Søndag den 16. februar 2020, Seksagesima søndag (II), kl. 9.30 Vilslev, kl. 11 i Hunderup. 1) 331: Uberørt af byens travlhed 2) 345: Guds menighed er jordens største under 3) 156: Guds rige lignes ved et frø --- 4) 369: Du, som gi’r os liv 5) 476: Kornet, som dør i jorden 6) 401: Guds ord det er vort arvgods
Indledning GT
I det gamle testamente hører vi om profeter, som var personer, Gud talte til, for at de skulle fortælle hans budskaber videre til almindelige mennesker. Esajas er en af de mest kendte profeter, og i dag skal vi høre et afsnit, hvor Gud taler til ham om, at alt i verden, på jorden og i himlen, alene skyldes Guds værk og vilje. Både lys og mørke, fred og ulykke, ja, alt skyldes ham. Lige så lidt som ler kan brokke sig i hænderne på en pottemager eller et barn kan beklage sig over at blive født, sådan bør mennesker heller ikke gå i rette med Gud, selvom meget i tilværelsen kan føles uretfærdigt.
Indledning NT
Paulus havde forskellige medarbejdere, der hjalp ham med at grundlægge menigheder. Især holdt han af Timotheus, som han skrev breve til, og som vi har bevaret i det nye testamente. I det afsnit vi skal høre i dag, opmuntrer Paulus sin medarbejder til at holde ud, selvom han oplever meget modstand imod kristendommen. Fundamentet til udholdenhed findes i de hellige skrifter, som giver ham visdom og styrke til at kæmpe for at leve sit liv i troen på Jesus.
Prædiken
Så er det blevet søndag formiddag, og vi er her igen. Vi er nogle kønne planter, men det er også godt, for vi vokser i Guds have, og det skal vi såmænd høre mere om i dag. Når Jesus taler om Guds rige, så er det ikke Paradis eller himmerigets evighed han taler om, men det kongerige og den menighed der opbygges dér, hvor jævne folk hører kristendommens livgivende budskaber og handler på det; det vil sige, at man ikke kun hører, at man skal elske sin næste, men rent faktisk også gør det. Når nu Jesus sammenligner Guds rige med en tilsået mark, hvor kornet af sin egen kraft vokser op, så er det for at understrege, at Guds rige vokser af sig selv, når dets frø lander i jorden. Vi kan så, gøde og vande, men selve livsvæksten er alene Guds værk.
Det er et genkendeligt billede for enhver, der dyrker jorden, at man sår sine frø, gøder, vander og håber det bedste, og pludseligt vælter det op af jorden, først som spirer, der bliver til de planter og afgrøder, man gerne vil have frem. Men Guds rige er ikke en velplejet mark eller køkkenhave; derfor sammenligner Jesus det med et sennepsfrø, der kun er 1 til 2 millimeter; men når det kommer i god jord, vokser det op og bliver en urteplante på 2-3 meters højde. Det interessante med sennepsfrøet er, at det på Jesu tid af mange blev betragtet som ukrudt, fordi det spreder sig som skidt og vokser vildt overalt, hvor det kan få fingre – eller rettere: rødder – i bare en smule jord. Fra de bittesmå frø rejser der sig en skov af gule sennepsblomster, og selvom det kan være et yndigt billede for den romantiske maler, ville det have været et mareridt for datidens agerdyrkere at se planterne ved deres marker. Sennepsplanten blev betragtet som en invasiv plante, for dens frø slog rod, hvor end de landede.
