Mandag 19. september 2022, solopgang over Kongeåen v. Spangbroen. Foto: Ole Witte Madsen
2. søndag i advent (4-12-2022) - FØRSTE TEKSTRÆKKE
kl. 9.30 Jernved (med kirkekaffe), kl. 11 Hunderup
OBS: Jernved - Trosbekendelsen SIGES + 123 VERS 7 LAD VERDEN EJ – nadverritual B. Kun 1. vers af O DU GUDS LAM. Ingen korsvar efter Fadervor
JERNVED 87: Det første lys - 77: O kom, o kom Immanuel 80: Tak og ære være Gud — 274: Rejs op, dit hoved, al kristenhed 277,3-5: Herre, når din time kommer 74: Vær velkommen
HUNDERUP 87: Det første lys 804: Dis og mørke ligger tungt (tillægget) 78: Blomstre som en rosengård — 274: Rejs op, dit hoved, al kristenhed 277,3-5: Herre, når din time kommer 74: Vær velkommen
INTRO GT
Nu skal vi høre et afsnit fra profeten Esajas. Gud åbenbarede hemmelige ting for Esajas, for at han skulle fortælle de hellige ord og fremtidsudsigter til folket på jorden. Dette afsnit må have lydt utroligt dunkelt, da det blev sagt 7-800 år før, Jesus blev født; for det var jo ham, forudsigelsen handlede om. Der er meget for øre at høre sådan en tidlig søndag formiddag, men det handler kort og godt om, at Jesus er den, som skal gøre alting godt, ja, føre skaberværket tilbage eller frem til paradisiske tilstande. Rejs jer derfor og hør: Denne hellige lektie skriver profeten Esajas…
INTRO NT
I dette afsnit fra NT skal vi høre fra det skønne Romerbrev, skrevet af Paulus, om at de gamle skrifter i Bibelen er skrevet, for at vi skal kunne fastholde håbet om, at Guds gavmildhed en dag vil bryde frem som en ny virkelighed for os. Rejs jer derfor og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus til menigheden i Rom…
PRÆDIKEN
Vi kan ikke komme uden om det: Jorden er ved at gå under. Glædelig jul! - Så kort kunne dagens prædiken være, men jeg vil så gerne sige lidt mere. Jo, jorden er ved at gå under. Sådan har det været, lige siden jorden blev til og tiden gik i gang. Alt, der har en begyndelse, har også en ende. Vi kender ikke slutdatoen, men vi ved, at jordens levetid brænder ned ligesom kalenderlyset. Det er så sikkert som amen i kirken. Klimaforandringer, solens voldsomme udbrud, krigenes rædsler, tegnene er der i sol og måne og stjerner og i den efter sigende sjette masseuddøen samt menneskehedens uudslettelige fodspor, der trampes som bekymringsfurer og trætte rynker på den gamle Moder Jord. Vi har sandelig formået at herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget og alle de vilde dyr osv.; vi hersker og regerer, slår naturen ihjel for egen vindings skyld, forgifter, forpurrer, ødelægger og destruerer, opdrætter og slagter i millionvis af køer, svin og kyllinger – alene her i landet. Gad vide, om Gud havde set langt nok ind i menneskehedens fremtid, da han sagde til sine engle, at han ville skabe os – i sit billede. Hvis vi kigger på alle disse forfærdelige ting, og det kan vi jo nemt i internettets tidsalder, hvor intet barn med en skærm kan bevare et uplettet sind eller uskyldigt hjerte, så er det sandt, at ”folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.” for isen smelter og havene stiger. Det er sandt, at ”Mennesker skal gå til at frygtskræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.” Jordskælv, mudderlaviner, millioner af græshoppesværme over sagesløse landmænds marker, kvægpest og kolera, syndssyge menneskeundertrykkende samfundsstrukturer og sindssyge herskere, der dikterer menneskers liv og fremtid efter den usle afgud Mammons befalinger; der danses regndans for aktiekurven, og går den nedad, skal der ofres mennesker af kød og blod, så økonomien kan formildes, og igen give rolige renter og et forudsigeligt marked. Nå, menighed - skal vi fortsætte denne march ind i alle de mørke afkroge af den verden, der er vores hverdag, og som vi får i så rigelige mængder, og som igennem aviser og fjernsyn og facebookopslag, klistrer og klæber mismod til vores samvittighed, ligesom olieudslip klæber sig til vingerne af stolte havdyr eller ligesom plastikhelvedet på havene lægger låg på vestens selvgodhed?
