Generelt:
Corona-regler:
Andagten bør højst vare 30 minutter
Der er tilmelding – se https://teologiogkultur.weebly.com/tilmelding-til-andagter.html
Der må ikke være fællessang
Der må gerne være salme-solosang
Man skal bære mundbind ind i og ud af kirken
Der er ingen kirkekaffe
Der er ingen altergang
LITURGI til Palmesøndag
Klokkeringning
Præludium (kun musik)
Nådeshilsen v. præsten
Læsning
Trosbekendelse (siges i fællesskab)
Salme 380, v.1-3: Op dog, Zion!
Evangelium (med korsvar v. kirkesangeren ”Gud være lovet…”)
+ prædiken + lovprisning (i fællesskab) + kirkebøn + meddelelser + apostolsk velsignelse (i fællesskab)
Salme 176, v. 1-3: Se, hvor nu Jesus træder
Fadervor i fællesskab
Velsignelse (med korsvar v. kirkesangeren – 3x Amen)
Postludium (kun musik)
Prædiken
Jantelovens første bud siger: ”Du skal ikke tro, du er noget”. Forleden skrev jeg på facebook: ”Kære Jantelov, du skal ikke tro, du er noget.” Det blev skrevet for sjovt – og lidt i alvor. For vi bliver nødt til give igen, slå tilbage og ikke bare lade os dunke i hovedet. Især som kristne må og skal vi ranke ryggen og stå ved både vores kristendom, vores kultur, vort modersmål og fædreland, ja, kort sagt: Vi skal stå fast på dem, vi er. Vi har ellers lært, at stolthed er en ukristelig last; at man ikke skal gå med næsen i sky og være en vigtigper. Jeg plejer heller ikke at gå imod gammel visdom og kan da heller ikke opfordre jer til at være stolte af hvad som helst, vi har arvet af kulturel og social ballast. Ikke alt ved vores kultur er jo lige godt. Behøver jeg nævne de skrækkelige skeletter, der engang imellem vælter ud af skabene i vores danske kultur, samfund og historie? Behøver jeg nævne, at vi som samfund sådan set slet ikke er så gode, som vi selv går og tror, når det kommer til f.eks. ligestilling, grøn omstilling og andre af de høje mål og standarder, vi sigter efter.
Vi har en naturlig tendens til at gøre os selv til heltene i vores egen historie, men hvis virkeligheden går imod os, så kan historien jo omskrives, så vi står i et bedre lys Mest markant er det måske nok sket siden det forfærdelige slag ved Dybbøl i 1864, hvor Danmark blev slemt såret på stoltheden og selvværdet. Hvad udadtil tabtes, måtte indadtil vindes, sagde man, og så begyndte man ellers at digte sin egen historie om noget særligt dansk, og der opstod derved en udpræget nationalisme. Også i vores privatliv digter vi, for det er jo sjældent os selv, det er galt med – det er jo altid de andre, ik? Undersøgelser viser desuden, at selv vore elskede minder slet ikke er så præcise og korrekte, som vi ellers tror.
Når vi altså alligevel bør ranke ryggen, er det altså ikke pga. det vi er i os selv som mennesker, eller hvad vi er som danskere i denne kultur og dette samfund. Vi skal ud over nationale grænser og vore egne navler, for der er noget større på spil. Livet har vi jo ikke givet os selv; kærligheden har vi heller ikke givet os selv; åndeligheden heller ikke, og heller ikke troen eller håbet. Faktisk skylder vi mange andre tak for alt det, vi har og er. Ikke mindst tak til Gud, som jo har sat os her på forunderlige måder imellem hinanden. Hvem ville for bare få uger siden kunne have forudset, at vi i dag ville befinde os på dette sted i livet med dem, vi nu er iblandt? Vi skal ranke ryggen, jovist, for kristendommen giver rygrad.
Vi skal altså ikke være som døde sild i den flydende strøm eller duknakkede kristne uden rygrad, for Jesus kom en dag ridende på et æsel. Hvor utroligt det end lyder, så er der en sammenhæng. Han, som blev født i en stald, var nu endelig kommet så langt i processen, at han kunne komme ridende højt og flot på et æsel. Men det ville være latterligt, hvis man tænker, at det skulle være en forfremmelse. Vi plejer jo ellers at tænke i rang og hierarki, og vi ved fra firmaer og organisationer, at nogle er højere oppe end andre - men det er ikke dét, der er på tale her. Hvis Jesus på nogen måde blev ophøjet ved at ride på et æsel, var det kun en ophøjelse i ydmyghed. Med Jesus er der altid noget andet på spil, og det er netop det, der gør, at præster igennem århundreder har kunnet betræde landets prædikestole og gang på gang været i stand til at dykke ned i Bibelteksterne for derfra at lade det levende ord strømme ud som kildevæld til berigelse og velsignelse for mange. For enhver, der dykker ned i Bibelen og går med på Jesu ydmyge og dog stolte vandring vil blive til glæde for mange.
