Prædiken
Lige før salmen læste jeg noget fra Det Nye Testamente, hvor Jesus fortalte en historie for at fremhæve en pointe om, hvordan man bør leve som kristen. Historien handler om en mand, der blev overfaldet og smidt i en grøft, hvor han fik lov at ligge og lide. Røverne var stukket af, for de var ligeglade med manden og var kun interesserede i det, de havde stjålet fra ham. Manden fik dog ikke lov at lide i ret lang tid, for der kom heldigvis der andre mænd forbi på vejen; en hellig præst, der var meget troende, og en meget klog og veluddannet mand, der havde læst mange bøger. Men ingen af de to hjalp manden. Det er da underligt! En præst burde da hjælpe, hvis altså han virkelig tror, at Gud har skabt alle mennesker og elsker alle lige meget; men måske gik hans tro mere ud på at stirre mod himlen end at være opmærksom på sine medmennesker. Og en klog mand burde da hjælpe, for han ved da, hvordan man hjælper; men måske bestod hans klogskab i kun at have alle de politisk rigtige holdninger i hovedet og munden uden at ville løfte en finger for andre. Men hvad hjælper det at have en hellig tro eller vide mange ting, hvis man egentlig er ligeglad med andre? De to personer var sådan set ikke bedre end røverne, der havde overfaldet, bestjålet, slået og efterladt manden til sin lidelse. Egentligt var de værre, for de var ligeglade. Og det er en stor synd. Den tredje mand, der kom forbi, var hverken veluddannet, særlig klog eller særligt troende, ja, faktisk var der ingen, der brød sig særligt meget om ham, fordi han mest gik og passede sig selv, troede på Gud på sin egen måde og passede sit dårligt lønnede arbejde og ikke var helt som de andre i landsbyen. Han var samaritaner, og det er faktisk derfra vi har begrebet ”samarit”, som vi kalder dem, der har gennemgået et førstehjælpskursus og står klar med førstehjælp ved sportsarrangementer osv.
Det var altså ham samaritaneren, som – modsat de to andre – egentligt ikke var noget særligt, der standsede op, da han så manden i grøften - og hjalp ham. Selvom alle var ligeglad med samaritaneren, var han ikke ligeglad med andre. Uden at tænke ret meget over, at han selv blev beskidt af grøften og fik mandens blod, sved og tårer på sit tøj, så hjalp samaritaneren den ukendte, fremmede mand til at komme i sikkerhed og få omsorg og hjælp, så han kunne blive rask og vende tilbage til sit liv. Jesus pointerede, at samaritaneren gjorde det rigtige, fordi han var barmhjertig. At være barmhjertig handler om at tage sig af andre, uden at forlange eller forvente at få noget igen. Gøre nogen en tjeneste eller hjælpe nogen med noget, uden at forvente at få noget til gengæld, hverken penge eller tak. Man gør det bare, fordi det er det rigtige at gøre. Og Jesus sagde til sine elever, at de skulle gøre ligesom samaritaneren, altså være barmhjertige – altså hjælpe deres næste uden at forvente at få noget igen.
Når vi nu er døbte, og når vi tror på Jesus som vores mester og frelser, så skal vi også gøre ligesom samaritaneren. Det er egentlig ikke så svært i det daglige, når vi møder nogen, som har det svært. Og jeg er da også sikker på, at mange allerede gør meget for andre, uden at forvente at få noget igen. Hjælper en klassekammerat med lektierne eller hjælper en kollega på arbejdet, eller bare lige gør noget ekstra for en anden, fordi vi gerne vil gøre noget godt.
