Med den nye skolereform, der trådte i kraft efter sommerferien, bliver motion og bevægelse en del af dagligdagen for alle skoleelever. Formålet er, at ”Motion og bevægelse styrker motivation, læring og sundhed. ” Det er altså en af grundpillerne i moderne undervisning.
Motion og bevægelse er noget, der især er blevet sat fokus på i løbet af det seneste århundrede, hvor man for alvor har fået øjnene op for, at det gavner mere end det skader; i løbet af 1900-tallet opstod der mange små fodbold- og håndboldhold i hele Danmark, og der blev lavet madpyramider og TV begyndte at udsende programmer med fokus på mad, og så er hele bogmarkedet jo blevet oversvømmet med bøger om mad og sundhed. Som resultat er folk faktisk blevet sundere og stærkere og mere bevidste om den mad, vi spiser. Så selvom der ligger en fast food butik i snart sagt hver by, så ved vi godt, det er en stor synd at nyde en burger derfra. Nadverfællesskabet er blevet udskiftet med helsefællesskabet, og kirken med fitness-centre.
Men der er egentlig sket meget godt, siden vore bedste- og oldeforældre var børn. Der er kommet meget fokus på kroppens helbred og sundhed, og det virker som om, vi ikke har set toppen af isbjerget endnu. Der er flere områder, hvor sundhedsministeriet kan sætte ind og bruge skatteborgernes penge. Hvornår bliver det mon pligt for alle borgere at lave daglig motion og bevægelse ligesom i folkeskolen? Hvornår kommer der et sundhedspoliti, der skal tjekke, om vi spiser korrekt og ikke taber os ud over livremmen?
Den megen fokus på det ydre har også medført en stigning i antallet af folk med spiseforstyrrelser. Topmodeller og andre berømte er blevet tyndere og tyndere, og kropsbevidstheden har åbenbart skubbet den sunde fornuft ud. De mange såkaldte reality-udsendelser viser så utroligt veltrimmede og flotte unge, at børn, unge og voksne får et urealistisk billede af, hvad et normalt og naturligt menneske og en naturlig krop er. Motion og bevægelse er for nogen blevet en forbandelse, en sygdom, noget, de gør som en tvangshandling. For mange andre er motion og bevægelse dog stadig en god idé for at styrke kroppens fysisk. Ingen af os har vel lyst til at leve en grøntsag.
Evangelisten Johannes fortæller i dag om en mand, der var ligesom en grøntsag. Han havde i 38 år været syg og ude af stand til at bevæge sig ret meget. Han havde åbenbart ingen venner og familien havde formodentlig slået hånden af ham. Dengang havde man kun værdi, hvis man kunne arbejde og bidrage til samfundet. Det er ikke helt fremmed for os i dag. Denne mand kunne ikke bidrage med at udføre fysisk arbejde, så han var blevet lagt hen til de andre syge. Dengang var der kun få effektive lægemidler til at afhjælpe sygdomme, så man måtte bare affinde sig med at leve, som man nu bedst kunne.
Manden fik sin hverdag til at gå med at tigge om mad og penge og så bare vente på, at folk viste ham barmhjertighed. Han lå sammen med andre syge i Jerusalem ved en dam, der hed Betesda. Betesda betyder ”godhedens hus”, og har nok hentydet til, at det var et sted, hvor godheden kunne blive vist de mange syge. Måske var der nogle mindre fattige og syge, som kunne lindre smerterne hos de meget syge, men ellers var spedalske, lamme, blinde og andre syge udstødte af samfundet, fordi de var urene; deres kroppe var ikke kønne at se på, og de kunne – eller måtte – ikke bidrage til fællesskabet. Tværtimod blev de isoleret, fordi der var risiko for, at de med deres urenhed ville kunne smitte andre, ligesom ét råddent æble kan ødelægge en hel kurvfuld friske æbler. Betesda var et sted for syge, så de raske har nok kaldt stedet noget grimt. Men de syge selv kaldte stedet for ”godhedens hus”; det var deres wellness-center. Hvor kunne de ellers få hjælp? Her var der dog ikke megen motion og bevægelse. Engang imellem skete der noget, de tolkede som en engel fra Gud, der kom ned og rørte vandet. Den første, der så nåede ned i vandet, blev helbredt for sin sygdom.
Sådan en helligkilde har selvfølgelig vakt opmærksomhed i området, så det bør ikke overraske os, hvis der har været flere hundrede syge ved Betesda. Det bør heller ikke undre os, hvis der var opstået en masse myter om stedet, så den nærmest var center for en helt ny religiøsitet. Arkæologerne har da også fundet gaver, som man har ofret for at sige tak for helbredelsen. Men man har altså ofret til dammen, og ikke æret Gud. Også i Danmark har der igennem tiden været større eller mindre helligkilder, hvor folk har kunnet drikke af vandet eller tage noget vand med hjem at bade sig i, hvorved de er blevet raske. Man kunne også overnatte ved kilden. Også til disse kilder har man bragt gaver af f.eks. penge eller mad som tak for helbredelsen.
