Kære menighed. I dag skal vi høre om blodets betydning i kristendom; for kristendom er bestemt ikke blodfattig. Som vi ved, findes livet i blodet, for uden blod er der intet liv. Når blodet løber ud ved vi, at livet flyder samme vej. Et legeme uden blod er koldt og dødt på en måde, så man ikke er i tvivl om, at livet er væk. I begyndelsen af Bibelen spiller blodet en særlig rolle, for da Adam og Eva var blevet drevet ud af Edens have, blev de forældre til Kain og Abel. Kain blev landmand og Abel blev fårehyrde. En dag ofrede de hver især noget af deres hænders væk til Gud. Kain ofrede af sine afgrøder og Abel ofrede af sine får; Gud tog imod Abels gave, men ikke imod Kains. Hans blod boblede af vrede og blodet susede af adrenalin for hans ører, så al fornuft blev skiftet ud med mordertrang; og han lokkede sin bror Abel ud på deres marker, hvor han af misundelse dræbte ham. Markens jord opslugte Abels blod, hvorfra det vidnede om Kains udåd. Tænk sig, selv iblandt de allerførste mennesker opstod der splid og dræberlyst. Synden havde sandeligt hurtigt fået tag i dem.
Senere i Bibelen hører vi om Moses, der kaldes af Gud til at føre israelitterne ud af fangenskab i Egypten. Den egyptiske konge vil ikke lade slaverne gå, og Gud sender ti plager over landet. Men kongen modstår både en regn af græshopper, oversvømmelse af frøer, blodrøde floder og mørke dag og nat. Til sidst vil Gud selv gå igennem Egyptens mange gader iblandt både israelitiske slaver og egyptiske borgere og endda selv på kongepaladsets område. Hans guddommelige nærvær vil dræbe alle de førstefødte sønner. Moses giver israelitterne besked om Guds plan, og siger, at de kan redde deres børn ved at slagte et får og smøre dets blod på dørkarmen; det skal være deres offer og tegn, ligesom Abels offer.
Gud vil så gå forbi de huse med blod på dørkarmen. Da natten falder på, og Gud går igennem hele Egypten, og efterhånden som de førstefødte dør, stiger gråden og skrigene mod himlen; også den egyptiske konges førstefødte ligger på dødt på sit leje, og kongen lader endelig israelitterne gå. For os er det en forfærdelig historie om en unådig og ubarmhjertig Gud, men historien skal forstås som udtryk for Guds vældige retfærdighed og kærlighed til sin menighed. Egyptens konge fik ni advarsler, og da han ikke vendte sig væk fra sin ondskab, måtte dødens le svinges. Lammets blod blev et tegn for israelitterne på Guds almagt og pagt med dem. Den, der dækker sig ind under lammets blod, skal frelses.
Når jøderne i vores tid fejrer påske, så fejrer de udfrielsen fra Egypten. Det blev der også holdt fest for på Jesu tid, og derfor tager Jesus af sted mod den store kongeby Jerusalem for at fejre påsken sammen med sine disciple. Han ved godt, hvad den påske kommer til at betyde for ham, og derfor sætter han sig på et æsel for at ride langsomt og stædigt, uden storhed eller overdådighed men langsomt og ydmygt, fordi han hviler i troen på, at alt står i Gud Faders hånd. Han er overbevist om, at alt hvad der sker med ham må ske til velsignelse for mange.
Jesus gik ellers altid til fods rundt i Jerusalem for at velsigne, helbrede og frelse fortabte, og han brugte så langt tid på bare at gå, at man må forundres over hans tålmodighed, eller ligefrem tøvende færden. Vores højhastighedsliv dømmes af Jesu langsommelighed; han sætter standarden ved at elske og velsigne langsomt, og vi dømmer os selv ved at leve forjaget og fortravlet. Kristendom tager tid, ligesom troen og håbet og kærligheden tager tid; og selvom vi ikke ved, hvor meget tid vi får, så bruger vi alligevel hovmodigt meget tid på meget andet end det, der er livets mening.