Vi har meget at give af, og derfor skal vi også gøre det, glad og gerne – ikke for vores egen skyld, men fordi andre har brug for det. Vi har også selv brug for barmhjertighed; at nogen hjælper os. Vi har brug for, at folk ikke er ligeglade med os. Derfor må vi heller ikke være ligeglade med andre, for hvad vi gør mod de sølle stakler, de fremmede, udstødte, flygtninge og fattige – det gør vi imod Jesus. Jesus stillede sig på de svages side, og det skal vi være glade for. De stærke skal nok klare sig, og de vil gerne klare alting selv uden Gud og menneskers hjælp. Men når de en dag ligger i grøften, forslået af modgang og forpinte af smerter over livet – vil de så alligevel ikke gerne have en hjælpende hånd? Lad os derfor være barmhjertige, og lad os blive bevidste om, at når vi rækker vores hænder ud, så glæder vi himlens Gud. Amen.
Lige før salmen læste jeg noget fra Det Nye Testamente, hvor Jesus fortalte en historie for at fremhæve en pointe om, hvordan man bør leve som kristen. Historien handler om en mand, der blev overfaldet og smidt i en grøft, hvor han fik lov at ligge og lide. Røverne var stukket af, for de var ligeglade med manden og var kun interesserede i det, de havde stjålet fra ham. Manden fik dog ikke lov at lide i ret lang tid, for der kom heldigvis der andre mænd forbi på vejen; en hellig præst, der var meget troende, og en meget klog og veluddannet mand, der havde læst mange bøger. Men ingen af de to hjalp manden. Det er da underligt! En præst burde da hjælpe, hvis altså han virkelig tror, at Gud har skabt alle mennesker og elsker alle lige meget; men måske gik hans tro mere ud på at stirre mod himlen end at være opmærksom på sine medmennesker. Og en klog mand burde da hjælpe, for han ved da, hvordan man hjælper; men måske bestod hans klogskab i kun at have alle de politisk rigtige holdninger i hovedet og munden uden at ville løfte en finger for andre. Men hvad hjælper det at have en hellig tro eller vide mange ting, hvis man egentlig er ligeglad med andre? De to personer var sådan set ikke bedre end røverne, der havde overfaldet, bestjålet, slået og efterladt manden til sin lidelse. Egentligt var de værre, for de var ligeglade. Og det er en stor synd. Den tredje mand, der kom forbi, var hverken veluddannet, særlig klog eller særligt troende, ja, faktisk var der ingen, der brød sig særligt meget om ham, fordi han mest gik og passede sig selv, troede på Gud på sin egen måde og passede sit dårligt lønnede arbejde og ikke var helt som de andre i landsbyen. Han var samaritaner, og det er faktisk derfra vi har begrebet ”samarit”, som vi kalder dem, der har gennemgået et førstehjælpskursus og står klar med førstehjælp ved sportsarrangementer osv.
Det var altså ham samaritaneren, som – modsat de to andre – egentligt ikke var noget særligt, der standsede op, da han så manden i grøften - og hjalp ham. Selvom alle var ligeglad med samaritaneren, var han ikke ligeglad med andre. Uden at tænke ret meget over, at han selv blev beskidt af grøften og fik mandens blod, sved og tårer på sit tøj, så hjalp samaritaneren den ukendte, fremmede mand til at komme i sikkerhed og få omsorg og hjælp, så han kunne blive rask og vende tilbage til sit liv. Jesus pointerede, at samaritaneren gjorde det rigtige, fordi han var barmhjertig. At være barmhjertig handler om at tage sig af andre, uden at forlange eller forvente at få noget igen. Gøre nogen en tjeneste eller hjælpe nogen med noget, uden at forvente at få noget til gengæld, hverken penge eller tak. Man gør det bare, fordi det er det rigtige at gøre. Og Jesus sagde til sine elever, at de skulle gøre ligesom samaritaneren, altså være barmhjertige – altså hjælpe deres næste uden at forvente at få noget igen.
Når vi nu er døbte, og når vi tror på Jesus som vores mester og frelser, så skal vi også gøre ligesom samaritaneren. Det er egentlig ikke så svært i det daglige, når vi møder nogen, som har det svært. Og jeg er da også sikker på, at mange allerede gør meget for andre, uden at forvente at få noget igen. Hjælper en klassekammerat med lektierne eller hjælper en kollega på arbejdet, eller bare lige gør noget ekstra for en anden, fordi vi gerne vil gøre noget godt.
