Påskedagene nærmer sig skridt for skridt. I søndags fejrede vi, at jomfru Maria fik bud fra Gud om, at hun skulle føde hans Søn. Palmesøndag fejrer vi, at Jesus drog ind til kongebyen Jerusalem. Selvom det skete engang for mange år siden, betyder det også noget for os i dag. Måden Jesus drog ind i byen på, siger nemlig noget om, hvordan han er vores konge, vores frelser. Det giver også nogle spørgsmål til os om, hvor langt vi vil gå for den gode sag, for vore venner, vores familie, for os selv – for Gud? Og omvendt giver det et hint om, hvor langt Gud vil gå for os; for vores skyld.
Engang imellem vælges der nye statsoverhoveder i verden; nye konger og dronninger afløser andre; statsministre og præsidenter vælges til og fra, og magten i verden går fra person til person. Ofte bliver disse magtoverdragelser markeret med en masse udsendelser i fjernsynet, og der er store fester, flotte biler, fornemme kjoler osv. for at markere, at den, der har magten er en vigtig person. Den, der har magten, kan gøre meget godt – men vi kender også ordsproget om, at magt korrumperer, altså, at magten fører mennesker på afveje; væk fra dydens smalle sti, væk fra menneskekærlighed, væk fra Gudsfrygt og ydmyghed.
Mægtige personer lader sig hylde på gader og stræder; de holder af at blive ophøjet, frygtet og elsket. Magtfulde personer har vi set i alle lande og i alle kulturer igennem hele menneskehedens historie. Tit og ofte er magten steget personerne til hovedet, så de har mistet forbindelsen til deres hjertes samvittighed. På den ene side beundrer vi folk med magt – måske fordi vi selv drømmer om mere magt – på den anden side frygter vi magtfulde personer, fordi de kan gøre stor skade imod os. Sådan er sandheden om os – at vi vil det gode, men ofte begår dumhed og ondskab, fordi der lurer noget i os, der får os til at gøre det onde imod Gud og mennesker. Sandheden er ilde hørt, fordi vi ikke bryder os om at høre, at vi ikke altid selv er så gode, som vi måske går og tror. En ven fra skolen sagde engang til mig: ”Hvis jeg var Herre, ville alt være værre” – og dermed ramte han med poetisk præcision den sandhed, at når vi mennesker tager sagen i egen hånd og vil bestemme efter vor egen ånd, så bliver verden åndløs og glæden tages ud af livet. For når vi vil være herre i eget hus, liv og levned, så levner vi intet rum til Gud. Og det er jo dog i Guds hånd, at vi har fået vores livsånd.
Palmesøndag satte Jesus sig på et æsel, for han ville ikke hyldes som prinsen på den hvide hest. Folket så hans ydmyghed og håbede, han ville deres konge på jord, for han kunne helbrede for alle sygdomme og gøre vand til vin. Sikke da en konge! Mens de hyldede ham med store tilråb, som var han en verdensstjerne, så red han stille og roligt og stædigt som et æsel imod den kongeby, der skulle blive hans død og undergang. Han kom med fred og uden våben, og dog erobrede han mange på sin vej; hans besættelsesmagt er den, der sætter mennesker fri til livet. Selvom han er himlens kongesøn og har al magt i himlen og på jorden, så er hans måde at regere på fuldstændig anderledes end alt, vi ellers kender. Og vi kender efterhånden til mange andre herskere i historien.
Jesus kom med en helt anden slags kongerige, end alle de andre riger, vi har hørt om og oplevet her på jorden. Jesus krævede ikke magt over andre, men blev en tjener for alle. Han ønskede ikke, at folk skulle følge bestemt moralske eller etiske regler og love, men at menneskers hjerte skulle forandres og samvittigheden ændres; for når træet er godt, bliver frugterne gode. Han talte ikke om straf og ret, men om barmhjertighed og kærlighed. Nogle vil synes, han virker svag; nogle vil håne ham, fordi han aldrig greb til våben og oprør, selvom han havde samlet en flok på nogle tusinde trofaste tilhængere.
Det er hans kongerige, vi er blevet medlemmer af ved dåben; medlemsmærket er det usynlige tegn på issen, som de tre håndfulde vand efterlod. Livet igennem vil også vi opleve op og nedture, som Jesus gjorde det. Da han red ind i Jerusalem blev han hyldet og elsket, men hvem ved, hvordan han egentlig havde det – hvad han følte? Hvem ved, hvad han tænkte, imens han red imod sin død?
