 |  |
Søs Egelind (tv), alteret i Hunderup Kirke (th) med høstpynt. Fotos: Ole Witte Madsen
14. søndag efter Trinitatis, søndag den 18. september 2022 kl. 9.30 Vilslev (nadver og kirkekaffe), kl. 11 Hunderup (høstgudstjeneste osv. MESSEHAGEL) SALMER Vilslev: 410: Som tørstige hjort monne skrige 658: Når jeg er træt og trist 60: Jesus min drot - melodien bedes Hanne og Hans Henrik aftale --- 157: Betesda-søjlernes buegange 456: Vor Herre Jesus i den nat 371: Du fylder mig med glæde, melodi: Jeg ved en lærkerede SALMER Hunderup: Præludium: I østen stiger solen op - Kirkekoret 1. salme 729 Nu falmer skoven 2. salme 728 Du gav mig o Herre 3. salme 731 Nu står der skum fra bølgetop prædiken 4. salme 157 Bethesdasøjlernes buegange altergang: 477 Som korn fra mange marker 5. salme 730 Vi pløjed og vi så’de postludium: Almagts Gud velsignet vær – Kirkekoret
OBS: I Hunderup er der gående altergang rundt om alteret
INTRO GT
I dag skal vi fra GT høre fra Salmisten, dvs. Kong David. Han skrev 150 salmer, der findes i GT, og vi skal høre fra salme 39, hvor han beklager sig over, at han oplever så meget modgang, at han bare ønsker at dø. Det er ikke opmuntrende at lytte til, men måske meget genkendeligt for os; der er jo ingen, der lever uden at opleve modgang og svære dage. Så jeg skal bede jer rejse jer og høre, hvad Salmisten skriver:
INTRO NT
Paulus havde en god ven i Timotheus, og i NT har vi to breve fra Paulus til ham; de er gode at læse. I dette afsnit skal vi høre, at selvom Paulus oplever meget af menneskers ondskab, fordi han er kristen, så holder han fast ved troen på Jesus, for Jesus er større end selve livet.
PRÆDIKEN
Hvad har den folkekære, 63-årige skuespiller Søs Egelind at gøre med en invalideret 200 år gammel mand? I fredags var jeg til professionsfestival på min kones arbejdsplads, UC Syd i Esbjerg. Først hørte jeg et foredrag om omsorgskrisen i de nordiske lande, og så hørte vi foredrag med Søs Egelind. Begge foredrag gjorde, at jeg måtte hjem at kassere den prædiken, jeg faktisk havde skrevet til i dag og så skrive en ny. Det viser jo, at selv præsten er påvirkelig, og at livet ikke er en fastlåst størrelse. Alting forandrer sig hele tiden, måske bare en lille smule, men mange små ændringer gør, at pludseligt er alt anderledes.
Vores samfund har i mange år været lovprist som et velfærdssamfund med stor omsorg for alle indbyggere, men det billede krakelerer, og vi kan se i fjernsynet og læse i aviserne, at der mangler folk til at udføre det omsorgsarbejde, vi så gerne vil have i de forskellige institutioner, der egentlig har rod i de kristne tanker om, at alle mennesker har ret til et værdigt liv. Engang fandtes der slet ingen omsorgsinstitutioner, heller ikke ved Betesda for 2000 år siden. Vi har lige hørt om Jesus, der endnu engang udvirker et mirakel. Han gjorde en mand rask, som ellers havde været syg i så mange år, at det var svært at forestille sig livet på en anden måde end med lidelse, sygdom og ensomhed. Vi har nok vænnet os til, at Jesus laver sådanne mirakler, så for os består det sande mirakel måske snarere i, at det var en mand, som viste omsorg for sit medmenneske! Langt de fleste varme hænder i vore omsorgsinstitutioner tilhører kvinder, og det kan man sikkert sige en masse om, men jeg vil bare konstatere det i en sidebemærkning. Altså, Jesus var en mand, der havde omsorg for sine medmennesker. De syge havde samlet sig ved Betesda dam, ligesom de syge i vores tid samles på sygehuse, for både dengang og nu vil folk jo gerne helbredes for deres skavanker og sygdomme. Nogle gange kommer lægen dog ud til den syge, hvis det er så alvorligt, at den syge ikke kan komme afsted. Og sådan gjorde Jesus også og var opsøgende på en måde, der må inspirere alle os, der er en del af kirken på den ene eller anden måde; hvis folk ikke kan eller vil komme til kirken, så må vi komme ud til dem. Jesus følte et ansvar for den syge, og derfor gik han hen til ham. Når man tager ansvar, viser man, at man har samvittighed, og at man enten af lyst eller pligt bliver nødt til at gøre noget. At hjælpe er at tage ansvar, og at tage ansvar er at tage det på sig at være med et menneske, dvs. være et medmenneske, et menneske som føler med det andet menneske i den situation, som den anden står i. Hvis én er ked af det, går man hen og trøster; hvis én er syg, går man hen og hjælper. Fordi man vil, kan og skal.