Men Jesus sagde: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Kære venner, der er trøst, håb, grund til optimisme. Ikke så meget for vores egen indsats, det kan vi jo se, men fordi der er en redning på vej, en frelsermand fra himmelsalene, som på en klar dag vil komme som et lyn og udslette alt for at gøre alting nyt og godt. Føre skaberværket tilbage eller rettere frem til de paradisiske tilstande, som vi er smerteligt bevidste om, at vi for længst har mistet – og som vi ikke ved egen magt eller indsats kan oprette. Eller måske kan vi, men hvor er viljen? Eller måske er viljen der, men hvor er magten? Der er én, som har magten og riget og æren, og han er gavmild med håb, og han ser på os med overbærenhed. Med tilgivelse. For vi ved jo godt, at det gode vi vil, det gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil – det gør vi sandelig alt for meget. Vi kan ikke hive os selv op ved nakkehårene, men der er én, som gerne hiver os op af den selvfølgelige pessimisme; løfter os, når vi er faldet til jorden som overmodne nedfaldsfrugter; rejser os fra dødsriges jordslåede mulmsmørke. Hvorfor bøvler han dog sådan med at hale os op, hive os op, give os en chance til? Er det, fordi det snart er jul, så vi kan få mere sul end alle andre på planeten? Nej, men han elsker os lige godt, hvad enten vi er hvide eller sorte, gule eller grønne; om vi er rige eller fattige. Selv skeler han ikke til vores lønkonto, men ser på hjertets bundlinje: Den skal helst være rød, for så har vi givet mere ud, end vi har fået ind. Og når først vi har fået dét budskab ind, at vi skal dele ud, så tror jeg, vi begynder at forstå mere om Gud.
For det er da noget underligt noget, det med Gud og tro og kirke søndag formiddag. Kunne vi ikke lige så godt lade være? Kunne vi ikke ligeså godt give op? Hvis intet alligevel bliver bedre, men vi bare bliver ældre og dårligere i sind og krop, hvorfor så ikke bare give op og sige stop – og så få det hjertestop! Hvornår er det nok?! Vi kan så nemt blive angste og rådvilde, gå til at frygt for alt, hvad der er sket og vil ske, og vi kan være så forfærdelige ved hinanden, at det hele virker så håbløst. Sort. Trist. Neder’n. ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Sådan sagde han virkelig, ham Jesus.
Forleden havde jeg planlagt en dag, hvor jeg endelig skulle få en masse arbejde fra hånden; komme til bunds i bunken af alt det, der skulle have været klaret for længst. Endelig skulle jeg nå både dit og dat, lidt pjank og lidt pjat, men sandelig også dét og dét – men jeg skulle hat! Min datter blev syg og skulle hentes fra dagplejen; så måtte jeg skyde en hvid pind efter de mange planer og hejse et hvidt flag, overgive mig, kaste håndklædet i ringen og bare synke hen i at vare barnepige for min syge pige. (Det viste sig dog, at hun åbenbart har anlæg for at pjække, for knapt var hun hjemme, for øjnene spillede og humøret var højt – hos hende!) Og så sendte jeg Jesus en venlig tanke og huskede, at han havde sagt: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Det blev min andagt; en lille aha-oplevelse, og en ganske lille åbenbaring i min lille hverdag. Hvad kunne jeg gøre? Min datter krævede jo mit nærvær, min hjælp, for hun hostede og næsen løb, og hun løb rundt og lavede løjer. Herrens uransalige veje og livet som sådan kom på tværs af alt det, jeg selv ville og mente at skulle; og jeg tror, Gud ville lære mig en lektie i ydmyghed. Det synes jeg, han (lidt for) tit forsøger at lære mig.
Jeg er (endnu) ikke grebet af angst; jeg er (endnu) ikke rådvild over havets og brændingens brusen. Jeg går (endnu) ikke til af skræk eller frygt, selvom jeg ved, at alting i verden og her i landet kan – og sikekrt vil - blive meget værre. Men jeg forstår godt, at de unge har klimaangst, og at mange lider af depression og mismod; især dem, der blev ramt af de ret stride og ret menneskefjendske corona-nedlukninger og udelukkelser fra sociale sammenhænge. Der er så meget, man kan gå rundt og være bange for – og med god grund. Det vidste Jesus også godt; han var jo ikke naiv. Tværtimod. Men han vidste også med sit gode kendskab til vores indre tanker og følelser, at når frygten for verdensdommen eller jordens undergang griber omkring hjerteroden på en af os, så skal man have nyt mod udefra. Eller kan man ikke stå imod. Om verden så går ad Helvede til, så er vi nu engang kaldet til at være og forblive trofaste og håbefulde igennem vores dåbsaftale om, at vi til alle tider og på alle steder skal være som små lys i natten; som kærlighedens fremstrakte, hjælpende hænder, der kan gribe og rive folk ud af murstensbrokker; vi skal værne om de små, irriterende insekter og det lille fattige, usle menneskebarn; vi skal være villige til at være her på denne jord, dette sted, og være i dette, selvom og på trods af, at vi måtte længes nok så meget mod det kommende; flugt er ikke en mulighed; der er ingen undskyldning. Vi er kaldet af kærlighed til kærlighed, og vi er bundet af løfter om kærlighed – det er både vores fængsel og frihed. Det er ikke nemt at leve sådan, men det gør livet langt mere værd at leve – og værd at dø for. Og ”når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Lad det være ordene for i dag. Rank ryggen, løft hovedet, kære venner. Glædelig 2. søndag i advent. Amen!
