Nytårsfejringen er fejet hen over kongeriget, og imens de sidste raketter brænder ud bliver dagen stille for de mange, der fordøjer mad og dulmer tømmermænd. Fjernsynet har vist, hvordan året er gået på godt og ondt; vi har set tilbage på vort eget liv, tænkt over de glædelige timer og de sørgelige stunder. Vi har vel gjort regnskab for året og tænkt over, om det nu er gået, som vi gerne ville, eller om der er noget, vi i det nye år må rette op på? Det nye år kommer til os som en kalender med mange blanke sider. Det nye år er som en solopgang, en ny dag, en ny chance – en ny mulighed for at leve det Gudskabte menneskeliv, så godt som vi nu kan.
Vi går dog ikke ind i det nye år, som om vi var født i går, for med os bærer vi både sorger og glæder fra det vi har levet indtil i dag. Hvad vi har gjort i dagene op til i dag kommer også til at præge os i dagene fremover. Præget bliver vi også af at gå til gudstjeneste og være fælles om de nådige ord, der lyder igennem tidens larm og uro; ord, der skaber sammenhæng og giver eftertanke på tværs af lande og kulturer. Det er ikke morgengryets eller nytårets fortjeneste, at vi får syndernes forladelse og velsignelse. Det tilkommer alene den Gud, vi kalder Fader, Søn og Helligånd. Gud har igennem tiden på forskellige måder strakt sig langt for at frelse os. Faren ved livet er nemlig, at vi mister håbet og går tabt for os selv, mister kærligheden og går tabt for hinanden eller mister troen og går tabt for Gud. Han ønsker alene, at vi skal leve og være glade, og derfor har han af to omgange indgået en pagt med sit levende og uregerlige skaberværk.
Første aftale blev beseglet med omskærelse. Som tegn på at man sagde god for pagten mellem Gud og jøderne, skulle jøderne omskære deres drengebørn, når de var 8 dage gamle. På den måde kunne mændene ikke skjule deres tilhørsforhold til religion og folk. Dette tegn i det ydre og på deres krop var en vigtig identitetsmarkør – så vidste de, hvor de hørte til, hvad de kom af, og hvilken religion og kultur, de skulle forholde sig til. Omskærelsen går helt tilbage til Abraham (1 Mos 17), for det var tegnet på den aftale eller pagt, som Gud indgik med ham: At Abrahams efterkommere skulle blive til velsignelse for alle jordens slægter. Formålet med aftalen er altså, at Gud igennem jøderne ville velsigne hele jorden. Det gik dog ikke som planlagt, for selvom forhuderne blev skåret af i tusindvis igennem århundrede, ændrede det ikke på jødernes situation i syndefaldets verden – noget nyt måtte ske. Det betyder ikke, at Gud ændrer eller forandrer sig, men at menneskets situation kalder på Guds indgriben på andre måder, så Han viser nye sider af sig selv.
Det nye blev en anden aftale, og den blev beseglet med dåb. Fordi Jesus blev født som jøde, blev han også omskåret, og han fik navnet Jesus. Jesus blev altså født ind i den gamle aftale, men med ham kom der en ny aftale, en ny pagt mellem Gud og mennesker. Den nye pagt skulle også have et tegn, og det blev dåben. Dåben efterlader dog ikke et synligt tegn i ens kød, efterlader intet synligt mærke, men alligevel er det synligt nok for Gud. Det synlige tegn erstattes af et usynligt, fordi den usynlige Gud, som vi hører om i GT bliver synlig i Jesus, som vi jo hører om i NT.
Mange spørger, hvad vi dog i kirken skal med GT, når vi nu har NT – er det ikke Jesus, der er hele kernen og omdrejningspunktet for vores tro og religion? Det Gamle Testamente er ligesom fortællingerne om vore forfædre, det er historien om ophavet til vores tro. Når vi dukker ned i slægtsbøger og fortællinger om gamle dage, stiger vi op til en større forståelse og et dybere kendskab til os selv; hvem vi er, og hvad vi kommer af. De gamle fortællinger kaster lys de nye fortællinger og over vores nutidige situation. Det nye skal forstås i lyset af det gamle; det kommende i lyset af det, der var. Den nye aftales betydning for os skal altså forstås på baggrund af den gamle aftale. Jo bedre, vi kender til den gamle aftale, desto bedre kan vi forstå dybden og vigtigheden af den nye aftale.