Manden ved dammen havde ligget der i 38 år og håbet på et mirakel; det er virkelig lang tid! Man kan undre sig over, at han ikke gav op og begik selvmord, for hvorfor leve videre, hvis der ikke er noget at leve for? Hvad fik ham til at vågne hver dag og holde håbet i live? Hvad fik ham til at tro på, at der stadig var en chance for ham? Igennem 38 år var han jo blevet modbevist; havde oplevet, at ingen gad hjælpe ham; at ingen vise ham kærlighed, venskab, troskab eller medmenneskelighed. Dér lå de en bunke syge ved dammen og håbede på det samme, men ingen havde omsorg for hinanden; de måtte sejle deres egen sø, for de var hver især som en øde ø. Enhver måtte være sin egen lykkes smed, men i Betesda var dét noget, man kun kunne mislykkes med. Hvis nogen ville have omsorg, måtte de give det til sig selv; drage egenomsorg, så at sige, og det er også blevet moderne i vores danske politiske system: Alle skal først hjælpe sig selv og derefter deres nærmeste. Problemet er, at når vi fokuserer så meget på vores egen navle eller matrikel, så vender vi os væk fra de andre og lukker os inde i os selv; vores egen lille boble, og det er ikke positivt. I sidste ende vil det jo betyde, at folk så kommer til at ligge og lide på gader og stræder, imens vi bruger vores tid og penge på os selv. Det var ikke sådan, Jesus ønskede det. Når han rakte ud efter det ene menneske, så var det for at vise et tegn på, at han var og er sand Gud og sandt menneske. Derfor kunne den invalide også mærke skaberkraften fra tidens forårsmorgen strømme igennem sig, så han rejste sig og uanset, at det så gik imod naturens og kulturens orden. Vi skal også bide mærke i, at Jesus gjorde det gratis og uden at eksaminere den syges kristendomskundskab og tro. Det er vigtigt, for der er mange, der tjener fedt på folks lidelser og sygdomme og kræver både liv og sjæl, inden de vil hjælpe. Sådan skal det altså ikke være hos os. Livet er større, og tænk nu bare, at Gud vil have med os at gøre.
Livet er en finurlig og forunderlig størrelse. Vi starter alle med at blive født af en kvinde, og så lander vi ellers vidt forskellige steder i tilværelsen. Vi bruger vores tid og penge på de måder, vi finder bedst, og ad mange forskellige omveje er vi altså landet her i dag til gudstjeneste. Søs Egelind kunne desværre ikke være med – eller hun er her i hvert fald ikke, og derfor har jeg taget én af hendes mange pointer med. For hun er igennem livet blevet ramt af meget modgang og bogstaveligt talt sparket af en hest, der brækkede alle hendes ribben i højre side så også leveren revnede. Hun fik kræft ad to omgange, og hendes mand stak af fra hende. Bitterheden sneg sig ind på hende, for hun tænkte: ”Hvorfor lige mig?” og hun blev fyldt af selvmedlidenhed og en – med hende egne ord: lortebrun, stikkende og sur følelse i sit indre. Men hendes svar til modgangen blev: ”Hvorfor ikke?”, og på den måde greb hun igen livet, så kunne hun tilgive sin utro mand, så den lortebrune bitterhed forduftede. På scenen foran en mængde nutidige mennesker forkyndte hun, at tilgivelsen altså satte hende fri. Tilgivelse bragte luft og lys med sig, og vi springer lige tilbage til manden ved Betesda dam, for også han