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Jernved
Hunderup
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
kl. 9.30 Jernved (med kirkekaffe), kl. 11 Hunderup
OBS: Jernved - Trosbekendelsen SIGES + 123 VERS 7 LAD VERDEN EJ – nadverritual B. Kun 1. vers af O DU GUDS LAM. Ingen korsvar efter Fadervor
JERNVED 87: Det første lys - 77: O kom, o kom Immanuel 80: Tak og ære være Gud — 274: Rejs op, dit hoved, al kristenhed 277,3-5: Herre, når din time kommer 74: Vær velkommen
HUNDERUP 87: Det første lys 804: Dis og mørke ligger tungt (tillægget) 78: Blomstre som en rosengård — 274: Rejs op, dit hoved, al kristenhed 277,3-5: Herre, når din time kommer 74: Vær velkommen
INTRO GT
Nu skal vi høre et afsnit fra profeten Esajas. Gud åbenbarede hemmelige ting for Esajas, for at han skulle fortælle de hellige ord og fremtidsudsigter til folket på jorden. Dette afsnit må have lydt utroligt dunkelt, da det blev sagt 7-800 år før, Jesus blev født; for det var jo ham, forudsigelsen handlede om. Der er meget for øre at høre sådan en tidlig søndag formiddag, men det handler kort og godt om, at Jesus er den, som skal gøre alting godt, ja, føre skaberværket tilbage eller frem til paradisiske tilstande. Rejs jer derfor og hør: Denne hellige lektie skriver profeten Esajas…
INTRO NT
I dette afsnit fra NT skal vi høre fra det skønne Romerbrev, skrevet af Paulus, om at de gamle skrifter i Bibelen er skrevet, for at vi skal kunne fastholde håbet om, at Guds gavmildhed en dag vil bryde frem som en ny virkelighed for os. Rejs jer derfor og hør: Epistlen skriver apostlen Paulus til menigheden i Rom…
PRÆDIKEN
Vi kan ikke komme uden om det: Jorden er ved at gå under. Glædelig jul! - Så kort kunne dagens prædiken være, men jeg vil så gerne sige lidt mere. Jo, jorden er ved at gå under. Sådan har det været, lige siden jorden blev til og tiden gik i gang. Alt, der har en begyndelse, har også en ende. Vi kender ikke slutdatoen, men vi ved, at jordens levetid brænder ned ligesom kalenderlyset. Det er så sikkert som amen i kirken. Klimaforandringer, solens voldsomme udbrud, krigenes rædsler, tegnene er der i sol og måne og stjerner og i den efter sigende sjette masseuddøen samt menneskehedens uudslettelige fodspor, der trampes som bekymringsfurer og trætte rynker på den gamle Moder Jord. Vi har sandelig formået at herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget og alle de vilde dyr osv.; vi hersker og regerer, slår naturen ihjel for egen vindings skyld, forgifter, forpurrer, ødelægger og destruerer, opdrætter og slagter i millionvis af køer, svin og kyllinger – alene her i landet. Gad vide, om Gud havde set langt nok ind i menneskehedens fremtid, da han sagde til sine engle, at han ville skabe os – i sit billede. Hvis vi kigger på alle disse forfærdelige ting, og det kan vi jo nemt i internettets tidsalder, hvor intet barn med en skærm kan bevare et uplettet sind eller uskyldigt hjerte, så er det sandt, at ”folkene gribes af angst, rådvilde over havets og brændingens brusen.” for isen smelter og havene stiger. Det er sandt, at ”Mennesker skal gå til at frygtskræk og af frygt for det, der kommer over verden, for himlens kræfter skal rystes.” Jordskælv, mudderlaviner, millioner af græshoppesværme over sagesløse landmænds marker, kvægpest og kolera, syndssyge menneskeundertrykkende samfundsstrukturer og sindssyge herskere, der dikterer menneskers liv og fremtid efter den usle afgud Mammons befalinger; der danses regndans for aktiekurven, og går den nedad, skal der ofres mennesker af kød og blod, så økonomien kan formildes, og igen give rolige renter og et forudsigeligt marked. Nå, menighed - skal vi fortsætte denne march ind i alle de mørke afkroge af den verden, der er vores hverdag, og som vi får i så rigelige mængder, og som igennem aviser og fjernsyn og facebookopslag, klistrer og klæber mismod til vores samvittighed, ligesom olieudslip klæber sig til vingerne af stolte havdyr eller ligesom plastikhelvedet på havene lægger låg på vestens selvgodhed?
