Da kristendommen kom til Danmark skete det ganske langsomt, for vikingerne her i norden så med skepsis på de nye skikke og den nye måde at leve på. Harald Blåtand var på det tidspunkt konge over danerne, og han holdt sig til de nordiske guder, for de var stærke og voldsomme; man kunne jo bare se på lynene og høre tordenbragene for at vide, at Thor var en mægtig gud. Måske gik Harald Blåtand endda med Thors hammer, Mjølner, i en kæde om halsen. En dag mødte han den kristne missionær, Popo, der udfordrede Harald. Popo sagde, at Jesus Kristus var mægtigere end Thor, og det måtte jo komme an på en prøve!
Harald befalede, at Popo skulle bære jernbyrd; det vil sige, at den kristne mand skulle bære gloende jern i sine bare hænder. Hvis han ikke kom til skade, talte han sandt, og så var Kristus virkeligt stærkere end Thor. Hvis han derimod kom til skade, ville alle kunne se, at han havde været hovmodig, og havde løjet for Gud og hver mand. Munken tog udfordringen op, og i mange kobberstik, malerier og tegninger ser vi, at Popo bærer en stor handske af rødglødende jern. Ifølge historien brændte han sig ikke. Haralds gud tabte og munkens gud vandt – enhver kunne jo se beviset på hans uskadte hænder! Uanset om historien er sand eller ej, så lod Harald sig døbe, - og måske kom der et kors i kæden ved siden af hammeren - og han rejste de to Jellingesten, der markerede den officielle overgang fra hedenskab til kristendom, og som sådan står de en dåbsattest for Danmark. Den ydmyge munk vandt altså, men det skete ifølge historien ikke med krig og vold, men ved at han satte sin tro på prøve. Vi skal altså ikke tage selve jernbyrdet som et historisk faktum, men hæfte os ved, at kongens hjerte blev vundet for kristendommen igennem ydmyghed.
Da Jesus Palmesøndag red ind i Jerusalem på et æsel, skete det også i ydmyghed. Som Guds søn kunne han have fået himlens mægtige hære af engle til at bane vejen derind, og han kunne med sin magt over liv og død have hersket over hele verden og gjort sig til en mægtig jordisk fyrste og vældig konge, som alle ville frygte. Budskabet er dog, at Jesu magt udøves i magtesløshed, for sådan er kærlighedens væsen, og sådan virker Gud i verden. Han gjorde sig afmægtig, da han stille og roligt og stædigt på et æsel red ind i Jerusalem, lige ind i løvens hule. Han gav afkald på magt og ære i jordisk forstand, men folket prakkede ham magt og ære på.
Folkeskaren hylede ham som en rockstjerne eller fodboldspiller, ja, som en præsident eller rettere: en konge, for han havde jo bevist så meget for dem; han kunne gøre vand til vin, helbrede syge og opvække døde. Sikke da en mægtig konge at have på jorden! Men alle deres forventninger skulle blive gjort til skamme, og selv hans disciple og nære apostle kunne ikke forstå ham. Da han red ind i Jerusalem forventede de, at han ville tage sæde på kongetronen og genoprette landets storhed og stolthed; at Jesus skulle gøre dem til et stolt folkeslag, og at der ville komme et himmelsk paradis på jord.
Jesus ville dog ikke skabe et nyt jordisk rige, for hans kongerige er af en anden art, og han er som konge af en anden slags, end vi kender det. Han forlanger barmhjertighed, hvor andre opkræver skatter, og han byder, at vi skal elske, hvor andre byder, at vi skal arbejde, så staten kan fungere. Han er så radikal, at vi må anse ham for gal, for nok er han i vores verden, men han spiller ikke efter vore regler. Hvor andre konger har reddet ind i Jerusalem for at modtage ære og for at blive hyldet af venner og frygtet af fjender, blev Jesus båret af sted mod vanære og ydmygelse, skridt for skridt nærmede han sig Golgata, hvor hans tro skulle stå sin prøve, og hvor han ville blive hånet og svigtet af alle venner, disciple og apostle. Dér på korset ville han kun blive hyldet af sine fjender, for dér havde de beviset for, at Jesus havde løjet om, hvem han var.
