”Stol du kun på dit Fadervor! / Lad dig derfra ej forlokkes. / Himmel og jord engang forgår, / aldrig dog Fadervor rokkes; / det er Guds ord i barnemund, / klippe og skjold i farens stund, / pant på Guds-faderligheden.” / DDS 586: Stol du kun på dit Fadervor
Julenat blev Jesus-barnet født, og som voksen gav han os ord om at blive som børn igen; et barn julenat taler til barnet i os hver især, og barnets latter vækker vores, atter. Ikke at vi skal være som det uansvarlige, forkælede barn, men som det ubekymrede barn med oprigtig umiddelbar glæde over livet. Jesus forkyndte pligten både til glæde og kærlighed. Næstekærlighed er vanskeligt, især for et barn, fordi barnet tænker, ”alt dit er mit”, hvorimod vi skal lære at tænke i retningen af, at ”alt mit er dit”. Ikke som lalleglade eller uansvarlige personer, men i tanken om, at alt vi har fået til eje, har vi fået til leje, og at vi skylder at give alt, ligesom Kristus selv gav alt. Det er i ham, vi spejler os. Næstekærlighed er en ansvarlig og samvittighedsfuld besindelse på min næstes nød i forhold til al mit brød – og det må læres hele livet igennem. Glæden derimod må være umiddelbar og spontan i en grad, det ses hos et barn.
Det er nu egentligt godt tænkt, at nytåret ligger så tæt på julenat, for hvad er bedre at begynde det nye år med, end netop buddet om at blive som barn på ny og med Fadervor som dagens evangelium? Ikke fordi vi med bønnen bliver uovervindelige eller kan være sikre på fred og lykkelige dage, når vi går ind i det nye år, men fordi vi måske kan tage livets skridt lidt fastere i frejdighed og tillid til, at vi er under Guds belysning, hvad vej vi end måtte betræde i løbet af det kommende år; og vejene igennem livet håber vi også må rumme glæde og lykke, om Gud vil. Aldrig lades vi alene overladt til os selv, men med en åben kanal – så at sige – til Skaberen og Faderen og Frelseren og Livgiveren. Sidder vi i angst og nød skal vi derfor ikke være blufærdige, men straks gribe til bønnen som åndens sværd for troens skyld.
I bønnen, som vi har fået med fra dåben, og som Jesus formulerede for sine disciple, begynder vi allerede i de første ord med at anse os som børn, når vi beder: ”Fader vor!” Når Gud er vores far, så er vi naturligvis hans børn! At vi skal blive som børn på ny, handler ikke om at gå imod naturens orden, det handler ikke om, at vi skal kravle op i moders liv for at blive født igen. Det er åndeligt sagt, og kun i tro kan man gribe fornuften i det. En professor i fadervor ville kunne stå her og holde alenlange foredrag om bønnen, men det ville fadervor ikke blive bedre af. Den forstås netop bedst af den enkelte i den livssituation, man lige netop står i.
Man kunne næsten bare lade dét være ord nok for i dag: Vi er børn og vores far er Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber. Sikke stort det er! – og dog har vi gjort det til noget småt, for man skal jo ikke tro, at man er noget. Ikke så snart har man sagt, at man tror på Gud, før andre tager til genmæle for at pege på, hvor middelalderligt og ufornuftigt, dét lyder. At man kan være kristen i vores tid lyder for mange som en dårlig spøg. Modstand har der altid været imod barmhjertighedens glædelige ord og troen derpå. Fredskongen Jesus kom til jord, og krigerkongen Herodes rasede straks. Evangeliet forkyndes til glæde og opmuntring for enhver, og straks springer sure ateister frem som trolde fra buske for at skræmme livet af vores tro, håb og kærlighed. Men de skal ikke få lov at lykkes! Der findes styrke i bønnen, som kun den troende kan opleve, og vi ved jo, at det ikke handler om at trygle om nåde, men netop at bede forventningsfuldt og umiddelbart som et barn, og at sige tak ud af den nåde, der allerede på forhånd er skænket os.
Som kristne lever vi mellem erfaring og evangelium. Erfaring gør trist - evangeliet gør glad. Erfaringen handler om, hvad vi kan sanse og opleve, men evangeliet er først og fremmest ord talt til os hver især for at vække tro på et håb om syndernes nådige forladelse. Al erfaring til trods, nærer vi altså et håb - se, det er enkelt kristendom. Erfaringen slår os i hoved og hjerte og byder tvivlen indenfor, idet erfaringens røst råber, at fordi vi ikke kan sanse Gud, kan han ikke være til – og så er vores tro tom og håbet uden trøst. Evangeliet trænger dog igennem erfaringens sprækker; for når erfaringen bryder os sorg og modgang, synger glædens budskab sine opmuntrende toner, så det fattige hjerte lytter for at kunne leve med sin smerte. Den vældige, himmelske Gud Fader i det høje trådte frem i barnesko for derved at kunne møde os i menneskehøjde.