Vi har meget at give af, og derfor skal vi også gøre det, glad og gerne – ikke for vores egen skyld, men fordi andre har brug for det. Vi har også selv brug for barmhjertighed; at nogen hjælper os. Vi har brug for, at folk ikke er ligeglade med os. Derfor må vi heller ikke være ligeglade med andre, for hvad vi gør mod de sølle stakler, de fremmede, udstødte, flygtninge og fattige – det gør vi imod Jesus. Jesus stillede sig på de svages side, og det skal vi være glade for. De stærke skal nok klare sig, og de vil gerne klare alting selv uden Gud og menneskers hjælp. Men når de en dag ligger i grøften, forslået af modgang og forpinte af smerter over livet – vil de så alligevel ikke gerne have en hjælpende hånd? Lad os derfor være barmhjertige, og lad os blive bevidste om, at når vi rækker vores hænder ud, så glæder vi himlens Gud. Amen.
Tale til konfirmanderne
Kære konfirmander. Nu sker det snart! I har ventet længe på denne dag og dette øjeblik, hvor I skal op til knæfaldet for at bekende og bekræfte, at I tror på den Gud, som er Fader, Søn og Helligånd, og i hvis navn I blev døbt. Nu går I i 8. klasse og I er på vej ud i det, der kaldes de voksnes rækker. De voksne er os med rynker og gråt hår, som arbejder meget og betaler skat, vasker jeres tøj, laver jeres mad, gør rent osv. så I kan have et godt liv. Vi var også unge engang – for mange år siden, og dengang vi blev konfirmeret, havde vi også sommerfugle i maven, måske lidt kvalme af nervøsitet, svedige håndflader osv. Da vi var unge, var der også forskellige trends med, hvad man sagde, og hvordan man gik klædt. Det var jo før de sociale medier, så det var jo i gamle dage. Det har været sjovt for mig at følge jeres ungdomsliv, selvom corona har forhindret os i at mødes i klublokalet, der var vores konfirmandstue. Men I ved jo nok, hvad jeg mener, når jeg hentyder til jeres trends og måder at være unge på. Er det stadig cool at være swag og lave lidt dab? Er det go’ TakTik at være på TikTok? Snapper man stadig med the chicks and the dudes for at imponere med de længste streaks? Danser I stadig Fortnite-danse, når ingen kigger? Sorry, jeg skal nok stoppe nu.
Jeg har tænkt over noget, som især spiller en rolle i jeres ungdomskultur, og det handler om identitet, altså spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” Er man kun nogen, når man er noget, eller er man kun noget, når man er nogen? Skal man have mange følgere og få mange likes, før man føler sig god nok? I skolen handler det meget om at være god nok, f.eks. i de nationale test og nu også snart de eksaminer, I skal til. I bliver bedømt på, hvordan I ser ud, hvordan I klæder jer, og hvad I siger. Det er ikke altid særligt rart, for hvad nu hvis man ikke føler, at man er pæn nok eller klog nok? Og hvornår er man overhovedet klog, god, smuk eller smat NOK?
Kære konfirmander, lige siden I blev født, har I været gode nok for alle, der holder af jer. De gav jer alt muligt ud af deres overskud og kærlighed; et navn, en opvækst og en opdragelse, de bar jer til dåben for at lægge jer i Guds hænder, og da I begyndte at gå selv, holdt de jer først i hånden, og samlede jer op, når I faldt. Men I vil jo selv, og I begyndte at løbe omkring, og selvom I engang var totalt afhængige af jeres forældre, er I nu i gang med at klippe de bånd over, der som en navlestreng bandt jer tæt sammen med de gamle. Det er jo det underlige ved at være forældre; man opdrager sine børn til en dag at flyve fra reden; tænk, en dag er de ikke længere en del af ens daglige liv. Alt det, man som forældre bruger af tid og penge og energi, søvnløse nætter og mange diskussioner, gør vi jo for at de kære små børn en dag må stå på deres egne, stærke ben med fornuftigt omløb i hovedet i en stor, foranderlig og forunderlig verden, med mange usikkerheder og farefulde situationer, hvor der altså ikke bliver ved med at være en forælder til at samle op, puste og trøste. Kære konfirmander, en dag står I derude – og så skal I til at betale skat, arbejde, købe hus, køre bil, føde og opdrage jeres børn osv. Jo jo, tiden skal nok gå!
