Så er det blevet mandag efter en søndag, hvor vi fejrede nytårsaften med løjer og latter, med samvær og hygge. Dagen i dag er den første i den lange række af dage i år 2018, som vi håber på at få lov til at nyde med hinanden. Ja, året ligger foran os som nyfalden sne, og så er det bare at sætte vore fodspor derude.
År 2017 ligger allerede bag os, og vi gik ind i det nye år med store brag og skål. Det gamle år er sendt på pension, og i kalenderens dagbog står der mange linjer om, hvad vi har oplevet af glædelige og latterfulde stunder såvel som af triste og sorgfulde tider. For året bød på lidt af hvert. Nogle gik bort, kisten blev båret ud af kirken, og vi følte savn og sorg over tydeligt at mangle én i vort selskab. Andre forøgede familien – barnevognen blev luftet, og vi kunne glæde os med dem, der bar barnet til dåb her i kirken. Nogle blev viet, de stod frem for Gud og menighed for at sige det ”ja”, der blev beseglet med håndfulde af ris og megen ros. Man kan sådan en nytårsaften og nytårsdag sidde og tænke tilbage på alle disse følelser og minder. Klokken slår, tiden går, hvis da ikke tiden ligefrem flyver, og vi må se at følge med. Selvom klokken slår sine taktfaste slag, må vi huske at tage os selv med i hver en dag.
Uberørt af byens travlhed, samfundets stress og jag, samles vi her på fårets første dag for at møde hinanden og høre Guds ord i ro og mag. Her er husrum og hjerterum, her hører vi – til vort behag - at vi ikke er overladt til os selv i et tomrum. Her er ord, der skal siges, og her siges ord, der skal høres, sådan at vi kan lære at kende og vide, hvad der skal gøres. Det må gøres i dette liv og der må handles i denne tilværelse, sådan at vi kan skønne på enhvers tilstedeværelse. For den, der kun vil sig selv, er ordene hårde, men for den, der åbner sig for det større og af Ånden lader sig røre, hører vi, at vores egen magt leder os på afveje, men også at vores afmagt er Guds almagt. Vi må ikke hæve os op til et hovmod, der står Guds ånd og vilje imod. Tværtimod må vi besinde os på vores fælles skæbne og deri indse, at vi alle er i samme båd – og at Guds hellige ånd, tager os i sin hånd. Det er ikke trøstesløst at leve, selvom vi skal bydes megen sorg, men det er livet værd at leve, og det må læres alle vore dage.
Meget kan stjæle os fra nuets nærvær og dette øjeblik. Bekymringer især, der fylder hos enhver. At bekymre sig er at lade frygten rumstere, men at stole på sit Fadervor og sætte sin lid til det større, det er at leve et liv i tillid og fred med sig selv og sin verden. Vi kender vor egen begrænsning og ved, at der sandelig er meget vi kan, men – indrømmet – også meget, vi ikke formår, eller som vi hverken kan eller vil. Det skal vi også bruge tid på at tænke over, især da vi er blevet sat over for Gud i det høje, som vi i det lave kalder Vor Fader.
Fadervor er den eneste bøn vi kender fra Jesu egen mund. Der er mange andre bønner, vi bør bede og kan bede og især vil bede, men Jesu bøn for os er noget særligt. Overleveret igennem manges munde og ved Bibelen er blevet båret af manges hænder, har den siden overlevet tidens grusomme tænder, der jo helst flænser og fortærer alt, hvad den kan. Men her er den for os: Bønnen, vi skal bede – især, når vi ingen bøn har at bede, og når ordene slipper op. Tænk sig, at vi siden barnsben har brugt tiden på at lære at tale, men en dag falder vi på vor hale, når vi står over for det i vores eksistens, hvor vi intet kan sige men kun kan tie.
Jesus vil lære os at bede, så vi selv i de mest omvæltende og ordløse stunder af vores tilværelse, dog har en grund at finde fodfæste på. Vi beder ved at samle vore tanker og vort sind fra al adspredelse og henvender os til Gud, hvad enten det sker med tydelige ord eller stille i hjertet. Bøn er ikke mindfulness, hvor vi fylder os med os selv, men nærmere Christfulness, for vi skal fyldes af Kristus og hans forbillede. Bøn kan være en slags meditation, hvor vi lige samler os et øjeblik og ligefrem kan nøjes med at sige ét ord ad gangen, indtil Fadervor er tygget igennem med langsomt åndedræt. Fadervor kan ligge som automatiske ord, der lires af, men bønnen er så meget mere end de blotte ord. Der er en dybde af evighed, det kan tage mere end et liv at bede bønnen og ane alt det, der her samles.
