Påskedag er i Bibelen den største højtid for kirken og kristne; for det var denne dag, at Jesus brød igennem døden og virkeligt blev livets Gud, for enhver der tror. I dag må vi glæde os ubekymrede, læne os tilbage i Guds barmhjertighed og lade os fylde med salmesangen og de nådige ord, så vi efter gudstjenesten igen kan gå ud af kirken og leve frimodigt på denne jord. Påskens begivenheder er en kamp mellem lys og mørke. Forstå det, det kan vi ikke, men graven er tom, der er ingen at se.
Da Jesus vandrede blandt mennesker, blev der opstandelse blandt jøderne – både på godt og ondt. De skriftkloge, og de lærde jøder, havde magten over lægfolket, fordi disse lærde folk havde studeret skrifterne og havde eneret på at fortolke dem. De brød sig ikke om, at Jesus lærte hver enkelt selv at lytte til Guds ord og til selv at tage stilling til troens gave. De brød sig heller ikke om, at Jesus helbredte syge, vækkede døde og på den måde gave dem et nyt liv, nyt håb og en ny chance for at leve et menneskeliv. For dem, der oplevede Guds kærlighed igennem Jesu virkelighed, blev hans tale om opofrelse og opstandelse noget meget konkret. Gud lod sit lys skinne i verdens mørke, men verden begreb det ikke.
Langfredag faldt der en tung mørke over Golgatas kors, menneskets ondskab havde trukket mørke skyer over Jerusalem. Gud havde sendt en kærlighedshilsen til jorden, og jordboerne havde hilst tilbage ved at piske, korsfæste og dræbe kærligheden. Tømrersønnen fra Nazareth var stendød, og han blev gravlagt i en hule, hugget ud i en klippe. Hans død var der nogle, der fortrød, mens andre vaskede deres hænder i blodrødt vand. En massiv, stor sten blev rullet for indgangen til gravhulen, og romerske vagter blev sat til at vogte graven. Nogen kunne jo komme for at stjæle Jesu lig.
Der findes rum, man ikke kan beskrive med menneskeord; det er gravens mørke dødsrum og opstandelsesmiraklets lysende livsrum. I påskens dage mødtes menneskets ondskab af Guds kærlighed. Mange mennesker peger på verdens ondskab og uretfærdighed og spørger efter, hvordan der kan findes en god og kærlig Gud. Men man kan også pege på verdens og menneskers forfald og ødelæggelse og spørge om, hvordan Gud dog kan elske alt dette.
Påsken er et paradis for sanserne. Palmesøndag råbte folket ”Hosianna!” og viftede med grønne palmegrene. De lagde dem på vejen til en blodrød løber; en vej, der gik fra krybben i Betlehem til korset på Golgata. Skærtorsdag duftede der af lam med bitre urter, og brødet med vin smeltede på tungen som Jesu legeme og blod. Langfredag lugtede der fælt af forræderi, folket råbte ”Korsfæst ham!”, blodet flød og smerteskrig ramte alle ører; et friskhøvlet trækors blev hejst, og på det hang Jesu legeme sømmet fast med smertenagler. Da aftenduggen faldt, blev Jesu lig hejst ned i dødsmørkets gravhule; sollyset forsvandt, da en sten blev rullet for. Sorgens skyklapper blev lagt for disciplenes øjne.
I dag er det påskemorgen, som det var påskemorgen for kvinderne. Dugfrisk græs blev trådt under fode af deres hastige skridt igennem morgentåge; de grådkvalte øjne spejdede mod klippens hemmelige hule, og ørerne hørte ikke de søvnige morgenhilsner. Sorgen havde ikke givet deres hjerter fred, men længslen havde brændt i deres hjertekamre og givet dem søvnløse, sorte nætter. De måtte ud til graven; de kunne ikke tro, at han var død. De måtte se beviser og genopfriske hukommelsen alene for at få vished om det umulige: at Jesus virkeligt skulle være død. Påskelørdag havde været en sort dag for dem, hvor de var overladt til fornuftens nådesløs ord, der dag og nat med hvislende slangestemme havde hvisket: ”Jesus er død, håbet er ude, der findes ingen kærlighed fra Gud.”
Englens klare og rolige ord ”Vær ikke forfærdede!” forløste kvinderne fra deres tilstand som beskuende statuer. De fik synet igen. De så stedet, hvor Jesu lig havde ligget; det var borte, han var væk. Kvinderne havde fået lysenglens ord for at Jesus var opstået, levende igen, og at de skulle møde ham i Galilæa. Men af forbavselsens frygt og fornuftens overraskelse løb kvinderne væk fra graven. Først da de havde fået taget mod til sig, fortalte de om Jesu opstandelse til de andre disciple.