Den gamle aftale var, at man skulle holde sig til De ti Bud og mange andre love, og at man skulle omskæres for at være en del af de gode jødiske selskab. Sådan er det stadig for jøderne. De behøver sådan set ikke tro på Gud som en åndelig virkelighed, men de skal holde gudstjenester i synagogen og overholde loven – det er pagten, det er aftalen. Hvis den brydes, er de ikke længere en del af det folk, som Gud velsigner.
Med Jesus kommer der så at sige en ny vej, hvor der lægges vægt på den personlige tro og det samvittighedsfulde liv. Dåbens mærke er ikke synligt, for andre skal ikke dømme vores tro eller tilhørsforhold; det er nemlig en sag mellem Gud og hver enkelt døbte. Det betyder dog ikke, at vi står alene med vores tilværelse eller eksistens, for når vi samles til gudstjeneste kan vi jo se og opleve, at andre har det lidt som os: at vi tror og bekender, at dette liv er stort, at vi har brug for Guds eget ord om glæde trods sorg, frelse trods synd og liv trods død.
Vores dåbsritual er blodfattigt i forhold til omskærelse, men de tre håndfulde vand er nok til at stemple os som en del af et folk, der har til ansvar og pligt at leve i tro, håb og kærlighed. I dåben stilles vi alle lige – ikke kun over for Gud, men også over for hinanden. Jesus viste os, hvordan der ikke er forskel på at være høj og lav, rig eller fattig, men at vi alle er lige velsignede og lige udsatte her i livet. Synd og sorg og smerte kan ramme hver et menneskehjerte. Og ingen er eller kan være mere frelste end andre, selvom nogle går i kirke tit og andre sjældent.
Lad os bruge det nye år som endnu en mulighed for som døbte af Guds nåde på ny at tro, håbe og elske. Gud velsigne og bevare alle over den hele vide jord, Gud velsigne os alle med sit nærvær og sit guddommelige Ord fra nu og til evig tid. Godt nytår. Amen.
Prædikentekster til Nytårsdag
Salmer: 1. DDS 756: Nu gløder øst i morgenskær; 2. DDS 784: Altid frejdig, når du går; 3. DDS 399: Klokken slår, tiden går; ---; 4. DDS 135: Nu vel, et frejdigt mod; 5. DDS ingen altergang; 6. DDS 712: Vær velkommen Herrens år
Vi går dog ikke ind i det nye år, som om vi var født i går, for med os bærer vi både sorger og glæder fra det vi har levet indtil i dag. Hvad vi har gjort i dagene op til i dag kommer også til at præge os i dagene fremover. Præget bliver vi også af at gå til gudstjeneste og være fælles om de nådige ord, der lyder igennem tidens larm og uro; ord, der skaber sammenhæng og giver eftertanke på tværs af lande og kulturer. Det er ikke morgengryets eller nytårets fortjeneste, at vi får syndernes forladelse og velsignelse. Det tilkommer alene den Gud, vi kalder Fader, Søn og Helligånd. Gud har igennem tiden på forskellige måder strakt sig langt for at frelse os. Faren ved livet er nemlig, at vi mister håbet og går tabt for os selv, mister kærligheden og går tabt for hinanden eller mister troen og går tabt for Gud. Han ønsker alene, at vi skal leve og være glade, og derfor har han af to omgange indgået en pagt med sit levende og uregerlige skaberværk.
Første aftale blev beseglet med omskærelse. Som tegn på at man sagde god for pagten mellem Gud og jøderne, skulle jøderne omskære deres drengebørn, når de var 8 dage gamle. På den måde kunne mændene ikke skjule deres tilhørsforhold til religion og folk. Dette tegn i det ydre og på deres krop var en vigtig identitetsmarkør – så vidste de, hvor de hørte til, hvad de kom af, og hvilken religion og kultur, de skulle forholde sig til. Omskærelsen går helt tilbage til Abraham (1 Mos 17), for det var tegnet på den aftale eller pagt, som Gud indgik med ham: At Abrahams efterkommere skulle blive til velsignelse for alle jordens slægter. Formålet med aftalen er altså, at Gud igennem jøderne ville velsigne hele jorden. Det gik dog ikke som planlagt, for selvom forhuderne blev skåret af i tusindvis igennem århundrede, ændrede det ikke på jødernes situation i syndefaldets verden – noget nyt måtte ske. Det betyder ikke, at Gud ændrer eller forandrer sig, men at menneskets situation kalder på Guds indgriben på andre måder, så Han viser nye sider af sig selv.
