Påsken er en tid i kirkeåret, hvor alle følelser får lov at komme i spil; der er op- og nedture; der er skuffelse og glæde, der er sorg og latter. Hvor Skærtorsdagens festmåltid går over i Langfredag, der ender meget dystert, så er Påskedagen helt modsat glædelig og dejlig at fejre, fordi vi i dag må hylde glæden, livet og kærligheden, der i deres reneste udtryk blev født med Jesus. Han var sendt fra Gud for at oplyse os til at leve i tro uden frygt – og med håb trods håbløshed.
Mange forskellige personer – både høj og lav, rig og fattig - mærkede dengang Guds barmhjertighed på deres legeme og sjæl, da Jesus helbredte og velsignede, som ingen havde gjort før eller siden. I ham var Guds lys, og det kom til vores verden, men mørket i vores verden fik bugt med ham Langfredag, da de stolte mænd lod al deres hårdhjertethed nagle kærlighedens hænder og barmhjertighedens fødder fast til korset. De hånede Jesus og lo ad ham, der ikke ville frelse sig selv. Uden livsånde blev Jesus lagt i graven, og en tung sten blev sat foran med vagter for at adskille Jesus fra mennesker. Men i dag kan vi mindes, at hverken liv eller kærlighed kan bindes; ej ved nagler, ej ved sten, ej ved soldater. Gud finder altid en vej til os. Kærligheden finder altid en vej hos os.
Det er da et glædeligt budskab, som alle folk må høre! Se, livet har vundet over døden; Jesus brød dødens magt! Men hvem skulle fortælle om det? Jesus havde jo godt nok samlet mange mænd omkring sig, og de lovede højt og helligt at ville følge ham igennem vand og ild, ja ligefrem til død og kors. Deres store ord og løfter blev dog små som mus, da virkeligheden trængte sig på og blev en blodig realitet. Mændene flygtede og fandt tryghed i deres huse, langt fra korsets nagler og soldaters march. Kun kvinderne blev tilbage hos Jesus; soldaterne fjernede dem ikke, for hvad kunne disse kvinder gøre? Jesu mor græd under korset, men også andre kvinder måtte stå der uden at kunne gøre andet end at se deres håb dø ud og livets lys slukkes som vægen, der pustes ud af det sidste åndedrag. Kvinderne fulgte Jesus mere trofast end nogen mand, og det var dem, der kom derud til graven en tidlig søndag morgen for at mindes og ære, for at salve hans legeme og bare være ved ham.
Derude skete sandelig det underligste, for et under er noget, der ikke kan ske, og et mirakel er noget, der ikke kan lade sig gøre. Men det skete dengang – én gang, og de så det, og de har fortalt det videre til de mænd, der gemte sig i frygt og bæven: Jesus var opstået fra de døde! Englen selv havde fortalt dem det, og englen havde væltet stenen fra graven og jaget de mandige soldater på flugt. En sten faldt fra kvinders hjerte, for så gik det alligevel, som Jesus havde sagt, men som de slet ikke havde turde tro - og alligevel havde håbet derinde i deres inderste hjertekammer.
Jamen, det var så fint, dengang Jesus opstod, og jeg forestiller mig, at solen stod op med særligt klare solstråler den dag; jeg tænker, at både himlens fugle og jordens dyr glædede sig med både skovens træer og markens græs så sandt og inderligt over dette vidunder, som var sket på trods af hele skaberværkets tvivl og sorg. Men ærlig talt, når vi hører historien, hvad kommer det så os ved? Rager det os en papand? Må vi virkeligt bedre fornuften gå hjem og vugge? Er her tale om verdenshistoriens største aprilsnar? Opstandelsen lyder da godt nok som noget af et tankespind, og kan vi som moderne veloplyste demokratiske samfundsborgere virkeligt tro på det? Skulle der være håb der, hvor al håb er ud? Skulle der være liv der, hvor kun døden råder?
