I aftes ved midnatstid gik vi uden for og betragtede fyrværkeriet, der fløj op med skrald og bang, og det så virkeligt ud som en krig, hvor himlen var fjenden, som alle beskød. Det var imponerende flot, og himlen blev i glimt oplyst af tusinder farvede gnister (med udslip af CO2, vi ikke tør tænke på), og vi hævede boblevandet og skålede nytåret ind. Vær velkommen, endnu et Herrens år! Nu fik vi det gamle skudt af sted, og imens vore øjne blev betaget af farvepaletterne på himlen, var der nok ikke så mange, der tænkte på, at man bogstaveligt talt så penge gå op i røg. Det var en festlig aften for mange, og der er naturligvis grund til at fejre, at 2018 ligger bag os som en lukket kalender fyldt med minder og mærkedage, glæder og sorger, aftaler og drømme. 2018 ligger allerede tilbage som noget gammelt, og 2019 ligger foran os med sine ubrugte dage og nye muligheder, håb og drømme. Denne lidt trætte nytårsdag står vi altså mellem det gamle og det nye, og derfor er det oplagt at høre om omskærelsen. Undrer I jer? Det behøver I ikke – forklaring følger.
Omskærelsen er blevet brugt i årtusinder i jødedom som et tegn på den aftale, Gud indgik med Abraham og hans efterkommere. En aftale om, at Abrahams navn og slægt skulle velsignes, og at alle jordens slægter skulle velsignes i ham. Den aftale - eller pagt – holder jøderne stadig fast ved. Alle, der bliver omskåret, skal velsignes. Jesus blev også selv omskåret, fordi han er jøde, og på den måde gik han ind i den gamle aftale. Men han ændrede den gamle aftale og kom med et nyt tegn, nemlig dåben. Med dåben lavede han et nyt tegn på en ny aftale. Jesus prædikede især for jøder, og de var jo alle omskårede, men Paulus nåede ud til folk, der ikke var jøder – dem kaldte han hedninge. Vi er sådanne hedninge, og vi (mænd) kan da være glade for at Paulus gjorde et stort arbejde for at sikre, at hedninge ikke behøvede at blive omskårede for at være kristne. Omskærelsen er det tegn på aftalen mellem Gud og jøderne, som vi hører om i Det Gamle Testamente; dåben er derimod tegnet på aftalen mellem Gud og kristne i Det Nye Testamente.
Hvor omskærelse efterlader et synligt mærke på kroppen, så er dåbens tegn på en måde hurtigt forsvundet for det menneskelige øje. Jeg har kigget på mange børns hoveder, når de er blevet døbt, og de ligner sig selv både før og efter dåben. Man kan måske også sige sig selv, at tre håndfulde almindeligt vand ikke rigtigt sætter noget mærke på kroppen. Ikke for os, men for Gud, som ser, hvad vi ikke ser, og som virker på måder, der for os er gåder. Den fysiske omskærelse kan man ikke løbe fra, så på den måde er det nemt at afsløre mandlige jøder. Omskærelsen er derfor godt for dem, der har brug for en fysisk påmindelse om, hvor de hører til – ligesom et pas eller et flag eller et stempel, der siger: Du er sådan én. Dåben er derimod et svagt tegn, for man kan ikke bevise den med andet end en tør dåbsattest; og sådan én kan hurtigt forputte sig. Af den grund er dåben langt mere krævende at forholde sig til, for det er så nemt at tvivle om det, man ikke kan se.
Selvom vi ikke kan se tegnet eller mærket efter vor dåb, så er det nu alligevel vort livs håb. Dåbens usynlige mærke lægger opgaven over til os om, hvorvidt vi ønsker at leve på den dåb, vi har fået og er blevet velsignet med. Dåben er altså et tegn, der handler om samvittighed og om tro. Og tro er såmænd at håbe på det, man (endnu) ikke kan se. Ligeså lidt som vi kan se dåbens mærke, kan vi heller ikke se dagene i det kommende år; vi kender ikke timerne, og ved ikke, hvordan det skal gå os. Vi kan frygte for mange ting, og jeg tror, vi alle har nogle i tankerne, som vi ønsker, at det må gå bedre i 2019. På en måde er alt uvist og usikkert for os, men som kristne får vi bud fra Gud om, at vi må og skal og bør leve i håb om det bedre. Kristendom er sand optimisme, og det kan i sig selv være svært at bevare en positivt sind i disse tider; men vi må lade vores eftertanke krydre med håbets tegn i alle ting. Sandelig ja, for i håb kan kærligheden gro, og i håb må troen stå. Lad det være ordene, og så håber jeg på en bedre stemme næste søndag. Tak for samtaler og samvær i 2018. Rigtig godt og velsignet nytår ønsker jeg alle. Amen.
Tirsdag den 1. januar 2019, kl. 16.30 Hunderup
Salmer: 712 vær velkommen; 370 menneske din egen magt; 586 stol du kun på dit fadervor; - - - ; 110 nu vil vi sjunge og være glad; 717 i går var hveden moden
MEDDELESER
På søndag skal vi høre om de tre vise mænd, der fandt deres vej til Betlehem ved hjælp af en himmelsk GPS. De tre vise er siden blevet kåret til konger, og vi skal dykke ned i deres oplevelser og fortælling, så også vi kan finde vej i mørket. Næste gudstjeneste er søndag den 6. januar kl. 9.30 Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev.