Netop livets mening bragte Jesus med sig ud på sin rejse og sin vandring, og derfor kunne han ikke skynde sig, for meningen ville gå tabt, hvis hastigheden blev højere end at mennesker kunne nå at fatte, begribe og forstå. Jesus levede med troens hastighed, og kærlighedens mening rullede i hans åre; han var derfor kun så hurtig som det enkelte menneske havde brug for.
Palmesøndag red Jesus på sit æsel ind i Jerusalem, og han blev båret som et lam, der føres til slagtning for at blive ofret. Derfor kunne han ved sit sidste måltid (Skærtorsdag) sige til sine disciple, at de skulle drikke vinen, fordi det var hans blod. For de skulle dækkes ind under hans blodsoffer for at finde frelse fra døden. Døden skal ikke kun forstås som den endelige afslutning på livet, men døden findes også i mange øjeblikke og hverdage, hvor glæden slås itu, håbet går under og hvor troen jordes af tvivlen. Sådan gik det for hans disciple på den skæbnesvangre Langfredrag, og sådan går det for os, når livet byder os imod og vore skridt bliver tunge under vægten af den tilværelse, vi må bære som et kors.
Da han blev båret ind i Jerusalem, gik folk foran ham og bag ved ham og råbte Hosianna!, der betyder ”Herre, frels os” og det råbte de så håbefuldt, fordi de i Jesus så én, der som ingen anden gik med næstekærlighedens fred og frelse, tro og håb. Han blev en verden til forskel, for han gjorde alt det, som ingen andre i verden gjorde: Han gav sit liv, sit sved, sit blod og sine tårer for dem, der ikke fortjente det. Også vi kan ufortjent få del i hans velsignelse, for stadig kan vi drikke hans blod og dække os ind under hans offer ved nadveren. Ja, det er vel næsten som en blodtransfusion til os, når vort eget liv bliver blodfattigt. Derved skabes blodets bånd mellem Jesus og os, og med stille bønner eller store ord kan også vi råbe Hosianna!, Herre, frels os. Amen.
Søndag den 14. april 2019 gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup (med guldkonfirmander) Salmer: DDS 176, 1-5 Se hvor nu Jesus træder, mel: Vulpius DDS 176, 6-10 Se hvor nu Jesus træder, mel: Vulpius DDS 84: Gør døren høj --- DDS 57: Herre fordi du DDS 192 v. 7-9 Hil dig DDS 58 Jesus, frelser og befrier, mel: Rung 1847
MEDDELELSER
Påskens gudstjenester: Skærtorsdag (18. april) fejrer vi med gudstjeneste kl. 17 i Hunderup, hvorefter der er gratis påskemåltid. Billet skal hentes hos graverne eller i Brugsen/ hos Købmanden. Langfredag fejrer vi med gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Og endelig fejrer vi Påskedag med gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev.
Senere i Bibelen hører vi om Moses, der kaldes af Gud til at føre israelitterne ud af fangenskab i Egypten. Den egyptiske konge vil ikke lade slaverne gå, og Gud sender ti plager over landet. Men kongen modstår både en regn af græshopper, oversvømmelse af frøer, blodrøde floder og mørke dag og nat. Til sidst vil Gud selv gå igennem Egyptens mange gader iblandt både israelitiske slaver og egyptiske borgere og endda selv på kongepaladsets område. Hans guddommelige nærvær vil dræbe alle de førstefødte sønner. Moses giver israelitterne besked om Guds plan, og siger, at de kan redde deres børn ved at slagte et får og smøre dets blod på dørkarmen; det skal være deres offer og tegn, ligesom Abels offer.
Gud vil så gå forbi de huse med blod på dørkarmen. Da natten falder på, og Gud går igennem hele Egypten, og efterhånden som de førstefødte dør, stiger gråden og skrigene mod himlen; også den egyptiske konges førstefødte ligger på dødt på sit leje, og kongen lader endelig israelitterne gå. For os er det en forfærdelig historie om en unådig og ubarmhjertig Gud, men historien skal forstås som udtryk for Guds vældige retfærdighed og kærlighed til sin menighed. Egyptens konge fik ni advarsler, og da han ikke vendte sig væk fra sin ondskab, måtte dødens le svinges. Lammets blod blev et tegn for israelitterne på Guds almagt og pagt med dem. Den, der dækker sig ind under lammets blod, skal frelses.