Jesus sammenligner altså Guds rige med ukrudt; noget, som folk ikke ønsker i deres velplejede haver og marker. Som alle haveejere og agerdyrkere ved, så forgår ukrudt ikke så let. Og det gør Guds rige heller ikke. I Danmark har kristendom overlevet 1000 år med utroligt mange store og små omvæltninger, opgangstider og nedgangstider, og løfter vi blikket mod verden omkring os, så er Europa stadig dybt præget af kristendommen, og selv i områder hvor man bekæmper kristendommens gode budskaber som ukrudt, såsom Asien og Mellemøsten, så vokser kristendom heldigvis som ukrudt i form af hemmelige kirker og skjulte menigheder. Tusindvis vælger at omvende sig til kristendom, fordi de dér finder fred med sig selv og håb for verden; i kristendommen finder de glæde ved at leve og mod på at træde op imod uretfærdigheder i deres stat og samfund. Ukrudtet skal nok finde vej, så længe der bare er en lille smule jord og en sprække, så kan det krybe ind i huse og op gennem asfalt. Nogle vil så gerne bekæmpe ukrudt og have en ren mark og have, ligesom nogle gerne vil have et rent samfund uden uønskede elementer af menneskelige tanker om frihed for tro og tanke.
Guds rige vokser mange steder og på mange måder. Såvel i os lige fra vores dåbsdag som i det danske samfund lige siden de første kristne satte fod på vort fædrelandsjord. Væksten kan dog ikke måles eller vejes som mængden af afgrøder, for det vokser på en måde, som for os er en gåde. Tænk, Guds rige kan sagtens vokse, selvom kirken ikke fyldes søndag efter søndag. Guds rige kan sagtens finde vej i verden, selvom der er så meget, der kommer i vejen. Ukrudt forgår ikke så let, og dets livskraftige frø er blevet sået i os. Vi er som ukrudt i verdens haver og samfund, for vi skal være på tværs i samfundet, når vi ser uretfærdigheder, som går imod det, vi tror på og bygger vore liv på. Vi har fået en stemme for at bruge den, og vi har fået en samvittighed for at kunne finde vej i en mere og mere kompleks verden. I samvittigheden bor sjælen; det ved vi godt, for når vi tænker os om, kan vi godt mærke, om vi gør det gode, som vi gerne vil, eller om vi gør det onde, som vi ikke vil. Frøene spirer i os og bliver små planter af mod til at gå imod det onde, vi oplever omkring os, så vi får nemmere ved at gribe ind og gøre godt for den, der har brug for det; den fattige, den usle, den underkuede, den syge.
Gud er en forunderlig Gud, som har plantet sine ukrudtsfrø midt i de haver, som mennesker forsøger at bygge op over hele verden; ukrudtsfrø, der bringer håb til de nødlidende og hjælp til dem, der er fattige i troen, håbet og kærligheden. I nogle mennesker har dette håbefulde ukrudt slået så dyb en rod, at de gerne går gennem ild og vand for andre, for at forandre andres liv og bringe de små frø videre ud. Paulus rejste utrætteligt rundt i Middelhavsområdet og fortalte gladeligt om Jesus, hvordan han gav alt, hvad han havde i sig for til sidst at blive korsfæstet af sine modstandere; men Gud oprejste ham. Paulus arbejdede videre på kærlighedsbudskabet fra det høje, og endte med at blive halshugget af øvrigheden. I det høje nord kom munken Ansgar og fik bygget en domkirke i Ribe midt iblandt vikinger, og da Martin Luther gjorde op med den katolske kirkes løgn og bedrag, mistede han alt og flygtede for ikke at blive slået ihjel. Disse personer – og langt flere – har båret kristendommens frø videre, og dem må vi takke for at frøene også er blevet sået i os. Lad os derfor ikke være ligeglade med de små frø af tro, håb og kærlighed, der kan vokse op og forandre livet i evighed. Amen.
Meddelelser
På onsdag er der foredrag i Sognehuset kl. 19. Emnet er Tro, håb og kærlighed, og foredragsholderen hedder Solveig Aagaard. Foredraget bygger på omkring 1.000 breve, som et dansksindet, sønderjysk ægtepar har skrevet til hinanden gennem hele 1. Verdenskrig.