Men Jesus sagde: ”Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Kære venner, der er trøst, håb, grund til optimisme. Ikke så meget for vores egen indsats, det kan vi jo se, men fordi der er en redning på vej, en frelsermand fra himmelsalene, som på en klar dag vil komme som et lyn og udslette alt for at gøre alting nyt og godt. Føre skaberværket tilbage eller rettere frem til de paradisiske tilstande, som vi er smerteligt bevidste om, at vi for længst har mistet – og som vi ikke ved egen magt eller indsats kan oprette. Eller måske kan vi, men hvor er viljen? Eller måske er viljen der, men hvor er magten? Der er én, som har magten og riget og æren, og han er gavmild med håb, og han ser på os med overbærenhed. Med tilgivelse. For vi ved jo godt, at det gode vi vil, det gør vi ikke, men det onde, som vi ikke vil – det gør vi sandelig alt for meget. Vi kan ikke hive os selv op ved nakkehårene, men der er én, som gerne hiver os op af den selvfølgelige pessimisme; løfter os, når vi er faldet til jorden som overmodne nedfaldsfrugter; rejser os fra dødsriges jordslåede mulmsmørke. Hvorfor bøvler han dog sådan med at hale os op, hive os op, give os en chance til? Er det, fordi det snart er jul, så vi kan få mere sul end alle andre på planeten? Nej, men han elsker os lige godt, hvad enten vi er hvide eller sorte, gule eller grønne; om vi er rige eller fattige. Selv skeler han ikke til vores lønkonto, men ser på hjertets bundlinje: Den skal helst være rød, for så har vi givet mere ud, end vi har fået ind. Og når først vi har fået dét budskab ind, at vi skal dele ud, så tror jeg, vi begynder at forstå mere om Gud.
For det er da noget underligt noget, det med Gud og tro og kirke søndag formiddag. Kunne vi ikke lige så godt lade være? Kunne vi ikke ligeså godt give op? Hvis intet alligevel bliver bedre, men vi bare bliver ældre og dårligere i sind og krop, hvorfor så ikke bare give op og sige stop – og så få det hjertestop! Hvornår er det nok?! Vi kan så nemt blive angste og rådvilde, gå til at frygt for alt, hvad der er sket og vil ske, og vi kan være så forfærdelige ved hinanden, at det hele virker så håbløst. Sort. Trist. Neder’n. ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Sådan sagde han virkelig, ham Jesus.
Forleden havde jeg planlagt en dag, hvor jeg endelig skulle få en masse arbejde fra hånden; komme til bunds i bunken af alt det, der skulle have været klaret for længst. Endelig skulle jeg nå både dit og dat, lidt pjank og lidt pjat, men sandelig også dét og dét – men jeg skulle hat! Min datter blev syg og skulle hentes fra dagplejen; så måtte jeg skyde en hvid pind efter de mange planer og hejse et hvidt flag, overgive mig, kaste håndklædet i ringen og bare synke hen i at vare barnepige for min syge pige. (Det viste sig dog, at hun åbenbart har anlæg for at pjække, for knapt var hun hjemme, for øjnene spillede og humøret var højt – hos hende!) Og så sendte jeg Jesus en venlig tanke og huskede, at han havde sagt: ”Men når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Det blev min andagt; en lille aha-oplevelse, og en ganske lille åbenbaring i min lille hverdag. Hvad kunne jeg gøre? Min datter krævede jo mit nærvær, min hjælp, for hun hostede og næsen løb, og hun løb rundt og lavede løjer. Herrens uransalige veje og livet som sådan kom på tværs af alt det, jeg selv ville og mente at skulle; og jeg tror, Gud ville lære mig en lektie i ydmyghed. Det synes jeg, han (lidt for) tit forsøger at lære mig.