Det var altså ind i dette mylder af fattige og syge mennesker med en ganske særlig religiøs opfattelse af verden, at Jesus pludselig gik. Det var før, Jesus for alvor blev kendt i Jerusalem. Ingen rask mand, der var ved sin fornufts fulde brug, ville dengang have bevæget sig derind. Man kan vel sige at bakterierne var så store som rotter, og rotterne så store om hunde. Dammen var vel også møgbeskidt af de mange mennesker, der ikke hurtigt kunne gå på toilet et afsides sted. Stanken overdøvede vel også larmen af de klagebønner og trygleråb om nåde, der kom fra de mennesker, der lå som grøntsager, der rådnede i middagssolen.
Det er næsten et under i sig selv, at Jesus overhovedet fik øje på manden, som han lå dér, bag ved alle de andre, længst væk fra dammen. I 38 år havde han ligget dér, imens livslysten og håbet langsomt piblede ud af ham som en tynd blodstråle af et sår, der ikke vil heles. Jesus standsede op ved ham og spurgte ham: ”Vil du være rask?” Nogle af dem, der lå i nærheden må have tænkt, at Jesus enten hånede manden eller var dum i hovedet. Alle lå jo dér for netop at blive raske. Hvad var det dog for et tåbeligt spørgsmål!? Manden så sig usikkert omkring; han havde ligget der i 38 år uden venskabeligt selskab, og han følte sig svigtet af sin Gud, sin familie og sine venner. Og nu stod der en fremmed mand, der ikke ligefrem så velhavende ud, og spurgte om han ville være rask. Så han måtte jo forklare sin situation, fordi han troede, Jesus spurgte efter hans fysiske velbefindende: ”Herre, jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig ned i dammen, når vandet er bragt i oprør, og mens jeg er på vej, når en anden i før mig.” Jesus kunne have sagt en masse om, at manden selv var skyld i sin ulykke; at han havde levet et dårligt liv og syndet meget, og derfor nu blev straffet med sygdom og hæslighed. Men Jesus hverken hånede eller spottede den mand, der allerede lå ned. Han sagde blot: ”Tag din båre og gå!” Som om de 38 år ikke havde været vanvittige nok, blev det hele nu lidt mere underligt. Jesus havde jo ikke gjort noget ved mandens situation, og nu befalede han ligefrem, at manden skulle rejse sig. Som sagt så gjort: Han rejste sig og gik omkring. Men han vidste ikke, hvem Jesus var. Efter at manden havde rejst sig op fra sin sygebåre, samlede de andre syge sig omkring dem, og Jesus gik sin vej; han søgte nemlig ikke berømmelse eller en rød løber. Den eneste røde løber, han fik, var den, han lavede med sit eget blod, da han Langfredag bar sit kors til Golgata. Han havde helbredt en mand midt i al elendigheden for at vise, at der var en vej midt i livets mørke. Han var gået ind i midten af det sted, hvor alle følte sig svigtede af Gud, venner og familie, og hvor håbets flamme var ved at blive kvalt af stanken fra de syge. Ved langt mere end en tilfældig rørelse i vandet havde Jesus vist, at Gud også er til stede hos mennesker selv i de mørkeste og mest dystre øjeblikke af livet.
Og det bedste ved dagens fortælling er, at Jesus forbarmede sig over dette syge menneske - selvom manden ikke anede, hvem Jesus var. Jesu velsignelse og helbredelse forudsatte ikke, at manden vidste, hvem Jesus var, eller troede på, at han er Guds søn. På den måde forstår vi, at Guds velsignelser regner ned over os alle, uanset, om vi tror eller ej. Jesus gjorde godt mod mange, og forlangte ikke først troskab. Nåde og velsignelse kommer fra Gud. Men Gud er ikke ligesom Betesda dam, som vi kan bade os i, når vi søger helbredelse fra sygdom. Der er nemlig en indre og ydre del ved mennesket, og selvom det ydre menneske, kan være nok så forkrøblet og sygt, så kan det indre menneske være stærk og trofast. Den syge man ved dammen kunne kun dyrke motion og bevægelse i sit indre, i sin ånd og sjæl. Tænk sig, at han hver dag stod op og overlevede dag efter dag alene med det håb for øje, at han en dag måske ville være så heldig at blive helbredt. Alting talte imod ham og hans odds var virkeligt dårlige. Han bevarede dog troen på, at håbet en dag ville blive indfriet. Og en dag skete det; dog slet ikke på den måde, han regnede med.
Når der lægges så meget fokus på det ydre, på kroppens velbefindende, tabes fokus for, hvordan man egentlig har det i sit indre; lever man på tro, håb og kærlighed, eller er det kropens fysiske udstråling, der hver dag er ens motivation for at komme ud af sengen? I kirken her takker vi for alle gode gaver, der kommer oven ned, og i fællesskabet omkring nadverbordet styrkes vi i troen på, at håbet om det gode liv uden sygdom, død og fare en dag bryder igennem ligesom lyset igennem skyerne ved daggry en sensommermorgen. Amen.