Det nye blev en anden aftale, og den blev beseglet med dåb. Fordi Jesus blev født som jøde, blev han også omskåret, og han fik navnet Jesus. Jesus blev altså født ind i den gamle aftale, men med ham kom der en ny aftale, en ny pagt mellem Gud og mennesker. Den nye pagt skulle også have et tegn, og det blev dåben. Dåben efterlader dog ikke et synligt tegn i ens kød, efterlader intet synligt mærke, men alligevel er det synligt nok for Gud. Det synlige tegn erstattes af et usynligt, fordi den usynlige Gud, som vi hører om i GT bliver synlig i Jesus, som vi jo hører om i NT.
Mange spørger, hvad vi dog i kirken skal med GT, når vi nu har NT – er det ikke Jesus, der er hele kernen og omdrejningspunktet for vores tro og religion? Det Gamle Testamente er ligesom fortællingerne om vore forfædre, det er historien om ophavet til vores tro. Når vi dukker ned i slægtsbøger og fortællinger om gamle dage, stiger vi op til en større forståelse og et dybere kendskab til os selv; hvem vi er, og hvad vi kommer af. De gamle fortællinger kaster lys de nye fortællinger og over vores nutidige situation. Det nye skal forstås i lyset af det gamle; det kommende i lyset af det, der var. Den nye aftales betydning for os skal altså forstås på baggrund af den gamle aftale. Jo bedre, vi kender til den gamle aftale, desto bedre kan vi forstå dybden og vigtigheden af den nye aftale.
Den gamle aftale var, at man skulle holde sig til De ti Bud og mange andre love, og at man skulle omskæres for at være en del af de gode jødiske selskab. Sådan er det stadig for jøderne. De behøver sådan set ikke tro på Gud som en åndelig virkelighed, men de skal holde gudstjenester i synagogen og overholde loven – det er pagten, det er aftalen. Hvis den brydes, er de ikke længere en del af det folk, som Gud velsigner.
Med Jesus kommer der så at sige en ny vej, hvor der lægges vægt på den personlige tro og det samvittighedsfulde liv. Dåbens mærke er ikke synligt, for andre skal ikke dømme vores tro eller tilhørsforhold; det er nemlig en sag mellem Gud og hver enkelt døbte. Det betyder dog ikke, at vi står alene med vores tilværelse eller eksistens, for når vi samles til gudstjeneste kan vi jo se og opleve, at andre har det lidt som os: at vi tror og bekender, at dette liv er stort, at vi har brug for Guds eget ord om glæde trods sorg, frelse trods synd og liv trods død.
Vores dåbsritual er blodfattigt i forhold til omskærelse, men de tre håndfulde vand er nok til at stemple os som en del af et folk, der har til ansvar og pligt at leve i tro, håb og kærlighed. I dåben stilles vi alle lige – ikke kun over for Gud, men også over for hinanden. Jesus viste os, hvordan der ikke er forskel på at være høj og lav, rig eller fattig, men at vi alle er lige velsignede og lige udsatte her i livet. Synd og sorg og smerte kan ramme hver et menneskehjerte. Og ingen er eller kan være mere frelste end andre, selvom nogle går i kirke tit og andre sjældent.
Lad os bruge det nye år som endnu en mulighed for som døbte af Guds nåde på ny at tro, håbe og elske. Gud velsigne og bevare alle over den hele vide jord, Gud velsigne os alle med sit nærvær og sit guddommelige Ord fra nu og til evig tid. Godt nytår. Amen.
Prædikentekster til Nytårsdag
Salmer: 1. DDS 756: Nu gløder øst i morgenskær; 2. DDS 784: Altid frejdig, når du går; 3. DDS 399: Klokken slår, tiden går; ---; 4. DDS 135: Nu vel, et frejdigt mod; 5. DDS ingen altergang; 6. DDS 712: Vær velkommen Herrens år