Jeg er (endnu) ikke grebet af angst; jeg er (endnu) ikke rådvild over havets og brændingens brusen. Jeg går (endnu) ikke til af skræk eller frygt, selvom jeg ved, at alting i verden og her i landet kan – og sikekrt vil - blive meget værre. Men jeg forstår godt, at de unge har klimaangst, og at mange lider af depression og mismod; især dem, der blev ramt af de ret stride og ret menneskefjendske corona-nedlukninger og udelukkelser fra sociale sammenhænge. Der er så meget, man kan gå rundt og være bange for – og med god grund. Det vidste Jesus også godt; han var jo ikke naiv. Tværtimod. Men han vidste også med sit gode kendskab til vores indre tanker og følelser, at når frygten for verdensdommen eller jordens undergang griber omkring hjerteroden på en af os, så skal man have nyt mod udefra. Eller kan man ikke stå imod. Om verden så går ad Helvede til, så er vi nu engang kaldet til at være og forblive trofaste og håbefulde igennem vores dåbsaftale om, at vi til alle tider og på alle steder skal være som små lys i natten; som kærlighedens fremstrakte, hjælpende hænder, der kan gribe og rive folk ud af murstensbrokker; vi skal værne om de små, irriterende insekter og det lille fattige, usle menneskebarn; vi skal være villige til at være her på denne jord, dette sted, og være i dette, selvom og på trods af, at vi måtte længes nok så meget mod det kommende; flugt er ikke en mulighed; der er ingen undskyldning. Vi er kaldet af kærlighed til kærlighed, og vi er bundet af løfter om kærlighed – det er både vores fængsel og frihed. Det er ikke nemt at leve sådan, men det gør livet langt mere værd at leve – og værd at dø for. Og ”når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig.” Lad det være ordene for i dag. Rank ryggen, løft hovedet, kære venner. Glædelig 2. søndag i advent. Amen!
LOVPRISNING
Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd. Du som var, er og bliver, én sand treenig Gud højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
KIRKEBØN – (Fadervor iflg. Bibelen på hverdagsdansk, 2015) Lad os alle bede: ”Far i Himlen. Må du blive æret. Må dit rige bryde igennem. Må din vilje ske på jorden, som den sker i Himlen. Giv os det, vi har brug for i dag. Tilgiv os, hvor vi har svigtet, ligesom vi selv har tilgivet dem, der har svigtet os. Lad os ikke bukke under for fristelsen, men red os fra den Ondes angreb.” Velsign vort hus, velsign vort bord, velsign den hele vide jord, velsign os med din egen hånd. Gud Fader, Søn og Helligånd. Amen.
MEDDELELSER
Jernved
- På søndag er der gudstjenester kl. 9.30 i Gredstedbro og kl. 11 i Hjortlund, hvor der er Lucia-optog. Søndag den 18. december kl. 11 er der gudstjeneste her i Jernved, hvor konfirmanderne samt blæsere medvirker.
- I eftermiddag er der Spillemandsjul-koncert kl. 16 i Vilslev Kirke med Brammingkoret og spillemænd.
- Onsdag den 7. december er der julehygge i Sognehuset, Gredstedbro, ved organist Hanne Degn og sognepræst Katrine Gaub. Alle er velkomne til et par hyggelige timer.
Hunderup
- Tak til Lone for hendes adventsgaver til kirken.
- Næste gudstjeneste søndag den 11. december kl. 17 med Lucia-optog. En stemningsfyldt gudstjeneste, hvor vi mærker mørket og ser lyset.
- I denne søde juletid har vi indsamling til Børnesagens Fællesråd – tak for enhver gave til deres arbejde. Børnesagens fællesråd ” arbejder målrettet for at forbedre vilkårene for enten børnefamilier, der lever i fattigdom; børn og unge anbragt uden for hjemmet eller børn og unge generelt, der vokser op under udfordrende og sårbare forhold.”
- I eftermiddag er der Spillemandsjul-koncert kl. 16 i Vilslev Kirke med Brammingkoret og spillemænd.
- Sangaften i Vilslev konfirmandstue bliver den 12. december kl. 19
- På tirsdag er der brætspilscafé for skolebørn kl. 14.30 i Klublokalet. Det er gratis at deltage, og der serveres saftevand og kage
- Onsdag den 7. december er der julehygge i Sognehuset, Gredstedbro, ved organist Hanne Degn og sognepræst Katrine Gaub. Alle er velkomne til et par hyggelige timer.
APOSTOLSK VELSIGNELSE
Lad os med apostlen Paulus ønske for og med hinanden: Vor Herres Jesu Kristi nåde, Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle. Amen.