Og imens tiden går, og I vokser op, vil I opleve, at I skal tage stilling til mange ting; og I skal finde ud af, hvad I selv mener. Hvor skal krydset sættes ved folketingsvalget? Hvad skal man mene om krige, korruption, flygtningestrømme, klimakriser, boligbobler, ligeløn og croptops? I kommer til at skulle forholde jer til mange ting, og jo mere I ved, desto mere kan I forstå, og jo mere I forstår, desto mere kan I ændre. Derfor skal I suge viden til jer i skolen og være kritiske om alt, hvad I hører, så I ikke føres på afveje af konspirationsteorier og smarte bevægelser. I er en generation, som kommer til at gå ind i en fremtid med mange udfordringer, som verden ikke før har kendt til. Der er en grund til, at vi andre drikker alt for meget - kaffe. Velkommen til de voksnes rækker!
Pyh, kan man tænke som konfirmand og forældre, men hey, I skal ikke blive modløse. Tværtimod! Vi er jo døbte; vi har håbet for øje, vi har en Gud, som er kærlighed. Vi er hans tjenere her i lokalsamfundet og så langt ud omkring, som vores indflydelse kan række. Vi skal ikke være bange; Jesus tog korsvejen og gik gennem dødsangst for at bryde alt det uhyggelige indefra, og så stod han op som en solopgang. Vi skal ikke være bange for at dø eller gå under, men vi skal være bange, hvis alle bliver ligeglade. Vi må ikke blive ligeglade med vort modersmål og fædreland, med vores kristne tro, håb og kærlighed, for herfra går vores verden både ind i de voksnes rækker og ud i livet. Derfor skal I også huske at komme i kirke engang imellem for at få ny energi til at tage fat på at leve det daglige liv, som vi nu engang er skabt til at leve, imens vi ser mennesker omkring os igennem næstekærlighedens briller. Om alle andre hjemsteder glipper / eller alle andre favne slipper, / så er de gode ord her i kirken de klipper, der skal være fast grund under enhver,/ for Gud har os alle kær. Amen.
Kære konfirmander. Nu sker det snart! I har ventet længe på denne dag og dette øjeblik, hvor I skal op til knæfaldet for at bekende og bekræfte, at I tror på den Gud, som er Fader, Søn og Helligånd, og i hvis navn I blev døbt. Nu går I i 8. klasse og I er på vej ud i det, der kaldes de voksnes rækker. De voksne er os med rynker og gråt hår, som arbejder meget og betaler skat, vasker jeres tøj, laver jeres mad, gør rent osv. så I kan have et godt liv. Vi var også unge engang – for mange år siden, og dengang vi blev konfirmeret, havde vi også sommerfugle i maven, måske lidt kvalme af nervøsitet, svedige håndflader osv. Da vi var unge, var der også forskellige trends med, hvad man sagde, og hvordan man gik klædt. Det var jo før de sociale medier, så det var jo i gamle dage. Det har været sjovt for mig at følge jeres ungdomsliv, selvom corona har forhindret os i at mødes i klublokalet, der var vores konfirmandstue. Men I ved jo nok, hvad jeg mener, når jeg hentyder til jeres trends og måder at være unge på. Er det stadig cool at være swag og lave lidt dab? Er det go’ TakTik at være på TikTok? Snapper man stadig med the chicks and the dudes for at imponere med de længste streaks? Danser I stadig Fortnite-danse, når ingen kigger? Sorry, jeg skal nok stoppe nu.
