Hvor juleaften handler om, at Gud blev menneske, at ånd blev kød, da Jesus blev født i Betlehem, så handler påskedag om, at kød blev ånd, da Jesus opstod fra graven i sin fysiske skikkelse med sårmærkerne efter korsfæstelsen. Han spiste endda sammen med sine disciple og var dem nærværende ganske håndgribeligt. Både Jesu fødsel og hans opstandelse er dog et kors for vores fornuft og tækning, men især kødets opstandelse bliver derfor diskuteret – og afvist – af mange, da vi hverken kan forstå eller bevise, at det har fundet sted, men kun har fået det overleveret som engleord i kvindemund. Dog er det netop opstandelsen, der er hele omdrejningspunktet for kristendommen. Ved Jesu fødsel fødtes glæden på jord, og påskemorgen ser vi, at end ikke døden kan slå Guds livsglæde ihjel.
Jesus opstod én gang for alle for derpå at fare til himmels, hvor han nu sidder ved Faderens højre hånd. Det lyder jo flot og fornemt, og passer med trosbekendelsen og de gamle dogmer og læresætninger om kristendom – men kommer det os ved? Er det overhovedet noget, der vedrører vores liv i dag nu og her? Ja, i allerhøjeste grad. For selvom Jesus er opstået for længe siden, kan vi dog alligevel sige, at Jesus ikke er færdig med at opstå for os – for vi bliver aldrig færdig med at tænke over opstandelsens betydning for os. I vore liv i dag får vi håb om en mere konkret opstandelse, altså forstået helt jævnt på kirkebænken og i hverdagslivet, at opstandelsen for os vedrører vores daglige tilværelse og jordiske eksistens som mennesker. Når vi såres, er ulykkelige, lever i lisvfrygt eller dødsangst, bliver stressede, deprimerede eller syge, når vi rammes af sorg og manglende livsglæde, så oplever vi en slags død eller undergang. Død og undergang gjorde Langfredag enden på Jesu liv, han blev svigtet af alle sine disciple og hånet af sine fjender – ydmygelsen og undergangen var total. Påskedag brydes døden og mørket, hånen og ydmygelsen, da livet og glæden sejrer – og Jesus fandt sine disciple for på ny at give dem tro og håb. Dérfor håber vi på at glæden, kærligheden, friheden og raskheden også vil træffe os igen engang, så døden – forstået videst muligt – ikke får det sidste ord. At forvente opstandelse, det er at håbe på trods af erfaring, fortvivlelse og angst, og at sætte sin lid til sådan et håb, det er at tro.
Vi ved aldrig på forhånd, hvad fremtiden bringer, men fra Kristus og kirken skal vi have med, at Gud ønsker fred, velsignelse og glæde for os. Ikke kun engang i en ukendt fremtid eller på den anden side af den fysiske og endelige og uomgængelige død, men sandelig også her i dag hos os og for os. Fra Kristi opstandelse lyder det særlige håb til os i vort almindelige liv. Det er her det gælder, for vi har fået ansvar og pligt til at leve, elske og dø i dette liv – tage vort kors op, tage vores eksistens på os og være barmhjertige mod andre. Ja, endda elske vore fjender og bede for dem. Hvad Gud byder os på den anden side af døden, skal vi kun lægge i Guds hænder. I vore hænder er til gengæld lagt ansvar for livet i det daglige og nære; vi skal være til velsignelse for hinanden, til glæde og gavn for hinanden, for Jesus har i sig selv givet os et forbillede.
Det betyder dog ikke, at livet bliver let eller en dans på roser, og selv med Fadervor i munden og håbet i hjertet bliver livet tit en rejse op på glædens tinder og ned i sorgens dale, hvor tvivl klæber sig til tro. Vi anfægtes af ikke at kunne vide alting med sikkerhed, og hvordan livet former sig ved vi – heldigvis eller desværre? – ikke på forhånd. I dåben lægger vi derfor barnet i Guds nærværende hænder, så han kan være med os indtil verden ender – men hvem kan sige, om barnet bliver en god person, eller får et godt liv?
Alle disse spørgsmål om livet og meningen og det gode og det onde stopper ikke og besvares ikke, bare fordi vi samles i kirken. Det er heller ikke sådan, at alting bliver godt som ved et trylleslag, bare fordi vi beder Fadervor eller døbes eller går til nadver eller siger trosbekendelsen, eller hvad vi nu ellers gør, når vi kalder os kristne og samles til gudstjeneste – om vi så tror inderligt og fromt eller overfladisk og tvivlende. Det er nemlig ikke vores tro eller vore handlinger, der gør forskellen – det er ikke os, det hele hviler på. Vi skal ikke forsøge at kravle op ad en himmelstige, for Gud er selv kommet os nær. Fordi Gud kom til jorden, skal vi ikke stræbe mod himlen, men leve her, hvor vi er skabt til at passe ind med alle vore sanser og et jordisk legeme. Livet her på jord – på godt og ondt – er det, Gud vil med os, for med Jesus gik han selv ind i dette liv, og tog del i vore glæder og sorger.
Og så bliver påskedagens budskab måske lidt mere håndgribeligt, når vi ikke bare kan nøjes med at gentage de gamle ord og sætninger om Jesus, der stod op af døden. Påskedag er også ordet til os i dag om, at livet og glæden står op for os, på trods af, at vi har måttet opleve undergang og død. Gud vil, at vi skal leve og være til iblandt hinanden, for hinanden. Hans bud er, at vi skal elske – selvom vi fejler, og hans lov er, at vi skal leve om vi end dør. Døden er ikke herre over os mere, for livets Gud brød gravens død, og der blev tændt et lys i livets mørke. Det er vort håb hver en dag i det daglige liv – indtil evig tid. Glædelig påske! Amen.