Når Jesus vil være en anden slags konge, end de herskere og konge vi ellers kender, så må vi også blive andre undersåtter, end dem, man ellers ser. Vi skal ikke tilpasse os denne verden så vi bare er kunder i et forbrugersamfund eller arbejdere i et kapitalistisk system. Der er mere i livet end brødet og klæderne. Der er mere i livet end at få et vellønnet arbejde; der er mere i tilværelsen end hvad andre mener om os. Nej, vi er sat i verden med et andet formål end at flyde med strømmen. Vi skal gå længere for hinanden end bare gå forbi; vi skal gå til gudstjeneste for at kunne gå til hinanden. Gud går til os, så vi ikke går til i en tilværelse, der slider på os.
Jesus selv var ret ligeglad med, hvad andre mente om ham; han levede tro mod sit kald og tro mod sin samvittighed; det gjaldt for ham om at vise mennesker, at Gud ønsker det bedste for os alle, selvom vi kan føle det modsatte. Når livet går imod os, når dødens sorte skyer dækker for verdens skønhed, eller når synd og sorg og tvivl gør os modløse og ligeglade med os selv og hinanden – ja, når vi føler os fortabte for Gud og hver mand, så har vi brug for igen at høre, at Gud er villig til at gå langt for vores skyld. Ja, igennem korsfæstelse og dødens sorte grav for at kunne nå frem til os og gribe os i sine egne barmhjertige hænder.
Så må vi gå de veje, vi skal; så må vi leve og dø som vi kan; så må vi elske og hade og tvivle og tro – under håbet om, at vi ikke er overladt til vores egen skæbne, men at Gud altid – igen og igen – vil drage ind til os, som en stædig og sagtmodig kongelig tjener, og vise os, at der er mere i livet, end vi kan sige os selv. At der altid venter mere kærlighed, end vi kan forestille os. Det høre og bønhøre Gud ved Jesus Kristus. Amen.
Prædikentekster
Salmer 1. DDS 84: Gør døren høj gør porten vid; 2. DDS 77: O kom, o kom, Immanuel / 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender; --- 4. DDS 176: Se, hvor nu Jesus træder; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 70: Du kom til vor runde jord
Engang imellem vælges der nye statsoverhoveder i verden; nye konger og dronninger afløser andre; statsministre og præsidenter vælges til og fra, og magten i verden går fra person til person. Ofte bliver disse magtoverdragelser markeret med en masse udsendelser i fjernsynet, og der er store fester, flotte biler, fornemme kjoler osv. for at markere, at den, der har magten er en vigtig person. Den, der har magten, kan gøre meget godt – men vi kender også ordsproget om, at magt korrumperer, altså, at magten fører mennesker på afveje; væk fra dydens smalle sti, væk fra menneskekærlighed, væk fra Gudsfrygt og ydmyghed.
Mægtige personer lader sig hylde på gader og stræder; de holder af at blive ophøjet, frygtet og elsket. Magtfulde personer har vi set i alle lande og i alle kulturer igennem hele menneskehedens historie. Tit og ofte er magten steget personerne til hovedet, så de har mistet forbindelsen til deres hjertes samvittighed. På den ene side beundrer vi folk med magt – måske fordi vi selv drømmer om mere magt – på den anden side frygter vi magtfulde personer, fordi de kan gøre stor skade imod os. Sådan er sandheden om os – at vi vil det gode, men ofte begår dumhed og ondskab, fordi der lurer noget i os, der får os til at gøre det onde imod Gud og mennesker. Sandheden er ilde hørt, fordi vi ikke bryder os om at høre, at vi ikke altid selv er så gode, som vi måske går og tror. En ven fra skolen sagde engang til mig: ”Hvis jeg var Herre, ville alt være værre” – og dermed ramte han med poetisk præcision den sandhed, at når vi mennesker tager sagen i egen hånd og vil bestemme efter vor egen ånd, så bliver verden åndløs og glæden tages ud af livet. For når vi vil være herre i eget hus, liv og levned, så levner vi intet rum til Gud. Og det er jo dog i Guds hånd, at vi har fået vores livsånd.
