I dag lyder en tilsyneladende tung tale fra Bibelen til os, der vover at høre. Talen falder umiddelbart på forholdet mellem rig og fattig, og igennem hele menneskehedens historie har der været rige såvel som fattige. Det er ikke anderledes i dag. De rige har det godt, de fattige har det skidt. Selv i vore små landsbyer skal man ikke lede længe for at finde forskelle på rige og fattige. Politikere og meningsdannere har længe diskuteret, om der overhovedet kan findes fattige mennesker i et velfærdssamfund som det danske, og man lander så på et sted med at sige, at der findes rige og mindre rige i Danmark, hvis man altså tænker i økonomi, finanser og penge. Der findes dog mange andre måder end den økonomiske, hvorpå vi kan være fattige eller rige.
Lige siden Jesus selv gik på jorden, har kristne diskuteret, hvordan man skulle forholde sig til fattige og rige i denne verden. Folk med penge på lommen er jo gode at have på sin side, når der fx skal bygges store kirker eller købes flot udsmykning til kirkerne. De fattige kan ikke rigtigt bidrage materielt på samme måde, men de kræver i stedet omsorg og hjælp, og der ligger også i kristendom en etisk forpligtelse på sin næstes ve og vel. Kristendommen kom til Danmark med de katolske munke, der selv var fattige på penge men rige på kundskab om mange ting. De kunne læse, skrive, regne og dyrke lægeurter, hvilket alt sammen var meget eksotisk og skelsættende i 8-900-tallet. Veluddannede og med en ydmyg holdning til livet og tilværelsen bidrog de til at etablere huse og hjem for fattige og syge. Med lægeurter kunne de afhjælpe nogle sygdomme, og mange steder gjorde de en uvurderlig indsats for lokalbefolkningen. Men de bragte også en forståelse af kristendom med sig, som efterhånden kom til at undertrykke folk. Idet munkene og nonnerne var blandt fåtallet i landet, der kunne læse Bibelen, fordi den var på latin, kunne de efterhånden opstille en religiøs verdensanskuelse, som ingen kunne stille spørgsmålstegn ved. Da pengene var små og kirkebyggerierne og de store klostre havde svært ved at få økonomien til at hænge sammen, måtte der findes en måde at skrabe flere penge sammen på. Og det skulle vise sig, at de politisk set var rigtig dygtige til at skaffe penge.
De skulle bare bruge noget til sat skræmme penge fra folk til kirken. Helvedet er det evige pinested, som intet menneske ønsker at havne i – hverken dengang eller nu. Og dengang førte kirkens folk derfor meget maleriske kampagner, hvor almuen blev truet med en behornet Djævel og et hedt Helvede, hvis ikke de gav penge til kirken. Så langt er vor tids politikere da vist ikke gået endnu. Man fandt på sloganet: ”Når pengene i kisten klinger, straks sjælen ud af skærsilden springer”: Og af frygt for den evige pine i efterlivet gav mange halv- og helfattige ud af deres sparsommeligheder for at løskøbe deres egen og familiens sjæle fra den frygtelige skærsild og det endnu frygteligere Helvede. Som om det ikke var nok med truslen om et helvede i efterlivet, har vi i mange sammenhænge trukket helvedet ind i vores verden og nutid. Således har evindelig pine, nød og elendighed igennem tiden ramt mange mennesker såvel økonomisk som eksistentielt og åndeligt. De rige og de fattige bekymrer sig ikke om hinanden, men alle tænker på pengene; hvordan skal de dog slå til, eller hvordan får man flere af dem? De pengegriske kirkefolk gjorde dengang ikke de mange bestræbelser på at skaffe mønter til kirkebyggerier af kærlighed til Gud, ikke af kærlighed til mennesker, men af kærlighed til penge. Men det er gammel og sand visdom, at ingen kan tjene både Gud og mammon.
At dagens evangelietekst er en lignelse betyder, at Jesus vil sige noget mere og andet med sin fortælling end det, vi umiddelbart hører. Vort fokus skal altså ikke være på, hvad der mon sker efter døden, eller hvem der mon frelses eller fortabes. Sådanne spekulationer hører ingen steder hjemme, og selv Jesus afstod fra at forkynde fortabelse eller udpege folk til Helvede. I stedet brugte han sit liv og sin tid på at pege på livet her på jorden og på at forkynde glæde, fred og velsignelse for mennesker, skabt i Guds billede. Det er svært nok at leve som menneske med tro på håbet om, at vores liv har mening for Gud. Så hvorfor skulle vi bekymre os om sager, det på ingen måde er op til os at dømme om? Igen og igen fortalte Jesus sine venner, at de ikke skulle bekymre sig, for bekymringer bidrager ikke til et gladere eller friere liv. Vi er som menneskevæsner bundet til det timelige, og skal altså derfor ikke bekymre os om det evige.