Efter gudstjenesten i dag byder menighedsrådet på champagne og kransekage.
Torsdag den 3. januar er der foredrag ved den landskendte professor i psykologi Svend Brinkmann. Det er kl. 19 i Sognehuset, og selvom det er gratis, skal man tilmelde sig – læs mere i kirkebladet.
Indsamling til Børnesagens Fællesråd
Omskærelsen er blevet brugt i årtusinder i jødedom som et tegn på den aftale, Gud indgik med Abraham og hans efterkommere. En aftale om, at Abrahams navn og slægt skulle velsignes, og at alle jordens slægter skulle velsignes i ham. Den aftale - eller pagt – holder jøderne stadig fast ved. Alle, der bliver omskåret, skal velsignes. Jesus blev også selv omskåret, fordi han er jøde, og på den måde gik han ind i den gamle aftale. Men han ændrede den gamle aftale og kom med et nyt tegn, nemlig dåben. Med dåben lavede han et nyt tegn på en ny aftale. Jesus prædikede især for jøder, og de var jo alle omskårede, men Paulus nåede ud til folk, der ikke var jøder – dem kaldte han hedninge. Vi er sådanne hedninge, og vi (mænd) kan da være glade for at Paulus gjorde et stort arbejde for at sikre, at hedninge ikke behøvede at blive omskårede for at være kristne. Omskærelsen er det tegn på aftalen mellem Gud og jøderne, som vi hører om i Det Gamle Testamente; dåben er derimod tegnet på aftalen mellem Gud og kristne i Det Nye Testamente.
Hvor omskærelse efterlader et synligt mærke på kroppen, så er dåbens tegn på en måde hurtigt forsvundet for det menneskelige øje. Jeg har kigget på mange børns hoveder, når de er blevet døbt, og de ligner sig selv både før og efter dåben. Man kan måske også sige sig selv, at tre håndfulde almindeligt vand ikke rigtigt sætter noget mærke på kroppen. Ikke for os, men for Gud, som ser, hvad vi ikke ser, og som virker på måder, der for os er gåder. Den fysiske omskærelse kan man ikke løbe fra, så på den måde er det nemt at afsløre mandlige jøder. Omskærelsen er derfor godt for dem, der har brug for en fysisk påmindelse om, hvor de hører til – ligesom et pas eller et flag eller et stempel, der siger: Du er sådan én. Dåben er derimod et svagt tegn, for man kan ikke bevise den med andet end en tør dåbsattest; og sådan én kan hurtigt forputte sig. Af den grund er dåben langt mere krævende at forholde sig til, for det er så nemt at tvivle om det, man ikke kan se.
Selvom vi ikke kan se tegnet eller mærket efter vor dåb, så er det nu alligevel vort livs håb. Dåbens usynlige mærke lægger opgaven over til os om, hvorvidt vi ønsker at leve på den dåb, vi har fået og er blevet velsignet med. Dåben er altså et tegn, der handler om samvittighed og om tro. Og tro er såmænd at håbe på det, man (endnu) ikke kan se. Ligeså lidt som vi kan se dåbens mærke, kan vi heller ikke se dagene i det kommende år; vi kender ikke timerne, og ved ikke, hvordan det skal gå os. Vi kan frygte for mange ting, og jeg tror, vi alle har nogle i tankerne, som vi ønsker, at det må gå bedre i 2019. På en måde er alt uvist og usikkert for os, men som kristne får vi bud fra Gud om, at vi må og skal og bør leve i håb om det bedre. Kristendom er sand optimisme, og det kan i sig selv være svært at bevare en positivt sind i disse tider; men vi må lade vores eftertanke krydre med håbets tegn i alle ting. Sandelig ja, for i håb kan kærligheden gro, og i håb må troen stå. Lad det være ordene, og så håber jeg på en bedre stemme næste søndag. Tak for samtaler og samvær i 2018. Rigtig godt og velsignet nytår ønsker jeg alle. Amen.
Tirsdag den 1. januar 2019, kl. 16.30 Hunderup
Salmer: 712 vær velkommen; 370 menneske din egen magt; 586 stol du kun på dit fadervor; - - - ; 110 nu vil vi sjunge og være glad; 717 i går var hveden moden
MEDDELESER
På søndag skal vi høre om de tre vise mænd, der fandt deres vej til Betlehem ved hjælp af en himmelsk GPS. De tre vise er siden blevet kåret til konger, og vi skal dykke ned i deres oplevelser og fortælling, så også vi kan finde vej i mørket. Næste gudstjeneste er søndag den 6. januar kl. 9.30 Hunderup (med kirkekaffe) og kl. 11 i Vilslev.
Efter gudstjenesten i dag byder menighedsrådet på champagne og kransekage.
Torsdag den 3. januar er der foredrag ved den landskendte professor i psykologi Svend Brinkmann. Det er kl. 19 i Sognehuset, og selvom det er gratis, skal man tilmelde sig – læs mere i kirkebladet.
Indsamling til Børnesagens Fællesråd