Palmesøndags tema er ydmyghed. Popo kæmpede ydmygt for at Harald måtte blive overbevist om kristendommen, og Jesus red som en ydmyg konge mod det uundgåelige. Vi ved godt, at hovmod står for fald, og ofte ser vi kendte personer blive fældet og hånet, hvis de i deres hovmod begår et fejltrin. Mange kæmper med sværd og snedige kneb for at opnå magt og ære og anseelse, og sådan forsøgte endda Jesu nærmeste at skaffe sig et godt ry ved at prøve at være bedre, end de var. På vej til Jerusalem gik alle disse disciple og apostle bag ved Jesus – Judas og Maria gik side om side; de uretfærdige og de selvretfærdige, fattige og rige, og alle gik de i flok og rad. Jesus lod sig hylde, og lod folkeskaren synge lovsange for ham, for der er en tid til glæde og en tid til sorg. Palmesøndag er der tid til at glæde sig i forventning og i håbet om, at Jesus også red af sted for vores skyld.
Han red i ydmyghed, men folkeskaren bag ham gik i stolthed og gjorde sig store tanker om et nyt jordisk rige, hvor de alle ville få del i magt og verdens herlighed. Men Jesus red mod korset, og sådan ved vi, at han, der er konge, herre og frelser for os ikke stræbte efter jordisk magt og ære, men kun efter at være den ydmyge tjener, der viser os en anden vej i livet. Han levede og virkede i ydmyg hengivenhed, og på den måde bliver han for os en vej igennem livet, hvor vi bydes til i næstekærlighed at sætte vores liv og tro på spil for andres skyld. Amen.
Palmesøndag: Jesus salves og drager til Jerusalem Joh
Salmer: 1. DDS 84: Gør døren høj gør porten vid; 2. DDS 199: Jesus dine dybe vunder; 3. DDS 321: O kristelighed; --- ; 4. DDS 694: Jesus, at du blev min broder; 5. DDS 197,v.7: Hil dig, frelser og forsoner; 6. DDS 392: Himlene Herre fortælle din ære
Harald befalede, at Popo skulle bære jernbyrd; det vil sige, at den kristne mand skulle bære gloende jern i sine bare hænder. Hvis han ikke kom til skade, talte han sandt, og så var Kristus virkeligt stærkere end Thor. Hvis han derimod kom til skade, ville alle kunne se, at han havde været hovmodig, og havde løjet for Gud og hver mand. Munken tog udfordringen op, og i mange kobberstik, malerier og tegninger ser vi, at Popo bærer en stor handske af rødglødende jern. Ifølge historien brændte han sig ikke. Haralds gud tabte og munkens gud vandt – enhver kunne jo se beviset på hans uskadte hænder! Uanset om historien er sand eller ej, så lod Harald sig døbe, - og måske kom der et kors i kæden ved siden af hammeren - og han rejste de to Jellingesten, der markerede den officielle overgang fra hedenskab til kristendom, og som sådan står de en dåbsattest for Danmark. Den ydmyge munk vandt altså, men det skete ifølge historien ikke med krig og vold, men ved at han satte sin tro på prøve. Vi skal altså ikke tage selve jernbyrdet som et historisk faktum, men hæfte os ved, at kongens hjerte blev vundet for kristendommen igennem ydmyghed.
Da Jesus Palmesøndag red ind i Jerusalem på et æsel, skete det også i ydmyghed. Som Guds søn kunne han have fået himlens mægtige hære af engle til at bane vejen derind, og han kunne med sin magt over liv og død have hersket over hele verden og gjort sig til en mægtig jordisk fyrste og vældig konge, som alle ville frygte. Budskabet er dog, at Jesu magt udøves i magtesløshed, for sådan er kærlighedens væsen, og sådan virker Gud i verden. Han gjorde sig afmægtig, da han stille og roligt og stædigt på et æsel red ind i Jerusalem, lige ind i løvens hule. Han gav afkald på magt og ære i jordisk forstand, men folket prakkede ham magt og ære på.