Når jøderne i vores tid fejrer påske, så fejrer de udfrielsen fra Egypten. Det blev der også holdt fest for på Jesu tid, og derfor tager Jesus af sted mod den store kongeby Jerusalem for at fejre påsken sammen med sine disciple. Han ved godt, hvad den påske kommer til at betyde for ham, og derfor sætter han sig på et æsel for at ride langsomt og stædigt, uden storhed eller overdådighed men langsomt og ydmygt, fordi han hviler i troen på, at alt står i Gud Faders hånd. Han er overbevist om, at alt hvad der sker med ham må ske til velsignelse for mange.
Jesus gik ellers altid til fods rundt i Jerusalem for at velsigne, helbrede og frelse fortabte, og han brugte så langt tid på bare at gå, at man må forundres over hans tålmodighed, eller ligefrem tøvende færden. Vores højhastighedsliv dømmes af Jesu langsommelighed; han sætter standarden ved at elske og velsigne langsomt, og vi dømmer os selv ved at leve forjaget og fortravlet. Kristendom tager tid, ligesom troen og håbet og kærligheden tager tid; og selvom vi ikke ved, hvor meget tid vi får, så bruger vi alligevel hovmodigt meget tid på meget andet end det, der er livets mening.
Netop livets mening bragte Jesus med sig ud på sin rejse og sin vandring, og derfor kunne han ikke skynde sig, for meningen ville gå tabt, hvis hastigheden blev højere end at mennesker kunne nå at fatte, begribe og forstå. Jesus levede med troens hastighed, og kærlighedens mening rullede i hans åre; han var derfor kun så hurtig som det enkelte menneske havde brug for.
Palmesøndag red Jesus på sit æsel ind i Jerusalem, og han blev båret som et lam, der føres til slagtning for at blive ofret. Derfor kunne han ved sit sidste måltid (Skærtorsdag) sige til sine disciple, at de skulle drikke vinen, fordi det var hans blod. For de skulle dækkes ind under hans blodsoffer for at finde frelse fra døden. Døden skal ikke kun forstås som den endelige afslutning på livet, men døden findes også i mange øjeblikke og hverdage, hvor glæden slås itu, håbet går under og hvor troen jordes af tvivlen. Sådan gik det for hans disciple på den skæbnesvangre Langfredrag, og sådan går det for os, når livet byder os imod og vore skridt bliver tunge under vægten af den tilværelse, vi må bære som et kors.
Da han blev båret ind i Jerusalem, gik folk foran ham og bag ved ham og råbte Hosianna!, der betyder ”Herre, frels os” og det råbte de så håbefuldt, fordi de i Jesus så én, der som ingen anden gik med næstekærlighedens fred og frelse, tro og håb. Han blev en verden til forskel, for han gjorde alt det, som ingen andre i verden gjorde: Han gav sit liv, sit sved, sit blod og sine tårer for dem, der ikke fortjente det. Også vi kan ufortjent få del i hans velsignelse, for stadig kan vi drikke hans blod og dække os ind under hans offer ved nadveren. Ja, det er vel næsten som en blodtransfusion til os, når vort eget liv bliver blodfattigt. Derved skabes blodets bånd mellem Jesus og os, og med stille bønner eller store ord kan også vi råbe Hosianna!, Herre, frels os. Amen.
Søndag den 14. april 2019 gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev (med kirkekaffe) og kl. 11 i Hunderup (med guldkonfirmander) Salmer: DDS 176, 1-5 Se hvor nu Jesus træder, mel: Vulpius DDS 176, 6-10 Se hvor nu Jesus træder, mel: Vulpius DDS 84: Gør døren høj --- DDS 57: Herre fordi du DDS 192 v. 7-9 Hil dig DDS 58 Jesus, frelser og befrier, mel: Rung 1847
MEDDELELSER
Påskens gudstjenester: Skærtorsdag (18. april) fejrer vi med gudstjeneste kl. 17 i Hunderup, hvorefter der er gratis påskemåltid. Billet skal hentes hos graverne eller i Brugsen/ hos Købmanden. Langfredag fejrer vi med gudstjeneste kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup. Og endelig fejrer vi Påskedag med gudstjeneste kl. 9.30 i Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev.
