Når jeg en sjælden gang imellem tænker på sport, så tænker jeg blandt andet på, at jeg jo også burde inddrage min krop i aktiviteten og ikke bare lade øjnene se eller kun lade ørene høre om fysisk aktivitet og sportens gavnlige effekt for krop, sjæl og ånd. Heldigvis bærer jeg en præstekjole, der kan skjule min syndige mangel på motion og alt for store glæde ved god mad og dejlige drikke. Ja, jeg indrømmer og bekender: Jeg er ingen stor sportsudøver, jeg har dårlig kondition; jeg ser aldrig sport i fjernsynet, og hverken håndbold eller fodbold eller andre sportsgrene kan fastholde min opmærksomhed og interesse i særligt langt tid. Jeg har dog intet imod, at folk går op i sport med liv og sjæl, og faktisk beundrer jeg dem, der formår at sidde i sofaen og leve sig ind i en kamp, der foregår i fjernsynet. De føler nederlagets smerte lige så vel som de føler sejrens sødme sammen med deres yndlingshold; et hold af idoler som de er fans af. For de mest engagerede sportstilhængere er det en stor oplevelse at komme til et stadion for at se deres yndlingshold spille, og fra tilskuerpladserne kan de råbe opmuntrende slagord til dem, de holder med eller smædesange imod modstanderne. Man føler fællesskabet med dem, der hepper på samme hold, og man føler modstand mod dem, der hepper på det andet hold. Der bobler en følelse af at høre til og være en del af noget større, og hvert mål fejres med fælles jubel, ligesom hver straf eller fejl markeres med veråb i fællesskab. Over hovedet holder man klubbens logo og farver og særligt afholdte spilleres navne, og måske maler man sig endda i ansigtet med farver, der som symboler peger på, hvem man holder med. Jo, jeg beundrer sportens verden, for der viser folk store følelser i fællesskab, og både mænd og kvinder glæder sig sammen eller græder og græmmer sig sammen, for man forstår, at man er fælles om sagen.
Når så verdensmesterskabet skal afgøres, og det store og afgørende slag skal stå, samles flere end nogensinde før for at heppe og sende positiv energi til yndlingsholdet; man håber og hepper, råber og hujer og når sejren er i hus, vil jublen ingen ende tage. Sangen bølger over stadion, hænderne er oppe over hovedet og folket synger jubelsangen: ”Sejren er vor, sejren er vor! Vi har vundet, sejren er vor!” og man tager del i sejrsrusen og festlighederne og glædesdansen helt som om, man selv havde kæmpet kampen og vundet sejren. Men imens andre kæmpede, har man i virkeligheden blot set til fra sidelinjen, og man har faktisk ikke gjort noget som helt andet end håbet og bedt, troet og følt med spillerne derude på banen. Sådan er det i virkeligheden også med os – vi ser til fra sidelinjen, mens Jesus kæmper sin kamp og overvinder sorg og synd, død og djævel. Vi har fulgt ham gennem påskens dage, og har hørt med vore ører og set for vort indre, hvordan han stred med korset og lidelsen og synden. For hans disciple på den tid var hans korsfæstelse langt mere end en sportskamp på stadion, men de følte også både glæden over hans indsats og kamp, ligesom de følte smerten over hans nederlag og død. Da så påskedagen kom, havde de mistet al håb. Jesus var så død som en lukket sportsklub. Graven havde lukket sig over ham og livet var taget ud af ham, ligesom håbet var blevet stjålet fra hans disciple. Jesus var anføreren på et hold, og uden ham gik holdet fra hinanden og gik i opløsning uden håb, uden motivation, uden tro på noget som helst. Det store nederlag havde slukket al deres håb for fremtiden og de vidste, at de aldrig igen ville kunne få en anfører, der på samme måde i kampens hede ville kunne indgyde dem tro og håb, som han havde gjort. Uden en stærk anfører og medspiller kan kampen såmænd være tabt på forhånd.
Sådan følte mange, da Jesus døde og holdet gik i opløsning. De var trøstesløse, for hvad skulle der nu ske? De havde satset alt på denne ene spiller, men da han blev dømt ude, faldt alle drømme og håb fra hinanden. Et par kvindelige medspillere havde dog brug for at sørge, og tog ud til hans grav for ligesom igen at se og forstå, at han var død og borte. Nogle gange kan man slet ikke forholde sig til noget så ultimativt som døden, men må gå til graven for igen at se, at håbet er dødt. Da de kom derud blev de forvirrede over, at deres holdleder og anfører ikke var så død, som de havde forventet; de havde indstillet sig på, at klubben var lukket og at holdets muligheder endegyldigt var sparket til hjørne. Men ved et mirakel blev deres negative forventninger skuffede, og de fik kuldegysninger over, at Jesus ikke bare havde vundet kampen, men at han helt og aldeles havde nedkæmpet sin modstander. Forfærdeligt rystede i deres jævne tro og almindelige liv måtte de flygte fra det, de ikke kunne rumme at tro eller turde at håbe: Det umulige var sket!