Ja, det lyder ikke sandsynligt, overhovedet. Og tænk sig, nyheden om opstandelsen blev fortalt af en engel til kvinder. Det er så nemt at afvise og sige, at det er opdigtet pjat; engleord og kvindesnak! Dengang havde kvinder ingen stor plads i samfundet, de havde ingen demokratisk medindflydelse, og deres værdi blev kun afgjort af, hvem de var døtre af eller koner til. I sig selv var de for samfundet ikke meget værd. Igen gik Jesus imod samfundets normer, fordi han så kvinder som mennesker med stor værdi i sig selv; hvorfor skulle Guds nåde ikke også omfatte dem? Det viste sig da også, at det var dog de trofaste kvinder og ikke de stolte 12 udvalgte mænd, der først så graven tom og fortalte om det. Hvad nu hvis der bare er ét gran af sandhed i det – selvom al logik og fornuft og vores indre ateist sætter sig til modværge? Hvad nu hvis Kristus opstod, og at det faktisk har afgørende betydning for det lille liv, vi lever nu her i vores skønne landsby 2.000 år efter det vidunderlige under?
Vi kender Jesus som én, der ikke levede for sin egen skyld; ja, faktisk levede han udelukkende for andres skyld og velbefindende. Han helbredte de syge, vakte døde til live, gav håb til håbløse, styrkede troen hos tvivlende, og han lod kærligheden spire hos dem, der var fanget i hårdhjertehed og hovmod. Hvis noget menneske har levet for andre, så er det Jesus. Han ikke blot levede, men døde også for andres skyld. Han ikke blot døde, men opstod fra de døde – også for andres skyld. Ikke blot for andres, men for vores skyld. Opstandelsen er ikke bare sådan en kirkelig ting, som præsterne har snakket om i årevis, men det er en helt konkret håbefuld begivenhed for os. For da Jesus døde, gik han ind i intetheden; derind hvor der ikke findes liv, intet håb, ingen glæde, ingen kærlighed. Vi kan også på forskellige måder i vore liv opleve steder med intethed; steder, hvor troen tørrer ud, håbet drukner eller kærligheden kvæles. Sådanne steder bliver det Langfredag for os, og hvad gør vi så? Når vinterfølelserne trækker kulde og mørke hen over vort liv, troens blomster visner og håbets jord bliver som frossent jord, er al håb så ikke ude for os?
Tværtimod! Håbets frø er sået i os, så vi selv i vinterens usle mørke håber på forårets morgengry; i dødens nat håber vi på livet; i kærlighedens smertestunder håber vi på livets vidunder. Aldrig mere skal noget for os dø fuldstændigt håbløst. For selvom nogen dør, noget visner eller noget ødelægges og går under, så kan vi se på Jesus, at gravens mørke ikke er slutningen; men at der er noget, der igen vælder op af jorden, som forårsbebudere om en anderledes og forandret ny morgen. Med dette håb i ryggen om, at der selv i døden ikke er helt mørkt, bliver vi sat fri til at leve uden bekymring for vort liv og helbred, uden frygt for fremtiden og uden angst for tilværelsen – for vi hviler nu og til evig tid i Guds hånd med hans livsånd. Han har tændt et lys, der aldrig kan slukkes. Jovist skal vi dø, det gjorde Guds søn også. Men vi skal også opstå, forandret i legeme og sjæl til herlighed og evighed – det gjorde Guds søn, og han gik sin lange tunge vej gennem korsdød og grav, for at vi derved kan finde mod til at slippe frygten og leve i troen, håbet og kærligheden. Han bar, hvad vi ikke kan bære, og han gjorde, hvad vi ikke magter. Han levede kærligheden ud i troen på Gud, og han måtte dø. Men se, frelsermanden er opstanden! Sandelig ja, Jesus er opstanden! Glædelig påske og god søndag!
Bibeltekster til Påskedag
Søndag 1. april kl. 9.30 Vilslev (kaffe), kl. 11 Hunderup
Salmer: 1. DDS 408: Nu ringer alle klokker mod sky; 2. DDS 234: Som forårssolen morgenrød; 3. DDS 238: Det er så sandt at ingen så; --- ; 4. DDS 236: Påskeblomst hvad vil du her; 5. DDS 321, 6: O kristelighed; 6. DDS 218: Krist stod op af døde (mel. Rung)
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste søndag d. 8. april kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Gredstedbro. (Hunderup næste gang: søndag d. 15. april kl. 9.30 med kirkaffe)
Mandag d. 2. april kl. 16 er der kirkekoncert i Jernved kirke ved Grindsted og Omegns CentralKor – læs mere i kirkebladet. Og der er sangaften kl. 19 i Vilslev konfirmandstue med Roll Præstegaard og organist Dorte Grangård
Sogneudflugt. Husk tilmelding senest på tirsdag (2. april).