Læs bibelteksterne til Påskedag: Opstandelsen iflg. Matt
Salmer: 1. DDS 230: Påskemorgen slukker sorgen; 2. DDS 408: Nu ringer alle klokker mod sky; 3. DDS 238: Det er så sandt at ingen så; --- ; 4. DDS 236 Påskeblomst hvad vil du her; 5. DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå; 6. DDS 234: Som forårssolen morgenrød
Jesus opstod én gang for alle for derpå at fare til himmels, hvor han nu sidder ved Faderens højre hånd. Det lyder jo flot og fornemt, og passer med trosbekendelsen og de gamle dogmer og læresætninger om kristendom – men kommer det os ved? Er det overhovedet noget, der vedrører vores liv i dag nu og her? Ja, i allerhøjeste grad. For selvom Jesus er opstået for længe siden, kan vi dog alligevel sige, at Jesus ikke er færdig med at opstå for os – for vi bliver aldrig færdig med at tænke over opstandelsens betydning for os. I vore liv i dag får vi håb om en mere konkret opstandelse, altså forstået helt jævnt på kirkebænken og i hverdagslivet, at opstandelsen for os vedrører vores daglige tilværelse og jordiske eksistens som mennesker. Når vi såres, er ulykkelige, lever i lisvfrygt eller dødsangst, bliver stressede, deprimerede eller syge, når vi rammes af sorg og manglende livsglæde, så oplever vi en slags død eller undergang. Død og undergang gjorde Langfredag enden på Jesu liv, han blev svigtet af alle sine disciple og hånet af sine fjender – ydmygelsen og undergangen var total. Påskedag brydes døden og mørket, hånen og ydmygelsen, da livet og glæden sejrer – og Jesus fandt sine disciple for på ny at give dem tro og håb. Dérfor håber vi på at glæden, kærligheden, friheden og raskheden også vil træffe os igen engang, så døden – forstået videst muligt – ikke får det sidste ord. At forvente opstandelse, det er at håbe på trods af erfaring, fortvivlelse og angst, og at sætte sin lid til sådan et håb, det er at tro.
Vi ved aldrig på forhånd, hvad fremtiden bringer, men fra Kristus og kirken skal vi have med, at Gud ønsker fred, velsignelse og glæde for os. Ikke kun engang i en ukendt fremtid eller på den anden side af den fysiske og endelige og uomgængelige død, men sandelig også her i dag hos os og for os. Fra Kristi opstandelse lyder det særlige håb til os i vort almindelige liv. Det er her det gælder, for vi har fået ansvar og pligt til at leve, elske og dø i dette liv – tage vort kors op, tage vores eksistens på os og være barmhjertige mod andre. Ja, endda elske vore fjender og bede for dem. Hvad Gud byder os på den anden side af døden, skal vi kun lægge i Guds hænder. I vore hænder er til gengæld lagt ansvar for livet i det daglige og nære; vi skal være til velsignelse for hinanden, til glæde og gavn for hinanden, for Jesus har i sig selv givet os et forbillede.
Det betyder dog ikke, at livet bliver let eller en dans på roser, og selv med Fadervor i munden og håbet i hjertet bliver livet tit en rejse op på glædens tinder og ned i sorgens dale, hvor tvivl klæber sig til tro. Vi anfægtes af ikke at kunne vide alting med sikkerhed, og hvordan livet former sig ved vi – heldigvis eller desværre? – ikke på forhånd. I dåben lægger vi derfor barnet i Guds nærværende hænder, så han kan være med os indtil verden ender – men hvem kan sige, om barnet bliver en god person, eller får et godt liv?
Alle disse spørgsmål om livet og meningen og det gode og det onde stopper ikke og besvares ikke, bare fordi vi samles i kirken. Det er heller ikke sådan, at alting bliver godt som ved et trylleslag, bare fordi vi beder Fadervor eller døbes eller går til nadver eller siger trosbekendelsen, eller hvad vi nu ellers gør, når vi kalder os kristne og samles til gudstjeneste – om vi så tror inderligt og fromt eller overfladisk og tvivlende. Det er nemlig ikke vores tro eller vore handlinger, der gør forskellen – det er ikke os, det hele hviler på. Vi skal ikke forsøge at kravle op ad en himmelstige, for Gud er selv kommet os nær. Fordi Gud kom til jorden, skal vi ikke stræbe mod himlen, men leve her, hvor vi er skabt til at passe ind med alle vore sanser og et jordisk legeme. Livet her på jord – på godt og ondt – er det, Gud vil med os, for med Jesus gik han selv ind i dette liv, og tog del i vore glæder og sorger.
Og så bliver påskedagens budskab måske lidt mere håndgribeligt, når vi ikke bare kan nøjes med at gentage de gamle ord og sætninger om Jesus, der stod op af døden. Påskedag er også ordet til os i dag om, at livet og glæden står op for os, på trods af, at vi har måttet opleve undergang og død. Gud vil, at vi skal leve og være til iblandt hinanden, for hinanden. Hans bud er, at vi skal elske – selvom vi fejler, og hans lov er, at vi skal leve om vi end dør. Døden er ikke herre over os mere, for livets Gud brød gravens død, og der blev tændt et lys i livets mørke. Det er vort håb hver en dag i det daglige liv – indtil evig tid. Glædelig påske! Amen.
Læs bibelteksterne til Påskedag: Opstandelsen iflg. Matt
Salmer: 1. DDS 230: Påskemorgen slukker sorgen; 2. DDS 408: Nu ringer alle klokker mod sky; 3. DDS 238: Det er så sandt at ingen så; --- ; 4. DDS 236 Påskeblomst hvad vil du her; 5. DDS 473: Dit minde skal, o Jesus, stå; 6. DDS 234: Som forårssolen morgenrød