Dette var ikke en dag som de andre. Mange kvinder og mænd har i tidens løb besøgt deres kæres gravsten på kirkegården. Gravstenen er døren, der symboliserer dødens dør; den er lukket i, og vi kan ikke komme ind i dens rum for at tale med den døde. Tiden er løbet ud, mulighederne er sluppet op. Dødens mørke er sortere end en overskyet vinternat.
Jesu opstandelse fra de døde var blevet forudsagt af de gamle profetier og af Jesus selv. Ingen havde dog fuldt forstået ordene, men nogle tænkte nok, at der var tale om en symbolsk opstandelse; at Jesus ville være levende i disciplenes tanker om ham, at han ville leve videre i fortællingerne og sangene. Nogle tvivlede på det hele og ærgrede sig over, at sådan et flinkt menneske desværre blev dræbt. Men Jesus opstod – virkeligt. Han viste sig senere for kvinderne, for mændene, for Peter og Paulus og mange flere. Han lod Thomas stikke fingre i sine naglesår, og den korsfæstede og opstandne frelser gav sine disciple gåsehud med frygt og stor glæde, da det virkeligt gik op for dem, at ham, de havde svigtet i Gethsemane Have, ham, de havde forrådt og ladt i stikken – han stod nu atter hos dem. Ikke som en fordømmende fjende, der slog dem i hovedet med al deres svigt og syndighed, men som en ven, der atter og igen ønskede deres selskab, deres venskab. Som før korsfæstelsen talte han igen om tilgivelse, velsignelse, helbredelse, fred. Selv efter døden slap Kristus ikke sine disciple.
Livet er nu engang så forskelligt fra alt muligt andet. Og Kristus er også så forskelligt fra alt, hvad vore sanser og erfaringen viser os. De mange ord fra profeter og konger fra fortiden fik efterhånden krop i Jesu liv og gerninger. Ordene blæste ikke længere væk i vinden; de blev konkrete. Efterhånden som Jesus nærmede sig sin død, blev ord til handling; profetierne lød ikke længere for ørerne, men blev set med øjnene. Handlingerne og gerningerne tog over, hvor ordene slap op. Når man ikke længere vil høre, må man føle. Opstandelsen hverken kan eller skal gribes med fornuften eller forstås med forstanden; det skal tros med hjertet og leves i Ånden.
Ingen så hvordan selve opstandelsen fandt sted, og vi kan ikke forklare, hvad der skete, for det var et under. Et under, der får logikken til at bryde sammen, og vi kan kun tilnærmelsesvis tro det, men så følger tvivlen også unådigt med. Det er så nemt at tvivle og svært at tro både for os, og sandelig også for de kvinder, der dengang kiggede ind i en tom grav. De blev så overrumplede, at det eneste de ikke tvivlede på, var, at der var sket noget unaturligt og uforklarligt – og derfor flygtede de fra den tomme grav som om, de havde set et spøgelse. De var jordnære mennesker, der troede på det, de kunne se, men hvad de så i den tomme grav kunne de alligevel ikke rigtigt tro på. Vores erfaringer stritter imod og fortæller os med fornuftens fulde kraft: ”Det kan ikke lade sig gøre!” Det er anfægtelsen; at opstandelsen skete, selvom det ellers ikke burde kunne ske efter vores logiske måde at anskue verden på.
Påskens begivenheder med Kristi korsdød og opstandelse betyder for os, at vi med dåben in mente og Fadervor i ryggen kan leve i troen og kaste os ud i livet uden frygt for at dø. Jo, vi kan dø af at leve, men vi behøver ikke frygte døden. Guds ord lød til Jesus i graven: ”Du skal leve. Du skal leve. Du skal leve.” - det er også en direkte tiltale til os i dag. Når evangeliets kærlighedslys kastes på os, kan vi blive forstenet et øjeblik; men fra Gud lyder også et ”Frygt ikke!”, der kan løsne vore angstlammede legemer, så vi kan juble af fryd over den frelse, der rækkes os. Glædelig påske! Amen.
Prædikentekster til Påskedag
Salmer: 1. DDS 749 I østen stiger solen op; 2. DDS 218 Krist stod op af døde; 3. DDS 487 Nu fryde sig hver kristen mand; --- ; 4. DDS 241 Tag det sorte kors fra graven; 5. DDS 236, 5-6: Påskeblomst, hvad vil du her; 6. DDS 70 Du kom til vor runde jord