Hos Jesus var stoltheden og den ranke ryg nemlig grundfæstet i tillid til Gud og en ydmyg tilgang til, at også det næste menneske er ligeså meget værd som ham selv. Han levede aldrig for sin egen skyld, men altid for sin næste. Og folk elskede ham for det; derfor var Palmesøndag et marked af folk, der hyldede ham og strøede palmegrene på vejen, som om de lagde en rød løber ud, for de ville så gerne have, at han skulle være deres konge. Dér var endelig en mand, som helbredte syge, gav brød til sultne, viste omsorg for de fremmede og udstødte; forkyndte et dejligt budskab – og endda uden at tage penge for det. Mange havde ventet på en sådan konge, og i deres øjne var Jesus det ypperste menneske, et kærlighedsvæsen, og nogle troede virkeligt, at han var Guds søn og den frelser, som verdens undertrykte og fortabte havde råbt om og skreget på i deres dybeste nøds angstfyldte bønner. Forventningerne var mange og fristelsen til at blive konge og en magtfuld hersker lå altid i luften, men Jesus ville ride i ydmyghed – derfor på et æsel – på trods af, at folket var ellevilde og hyldede ham som en konge – derfor palmegrene og fryderåb. ”Hosianna!” råbte de, der på dansk betyder: ”frels dog”, og folk stod stimlede sammen i Jerusalems støvede gader under solens bagende varme og råbte med håb om, at de kunne stemme hans sind til at tage imod kongemagtens krone, scepter og sværd.
Men Jesus red roligt på et stædigt æsel. Rank og med blikket rettet mod Jerusalem, hvor han skulle nyde sit sidste måltid, inden frygt og vantro skulle splitte hans lille flok. Han så frem for sig og ind i den fremtid, han kendte og frygtede, og som han alligevel red lige hen imod. Alle ville svigte ham, ensomhed og frygt ville gribe ham koldt og hårdt om hjerteroden. Alligevel red han trofast. Jesus digtede ikke om sit eget liv, for hans identitet stod ham lysende klar; han levede ikke for at avancere i magt og hæder, men for at elske og for at vise, hvordan et sandt menneske bør leve; ydmyg og rank.
Det er klart, at han betog manges hjerter og blev hyldet som en stjerne og kendis, ligesom de jo bliver hyldet af skrigende fans, der besvimer og bliver vanvittige. Jesus kunne alt det, som ingen andre kunne, og selvom han ikke gennemførte politiske programmer eller sociale reformer, så viste han med sit simple liv, at forandring er muligt, og at tingene kan blive bedre; mennesker er mere end deres kultur og sociale ophav. Især er det muligt at forandres og selv forandre, når man har fokus på det, der virkeligt gælder, nemlig: Tro, håb og kærlighed. Vi skal have det sind over for hinanden, som var i Jesus. Når vi lever med det for øje og som mål, kan man virkeligt ranke ryggen i ydmyghed. Væk med Janteloven, for vi skal netop tro, at vi er noget; vi er døbte, vi er velsignede, og vi er højt elskede. Amen.
Jeg vil slutte dagens prædiken her, men i de kommende helligdage i påsken skal vi dykke endnu længere ind i det som Jesus kom for at gøre. Han var én mand i et land langt væk. Hvorfor har det fået så stor betydning for os på trods af den enorme afstand i tid og geografi? Jo, der er god grund til at komme i kirke i påsken; og kan man ikke få en plads her i kirken pga. de trælse men nødvendige restriktioner, så kan man se mine andagter på youtube.
+ lovprisning (i fællesskab)
Lad os i fællesskab sige:
Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du som var, er og bliver, én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
+ kirkebøn
Lad os alle bede:
Gud i himlene! Først kom du til jord som et barn i en krybbe, og så kom du ridende på et æsel ind i kongebyen Jerusalem; du har vist, at du derved altid kommer i ydmyghed. Kom også til os i ydmyghed, så vi kan genkende dig og tage dig til hjerte; vores hjertekule er din hule, hvor din tro, dit håb og din kærlighed må spire og gro. Amen.
+ meddelelser
Næste gudstjeneste er på torsdag den 1. april kl. 17 i Hunderup Kirke, hvor vi fejrer Skærtorsdag. Vi plejer at spise påskemåltid sammen bagefter, men det kan vi desværre ikke under de nuværende omstændigheder. Om formiddagen holder Katrine andagt i Jernved Kirke kl. 11. Langfredag den 2. april dykker vi ned i korsets gåde med andagter kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Påskedag fejrer vi opstandelsen med andagter kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Vilslev. Anden påskedag fejrer vi, at Jesus som den korsfæstede og opstandne frelser igen møder sine disciple, og der er andagt kl. 11 i Gredstedbro Kirke. Det er fortsat en god idé at tilmelde sig gudstjenesterne, og det kan man gøre hos mig.
- Hvis nogen ønsker altergang, kan man lave en aftale med mig. Hvis I kender til nogen, som er syge eller ensomme, og som gerne vil tale med mig, må I også gerne lade mig det vide.
+ apostolsk velsignelse (i fællesskab) Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.