Folkeskaren hylede ham som en rockstjerne eller fodboldspiller, ja, som en præsident eller rettere: en konge, for han havde jo bevist så meget for dem; han kunne gøre vand til vin, helbrede syge og opvække døde. Sikke da en mægtig konge at have på jorden! Men alle deres forventninger skulle blive gjort til skamme, og selv hans disciple og nære apostle kunne ikke forstå ham. Da han red ind i Jerusalem forventede de, at han ville tage sæde på kongetronen og genoprette landets storhed og stolthed; at Jesus skulle gøre dem til et stolt folkeslag, og at der ville komme et himmelsk paradis på jord.
Jesus ville dog ikke skabe et nyt jordisk rige, for hans kongerige er af en anden art, og han er som konge af en anden slags, end vi kender det. Han forlanger barmhjertighed, hvor andre opkræver skatter, og han byder, at vi skal elske, hvor andre byder, at vi skal arbejde, så staten kan fungere. Han er så radikal, at vi må anse ham for gal, for nok er han i vores verden, men han spiller ikke efter vore regler. Hvor andre konger har reddet ind i Jerusalem for at modtage ære og for at blive hyldet af venner og frygtet af fjender, blev Jesus båret af sted mod vanære og ydmygelse, skridt for skridt nærmede han sig Golgata, hvor hans tro skulle stå sin prøve, og hvor han ville blive hånet og svigtet af alle venner, disciple og apostle. Dér på korset ville han kun blive hyldet af sine fjender, for dér havde de beviset for, at Jesus havde løjet om, hvem han var.
Palmesøndags tema er ydmyghed. Popo kæmpede ydmygt for at Harald måtte blive overbevist om kristendommen, og Jesus red som en ydmyg konge mod det uundgåelige. Vi ved godt, at hovmod står for fald, og ofte ser vi kendte personer blive fældet og hånet, hvis de i deres hovmod begår et fejltrin. Mange kæmper med sværd og snedige kneb for at opnå magt og ære og anseelse, og sådan forsøgte endda Jesu nærmeste at skaffe sig et godt ry ved at prøve at være bedre, end de var. På vej til Jerusalem gik alle disse disciple og apostle bag ved Jesus – Judas og Maria gik side om side; de uretfærdige og de selvretfærdige, fattige og rige, og alle gik de i flok og rad. Jesus lod sig hylde, og lod folkeskaren synge lovsange for ham, for der er en tid til glæde og en tid til sorg. Palmesøndag er der tid til at glæde sig i forventning og i håbet om, at Jesus også red af sted for vores skyld.
Han red i ydmyghed, men folkeskaren bag ham gik i stolthed og gjorde sig store tanker om et nyt jordisk rige, hvor de alle ville få del i magt og verdens herlighed. Men Jesus red mod korset, og sådan ved vi, at han, der er konge, herre og frelser for os ikke stræbte efter jordisk magt og ære, men kun efter at være den ydmyge tjener, der viser os en anden vej i livet. Han levede og virkede i ydmyg hengivenhed, og på den måde bliver han for os en vej igennem livet, hvor vi bydes til i næstekærlighed at sætte vores liv og tro på spil for andres skyld. Amen.
Palmesøndag: Jesus salves og drager til Jerusalem Joh
Salmer: 1. DDS 84: Gør døren høj gør porten vid; 2. DDS 199: Jesus dine dybe vunder; 3. DDS 321: O kristelighed; --- ; 4. DDS 694: Jesus, at du blev min broder; 5. DDS 197,v.7: Hil dig, frelser og forsoner; 6. DDS 392: Himlene Herre fortælle din ære