Mange forskellige personer – både høj og lav, rig og fattig - mærkede dengang Guds barmhjertighed på deres legeme og sjæl, da Jesus helbredte og velsignede, som ingen havde gjort før eller siden. I ham var Guds lys, og det kom til vores verden, men mørket i vores verden fik bugt med ham Langfredag, da de stolte mænd lod al deres hårdhjertethed nagle kærlighedens hænder og barmhjertighedens fødder fast til korset. De hånede Jesus og lo ad ham, der ikke ville frelse sig selv. Uden livsånde blev Jesus lagt i graven, og en tung sten blev sat foran med vagter for at adskille Jesus fra mennesker. Men i dag kan vi mindes, at hverken liv eller kærlighed kan bindes; ej ved nagler, ej ved sten, ej ved soldater. Gud finder altid en vej til os. Kærligheden finder altid en vej hos os.
Det er da et glædeligt budskab, som alle folk må høre! Se, livet har vundet over døden; Jesus brød dødens magt! Men hvem skulle fortælle om det? Jesus havde jo godt nok samlet mange mænd omkring sig, og de lovede højt og helligt at ville følge ham igennem vand og ild, ja ligefrem til død og kors. Deres store ord og løfter blev dog små som mus, da virkeligheden trængte sig på og blev en blodig realitet. Mændene flygtede og fandt tryghed i deres huse, langt fra korsets nagler og soldaters march. Kun kvinderne blev tilbage hos Jesus; soldaterne fjernede dem ikke, for hvad kunne disse kvinder gøre? Jesu mor græd under korset, men også andre kvinder måtte stå der uden at kunne gøre andet end at se deres håb dø ud og livets lys slukkes som vægen, der pustes ud af det sidste åndedrag. Kvinderne fulgte Jesus mere trofast end nogen mand, og det var dem, der kom derud til graven en tidlig søndag morgen for at mindes og ære, for at salve hans legeme og bare være ved ham.
Derude skete sandelig det underligste, for et under er noget, der ikke kan ske, og et mirakel er noget, der ikke kan lade sig gøre. Men det skete dengang – én gang, og de så det, og de har fortalt det videre til de mænd, der gemte sig i frygt og bæven: Jesus var opstået fra de døde! Englen selv havde fortalt dem det, og englen havde væltet stenen fra graven og jaget de mandige soldater på flugt. En sten faldt fra kvinders hjerte, for så gik det alligevel, som Jesus havde sagt, men som de slet ikke havde turde tro - og alligevel havde håbet derinde i deres inderste hjertekammer.
Jamen, det var så fint, dengang Jesus opstod, og jeg forestiller mig, at solen stod op med særligt klare solstråler den dag; jeg tænker, at både himlens fugle og jordens dyr glædede sig med både skovens træer og markens græs så sandt og inderligt over dette vidunder, som var sket på trods af hele skaberværkets tvivl og sorg. Men ærlig talt, når vi hører historien, hvad kommer det så os ved? Rager det os en papand? Må vi virkeligt bedre fornuften gå hjem og vugge? Er her tale om verdenshistoriens største aprilsnar? Opstandelsen lyder da godt nok som noget af et tankespind, og kan vi som moderne veloplyste demokratiske samfundsborgere virkeligt tro på det? Skulle der være håb der, hvor al håb er ud? Skulle der være liv der, hvor kun døden råder?
Ja, det lyder ikke sandsynligt, overhovedet. Og tænk sig, nyheden om opstandelsen blev fortalt af en engel til kvinder. Det er så nemt at afvise og sige, at det er opdigtet pjat; engleord og kvindesnak! Dengang havde kvinder ingen stor plads i samfundet, de havde ingen demokratisk medindflydelse, og deres værdi blev kun afgjort af, hvem de var døtre af eller koner til. I sig selv var de for samfundet ikke meget værd. Igen gik Jesus imod samfundets normer, fordi han så kvinder som mennesker med stor værdi i sig selv; hvorfor skulle Guds nåde ikke også omfatte dem? Det viste sig da også, at det var dog de trofaste kvinder og ikke de stolte 12 udvalgte mænd, der først så graven tom og fortalte om det. Hvad nu hvis der bare er ét gran af sandhed i det – selvom al logik og fornuft og vores indre ateist sætter sig til modværge? Hvad nu hvis Kristus opstod, og at det faktisk har afgørende betydning for det lille liv, vi lever nu her i vores skønne landsby 2.000 år efter det vidunderlige under?
