INTRO GT
Nu skal vi høre fra Anden Mosebog i Det gamle Testamente. Det kan godt være, man synes, at GT er tørt og ligegyldigt, men i dette afsnit hører vi om, at Moses faktisk er villig til at ofre sin plads i evigheden, hvis Gud ikke kan tilgive den synd, som folket har begået. Moses stiller sig simpelthen imellem Guds dom og folkets synd og er villig til at ofre sin evige salighed. Sådan er man en stærk leder! Ikke noget med at ofre andre for selv at få en bedre plads.
INTRO NT
Nu skal vi høre fra Johannes Åbenbaring i Det nye Testamente. Der er nogle ting, man lige skal vide for at kunne forstå sammenhængen. I Asien var der blevet grundlagt 7 kirker, og derfor hører vi om 7 stjerner og 7 guldlysestager. De syv stjerner står for de syv menigheders engle, og de syv lysestager er selve de syv menigheder. Der omtales også en gruppe, der kaldes nikolaitterne, og det var en kristen gruppe, der blev regnet for at være kættere.
PRÆDIKEN
Hvordan finder man på at hade en gruppe pga. deres hudfarve, etnicitet eller religion? Jo, man kan f.eks. slå op i Bibelen og læse det stykke, vi lige har hørt. Jesus anklager jøderne for at være børn af Djævelen, og vi ved jo, at jøderne fik Jesus korsfæstet. Kan man som kristen så ikke med fuld ret hade jøderne og ønske, at Hitler var nået i mål med sin udryddelseskamp? Synes I, det er for groft? Jamen Hitler var jo ikke original i sit jødehad. Den Martin Luther, som begyndte reformationen i 1517 og som gav startskuddet til, at vi fik folkekirken i Danmark, udgav også bogen Von den Jüden und iren Lügen (1543) – Om jøderne og deres løgne. I bogen lægger han ikke fingre imellem, men kalder jøderne mange grimme ting og krævede i stedet for integration ligefrem fordrivelse af jøderne og ødelæggelse af det, de efterlod. Selvom Luther i sin tidlige reformationstid havde meget positivt at sige om jøderne, opfattede han dem flere år efter altså ikke længere som brødre i troen, men som gudsbespottere og samfundsfjender. Jødeforfølgelserne i form af russiske pogromer og Hitlers Endlösung og holocaust udsprang altså af gammel racisme, der havde stærke fortalere i store personligheder fra middelalderen.
Heldigvis valgte de fleste præster og teologer op igennem tiden at ignorere eller skjule Luthers jødehadske skrifter for i stedet at fokusere på hans positive bidrag til teologiske læsninger og fremragende tolkninger af de bibelske skrifter. For han skrev jo også meget godt og havde et skarpt blik for at finde den nådige Gud. Men altså, ønsker man at få en stærk støtte til sit had mod en bestemt gruppe mennesker, så går man ikke forgæves, hvis man dykker ned i vores fortid. De go’e gamle dage var nok alligevel ikke så go’e.
Når jeg i dag begynder min prædiken ved at række tilbage til nogle helt forfærdelige ting, så er det for at pege på, hvor nemt det er at fordreje det, Jesus sagde, så man kan føre hadtale og krig ud fra det. Hvis Jesus havde ønsket at føre had og krig imod f.eks. jøderne, så havde han nok dengang samlet en stor gruppe blodtørstige mænd med knive og våben og var gået amok på synagoger og jødiske præster for at udøve et blodbad til inspiration og efterfølgelse. Men det gjorde han altså ikke. Når Jesus er så hård i munden over for jøderne, så er det for med provokerende ord og argumenter at vække dem fra deres vildfarelse og deres slumrende tro. Jesus var jo selv jøde, født af en jødisk kvinde, omskåret 8 dage gammel, og han citerede fra de jødiske helligtekster, der er blevet Det gamle Testamente i vores Bibel.
Igen og igen spørger Jesus jøderne: Hvorfor forstår I mig ikke? Hvorfor hører I ikke, hvad jeg siger? Hvorfor er I så lukkede i jeres forstand, tro og teologiske spidsfindigheder? Svaret er, at de er blevet lokket på afveje. Ingen andre end Djævelen selv formår at lokke mennesker på afveje på en sådan måde, at vi får en osteklokke over vores tro og forestillinger, så vi ligefrem går rundt og mener, at kun vi tror rigtigt på det eneste sande. Ingen skal fortælle os andet! For hvad nu hvis vi ikke har forstået det rigtigt – hvad nu hvis, vi tror forkert eller på en forkert gud? Så må vi jo omvende os og lægge vores tro og liv om – og sikke da et bøvl. Nej, så er det da nemmere at holde fast ved den måde vi lever på og den måde vi tror på – og så er det måske mindre vigtigt, om det også er helt sandt…
Da Moses vandrede i ørkenen og var leder for en stor flok israelitter, som han havde ført ud af fangenskabet i Egypten, så oplevede han også, at de gang på gang blev forført til at dyrke andre guder eller komme på afveje i forhold til det, Gud i himlen havde sagt til dem. En dag havde de endda samlet alle deres guldsmykker og smeltet dem om for at støbe sig en tyrekalv til et gudebillede. Den kunne de se og røre ved – og skulle ikke nøjes med at tro på en usynlig Gud i himlen, som Moses fortalte om og hentede de 10 bud fra; love og regler, som var trælse. Øv, nu skulle de ære deres far og mor og måtte ikke hore med naboens kone eller stjæle naboens kvæg eller seje ting. Gud i himlen var en streng Gud, men en tyrekalv af guld stillede jo ingen krav – så det er en god gud for dem, der egentligt kun vil dyrke sig selv og egne meninger. En guldkalv er dog følelsesløs og ligeglad med mennesker; den har godt nok et hjerte af guld, men hjertet slår ikke, for der er intet liv i sådan et afgudsbillede.