Fadervor er ikke bønnen om hvad som helst, og slet ikke om det, vi kan give os selv. Hvornår vi skal bede fortæller han ikke, men lader os mærke efter for at vi selv kan finde ud af, hvornår det for os giver mening; hvornår vi er klar til samle os og bøje os i bøn. Man kan ikke bede med et hovmodigt eller pralende sind, men man må besinde sig på at gå helhjertet derind, hvor små ord giver stor mening, og hvor man hellere vil lytte end tale; ja, gå derind, hvor man ikke længere selv er det vigtigste i verden. Når vi beder lader vi os berige af ord, der ikke er vore, men som vi tager i munden for at lade dem synke ind i hjertet. Bønnen er ikke en værdig bøn for dem, der mener at være rige og værdige og velbeslåede i al verdens magt og pragt, for det er en fattig bøn for de rige. Men for de fattige, ja, for os der indser og accepterer, at vi er forarmede, fordi vi kender vores syndige magtesløshed, er det en stærk bøn om himmelsk rigdom.
Med Fadervor på tungen og på rygraden og dybt i hjertet kan vi dermed glade byde det nye år velkommen. Vær velkommen, også dette Herrens år, og lad os gå ud i hverdagsverdenen med ekkoet fra Kristusbønnen, så vi skridt for skridt beder bønnen, og således lader hver gerning afspejle, at vi er børn af Gud og derfor gerne rækker troen, håbet og kærligheden ud; ud til vor næste, til de dårligste og de bedste. Således sker vor Faders vilje i himlen som på jord –det er troværdigt for den, der tror. Godt nytår! Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 2. DDS 370: Menneske din egen magt; 3. DDS 586: Stol du kun på dit Fadervor; ---; 4. DDS 384: Til klart Guds ansigt vi skal se; 6. DDS 712: Vær velkommen Herrens år
MEDDELELSER
Hunderup
På søndag skal vi høre den meget kendte tekst, som vi bruger ved hver barnedåb, hvor vi hører om, at folk bar deres børn til Jesus for at han skulle velsigne dem. En god og fornuftig handling, men disciplene truede ad folket og forsøgte at skræmme dem væk! Hvad det gik ud på, skal vi høre til gudstjeneste søndag d. 7. januar kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup.
Fyraftensmøde – torsdag d. 4. januar kl. 17 i Hunderup kirke. Emne: Grundtvig og hans betydning for det kirkelige.
Indsamling Nytår: Bibelselskabet
I tiden omkring nytår samler vi ind til Bibelselskabet, der arbejder med at udgive bibler og materiale om bibelen til flygtninge, hospitaler og andre steder, hvor der er efterspørgsel.
Tak for enhver gave
År 2017 ligger allerede bag os, og vi gik ind i det nye år med store brag og skål. Det gamle år er sendt på pension, og i kalenderens dagbog står der mange linjer om, hvad vi har oplevet af glædelige og latterfulde stunder såvel som af triste og sorgfulde tider. For året bød på lidt af hvert. Nogle gik bort, kisten blev båret ud af kirken, og vi følte savn og sorg over tydeligt at mangle én i vort selskab. Andre forøgede familien – barnevognen blev luftet, og vi kunne glæde os med dem, der bar barnet til dåb her i kirken. Nogle blev viet, de stod frem for Gud og menighed for at sige det ”ja”, der blev beseglet med håndfulde af ris og megen ros. Man kan sådan en nytårsaften og nytårsdag sidde og tænke tilbage på alle disse følelser og minder. Klokken slår, tiden går, hvis da ikke tiden ligefrem flyver, og vi må se at følge med. Selvom klokken slår sine taktfaste slag, må vi huske at tage os selv med i hver en dag.
Uberørt af byens travlhed, samfundets stress og jag, samles vi her på fårets første dag for at møde hinanden og høre Guds ord i ro og mag. Her er husrum og hjerterum, her hører vi – til vort behag - at vi ikke er overladt til os selv i et tomrum. Her er ord, der skal siges, og her siges ord, der skal høres, sådan at vi kan lære at kende og vide, hvad der skal gøres. Det må gøres i dette liv og der må handles i denne tilværelse, sådan at vi kan skønne på enhvers tilstedeværelse. For den, der kun vil sig selv, er ordene hårde, men for den, der åbner sig for det større og af Ånden lader sig røre, hører vi, at vores egen magt leder os på afveje, men også at vores afmagt er Guds almagt. Vi må ikke hæve os op til et hovmod, der står Guds ånd og vilje imod. Tværtimod må vi besinde os på vores fælles skæbne og deri indse, at vi alle er i samme båd – og at Guds hellige ånd, tager os i sin hånd. Det er ikke trøstesløst at leve, selvom vi skal bydes megen sorg, men det er livet værd at leve, og det må læres alle vore dage.