var et menneske gjort af samme støvtrådeværk, som Søs Egelind og alle os andre. Han fik noget udefra, der gav ham livet igen på en måde, han ikke troede var muligt. Vi skal altså ikke give op på livet, selvom modgangen er stor. Livet er jo dét, at alt kan ske; så vi skal ikke opgive livet, før livet opgi’r os. Vi ved jo ikke, hvad fremtiden bringer. Når vi sår om foråret, håber vi på at kunne få en god høst i hus; men intet er sikkert. Vi ved ikke andet, end at mirakler kan ske, og vi har det bedste i vente. Derfor kan vi med taknemlighed og forventningens glæde afrunde denne prædiken med at sige: (LOVPRISNING) Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 14. søndag efter Trinitatis. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Kære Gud, vor Fader i himlene. Tak for dagen, vi fik lov at vågne til, tak for venner, familie, kammerater og alle dem, vi har omkring os. Tak fordi vi må samles her i kirken i frihed og høre, at du ønsker, at vi får et godt liv og at der er en ny chance for alle os, der føler os fortabte for dig eller for os selv eller for hinanden. Du er vores far, vi er dine børn, og Jesus er vores bror. Tak for det. Vil du sende din gode Ånd ind i vores hjerte, så vi bliver fyldte af glæde over livet til hverdag, selvom nogle dage er trælse. Tilgiv os, at vi ikke altid slår til, og tak fordi, du ikke dømmer os ude, selvom vi selv kan være hårde i tankerne og ordene. Vi beder for alle de andre her i kirken og området, og vi beder for Dronningen, regeringen og folketinget, at de og vi alle må arbejde med os selv, så vi bliver bedre til at elske vores næste og være til gavn og glæde. Kære Gud, tak for din tålmodighed med os. AMEN
MEDDELELSER
Vilslev:
Hunderup:
Fælles:
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
OBS: I Hunderup er der gående altergang rundt om alteret
INTRO GT
I dag skal vi fra GT høre fra Salmisten, dvs. Kong David. Han skrev 150 salmer, der findes i GT, og vi skal høre fra salme 39, hvor han beklager sig over, at han oplever så meget modgang, at han bare ønsker at dø. Det er ikke opmuntrende at lytte til, men måske meget genkendeligt for os; der er jo ingen, der lever uden at opleve modgang og svære dage. Så jeg skal bede jer rejse jer og høre, hvad Salmisten skriver:
INTRO NT
Paulus havde en god ven i Timotheus, og i NT har vi to breve fra Paulus til ham; de er gode at læse. I dette afsnit skal vi høre, at selvom Paulus oplever meget af menneskers ondskab, fordi han er kristen, så holder han fast ved troen på Jesus, for Jesus er større end selve livet.
PRÆDIKEN
Hvad har den folkekære, 63-årige skuespiller Søs Egelind at gøre med en invalideret 200 år gammel mand? I fredags var jeg til professionsfestival på min kones arbejdsplads, UC Syd i Esbjerg. Først hørte jeg et foredrag om omsorgskrisen i de nordiske lande, og så hørte vi foredrag med Søs Egelind. Begge foredrag gjorde, at jeg måtte hjem at kassere den prædiken, jeg faktisk havde skrevet til i dag og så skrive en ny. Det viser jo, at selv præsten er påvirkelig, og at livet ikke er en fastlåst størrelse. Alting forandrer sig hele tiden, måske bare en lille smule, men mange små ændringer gør, at pludseligt er alt anderledes.