Med lignelsen peges der således på vores liv og eksistens her på jorden i denne nutid, som vi deler med hinanden. Vi kender hverken Lazarus eller den rige mand fuldt ud, og vi ved ikke, hvorfor den ene er rig og den anden fattig. Der kan være mange forskellige grunde dertil. Desuden bør vi ikke automatisk tro, at den fattige var et godt menneske og den rige et ondt menneske. Rige mennesker kan være lige så gode, som fattige mennesker kan være onde. Det eneste vi ved er, at den rige mand levede i fest og pragt, og klædte sig i purpur og fint linned. Han var en levemand, der forstod at gøre hver dag til en fest; ja, man kan måske sige, han levede hver dag, som var den hans sidste. Modsat den rige mand var den fattige, der lå ved den riges port og kun havde et ringe ønske om at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord. Hundene kom tilmed og slikkede hans sår, og dengang var hunden et urent dyr, som man kastede sten efter og jog ud af byen. Den fattige mand var på samfundets allerlaveste trin, den rige mand på samfundets allerøverste trin.
Den ene var dog ikke et bedre menneske end den anden. Og i dem begge kan vi genkende noget af os selv. Begge levede de, som de bedst kunne finde ud af, og som gav dem bedst mening i deres Gudgivne jordiske liv. Der er ingen moralsk fordømmelse, hverken af den fattiges manglede bidrag til samfundet eller den riges manglende bidrag til den fattige. Jesus roste ikke den fattige og ikke den rige, men stillede dem op som to almindelige mennesker på hver deres sted i livet. Deres plads i efterlivet skal derfor ikke ses som straf eller belønning for et jordisk liv. Ej heller bringes deres tro eller tvivl i spil som begrundelse for deres placering i livet efter døden. I middelalderens katolske periode, hvor Helvedet blev en politisk brik i et stort pengemæssigt magtspil, blev befolkningen skræmt til at dyrke kirkens religion. Frygt, terror og trusler er i forskellige sammenhænge blevet brugt til at få folk til at makke ret, men intet hjerte er nogensinde blevet frit og glad under trusler om ulykke og fortabelse. Frygt og trusler kan aldrig medføre en tro på noget så glædeligt som Jesu budskab, men kun forkyndelsen at frelse for fortabte og glæde trods sorg kan trøste den, der længes og den, der sørger. Lazarus både længtes og sørgede i al sin fattige elendighed, alt imens den rige mand troede sig vel forvaret i al sin festlighed og sin nydelse af livets goder og herligheder. Uanset hvor rige vi kan synes at være, når vi gør status over vores liv og bankkonto, er vi dog altid for fattige til at kunne købslå med Gud om de bedste ting i livet.
Vi står netop nu hér i livet og kan ikke andet. Og ind i dette vort levede liv har Jesus i sit liv og sin forkyndelse givet os et glimt af noget guddommeligt. Hvad dagen i morgen bringer, kan vi ikke vide med sikkerhed. At bekymre sig for dagen i morgen vil derfor blot stjæle vores tid og glæde fra dagen i dag. I dette liv lever vi henvist på hinanden og til hinanden på lige fod med hinanden som mennesker med de samme vilkår i livet såvel som i døden. Derfor må vi, inspireret af Jesus, være barmhjertige imod hinanden og leve uden frygt for hinanden. Rige er vi alle som mennesker skabt af Guds nåde, rige af alle de goder, Gud skænker os gratis. Men fattige står vi dog samtidigt med hatten i hånden over for hinanden, fattige med ønsker om kun at spise os mætte i resterne fra andres liv og glæde. Trøsten findes deri, at Gud vender op og ned på vore forestillinger om rige og fattige, og især i dette liv vækker det os til at leve og være på lige fod med hinanden. At se hinanden som lige rige i Guds billede og se os alle som lige fattige over for hinanden. Vi er henviste på hinanden med Guds velsignende fred og kærlighed, henviste til at vise hinanden barmhjertighed i dette liv, fordi Gud igennem Jesus Kristus giver os alt det, vi skylder hinanden. Amen.