Har I jord i hovedet? Nej, selvfølgelig ikke, men der kan stadig spire og vokse mange tanker frem derinde bag kraniet. Det kræver god jord – både inde bag kraniet og ude på markerne – hvis et frø skal kunne spire, gro og vokse op og give god høst. Men jorden bestemmer jo ikke selv, om den er god eller dårlig. Vi kan ikke skælde marken ud, hvis den er fattig på næring og derfor giver en ringe høst. Andre metoder må i brug, hvis man skal gøre en dårlig mark til en god mark. Men hvad nu hvis ens marker kun består af tidsler eller veje eller klipper? Mon ikke, man så i stedet skulle købe sig nogle andre marker, hvis man ønsker at få held med sine afgrøder?
Guds marker består af en mangfoldighed af både klippegrund, veje, tidselfyldte arealer og næringsrig muldjord; og han kan ikke sådan lige købe andre marker, for vi er hans marker, hans jord, hans skabning; ”af jord er vi kommet”. Det er i os, at hans budskab sås. Ja, en ødsel sædemand er han; enten fuld eller blind eller bare overmåde nådig med sin overflod af såsæd, så han kaster det både mod nord, syd, øst og vest; han tænker ikke på effektivitet eller optimal udnyttelse, men tænker kun på at få spredt sine frø. Landmænd og jordbrugere må tage sig til hovedet og tænke: ”Det er jo slet ikke sådan, man sår!” Og de har så evigt ret – det er ikke, sådan vi sår, men det er altså sådan, Gud er agerdyrker; han spilder ikke sit korn, for han håber altid, at selv det tyndeste lag jord vil kunne sætte bare en spire eller bære en lillebitte smule udbytte. Ja, selvom 75% af frøene går til grunde eller ikke giver et stort udbytte, så sår han lystigt og frejdigt videre.
Endnu må vi ikke se hen på høsten, selvom det naturligvis lurer i baghovedet, når vi hører om såningen. Høsten er udbyttet og normalt tænker man på udbyttet, før man begynder på såningen. Hvem ville dog så, uden at tænke på høsten? Det vil såmænd Gud. Det virker som om, han slet ikke skænker udbyttet en sølle tanke, for så ville han da have valgt bedre marker end os. Vi skal i dag altså bare tænke på såningen; ikke på vores egen, men på Guds. For det er noget ganske særligt.
Han sår for at vise barmhjertighed, og han sår derfor sit budskab og sit ord, og det vokser og virker på sin egen måde til trøst for de sørgende, til håb for de håbløse, til frelse for de fortabte. Guds ord er ikke bare grebet ud af det blå, men Guds Ord er Jesus. Tænk, Guds Ord blev et menneske og fortalte de guddommelige sandheder iblandt mennesker. Nu er det jo sådan med sandheder, at de er ilde hørt; det vil sige: Vi bryder os ikke om at høre det! Sandheden er irriterende, for den viser os nemlig, hvem vi i virkeligheden er. Nu er denne prædiken dog ikke et oplæg til at forkynde, at vi bare er dårlige mennesker eller usle syndere, eller at vi har en for lille tro eller er ukærlige og håbløse. Så langt fra! Kære venner, sandheden er, at Jesus selv gik som menneske iblandt mennesker, og vi er jo også mennesker; det tyder derfor på, at han vil os det godt.
Gud sendte sin søn til vores jord, og hans søn elskede sine medmennesker, uanset om de så var højt oppe på samfundsstigen eller langt nede i socialklasserne, ja, han gik ud til alle typer personer og alle slags jord; selv de syge og syndige, dovne og hovne, ødelagte, skadede, dårligt gående og dårligt troende – og de findes jo i alle samfundslag. Jesus holdt sig stædigt til dét glædelige budskab, at himlens nåde skulle rækkes til ethvert menneske på ethvert sted til enhver tid. Guds ord skulle sås så rigeligt til tro og trøst, til opmuntring af håbet, til frelse og glæde. Skaberværket skulle oversås, så jorden ville dækkes med afgrøder i en verdenshave, der kun kunne overgås af selveste Paradis.