Måske er jeg gået for vidt ved at sammenligne Jesus og hans disciple med et hold inden for sportens verden, men tanken er spændende og givende, synes jeg, for tænk jer, at Jesus virkelig vandt en utrolig sejr over sin modstander. Det var århundredets kamp mellem dødens og livets magt, og livet vandt stort på trods af alle odds. Den sejr lever vi på endnu, og det betyder, at selvom vi i vore daglige kampe mod vore personlige modstandere oplever nederlag, så kan vi se op til ham, der er vores anfører og holdleder, og som har vundet den sejr, der også er blevet vores. Lad da forårssolen morgenrød og påskeblomsten oplyse og oplive os så påskesorgen slukkes, og livsglæden spirer og gror. ”Sejren er vor, sejren er vor! Vi har vundet, sejren er vor!” Glædelig påske! Amen.
Søndag den 21. april 2019, Påskedag, kl. 9.30 i Hunderup (+ kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev. 1) 403: Denne er dagen 2) 236: Påskeblomst hvad vil du her 3) 234: Som forårssolen morgenrød --- 4) 230: Påskemorgen slukker sorgen 5) 218: Krist stod op af døde 6) 70: Du kom til vor runde jord
MEDDELELSER
Hunderup
Næste gudstjeneste er søndag den 5. maj kl. 10, hvor vi fejrer konfirmation. Der ligger en seddel hos Købmanden med konfirmandernes navne, hvis man ønsker at give dem en hilsen.
Tirsdag den 30. april kl. 16.30 fejrer vi en kort småbørnsgudstjeneste; gudstjenesten er særligt for børn i alderen 1-3 år med forældre. Søskende, bedsteforældre og andre er dog hjerteligt velkomne.
Mandag den 22. april er der gudstjeneste i Hjortlund kirke med Gredstedbro Egnskor. Det er kl. 16, og gudstjenesten er fælles for alle fire sogne i Kongeåpastoratet.
Vilslev
Næste gudstjeneste er søndag den 28. april kl. 10, hvor vi fejrer konfirmation. Der ligger en liste i Brugsen med navne på konfirmander, hvis man ønsker at give dem en hilsen.
Prædiken afsluttes med lovprisning: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn: Lad os alle bede!
Gud, gør korset levende for os som sejrstegnet, pokalen og symbolet på, at Jesus én gang for alle vandt for hele sit hold. Gør os bevidste om, at vi ved dåben er kommet på hold med ham, der ikke længere trues af nogen modstander. Lad hans sejr blive vores sejr, og væk glæden og sejrsfølelsen dybt i os. Driv os ved din holdånd ud i livet og ind i sammenhænge, hvor vi kan bære din sejrspokal til trøst og opmuntring for mange.
Vi beder for de syge og sorgfulde omkring os, og vi beder for dem, der snart skal dø. Vis dig som livets anfører for hver enkelt af dem og os. Vi beder for dronningen og hende familie, for regering og folketing, at de alle må leve og arbejde til glæde for dig og til gavn for os. Amen.
Meddelelser
Apostolsk velsignelse: Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Heres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
Når så verdensmesterskabet skal afgøres, og det store og afgørende slag skal stå, samles flere end nogensinde før for at heppe og sende positiv energi til yndlingsholdet; man håber og hepper, råber og hujer og når sejren er i hus, vil jublen ingen ende tage. Sangen bølger over stadion, hænderne er oppe over hovedet og folket synger jubelsangen: ”Sejren er vor, sejren er vor! Vi har vundet, sejren er vor!” og man tager del i sejrsrusen og festlighederne og glædesdansen helt som om, man selv havde kæmpet kampen og vundet sejren. Men imens andre kæmpede, har man i virkeligheden blot set til fra sidelinjen, og man har faktisk ikke gjort noget som helt andet end håbet og bedt, troet og følt med spillerne derude på banen. Sådan er det i virkeligheden også med os – vi ser til fra sidelinjen, mens Jesus kæmper sin kamp og overvinder sorg og synd, død og djævel. Vi har fulgt ham gennem påskens dage, og har hørt med vore ører og set for vort indre, hvordan han stred med korset og lidelsen og synden. For hans disciple på den tid var hans korsfæstelse langt mere end en sportskamp på stadion, men de følte også både glæden over hans indsats og kamp, ligesom de følte smerten over hans nederlag og død. Da så påskedagen kom, havde de mistet al håb. Jesus var så død som en lukket sportsklub. Graven havde lukket sig over ham og livet var taget ud af ham, ligesom håbet var blevet stjålet fra hans disciple. Jesus var anføreren på et hold, og uden ham gik holdet fra hinanden og gik i opløsning uden håb, uden motivation, uden tro på noget som helst. Det store nederlag havde slukket al deres håb for fremtiden og de vidste, at de aldrig igen ville kunne få en anfører, der på samme måde i kampens hede ville kunne indgyde dem tro og håb, som han havde gjort. Uden en stærk anfører og medspiller kan kampen såmænd være tabt på forhånd.