Vi kender Jesus som én, der ikke levede for sin egen skyld; ja, faktisk levede han udelukkende for andres skyld og velbefindende. Han helbredte de syge, vakte døde til live, gav håb til håbløse, styrkede troen hos tvivlende, og han lod kærligheden spire hos dem, der var fanget i hårdhjertehed og hovmod. Hvis noget menneske har levet for andre, så er det Jesus. Han ikke blot levede, men døde også for andres skyld. Han ikke blot døde, men opstod fra de døde – også for andres skyld. Ikke blot for andres, men for vores skyld. Opstandelsen er ikke bare sådan en kirkelig ting, som præsterne har snakket om i årevis, men det er en helt konkret håbefuld begivenhed for os. For da Jesus døde, gik han ind i intetheden; derind hvor der ikke findes liv, intet håb, ingen glæde, ingen kærlighed. Vi kan også på forskellige måder i vore liv opleve steder med intethed; steder, hvor troen tørrer ud, håbet drukner eller kærligheden kvæles. Sådanne steder bliver det Langfredag for os, og hvad gør vi så? Når vinterfølelserne trækker kulde og mørke hen over vort liv, troens blomster visner og håbets jord bliver som frossent jord, er al håb så ikke ude for os?
Tværtimod! Håbets frø er sået i os, så vi selv i vinterens usle mørke håber på forårets morgengry; i dødens nat håber vi på livet; i kærlighedens smertestunder håber vi på livets vidunder. Aldrig mere skal noget for os dø fuldstændigt håbløst. For selvom nogen dør, noget visner eller noget ødelægges og går under, så kan vi se på Jesus, at gravens mørke ikke er slutningen; men at der er noget, der igen vælder op af jorden, som forårsbebudere om en anderledes og forandret ny morgen. Med dette håb i ryggen om, at der selv i døden ikke er helt mørkt, bliver vi sat fri til at leve uden bekymring for vort liv og helbred, uden frygt for fremtiden og uden angst for tilværelsen – for vi hviler nu og til evig tid i Guds hånd med hans livsånd. Han har tændt et lys, der aldrig kan slukkes. Jovist skal vi dø, det gjorde Guds søn også. Men vi skal også opstå, forandret i legeme og sjæl til herlighed og evighed – det gjorde Guds søn, og han gik sin lange tunge vej gennem korsdød og grav, for at vi derved kan finde mod til at slippe frygten og leve i troen, håbet og kærligheden. Han bar, hvad vi ikke kan bære, og han gjorde, hvad vi ikke magter. Han levede kærligheden ud i troen på Gud, og han måtte dø. Men se, frelsermanden er opstanden! Sandelig ja, Jesus er opstanden! Glædelig påske og god søndag!
Bibeltekster til Påskedag
Søndag 1. april kl. 9.30 Vilslev (kaffe), kl. 11 Hunderup
Salmer: 1. DDS 408: Nu ringer alle klokker mod sky; 2. DDS 234: Som forårssolen morgenrød; 3. DDS 238: Det er så sandt at ingen så; --- ; 4. DDS 236: Påskeblomst hvad vil du her; 5. DDS 321, 6: O kristelighed; 6. DDS 218: Krist stod op af døde (mel. Rung)
MEDDELELSER
Næste gudstjeneste søndag d. 8. april kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Gredstedbro. (Hunderup næste gang: søndag d. 15. april kl. 9.30 med kirkaffe)
Mandag d. 2. april kl. 16 er der kirkekoncert i Jernved kirke ved Grindsted og Omegns CentralKor – læs mere i kirkebladet. Og der er sangaften kl. 19 i Vilslev konfirmandstue med Roll Præstegaard og organist Dorte Grangård
Sogneudflugt. Husk tilmelding senest på tirsdag (2. april).