På søndag den 23. februar er det fastelavn, og det fejrer vi med en kort gudstjeneste, hvor man gerne må komme udklædt, i Hunderup kl. 9.30, og i Vilslev kl. 14, hvorefter vi går i forsamlingshuset og slår katten af tønden.
Indledning GT
I det gamle testamente hører vi om profeter, som var personer, Gud talte til, for at de skulle fortælle hans budskaber videre til almindelige mennesker. Esajas er en af de mest kendte profeter, og i dag skal vi høre et afsnit, hvor Gud taler til ham om, at alt i verden, på jorden og i himlen, alene skyldes Guds værk og vilje. Både lys og mørke, fred og ulykke, ja, alt skyldes ham. Lige så lidt som ler kan brokke sig i hænderne på en pottemager eller et barn kan beklage sig over at blive født, sådan bør mennesker heller ikke gå i rette med Gud, selvom meget i tilværelsen kan føles uretfærdigt.
Indledning NT
Paulus havde forskellige medarbejdere, der hjalp ham med at grundlægge menigheder. Især holdt han af Timotheus, som han skrev breve til, og som vi har bevaret i det nye testamente. I det afsnit vi skal høre i dag, opmuntrer Paulus sin medarbejder til at holde ud, selvom han oplever meget modstand imod kristendommen. Fundamentet til udholdenhed findes i de hellige skrifter, som giver ham visdom og styrke til at kæmpe for at leve sit liv i troen på Jesus.
Prædiken
Så er det blevet søndag formiddag, og vi er her igen. Vi er nogle kønne planter, men det er også godt, for vi vokser i Guds have, og det skal vi såmænd høre mere om i dag. Når Jesus taler om Guds rige, så er det ikke Paradis eller himmerigets evighed han taler om, men det kongerige og den menighed der opbygges dér, hvor jævne folk hører kristendommens livgivende budskaber og handler på det; det vil sige, at man ikke kun hører, at man skal elske sin næste, men rent faktisk også gør det. Når nu Jesus sammenligner Guds rige med en tilsået mark, hvor kornet af sin egen kraft vokser op, så er det for at understrege, at Guds rige vokser af sig selv, når dets frø lander i jorden. Vi kan så, gøde og vande, men selve livsvæksten er alene Guds værk.
Det er et genkendeligt billede for enhver, der dyrker jorden, at man sår sine frø, gøder, vander og håber det bedste, og pludseligt vælter det op af jorden, først som spirer, der bliver til de planter og afgrøder, man gerne vil have frem. Men Guds rige er ikke en velplejet mark eller køkkenhave; derfor sammenligner Jesus det med et sennepsfrø, der kun er 1 til 2 millimeter; men når det kommer i god jord, vokser det op og bliver en urteplante på 2-3 meters højde. Det interessante med sennepsfrøet er, at det på Jesu tid af mange blev betragtet som ukrudt, fordi det spreder sig som skidt og vokser vildt overalt, hvor det kan få fingre – eller rettere: rødder – i bare en smule jord. Fra de bittesmå frø rejser der sig en skov af gule sennepsblomster, og selvom det kan være et yndigt billede for den romantiske maler, ville det have været et mareridt for datidens agerdyrkere at se planterne ved deres marker. Sennepsplanten blev betragtet som en invasiv plante, for dens frø slog rod, hvor end de landede.