Sådan følte mange, da Jesus døde og holdet gik i opløsning. De var trøstesløse, for hvad skulle der nu ske? De havde satset alt på denne ene spiller, men da han blev dømt ude, faldt alle drømme og håb fra hinanden. Et par kvindelige medspillere havde dog brug for at sørge, og tog ud til hans grav for ligesom igen at se og forstå, at han var død og borte. Nogle gange kan man slet ikke forholde sig til noget så ultimativt som døden, men må gå til graven for igen at se, at håbet er dødt. Da de kom derud blev de forvirrede over, at deres holdleder og anfører ikke var så død, som de havde forventet; de havde indstillet sig på, at klubben var lukket og at holdets muligheder endegyldigt var sparket til hjørne. Men ved et mirakel blev deres negative forventninger skuffede, og de fik kuldegysninger over, at Jesus ikke bare havde vundet kampen, men at han helt og aldeles havde nedkæmpet sin modstander. Forfærdeligt rystede i deres jævne tro og almindelige liv måtte de flygte fra det, de ikke kunne rumme at tro eller turde at håbe: Det umulige var sket!
Måske er jeg gået for vidt ved at sammenligne Jesus og hans disciple med et hold inden for sportens verden, men tanken er spændende og givende, synes jeg, for tænk jer, at Jesus virkelig vandt en utrolig sejr over sin modstander. Det var århundredets kamp mellem dødens og livets magt, og livet vandt stort på trods af alle odds. Den sejr lever vi på endnu, og det betyder, at selvom vi i vore daglige kampe mod vore personlige modstandere oplever nederlag, så kan vi se op til ham, der er vores anfører og holdleder, og som har vundet den sejr, der også er blevet vores. Lad da forårssolen morgenrød og påskeblomsten oplyse og oplive os så påskesorgen slukkes, og livsglæden spirer og gror. ”Sejren er vor, sejren er vor! Vi har vundet, sejren er vor!” Glædelig påske! Amen.
Søndag den 21. april 2019, Påskedag, kl. 9.30 i Hunderup (+ kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev. 1) 403: Denne er dagen 2) 236: Påskeblomst hvad vil du her 3) 234: Som forårssolen morgenrød --- 4) 230: Påskemorgen slukker sorgen 5) 218: Krist stod op af døde 6) 70: Du kom til vor runde jord
MEDDELELSER
Hunderup
Næste gudstjeneste er søndag den 5. maj kl. 10, hvor vi fejrer konfirmation. Der ligger en seddel hos Købmanden med konfirmandernes navne, hvis man ønsker at give dem en hilsen.
Tirsdag den 30. april kl. 16.30 fejrer vi en kort småbørnsgudstjeneste; gudstjenesten er særligt for børn i alderen 1-3 år med forældre. Søskende, bedsteforældre og andre er dog hjerteligt velkomne.
Mandag den 22. april er der gudstjeneste i Hjortlund kirke med Gredstedbro Egnskor. Det er kl. 16, og gudstjenesten er fælles for alle fire sogne i Kongeåpastoratet.
Vilslev
Næste gudstjeneste er søndag den 28. april kl. 10, hvor vi fejrer konfirmation. Der ligger en liste i Brugsen med navne på konfirmander, hvis man ønsker at give dem en hilsen.
Prædiken afsluttes med lovprisning: Lov og tak og evig ære være dig, vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
Kirkebøn: Lad os alle bede!
Gud, gør korset levende for os som sejrstegnet, pokalen og symbolet på, at Jesus én gang for alle vandt for hele sit hold. Gør os bevidste om, at vi ved dåben er kommet på hold med ham, der ikke længere trues af nogen modstander. Lad hans sejr blive vores sejr, og væk glæden og sejrsfølelsen dybt i os. Driv os ved din holdånd ud i livet og ind i sammenhænge, hvor vi kan bære din sejrspokal til trøst og opmuntring for mange.
Vi beder for de syge og sorgfulde omkring os, og vi beder for dem, der snart skal dø. Vis dig som livets anfører for hver enkelt af dem og os. Vi beder for dronningen og hende familie, for regering og folketing, at de alle må leve og arbejde til glæde for dig og til gavn for os. Amen.
Meddelelser
Apostolsk velsignelse: Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Heres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
