at man får, som man har ret til i forhold til det arbejde, man udfører. Men lignelsen fortæller en historie, der ikke stemmer helt overens med, hvordan vores verden plejer at være.
Der er dog også nogle pointer, vi sagtens kan forstå og tilslutte os; f.eks. er det vigtigt at stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet, og vi kan nemt trække en parallel til frivilligt engagement, hvor der også er brug for mange hænder og meget engagement. Vores lokale samfund kan sammenlignes med en vingård, der skal passes og plejes, og hvor frugterne høstes, når tiden er inde.
De forskellige vinkler bidrager på hver deres måde til at gøre lignelsen større for os. Billedet af vingården får os til at tænke over de sammenhænge vi indgår i og de fællesskaber, vi er en del af. Altid kan vi bidrage.
Vi er dog ikke kommet til gudstjeneste for kun at høre mange forskellige verdslige vinkler, men for at overveje, hvordan sagen mon ser ud fra Guds vinkel. Kristeligt set er lignelsen et rigtig godt billede på, hvordan Gud ønsker sit rige på jorden. Hans vingård er det kirkelige fællesskab, som vi døbes ind i, og som vi styrkes i ved nadverbordet. Gud tager nemlig alle ind i sin arbejdsstyrke; alle, der stiller sig til rådighed for arbejdet. Nogle kommer til at arbejde længe og hårdt i vingården, mens nogle kun får lidt at lave. Det kan vi godt blive sure over, hvis vi har fokus på lønnen og ikke på indsatsen for vingården eller for fællesskabet.
Vingårdsejeren er et billede på Gud, og arbejderne er billede på dem, der døbes, og som har pligt og ret til at arbejde for det kristne fællesskab. Hvad skal vi så lave? I lignelsen kommer der ikke en lang liste med opgaver, men det giver sig selv, at når man er i vingården, skal man udføre det arbejde, der hører vingården til. Når vi befinder os i det kirkelige fællesskab, skal vi som døbte indgå i fællesskabet på de vilkår og med de opgaver, der hører dette fællesskab til.
”Gå I også hen i min vingård”, sagde ejeren til arbejderne, og gav dem en løn, de kunne leve af. Med lidt omskrivning kunne ordene også lyde til os: ”Gå I også hen i min kirke”, hvor han vil give os af sin nåde. Nogle vil synes, det er for fattigt, andre, at det er mere end rigeligt. Det er umuligt at gøre alle tilfredse, men lignelsen lægger op til, at vi får, hvad vi behøver, og ikke hvad vi fortjener. Guds nåde er hverken politisk, psykologisk eller alt muligt andet men dét alene, at Han på sin egen måde tager hånd som sit skaberværk.
Vi har vingårde, der skal passes; Guds vingård er større end denne kirke, og det kristne fællesskab er større end vores forsamling. Vores arbejde sker altså ikke kun her i kirken eller her i sognet, men hvor end vi går som døbte af Guds nåde. Så skal vi da gå og arbejde, hvor og når der er behov for, at Kristus må tændes som lyset i mørket, og nåden må forkyndes for dem, der er modløse, forarmede og udstødte. Guds dagligdag er Hans nåde. Lad det også blive vores. Amen.
Læs bibelteksterne til denne søndag.
Salmer: 1. DDS 411: Hyggelig, rolig; 2. DDS 360: Arbejd til natten kommer; 3. DDS 678: Guds fred er glæden i dit sind; ---; 4. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 5. DDS 467, 2-3: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 321: O kristelighed
Salmer: 1. DDS 411: Hyggelig, rolig; 2. DDS 360: Arbejd til natten kommer; 3. DDS 678: Guds fred er glæden i dit sind; ---; 4. DDS 522: Nåden er din dagligdag; 5. DDS 467, 2-3: Du er vor skat, o Jesus sød; 6. DDS 321: O kristelighed