Jesus sammenligner altså Guds rige med ukrudt; noget, som folk ikke ønsker i deres velplejede haver og marker. Som alle haveejere og agerdyrkere ved, så forgår ukrudt ikke så let. Og det gør Guds rige heller ikke. I Danmark har kristendom overlevet 1000 år med utroligt mange store og små omvæltninger, opgangstider og nedgangstider, og løfter vi blikket mod verden omkring os, så er Europa stadig dybt præget af kristendommen, og selv i områder hvor man bekæmper kristendommens gode budskaber som ukrudt, såsom Asien og Mellemøsten, så vokser kristendom heldigvis som ukrudt i form af hemmelige kirker og skjulte menigheder. Tusindvis vælger at omvende sig til kristendom, fordi de dér finder fred med sig selv og håb for verden; i kristendommen finder de glæde ved at leve og mod på at træde op imod uretfærdigheder i deres stat og samfund. Ukrudtet skal nok finde vej, så længe der bare er en lille smule jord og en sprække, så kan det krybe ind i huse og op gennem asfalt. Nogle vil så gerne bekæmpe ukrudt og have en ren mark og have, ligesom nogle gerne vil have et rent samfund uden uønskede elementer af menneskelige tanker om frihed for tro og tanke.
Guds rige vokser mange steder og på mange måder. Såvel i os lige fra vores dåbsdag som i det danske samfund lige siden de første kristne satte fod på vort fædrelandsjord. Væksten kan dog ikke måles eller vejes som mængden af afgrøder, for det vokser på en måde, som for os er en gåde. Tænk, Guds rige kan sagtens vokse, selvom kirken ikke fyldes søndag efter søndag. Guds rige kan sagtens finde vej i verden, selvom der er så meget, der kommer i vejen. Ukrudt forgår ikke så let, og dets livskraftige frø er blevet sået i os. Vi er som ukrudt i verdens haver og samfund, for vi skal være på tværs i samfundet, når vi ser uretfærdigheder, som går imod det, vi tror på og bygger vore liv på. Vi har fået en stemme for at bruge den, og vi har fået en samvittighed for at kunne finde vej i en mere og mere kompleks verden. I samvittigheden bor sjælen; det ved vi godt, for når vi tænker os om, kan vi godt mærke, om vi gør det gode, som vi gerne vil, eller om vi gør det onde, som vi ikke vil. Frøene spirer i os og bliver små planter af mod til at gå imod det onde, vi oplever omkring os, så vi får nemmere ved at gribe ind og gøre godt for den, der har brug for det; den fattige, den usle, den underkuede, den syge.
Gud er en forunderlig Gud, som har plantet sine ukrudtsfrø midt i de haver, som mennesker forsøger at bygge op over hele verden; ukrudtsfrø, der bringer håb til de nødlidende og hjælp til dem, der er fattige i troen, håbet og kærligheden. I nogle mennesker har dette håbefulde ukrudt slået så dyb en rod, at de gerne går gennem ild og vand for andre, for at forandre andres liv og bringe de små frø videre ud. Paulus rejste utrætteligt rundt i Middelhavsområdet og fortalte gladeligt om Jesus, hvordan han gav alt, hvad han havde i sig for til sidst at blive korsfæstet af sine modstandere; men Gud oprejste ham. Paulus arbejdede videre på kærlighedsbudskabet fra det høje, og endte med at blive halshugget af øvrigheden. I det høje nord kom munken Ansgar og fik bygget en domkirke i Ribe midt iblandt vikinger, og da Martin Luther gjorde op med den katolske kirkes løgn og bedrag, mistede han alt og flygtede for ikke at blive slået ihjel. Disse personer – og langt flere – har båret kristendommens frø videre, og dem må vi takke for at frøene også er blevet sået i os. Lad os derfor ikke være ligeglade med de små frø af tro, håb og kærlighed, der kan vokse op og forandre livet i evighed. Amen.
Meddelelser
På onsdag er der foredrag i Sognehuset kl. 19. Emnet er Tro, håb og kærlighed, og foredragsholderen hedder Solveig Aagaard. Foredraget bygger på omkring 1.000 breve, som et dansksindet, sønderjysk ægtepar har skrevet til hinanden gennem hele 1. Verdenskrig.
På søndag den 23. februar er det fastelavn, og det fejrer vi med en kort gudstjeneste, hvor man gerne må komme udklædt, i Hunderup kl. 9.30, og i Vilslev kl. 14, hvorefter vi går i forsamlingshuset og slår katten af tønden.