Jesus er søn af den levende Gud, og derfor er Jesus også sådan en, der stiller sig på tværs af, hvad vi går rundt og mener og tror. Man kan mene, at jøderne engang mente for meget om sig selv, men er vi meget bedre selv? Vi må og skal en gang imellem spørge os selv, om vi egentligt selv er helt på rette spor; om vi lever så godt, som vi går og tror. Godt nok siger vi i begyndelsen af trosbekendelsen, at ”vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og al hans væsen”, men gør vi nu virkelig også det? Hvis vi gør, hvordan gør vi det så?
Der kommer mange gode ting fra USA, men der kommer også meget skidt. Måske har I hørt om en ny bølge, der kaldes woke. Woke er engelsk og betyder ’vågen’, og den, der er woke er vågen nok til at se alle de uretfærdigheder, som især hvide mænd er skyld i – man kan nævne: racisme, kvindeundertrykkelse, krige, forurening, udnyttelse, slaveri, manglende respekt for minoriteter osv.; altså kort sagt: Alt det onde. Dem, der er woke, nøjes ikke med at gå til verbal modstand med ord, men nedriver også statuer af dem, der ikke er helt igennem rene; de fører krig mod enhver bog eller film, der på en eller anden måde kunne krænke en eller anden et eller andet sted. Hvis vi var woke, så skulle vi smide Luther ud af folkekirken pga. hans udfald mod jøder og muslimer; udrive mindst halvdelen af Bibelen, fordi den er stereotyp og gammeldags i sit udtryk om mennesker og Gud; smide den undertrykkende præstekjole; kalde Gud for ’mor’ i stedet for far, fordi Gud er kønsløs; og måske skulle vi i grunden nedlægge folkekirken, fordi den er en klimabelastning og opretholder traditioner fra gamle, hvide mænd. Men vi er ikke woke.
Vi ved godt, at både Bibelen, kristendommen og verden er langt mere komplekse end et maleri, der er sort på den ene side og hvidt på den anden. Troen er fyldt med farver og nuancer ligesom virkeligheden, og selvom man kan finde meget at beklage sig over ved Luther, kirken og kristendommen, så har vi ikke større håb at holde fast ved end Jesus. Der vil være mange, der misbruger Jesus og hans budskab, men selvom mange misbruger deres penge til onde ting, så fjerner vi jo ikke pengene som sådan. Jesus er ikke skyld i, at hans budskab bruges til onde ting. Jesus var ikke skyld i nazismens jødeforfølgelser. Den, der forvrænger og fordrejer Jesu ord, bringer død og ubarmhjertighed over sig selv og mange. Men! - der er håb, liv og glæde for den, der holder fast ved Jesu ord, selvom de går på tværs af, hvad vi mener om os selv og hinanden. Ja, måske skal vi faktisk takke Jesus for at være på tværs, for dér har vi mulighed for at høre noget nyt; noget, vi ikke bare kan sige os selv, ja, noget, der kan blive til velsignelse og glæde for mange. Hvis bare vi vil lytte og høre - med begge vore ører. Glædelig 3. søndag i fasten. Amen.
LOVPRISNING
Lov og tak, og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen!
KIRKEBØN Lad os alle bede: Trøst og styrk du, vor Gud, alle dem, som er syge og sorgfulde, enten de er fjern eller nær. Vær med din nådige hjælp hos alle dem, som lider under anfægtelser, og stå os alle bi i fristelsens time. I denne tid beder vi særligt for ofre for krig og dem, der må flygte fra hus og hjem. Vi beder for såvel ukrainere som russere, ligesom vi beder for alle over hele verden, hvis liv trues af krig, nød og elendighed. Velsign og bevar din hellige, almindelige kirke og os i den. Velsign og bevar dine hellige sakramenter (dåben og nadveren), og lad dit ord have frit løb iblandt os, for at dit rige med retfærdighed og fred og glæde i Helligånden må udbredes og vokse, og nådens lys skinne for alle dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Hold din beskærmende hånd over vort folk og fædreland og al dets øvrighed, velsign og bevar vor dronning Margrethe II og hele dronningens hus. Giv dem og os alle nåde, fred og velsignelse og efter et kristeligt liv den evige salighed. Amen!
MEDDELELSER
De næste gudstjenester er søndag 27. marts kl. 9.30 i Hjortlund og kl. 11 i Vilslev – begge ved Katrine Gaub. Jeg holder friweekend. I Vilslev fejres guldkonfirmanderne. Det er dem, der blev konfirmeret for 50 år siden her i kirken. Og i den anledning bydes de og alle i kirken på kransekage og champagne efter gudstjenesten.
HUNDERUP: Efter prædiken er der nadver, og alle er velkomne.
Tirsdag den 22. marts er der foredrag i sognehuset ved Sven Erik Henningsen med titlen: Overgang uden undergang”. Sven Erik Henningsen vil fortælle om, hvordan man får en god overgang fra arbejdsliv til pensionsliv. Det er kl. 19 i Sognehuset tirsdag den 22. marts, og der er ingen tilmelding. Alle er velkomne.
Torsdag den 24. marts står Katrine Gaub og jeg for en konfirmandgudstjeneste i Ribe Domkirke, og alle er velkomne til at deltage. Det er torsdag den 24. marts kl. 16.30. Alle er velkomne.
APOSTOLSK VELSIGNELSE Lad os med apostlen Paulus tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.