Dette skønne forårssommervejr gør det jo virkelig til sæson for havearbejde, og når man sådan går derude og arbejder, er der jo god tid til at tænke over tingene, eller måske bare lade hjernen få et tiltrængt roligt pusterum. For nogle er det en lise for sjælen, andre et kærkomment afbræk fra arbejdet, men for atter andre er det et vedvarende slid og et irriterende molboarbejde hver år at skulle kæmpe imod skvalderkål og dræbersnegle.
Det er ikke fordi, jeg siden sidste søndag er blevet udlært gartner, men haven er et oplagt billede på forskellige sider af kristendommen. På en måde er hele jorden Guds have, og vi er sået og sat her som forskellige planter, der vokser op imellem hinanden. Det er her på jord, vi bor og tror. Nogle vokser op som yndige roser, små anemoner eller andre flotte blomster, hvorimod andre nærmest vokser op som ukrudt, vildskud og udskud. Vi er dog alle nogle kønne planeter, men nogle gange kan man få den tanke, at Gud ikke har passet sit arbejde som havemand, siden de flotteste blomster og de værste udskud vokser side om side; men sådan en vildhave er altså vores virkelighed.
Vi er dog ikke kun planter, men også gartnere, idet Gud selv har sat os til at forvalte vort eget. I hver vores jordiske have må vi gøre, hvad vi kan; nogle gange belønnes vort slidsomme arbejde med friske afgrøder og flotte blomster, men andre gange er det som om, den sorte jord bare ikke vil makke ret, uanset hvor meget vi tugter den med hakke og rive, og uanset hvor meget vi vander og gøder. Det kan være et mysterium for os, for vi kan jo ikke se ind i planternes og frøenes indre eller komme til bunds i, hvorfor noget gror og andet ikke gør. En have er dog sandelig en gave såvel som en opgave.
Kirken og menigheden kan også sammenlignes med en have, hvor præsten er gartneren. Også han skal vande og gøde, søndag efter søndag – det er præstens gartnerarbejde i menighedshaven; han kan grave og arbejde ivrigt med sin hakke, sin skovl og sin spade, men også i denne have hviler et stort mysterium; nogle gange vokser de gode afgrøder på en måde, der aldrig før er set magen – og gartneren bliver stolt og glad over sin indsats; andre gange står haven hen med vissengult græs og indtørrede blomster, og gartneren kigger fortvivlet på sine glædesløse arealer. Hvad var det dog der skete? Her stak man dog en finger i jorden og fik endda jord under neglene. Når noget lykkes, spørger man ikke ”hvorfor?”, men når noget mislykkes, kan man næsten ikke slippe væk fra det spørgsmål. Uanset resultatet ligger haven som et offentligt vidne, og gartneren høster enten ære eller vanære.
Som en slags tidsfordriv ved siden af præste- og gartnerembedet har jeg fordybet mig i min slægtshistorie, og selvom jeg på en periode af halvanden hundrede år tilbage i tiden hverken er stødt på slægtskab med kendte adelige kendte forbrydere, så er der alligevel nogle ret interessante personer, som jeg i disse dage tænker meget over. Mine forfædre er bønder langt tilbage i tiden, og i dag vil jeg fortælle lidt om mine tipoldeforældre på min mors side: Anders og Maren.