Budskabet om Guds nåde skulle nå ethvert øre på jorden, for den, der har ører og kan høre, må nødvendigvis høre. Underligt nok forholder det sig sådan, at man dog sagtens kan have ører uden nødvendigvis at kunne høre, ligesom man kan have øjne uden nødvendigvis at kunne se; tænk, hvor døve og blinde vi nogle gange kan være! Nogle gange kan man end ikke se skoven for bare træer; og nogle gange kan vi hverken høre eller forstå, se eller fatte Guds rige velsignelse, selvom den ligefrem regner ned over os. Denne manglende evne til umiddelbart at opfatte Guds godhed og barmhjertighed, er synden i os og i vores verden. Synd har det med at slå os i hovedet og med at tage glæden ud af troen og modet ud af håbet; ja, synden har det med at gøre kærligheden kold.
Måske er synden også, at vi ikke vil lade troen gøre sin lille virkning hos os, men at vi selv vil gøre noget. Vi vil se resultater, for vi bekymrer os om høsten. Vi kan ikke nøjes med at lade Gud være skaberen, men vi vil være medskaber’ med redskaber. Nogle vil gerne have en tro som en klippe; nogle vil have en tro, der kan være en vej for andre; nogle vil have en tro ved siden af alt det andet i livet, der vokser som tidsler og stikker med sine torne af bekymringer. Men alt det, vi selv vil være, kommer ikke altid Gud til ære. Nej, sandheden skal siges: muld er vi, og muld skal vi være, for kun dér slår Ordet virkelig rod, når troens kerner sås, og kun dér vokser håbet frem og bærer frugt i næstekærlighed.
Vi er altså jord af forskellig art, men vi er også agerdyrkere af forskellig slags. Også vi sår vore frø i vores liv, og vi vander og passer de ting, vi ønsker skal have vækst. Og så beder vi til, at vi ikke står alene med livsopgaven, men at Gud vil være med. Vi kan så og vande, dyrke og luge, men høsten kan alligevel slå fejl. Det er et menneskevilkår, og det er en alt for smerteligt erfaring: Det går ikke altid, som vi vil. Jeg taler naturligvis i billeder om de ting, vi sår i vore liv; altid sår vi de små frø med håb, og venter i længsel på at se kærlighed, venskab, fællesskab og glæde spire op og vokse sig store. Nogle gange sætter vore små spire nogle underlige vildskud, eller omstændigheder gør, at planterne får for meget vand eller for lidt næring. Som det er med troen, der sås inde i os, sådan er det også med de frø, vi sår på vores livsmarker: Vi sår og vander, men Gud giver vækst.
Lad os derfor bede Gud om at skabe vækst hos os, både i troen, håbet og kærligheden og bede om, at vore egne små frø må spire og vokse og blive til afgrøder, der ligesom det daglige brød må mættes os med glæde og fred. Amen.
Søndag den 24. februar kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup.
Salmer: 1) DDS 745: Vågn op, og slå på dine strenge - 2) DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære - 3) DDS 154 v. 1-5: En bondemand går ud at så --- 4) DDS 154 v. 6-10: En bondemand går ud at så- 5) DDS 477: Som korn fra mange marker - 6) DDS 730: Vi pløjed og vi så’de
MEDDELELSER
En dag mødte Johannes Døberen endelig ham, han havde ventet så længe på at mødes med. Johannes havde i årevis levet ude i ørken; han havde spist vildhonning og græshopper, og han havde klædt sig i underligt tøj af kamelhår. Da han døbte folk i Jordanfloden stod Jesus pludselig foran ham. Johannes blev overvældet af glæde og chokeret over, at Guds Søn ville døbes af ham. Hvordan det videre går, skal vi høre, når vi fejrer gudstjeneste søndag den 3. marts kl. 9.30 i Hunderup og kl. 14 i Vilslev. Det er fastelavnsgudstjeneste, hvor alle er velkomne til at møde udklædte op i kirken, og efter gudstjenesten går vi i forsamlingshuset, hvor der er tøndeslagning og fastelavnsboller.
Torsdag den 7. marts kl. 11 begynder babysalmesang igen i Hunderup Kirke. Man kan læse mere i kirkebladet, og tilmelding sker til organisten Dorte Grangård Olesen.