Vores samfund har i mange år været lovprist som et velfærdssamfund med stor omsorg for alle indbyggere, men det billede krakelerer, og vi kan se i fjernsynet og læse i aviserne, at der mangler folk til at udføre det omsorgsarbejde, vi så gerne vil have i de forskellige institutioner, der egentlig har rod i de kristne tanker om, at alle mennesker har ret til et værdigt liv. Engang fandtes der slet ingen omsorgsinstitutioner, heller ikke ved Betesda for 2000 år siden. Vi har lige hørt om Jesus, der endnu engang udvirker et mirakel. Han gjorde en mand rask, som ellers havde været syg i så mange år, at det var svært at forestille sig livet på en anden måde end med lidelse, sygdom og ensomhed. Vi har nok vænnet os til, at Jesus laver sådanne mirakler, så for os består det sande mirakel måske snarere i, at det var en mand, som viste omsorg for sit medmenneske! Langt de fleste varme hænder i vore omsorgsinstitutioner tilhører kvinder, og det kan man sikkert sige en masse om, men jeg vil bare konstatere det i en sidebemærkning. Altså, Jesus var en mand, der havde omsorg for sine medmennesker. De syge havde samlet sig ved Betesda dam, ligesom de syge i vores tid samles på sygehuse, for både dengang og nu vil folk jo gerne helbredes for deres skavanker og sygdomme. Nogle gange kommer lægen dog ud til den syge, hvis det er så alvorligt, at den syge ikke kan komme afsted. Og sådan gjorde Jesus også og var opsøgende på en måde, der må inspirere alle os, der er en del af kirken på den ene eller anden måde; hvis folk ikke kan eller vil komme til kirken, så må vi komme ud til dem. Jesus følte et ansvar for den syge, og derfor gik han hen til ham. Når man tager ansvar, viser man, at man har samvittighed, og at man enten af lyst eller pligt bliver nødt til at gøre noget. At hjælpe er at tage ansvar, og at tage ansvar er at tage det på sig at være med et menneske, dvs. være et medmenneske, et menneske som føler med det andet menneske i den situation, som den anden står i. Hvis én er ked af det, går man hen og trøster; hvis én er syg, går man hen og hjælper. Fordi man vil, kan og skal.
Manden ved dammen havde ligget der i 38 år og håbet på et mirakel; det er virkelig lang tid! Man kan undre sig over, at han ikke gav op og begik selvmord, for hvorfor leve videre, hvis der ikke er noget at leve for? Hvad fik ham til at vågne hver dag og holde håbet i live? Hvad fik ham til at tro på, at der stadig var en chance for ham? Igennem 38 år var han jo blevet modbevist; havde oplevet, at ingen gad hjælpe ham; at ingen vise ham kærlighed, venskab, troskab eller medmenneskelighed. Dér lå de en bunke syge ved dammen og håbede på det samme, men ingen havde omsorg for hinanden; de måtte sejle deres egen sø, for de var hver især som en øde ø. Enhver måtte være sin egen lykkes smed, men i Betesda var dét noget, man kun kunne mislykkes med. Hvis nogen ville have omsorg, måtte de give det til sig selv; drage egenomsorg, så at sige, og det er også blevet moderne i vores danske politiske system: Alle skal først hjælpe sig selv og derefter deres nærmeste. Problemet er, at når vi fokuserer så meget på vores egen navle eller matrikel, så vender vi os væk fra de andre og lukker os inde i os selv; vores egen lille boble, og det er ikke positivt. I sidste ende vil det jo betyde, at folk så kommer til at ligge og lide på gader og stræder, imens vi bruger vores tid og penge på os selv. Det var ikke sådan, Jesus ønskede det. Når han rakte ud efter det ene menneske, så var det for at vise et tegn på, at han var og er sand Gud og sandt menneske. Derfor kunne den invalide også mærke skaberkraften fra tidens forårsmorgen strømme igennem sig, så han rejste sig og uanset, at det så gik imod naturens og kulturens orden. Vi skal også bide mærke i, at Jesus gjorde det gratis og uden at eksaminere den syges kristendomskundskab og tro. Det er vigtigt, for der er mange, der tjener fedt på folks lidelser og sygdomme og kræver både liv og sjæl, inden de vil hjælpe. Sådan skal det altså ikke være hos os. Livet er større, og tænk nu bare, at Gud vil have med os at gøre.