Fadervor - vores far! Vi er børn. Som børn får vi gaver og kærlighed; men hvordan mærker vi det? Et barn tvivler i sin barndom vel ikke på sine forældres ord, men efterhånden vokser barnet op, og snart er forældrene blot mennesker, og man opdager at hverken julemanden eller tandfeen findes. Barndommens glade tilgang til livet bliver snart bebyrdet af, at verden åbenbart ikke helt er, som den først tog sig ud for at være. Magien forsvinder og eventyret fordufter, man vokser og tager ansvar for skolegang og konfirmation og arbejde og så videre - vi kender godt forløbet. På et tidspunkt befinder man sig i kirken og lader læberne løbe med i at forme ordene til tungen der beder med på Fadervor, og pludselig kan tankerne række helt tilbage til en barndom, hvor man første gang lærte den bøn, som frelseren lærte sine disciple - og når man beder med på bønnen kan man regne sig med iblandt Jesu tilhørere. Bønnen er en tillidserklæring til Gud, som svar på at vi har hørt evangeliets håb og tilslutter os det i tro og glæde. Derfor kan vi såvel privat i vores kammer som i menighedens fælleskab bede, ikke kun for egen, men især også for andres skyld.
Når Jesus i evangelieteksten opfordrer sine disciple til hver især at gå ind i sit kammer for at bede, handler det om, at man ikke skal samle på ros af andre for sin tro eller religiøse praksis; troen kan praktiseres på lige så mange måder, som der er troende. Man skal til tider gå i sig selv for at have en tid for sig selv til netop at bede. Også her i kirken beder vi Fadervor dog i fællesskab, fordi vi samles om det nådefulde budskab. Vi lægger vort liv i Guds hænder, og går ud i verden med nyt mod på at leve. Således kan vi som børn på ny tage friske skridt ind i 2016. Godt nytår! Amen.
Læs prædikentekster til Nytårsdag
Salmer: 1. DDS 354: Lov og pris og evig ære; 2. DDS 401: Guds ord det er vort arvegods; 3. DDS Af gode magter - sangblad; ---; 4. DDS 586: Stol du kun på dit Fadervor; 6. DDS 712: Vær velkommen Herrens år
Julenat blev Jesus-barnet født, og som voksen gav han os ord om at blive som børn igen; et barn julenat taler til barnet i os hver især, og barnets latter vækker vores, atter. Ikke at vi skal være som det uansvarlige, forkælede barn, men som det ubekymrede barn med oprigtig umiddelbar glæde over livet. Jesus forkyndte pligten både til glæde og kærlighed. Næstekærlighed er vanskeligt, især for et barn, fordi barnet tænker, ”alt dit er mit”, hvorimod vi skal lære at tænke i retningen af, at ”alt mit er dit”. Ikke som lalleglade eller uansvarlige personer, men i tanken om, at alt vi har fået til eje, har vi fået til leje, og at vi skylder at give alt, ligesom Kristus selv gav alt. Det er i ham, vi spejler os. Næstekærlighed er en ansvarlig og samvittighedsfuld besindelse på min næstes nød i forhold til al mit brød – og det må læres hele livet igennem. Glæden derimod må være umiddelbar og spontan i en grad, det ses hos et barn.
Det er nu egentligt godt tænkt, at nytåret ligger så tæt på julenat, for hvad er bedre at begynde det nye år med, end netop buddet om at blive som barn på ny og med Fadervor som dagens evangelium? Ikke fordi vi med bønnen bliver uovervindelige eller kan være sikre på fred og lykkelige dage, når vi går ind i det nye år, men fordi vi måske kan tage livets skridt lidt fastere i frejdighed og tillid til, at vi er under Guds belysning, hvad vej vi end måtte betræde i løbet af det kommende år; og vejene igennem livet håber vi også må rumme glæde og lykke, om Gud vil. Aldrig lades vi alene overladt til os selv, men med en åben kanal – så at sige – til Skaberen og Faderen og Frelseren og Livgiveren. Sidder vi i angst og nød skal vi derfor ikke være blufærdige, men straks gribe til bønnen som åndens sværd for troens skyld.