Hvad nytter det at samle penge ind? Torsdag den 7. marts kl. 19 holder vi en informationsaften i Samlingssalen i Hunderup, hvor vi sætter fokus på, hvad det betyder at samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælp. Vi samler ind i Hunderup sogn søndag den 10. marts efter gudstjenesten, og vi mangler indsamlere. Kunne nogen have lyst til at bruge en time eller to til et godt formål, kan man henvende sig til mig.
Guds marker består af en mangfoldighed af både klippegrund, veje, tidselfyldte arealer og næringsrig muldjord; og han kan ikke sådan lige købe andre marker, for vi er hans marker, hans jord, hans skabning; ”af jord er vi kommet”. Det er i os, at hans budskab sås. Ja, en ødsel sædemand er han; enten fuld eller blind eller bare overmåde nådig med sin overflod af såsæd, så han kaster det både mod nord, syd, øst og vest; han tænker ikke på effektivitet eller optimal udnyttelse, men tænker kun på at få spredt sine frø. Landmænd og jordbrugere må tage sig til hovedet og tænke: ”Det er jo slet ikke sådan, man sår!” Og de har så evigt ret – det er ikke, sådan vi sår, men det er altså sådan, Gud er agerdyrker; han spilder ikke sit korn, for han håber altid, at selv det tyndeste lag jord vil kunne sætte bare en spire eller bære en lillebitte smule udbytte. Ja, selvom 75% af frøene går til grunde eller ikke giver et stort udbytte, så sår han lystigt og frejdigt videre.
Endnu må vi ikke se hen på høsten, selvom det naturligvis lurer i baghovedet, når vi hører om såningen. Høsten er udbyttet og normalt tænker man på udbyttet, før man begynder på såningen. Hvem ville dog så, uden at tænke på høsten? Det vil såmænd Gud. Det virker som om, han slet ikke skænker udbyttet en sølle tanke, for så ville han da have valgt bedre marker end os. Vi skal i dag altså bare tænke på såningen; ikke på vores egen, men på Guds. For det er noget ganske særligt.
Han sår for at vise barmhjertighed, og han sår derfor sit budskab og sit ord, og det vokser og virker på sin egen måde til trøst for de sørgende, til håb for de håbløse, til frelse for de fortabte. Guds ord er ikke bare grebet ud af det blå, men Guds Ord er Jesus. Tænk, Guds Ord blev et menneske og fortalte de guddommelige sandheder iblandt mennesker. Nu er det jo sådan med sandheder, at de er ilde hørt; det vil sige: Vi bryder os ikke om at høre det! Sandheden er irriterende, for den viser os nemlig, hvem vi i virkeligheden er. Nu er denne prædiken dog ikke et oplæg til at forkynde, at vi bare er dårlige mennesker eller usle syndere, eller at vi har en for lille tro eller er ukærlige og håbløse. Så langt fra! Kære venner, sandheden er, at Jesus selv gik som menneske iblandt mennesker, og vi er jo også mennesker; det tyder derfor på, at han vil os det godt.
Gud sendte sin søn til vores jord, og hans søn elskede sine medmennesker, uanset om de så var højt oppe på samfundsstigen eller langt nede i socialklasserne, ja, han gik ud til alle typer personer og alle slags jord; selv de syge og syndige, dovne og hovne, ødelagte, skadede, dårligt gående og dårligt troende – og de findes jo i alle samfundslag. Jesus holdt sig stædigt til dét glædelige budskab, at himlens nåde skulle rækkes til ethvert menneske på ethvert sted til enhver tid. Guds ord skulle sås så rigeligt til tro og trøst, til opmuntring af håbet, til frelse og glæde. Skaberværket skulle oversås, så jorden ville dækkes med afgrøder i en verdenshave, der kun kunne overgås af selveste Paradis.
Budskabet om Guds nåde skulle nå ethvert øre på jorden, for den, der har ører og kan høre, må nødvendigvis høre. Underligt nok forholder det sig sådan, at man dog sagtens kan have ører uden nødvendigvis at kunne høre, ligesom man kan have øjne uden nødvendigvis at kunne se; tænk, hvor døve og blinde vi nogle gange kan være! Nogle gange kan man end ikke se skoven for bare træer; og nogle gange kan vi hverken høre eller forstå, se eller fatte Guds rige velsignelse, selvom den ligefrem regner ned over os. Denne manglende evne til umiddelbart at opfatte Guds godhed og barmhjertighed, er synden i os og i vores verden. Synd har det med at slå os i hovedet og med at tage glæden ud af troen og modet ud af håbet; ja, synden har det med at gøre kærligheden kold.