Jeg har tænkt over noget, som især spiller en rolle i jeres ungdomskultur, og det handler om identitet, altså spørgsmålet: ”Hvem er jeg?” Er man kun nogen, når man er noget, eller er man kun noget, når man er nogen? Skal man have mange følgere og få mange likes, før man føler sig god nok? I skolen handler det meget om at være god nok, f.eks. i de nationale test og nu også snart de eksaminer, I skal til. I bliver bedømt på, hvordan I ser ud, hvordan I klæder jer, og hvad I siger. Det er ikke altid særligt rart, for hvad nu hvis man ikke føler, at man er pæn nok eller klog nok? Og hvornår er man overhovedet klog, god, smuk eller smat NOK?
Kære konfirmander, lige siden I blev født, har I været gode nok for alle, der holder af jer. De gav jer alt muligt ud af deres overskud og kærlighed; et navn, en opvækst og en opdragelse, de bar jer til dåben for at lægge jer i Guds hænder, og da I begyndte at gå selv, holdt de jer først i hånden, og samlede jer op, når I faldt. Men I vil jo selv, og I begyndte at løbe omkring, og selvom I engang var totalt afhængige af jeres forældre, er I nu i gang med at klippe de bånd over, der som en navlestreng bandt jer tæt sammen med de gamle. Det er jo det underlige ved at være forældre; man opdrager sine børn til en dag at flyve fra reden; tænk, en dag er de ikke længere en del af ens daglige liv. Alt det, man som forældre bruger af tid og penge og energi, søvnløse nætter og mange diskussioner, gør vi jo for at de kære små børn en dag må stå på deres egne, stærke ben med fornuftigt omløb i hovedet i en stor, foranderlig og forunderlig verden, med mange usikkerheder og farefulde situationer, hvor der altså ikke bliver ved med at være en forælder til at samle op, puste og trøste. Kære konfirmander, en dag står I derude – og så skal I til at betale skat, arbejde, købe hus, køre bil, føde og opdrage jeres børn osv. Jo jo, tiden skal nok gå!
Og imens tiden går, og I vokser op, vil I opleve, at I skal tage stilling til mange ting; og I skal finde ud af, hvad I selv mener. Hvor skal krydset sættes ved folketingsvalget? Hvad skal man mene om krige, korruption, flygtningestrømme, klimakriser, boligbobler, ligeløn og croptops? I kommer til at skulle forholde jer til mange ting, og jo mere I ved, desto mere kan I forstå, og jo mere I forstår, desto mere kan I ændre. Derfor skal I suge viden til jer i skolen og være kritiske om alt, hvad I hører, så I ikke føres på afveje af konspirationsteorier og smarte bevægelser. I er en generation, som kommer til at gå ind i en fremtid med mange udfordringer, som verden ikke før har kendt til. Der er en grund til, at vi andre drikker alt for meget - kaffe. Velkommen til de voksnes rækker!
Pyh, kan man tænke som konfirmand og forældre, men hey, I skal ikke blive modløse. Tværtimod! Vi er jo døbte; vi har håbet for øje, vi har en Gud, som er kærlighed. Vi er hans tjenere her i lokalsamfundet og så langt ud omkring, som vores indflydelse kan række. Vi skal ikke være bange; Jesus tog korsvejen og gik gennem dødsangst for at bryde alt det uhyggelige indefra, og så stod han op som en solopgang. Vi skal ikke være bange for at dø eller gå under, men vi skal være bange, hvis alle bliver ligeglade. Vi må ikke blive ligeglade med vort modersmål og fædreland, med vores kristne tro, håb og kærlighed, for herfra går vores verden både ind i de voksnes rækker og ud i livet. Derfor skal I også huske at komme i kirke engang imellem for at få ny energi til at tage fat på at leve det daglige liv, som vi nu engang er skabt til at leve, imens vi ser mennesker omkring os igennem næstekærlighedens briller. Om alle andre hjemsteder glipper / eller alle andre favne slipper, / så er de gode ord her i kirken de klipper, der skal være fast grund under enhver,/ for Gud har os alle kær. Amen.