I bønnen, som vi har fået med fra dåben, og som Jesus formulerede for sine disciple, begynder vi allerede i de første ord med at anse os som børn, når vi beder: ”Fader vor!” Når Gud er vores far, så er vi naturligvis hans børn! At vi skal blive som børn på ny, handler ikke om at gå imod naturens orden, det handler ikke om, at vi skal kravle op i moders liv for at blive født igen. Det er åndeligt sagt, og kun i tro kan man gribe fornuften i det. En professor i fadervor ville kunne stå her og holde alenlange foredrag om bønnen, men det ville fadervor ikke blive bedre af. Den forstås netop bedst af den enkelte i den livssituation, man lige netop står i.
Man kunne næsten bare lade dét være ord nok for i dag: Vi er børn og vores far er Gud Fader, den almægtige, himlens og jordens skaber. Sikke stort det er! – og dog har vi gjort det til noget småt, for man skal jo ikke tro, at man er noget. Ikke så snart har man sagt, at man tror på Gud, før andre tager til genmæle for at pege på, hvor middelalderligt og ufornuftigt, dét lyder. At man kan være kristen i vores tid lyder for mange som en dårlig spøg. Modstand har der altid været imod barmhjertighedens glædelige ord og troen derpå. Fredskongen Jesus kom til jord, og krigerkongen Herodes rasede straks. Evangeliet forkyndes til glæde og opmuntring for enhver, og straks springer sure ateister frem som trolde fra buske for at skræmme livet af vores tro, håb og kærlighed. Men de skal ikke få lov at lykkes! Der findes styrke i bønnen, som kun den troende kan opleve, og vi ved jo, at det ikke handler om at trygle om nåde, men netop at bede forventningsfuldt og umiddelbart som et barn, og at sige tak ud af den nåde, der allerede på forhånd er skænket os.
Som kristne lever vi mellem erfaring og evangelium. Erfaring gør trist - evangeliet gør glad. Erfaringen handler om, hvad vi kan sanse og opleve, men evangeliet er først og fremmest ord talt til os hver især for at vække tro på et håb om syndernes nådige forladelse. Al erfaring til trods, nærer vi altså et håb - se, det er enkelt kristendom. Erfaringen slår os i hoved og hjerte og byder tvivlen indenfor, idet erfaringens røst råber, at fordi vi ikke kan sanse Gud, kan han ikke være til – og så er vores tro tom og håbet uden trøst. Evangeliet trænger dog igennem erfaringens sprækker; for når erfaringen bryder os sorg og modgang, synger glædens budskab sine opmuntrende toner, så det fattige hjerte lytter for at kunne leve med sin smerte. Den vældige, himmelske Gud Fader i det høje trådte frem i barnesko for derved at kunne møde os i menneskehøjde.
Fadervor - vores far! Vi er børn. Som børn får vi gaver og kærlighed; men hvordan mærker vi det? Et barn tvivler i sin barndom vel ikke på sine forældres ord, men efterhånden vokser barnet op, og snart er forældrene blot mennesker, og man opdager at hverken julemanden eller tandfeen findes. Barndommens glade tilgang til livet bliver snart bebyrdet af, at verden åbenbart ikke helt er, som den først tog sig ud for at være. Magien forsvinder og eventyret fordufter, man vokser og tager ansvar for skolegang og konfirmation og arbejde og så videre - vi kender godt forløbet. På et tidspunkt befinder man sig i kirken og lader læberne løbe med i at forme ordene til tungen der beder med på Fadervor, og pludselig kan tankerne række helt tilbage til en barndom, hvor man første gang lærte den bøn, som frelseren lærte sine disciple - og når man beder med på bønnen kan man regne sig med iblandt Jesu tilhørere. Bønnen er en tillidserklæring til Gud, som svar på at vi har hørt evangeliets håb og tilslutter os det i tro og glæde. Derfor kan vi såvel privat i vores kammer som i menighedens fælleskab bede, ikke kun for egen, men især også for andres skyld.
Når Jesus i evangelieteksten opfordrer sine disciple til hver især at gå ind i sit kammer for at bede, handler det om, at man ikke skal samle på ros af andre for sin tro eller religiøse praksis; troen kan praktiseres på lige så mange måder, som der er troende. Man skal til tider gå i sig selv for at have en tid for sig selv til netop at bede. Også her i kirken beder vi Fadervor dog i fællesskab, fordi vi samles om det nådefulde budskab. Vi lægger vort liv i Guds hænder, og går ud i verden med nyt mod på at leve. Således kan vi som børn på ny tage friske skridt ind i 2016. Godt nytår! Amen.
Læs prædikentekster til Nytårsdag
Salmer: 1. DDS 354: Lov og pris og evig ære; 2. DDS 401: Guds ord det er vort arvegods; 3. DDS Af gode magter - sangblad; ---; 4. DDS 586: Stol du kun på dit Fadervor; 6. DDS 712: Vær velkommen Herrens år