Måske er synden også, at vi ikke vil lade troen gøre sin lille virkning hos os, men at vi selv vil gøre noget. Vi vil se resultater, for vi bekymrer os om høsten. Vi kan ikke nøjes med at lade Gud være skaberen, men vi vil være medskaber’ med redskaber. Nogle vil gerne have en tro som en klippe; nogle vil have en tro, der kan være en vej for andre; nogle vil have en tro ved siden af alt det andet i livet, der vokser som tidsler og stikker med sine torne af bekymringer. Men alt det, vi selv vil være, kommer ikke altid Gud til ære. Nej, sandheden skal siges: muld er vi, og muld skal vi være, for kun dér slår Ordet virkelig rod, når troens kerner sås, og kun dér vokser håbet frem og bærer frugt i næstekærlighed.
Vi er altså jord af forskellig art, men vi er også agerdyrkere af forskellig slags. Også vi sår vore frø i vores liv, og vi vander og passer de ting, vi ønsker skal have vækst. Og så beder vi til, at vi ikke står alene med livsopgaven, men at Gud vil være med. Vi kan så og vande, dyrke og luge, men høsten kan alligevel slå fejl. Det er et menneskevilkår, og det er en alt for smerteligt erfaring: Det går ikke altid, som vi vil. Jeg taler naturligvis i billeder om de ting, vi sår i vore liv; altid sår vi de små frø med håb, og venter i længsel på at se kærlighed, venskab, fællesskab og glæde spire op og vokse sig store. Nogle gange sætter vore små spire nogle underlige vildskud, eller omstændigheder gør, at planterne får for meget vand eller for lidt næring. Som det er med troen, der sås inde i os, sådan er det også med de frø, vi sår på vores livsmarker: Vi sår og vander, men Gud giver vækst.
Lad os derfor bede Gud om at skabe vækst hos os, både i troen, håbet og kærligheden og bede om, at vore egne små frø må spire og vokse og blive til afgrøder, der ligesom det daglige brød må mættes os med glæde og fred. Amen.
Søndag den 24. februar kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup.
Salmer: 1) DDS 745: Vågn op, og slå på dine strenge - 2) DDS 392: Himlene Herre, fortælle din ære - 3) DDS 154 v. 1-5: En bondemand går ud at så --- 4) DDS 154 v. 6-10: En bondemand går ud at så- 5) DDS 477: Som korn fra mange marker - 6) DDS 730: Vi pløjed og vi så’de
MEDDELELSER
En dag mødte Johannes Døberen endelig ham, han havde ventet så længe på at mødes med. Johannes havde i årevis levet ude i ørken; han havde spist vildhonning og græshopper, og han havde klædt sig i underligt tøj af kamelhår. Da han døbte folk i Jordanfloden stod Jesus pludselig foran ham. Johannes blev overvældet af glæde og chokeret over, at Guds Søn ville døbes af ham. Hvordan det videre går, skal vi høre, når vi fejrer gudstjeneste søndag den 3. marts kl. 9.30 i Hunderup og kl. 14 i Vilslev. Det er fastelavnsgudstjeneste, hvor alle er velkomne til at møde udklædte op i kirken, og efter gudstjenesten går vi i forsamlingshuset, hvor der er tøndeslagning og fastelavnsboller.
Torsdag den 7. marts kl. 11 begynder babysalmesang igen i Hunderup Kirke. Man kan læse mere i kirkebladet, og tilmelding sker til organisten Dorte Grangård Olesen.
Hvad nytter det at samle penge ind? Torsdag den 7. marts kl. 19 holder vi en informationsaften i Samlingssalen i Hunderup, hvor vi sætter fokus på, hvad det betyder at samle penge ind til Folkekirkens Nødhjælp. Vi samler ind i Hunderup sogn søndag den 10. marts efter gudstjenesten, og vi mangler indsamlere. Kunne nogen have lyst til at bruge en time eller to til et godt formål, kan man henvende sig til mig.