Anders købte sig et stykke jord, for han ville være landmand og dyrke jorden, og han tog sin udkårne Maren med, og de bosatte sig i hedeområdet ved Børsmose i slutningen af 1800-tallet. En journalist besøgte dem i 1920, og hun skrev: ”Huset lå under nogle høje klitter, omgivet af plantning, det så hyggeligt ud. Der var en særdeles velpasset have, og der var læbælter om markerne, desuden i alt ca. 5 ha plantage, plantet gennem 28 år. Haveanlægget udgjorde ca. 1000 kvadratmeter og var tilplantet med fine blomster, f.eks. mange roser, syrener og stauder. I nyttehaven var der køkkenurter, jordbær, 15 frugttræer og en del frugtbuske. Vi blev straks klar over, at her var udført et arbejde ud over det sædvanelige. Inde i stuen hos Maren og Anders Schultz fik vi så en samtale om deres levnedsforløb, altsammen så roligt og selvfølgeligt.” (citat slut) Anders og Maren var dog ikke kommet nemt til tingene, for derude på heden var der ingen rig muld, kun næringsfattigt sand, og der var ingen træer, kun lyng. Og de mødte modstand fra lokalbefolkningen, da de ryddede lyngen og plantede træerne, for folk på egnen var meget konservative, og lyngen kendte de, men hvad i alverden skulle man dog bruge træer til? Maren og Anders var dog tro mod deres kald som gartnere til at få mere ud af jorden på en trøstesløs plet hede; og de fik en velfortjent mindesten i Kongenshus Mindepark.
Nu er vi dog ikke samlet her i kirken for at høre om min slægt eller for at få gode råd til haven derhjemme. Når vi i dag samles her i kirken er det for at fejre Pinse, og derved fejrer vi Helligånden; den synes at være en drilsk fugl og en flyvsk fisk. I trosbekendelsen siger vi, at vi tror på Gud Fader, og på Jesus Kristus og på Helligånden; både Faderen og Sønnen har vi nogenlunde styr på; dem fejrer vi til jul og påske, men Helligånden er straks sværere at finde ud af, for hvad er denne hellige ånd for noget?
Ligesom Faderen er den person i Gud, der skaber og opretholder os og vores verden, og ligesom Jesus er den person i Gud, der opsøger og frelser os fortabte, sådan er Helligånden den person i Gud, der giver liv og ånde til vores tro, håb og kærlighed. Helligånden er Guds egen ånd og hånd her på jord; den er livskraften samt troens og kærlighedens mulighed i os som kristne mennesker i jordens have. Og ligesom en have må gødes og vandes, sådan skal også vi som kristen menighed gødes og vandes for at troen, håbet og næstekærligheden kan vokse i os hver især og i vort kirkelige fællesskab. Helligånden er så at sige den, der skaber vækst og grøde hos os.
Skulle der være én i kirken, der siger: ”Jeg kan ikke tro”, er det som planten i haven, der siger: ”Jeg kan ikke gro”, og så må gartneren komme på arbejde for at luge og hakke og vande og gøde. Lige så lidt som planten kan gro af egen vilje, kan vi heller ikke tro af egen vilje; men ved Guds vilje og Helligåndens næring og gerning kommer planterne til at gro, og vi kommer til at tro. I vores kristne kirke er det Gud selv, der er havemanden, som ved dåb og nadver gøder og vander sine planter, så vi kan vokse og sætte både blomst og afgrøde. I dag fejrer vi altså Guds livsånde i os; og vi fejrer, at vi er nogle kønne planter, sat iblandt hinanden på forunderlige måder – dog som en enhed i menneskehed og menighed. Lad os vokse og blomstre Gud til ære og hinanden til gaven. I Jesu navn. Amen.
Prædikentekster til Pinsedag
Salmer: Vilslev: 1) DDS 290 I al sin glans; 2) DDS 453 Vort løsen er; 3) DDS 330 Du som ud af intet skabte; --- ; 4) DDS 292 Kærligheds og sandheds Ånd; 5) DDS 192 v. 7, Hil dig, frelser og forsoner; 6) DDS 725 Det dufter lysegrønt af græs
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste er i morgen, Mandag d. 21. maj kl. 14 ved Hjortlund kirke, hvor vi har gudstjeneste i det fri. Både Kevin Asmussen og jeg forestår gudstjenesten, og efter gudstjenesten skal vi hygge os med kaffe. Så medbring en stol og et tæppe samt en madkurv med kaffe og kage. I tilfælde af dårligt vejr går vi ind i Hjortlund kirke.
Søndag d. 27. maj forestår jeg gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup og kl. 11 i Gredstedbro.