Palmesøndag satte Jesus sig på et æsel, for han ville ikke hyldes som prinsen på den hvide hest. Folket så hans ydmyghed og håbede, han ville deres konge på jord, for han kunne helbrede for alle sygdomme og gøre vand til vin. Sikke da en konge! Mens de hyldede ham med store tilråb, som var han en verdensstjerne, så red han stille og roligt og stædigt som et æsel imod den kongeby, der skulle blive hans død og undergang. Han kom med fred og uden våben, og dog erobrede han mange på sin vej; hans besættelsesmagt er den, der sætter mennesker fri til livet. Selvom han er himlens kongesøn og har al magt i himlen og på jorden, så er hans måde at regere på fuldstændig anderledes end alt, vi ellers kender. Og vi kender efterhånden til mange andre herskere i historien.
Jesus kom med en helt anden slags kongerige, end alle de andre riger, vi har hørt om og oplevet her på jorden. Jesus krævede ikke magt over andre, men blev en tjener for alle. Han ønskede ikke, at folk skulle følge bestemt moralske eller etiske regler og love, men at menneskers hjerte skulle forandres og samvittigheden ændres; for når træet er godt, bliver frugterne gode. Han talte ikke om straf og ret, men om barmhjertighed og kærlighed. Nogle vil synes, han virker svag; nogle vil håne ham, fordi han aldrig greb til våben og oprør, selvom han havde samlet en flok på nogle tusinde trofaste tilhængere.
Det er hans kongerige, vi er blevet medlemmer af ved dåben; medlemsmærket er det usynlige tegn på issen, som de tre håndfulde vand efterlod. Livet igennem vil også vi opleve op og nedture, som Jesus gjorde det. Da han red ind i Jerusalem blev han hyldet og elsket, men hvem ved, hvordan han egentlig havde det – hvad han følte? Hvem ved, hvad han tænkte, imens han red imod sin død?
Når Jesus vil være en anden slags konge, end de herskere og konge vi ellers kender, så må vi også blive andre undersåtter, end dem, man ellers ser. Vi skal ikke tilpasse os denne verden så vi bare er kunder i et forbrugersamfund eller arbejdere i et kapitalistisk system. Der er mere i livet end brødet og klæderne. Der er mere i livet end at få et vellønnet arbejde; der er mere i tilværelsen end hvad andre mener om os. Nej, vi er sat i verden med et andet formål end at flyde med strømmen. Vi skal gå længere for hinanden end bare gå forbi; vi skal gå til gudstjeneste for at kunne gå til hinanden. Gud går til os, så vi ikke går til i en tilværelse, der slider på os.
Jesus selv var ret ligeglad med, hvad andre mente om ham; han levede tro mod sit kald og tro mod sin samvittighed; det gjaldt for ham om at vise mennesker, at Gud ønsker det bedste for os alle, selvom vi kan føle det modsatte. Når livet går imod os, når dødens sorte skyer dækker for verdens skønhed, eller når synd og sorg og tvivl gør os modløse og ligeglade med os selv og hinanden – ja, når vi føler os fortabte for Gud og hver mand, så har vi brug for igen at høre, at Gud er villig til at gå langt for vores skyld. Ja, igennem korsfæstelse og dødens sorte grav for at kunne nå frem til os og gribe os i sine egne barmhjertige hænder.
Så må vi gå de veje, vi skal; så må vi leve og dø som vi kan; så må vi elske og hade og tvivle og tro – under håbet om, at vi ikke er overladt til vores egen skæbne, men at Gud altid – igen og igen – vil drage ind til os, som en stædig og sagtmodig kongelig tjener, og vise os, at der er mere i livet, end vi kan sige os selv. At der altid venter mere kærlighed, end vi kan forestille os. Det høre og bønhøre Gud ved Jesus Kristus. Amen.
Prædikentekster
Salmer 1. DDS 84: Gør døren høj gør porten vid; 2. DDS 77: O kom, o kom, Immanuel / 448: Fyldt af glæde; 3. DDS 379: Der er en vej, som verden ikke kender; --- 4. DDS 176: Se, hvor nu Jesus træder; 5. DDS 456: Vor Herre Jesus i den nat; 6. DDS 70: Du kom til vor runde jord