Livet er en finurlig og forunderlig størrelse. Vi starter alle med at blive født af en kvinde, og så lander vi ellers vidt forskellige steder i tilværelsen. Vi bruger vores tid og penge på de måder, vi finder bedst, og ad mange forskellige omveje er vi altså landet her i dag til gudstjeneste. Søs Egelind kunne desværre ikke være med – eller hun er her i hvert fald ikke, og derfor har jeg taget én af hendes mange pointer med. For hun er igennem livet blevet ramt af meget modgang og bogstaveligt talt sparket af en hest, der brækkede alle hendes ribben i højre side så også leveren revnede. Hun fik kræft ad to omgange, og hendes mand stak af fra hende. Bitterheden sneg sig ind på hende, for hun tænkte: ”Hvorfor lige mig?” og hun blev fyldt af selvmedlidenhed og en – med hende egne ord: lortebrun, stikkende og sur følelse i sit indre. Men hendes svar til modgangen blev: ”Hvorfor ikke?”, og på den måde greb hun igen livet, så kunne hun tilgive sin utro mand, så den lortebrune bitterhed forduftede. På scenen foran en mængde nutidige mennesker forkyndte hun, at tilgivelsen altså satte hende fri. Tilgivelse bragte luft og lys med sig, og vi springer lige tilbage til manden ved Betesda dam, for også han var et menneske gjort af samme støvtrådeværk, som Søs Egelind og alle os andre. Han fik noget udefra, der gav ham livet igen på en måde, han ikke troede var muligt. Vi skal altså ikke give op på livet, selvom modgangen er stor. Livet er jo dét, at alt kan ske; så vi skal ikke opgive livet, før livet opgi’r os. Vi ved jo ikke, hvad fremtiden bringer. Når vi sår om foråret, håber vi på at kunne få en god høst i hus; men intet er sikkert. Vi ved ikke andet, end at mirakler kan ske, og vi har det bedste i vente. Derfor kan vi med taknemlighed og forventningens glæde afrunde denne prædiken med at sige: (LOVPRISNING) Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Glædelig 14. søndag efter Trinitatis. Amen.
KIRKEBØN Lad os alle bede.
Kære Gud, vor Fader i himlene. Tak for dagen, vi fik lov at vågne til, tak for venner, familie, kammerater og alle dem, vi har omkring os. Tak fordi vi må samles her i kirken i frihed og høre, at du ønsker, at vi får et godt liv og at der er en ny chance for alle os, der føler os fortabte for dig eller for os selv eller for hinanden. Du er vores far, vi er dine børn, og Jesus er vores bror. Tak for det. Vil du sende din gode Ånd ind i vores hjerte, så vi bliver fyldte af glæde over livet til hverdag, selvom nogle dage er trælse. Tilgiv os, at vi ikke altid slår til, og tak fordi, du ikke dømmer os ude, selvom vi selv kan være hårde i tankerne og ordene. Vi beder for alle de andre her i kirken og området, og vi beder for Dronningen, regeringen og folketinget, at de og vi alle må arbejde med os selv, så vi bliver bedre til at elske vores næste og være til gavn og glæde. Kære Gud, tak for din tålmodighed med os. AMEN
MEDDELELSER
Vilslev:
- Efter prædiken er der nadver og alle er velkomne.
- Næste gudstjeneste er søndag den 25. september kl. 9.30. Onsdag den 28. september kl. 10 er der en kort gudstjeneste for småbørn i alderen 1-3 år og alle er velkomne.
- Søndag den 2. oktober kl. 11 fejrer vi høstgudstjeneste her i kirken.
Hunderup:
- Næste almindelige gudstjeneste er søndag den 25. september kl. 11
- Onsdag den 21. september kl. 9.30 er der en kort gudstjeneste for småbørn i alderen 1-3 år og alle er velkomne.
- Efter prædiken er der nadver og alle er velkomne. Det bliver en såkaldt gående altergang, hvor man går op i den ene side og modtager oblaten, går rundt om alteret for i den anden side at modtage vinen.
- Efter gudstjenesten er der afsløring af de nye formidlingstavler her i kirken samt gratis frokost og menighedsmøde i Samlingssalen. Alle er velkomne til frokost og menighedsmødet, hvor formanden vil fortælle om, hvad der er sket her i Hunderup sognekirke det seneste års tid.
- Stor tak skal også lyde til kirkekoret, som i dag er troppet op for at synge med og for os. Også stor tak til graver, Lone, som har pyntet kirken så flot op.
Fælles:
- Tirsdag den 20. september kl. 19 inviterer vi på studiekreds i Vilslev konfirmandstue. Vi skal dykke ned i folkekirkens økonomi og se på, hvordan den pengene flyder rundt i den store organisation. Alle er velkomne og der vil være kage, te og kaffe.
- Onsdag den 21. september kl. 19 afholder vi en fredsgudstjeneste i Hunderup Kirke med fokus på krig og fred, og spørge, hvorfor der er så meget krig i verden, når mange stræber efter fred.
- Torsdag den 22. september kl. 19 er der filmaften i Sognehuset i Gredstedbro. Vi skal se den meget anmelderroste film Rose, der også har vundet Gabriel-prisen. Alle er velkomne, og der er te, kaffe og kage at varme sig ved.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