Meget kan stjæle os fra nuets nærvær og dette øjeblik. Bekymringer især, der fylder hos enhver. At bekymre sig er at lade frygten rumstere, men at stole på sit Fadervor og sætte sin lid til det større, det er at leve et liv i tillid og fred med sig selv og sin verden. Vi kender vor egen begrænsning og ved, at der sandelig er meget vi kan, men – indrømmet – også meget, vi ikke formår, eller som vi hverken kan eller vil. Det skal vi også bruge tid på at tænke over, især da vi er blevet sat over for Gud i det høje, som vi i det lave kalder Vor Fader.
Fadervor er den eneste bøn vi kender fra Jesu egen mund. Der er mange andre bønner, vi bør bede og kan bede og især vil bede, men Jesu bøn for os er noget særligt. Overleveret igennem manges munde og ved Bibelen er blevet båret af manges hænder, har den siden overlevet tidens grusomme tænder, der jo helst flænser og fortærer alt, hvad den kan. Men her er den for os: Bønnen, vi skal bede – især, når vi ingen bøn har at bede, og når ordene slipper op. Tænk sig, at vi siden barnsben har brugt tiden på at lære at tale, men en dag falder vi på vor hale, når vi står over for det i vores eksistens, hvor vi intet kan sige men kun kan tie.
Jesus vil lære os at bede, så vi selv i de mest omvæltende og ordløse stunder af vores tilværelse, dog har en grund at finde fodfæste på. Vi beder ved at samle vore tanker og vort sind fra al adspredelse og henvender os til Gud, hvad enten det sker med tydelige ord eller stille i hjertet. Bøn er ikke mindfulness, hvor vi fylder os med os selv, men nærmere Christfulness, for vi skal fyldes af Kristus og hans forbillede. Bøn kan være en slags meditation, hvor vi lige samler os et øjeblik og ligefrem kan nøjes med at sige ét ord ad gangen, indtil Fadervor er tygget igennem med langsomt åndedræt. Fadervor kan ligge som automatiske ord, der lires af, men bønnen er så meget mere end de blotte ord. Der er en dybde af evighed, det kan tage mere end et liv at bede bønnen og ane alt det, der her samles.
Fadervor er ikke bønnen om hvad som helst, og slet ikke om det, vi kan give os selv. Hvornår vi skal bede fortæller han ikke, men lader os mærke efter for at vi selv kan finde ud af, hvornår det for os giver mening; hvornår vi er klar til samle os og bøje os i bøn. Man kan ikke bede med et hovmodigt eller pralende sind, men man må besinde sig på at gå helhjertet derind, hvor små ord giver stor mening, og hvor man hellere vil lytte end tale; ja, gå derind, hvor man ikke længere selv er det vigtigste i verden. Når vi beder lader vi os berige af ord, der ikke er vore, men som vi tager i munden for at lade dem synke ind i hjertet. Bønnen er ikke en værdig bøn for dem, der mener at være rige og værdige og velbeslåede i al verdens magt og pragt, for det er en fattig bøn for de rige. Men for de fattige, ja, for os der indser og accepterer, at vi er forarmede, fordi vi kender vores syndige magtesløshed, er det en stærk bøn om himmelsk rigdom.
Med Fadervor på tungen og på rygraden og dybt i hjertet kan vi dermed glade byde det nye år velkommen. Vær velkommen, også dette Herrens år, og lad os gå ud i hverdagsverdenen med ekkoet fra Kristusbønnen, så vi skridt for skridt beder bønnen, og således lader hver gerning afspejle, at vi er børn af Gud og derfor gerne rækker troen, håbet og kærligheden ud; ud til vor næste, til de dårligste og de bedste. Således sker vor Faders vilje i himlen som på jord –det er troværdigt for den, der tror. Godt nytår! Amen.
Prædikentekster
Salmer: 1. DDS 331: Uberørt af byens travlhed; 2. DDS 370: Menneske din egen magt; 3. DDS 586: Stol du kun på dit Fadervor; ---; 4. DDS 384: Til klart Guds ansigt vi skal se; 6. DDS 712: Vær velkommen Herrens år
MEDDELELSER
Hunderup
På søndag skal vi høre den meget kendte tekst, som vi bruger ved hver barnedåb, hvor vi hører om, at folk bar deres børn til Jesus for at han skulle velsigne dem. En god og fornuftig handling, men disciplene truede ad folket og forsøgte at skræmme dem væk! Hvad det gik ud på, skal vi høre til gudstjeneste søndag d. 7. januar kl. 9.30 i Vilslev og kl. 11 i Hunderup.
Fyraftensmøde – torsdag d. 4. januar kl. 17 i Hunderup kirke. Emne: Grundtvig og hans betydning for det kirkelige.
Indsamling Nytår: Bibelselskabet
I tiden omkring nytår samler vi ind til Bibelselskabet, der arbejder med at udgive bibler og materiale om bibelen til flygtninge, hospitaler og andre steder, hvor der er efterspørgsel.
Tak for enhver gave
